‘Q&A med farmakokinetiker: »Så længe man handler og foretager sig noget, er det erfaring – ikke fejl«’ 
Artikel l 13.09.2018

Q&A med farmakokinetiker: »Så længe man handler og foretager sig noget, er det erfaring – ikke fejl«

A
Aktuelt
Artikel l 13.09.2018
10 min
Foto: Anna Secher
Stine Timmermann Ottesen synes, det er vigtigt at blive god til noget, man ikke kan i forvejen – faktisk så vigtigt, at hun begyndte på RUC for at lære at arbejde i grupper, selvom hun hadede det i gymnasiet. Siden da er hun både blevet kandidat i fysik og matematik i 2004 og ph.d. i matematik-didaktik i 2009. Nu bruger hun matematik til at undersøge lægemidlers rejse gennem kroppen. For hende har RUC spillet en vigtig rolle i udviklingen af en stærk, faglig identitet og for hendes evne til at arbejde på tværs af andre fagområder.

Skrevet af

Anna Secher

Skribent

På LinkedIn står der, at du er principal professional hos LEO Pharma. Hvad betyder det?

»Principal professional er i virkeligheden bare et niveau, så dét, at jeg er populations-farmakokinetiker, siger noget om, hvad jeg arbejder med. Populations-farmakokinetik er den mere matematisk tunge del af farmakokinetik, som jeg er ansat til at implementere på LEO. Jeg prøver at beskrive og forklare, hvordan lægemidler kommer ind i kroppen, hvordan de fordeler sig, og især hvordan de kommer ud igen. I populations-farmakokinetik undersøger man også årsagerne til, at medicinkoncentrationen varierer mellem mennesker, som får samme dosis.«

 

Og hvordan gør man det?

»Det gør man ved hjælp af matematik – simpelthen. Man har selvfølgelig primært nogle blodprøver med stofkoncentration. Så kan man begynde at beskrive det matematisk og ud fra resultaterne forklare, hvordan stoffet bliver absorberet. Hvis det for eksempel er en tablet, du sluger, går der jo noget tid, før du kan se stoffet i blodet. Den tid ser vi på – hvad er det, der sker, inden stoffet kommer ud i blodet? Hvor lang tid går der? Hvor meget stof bliver ikke synligt i blodet og ryger ud af kroppen, inden det kommer i cirkulation? Det skal i cirkulation, for ellers kommer det ikke derhen, hvor det skal virke. Det er dét, det overordnet handler om. Jeg begyndte for halvandet år siden at bygge hele området op og få det implementeret, så det er rigtig spændende og sjovt at være med til.«

Da du læste matematik på RUC, var det sådan et job, du så dig selv i, eller er du gået en helt anden vej med matematikken?

»Mit speciale ligger meget op ad det, jeg laver nu, men min ph.d. var sådan en lille outlier … eller lille og lille, det var en treårig outlier. Jeg begyndte at læse matematik, fordi jeg gerne ville være gymnasielærer, og derfor fandt jeg en ph.d. om at undervise i matematik. Da jeg var færdig med den, syntes jeg, der var for få perioder, hvor jeg kom ind i et flow og blev så grebet af det, at jeg virkelig syntes, det var sjovt. Bagefter ønskede jeg at arbejde med det, jeg skrev speciale om, men jeg havde jo ikke en ph.d. at bakke det op med, fordi jeg havde taget ph.d.en i noget andet. Så fik jeg mulighed for at komme på Lundbeck, hvor de havde brug for en med en ph.d., men mest som bevis for, at man var selvstændig og i stand til at producere forskningsresultater. Så var det ikke så vigtigt, om ph.d.en var spot on i forhold til det, jeg skulle arbejde med. Jeg var dødheldig, fordi det viste sig, at de metoder, jeg havde tillært mig gennem ph.d.en, faktisk er noget, jeg kan bruge nu. Godt nok tænker man lægemiddeludvikling som naturvidenskabeligt, men på flere områder er man mere ovre i det humanistiske paradigme. For eksempel er meget af vores data baseret på spørgeskemaer, og der kommer man ind i en helt anden verden og disciplin, og det var netop dét, jeg havde arbejdet med i min ph.d.«

Hvilke kvaliteter og evner har du med fra RUC?

»Jeg har fået evnen til at samarbejde, men også især evnen til at sætte mig ind i nye områder og ikke være bange for det. Jeg samarbejder ikke med folk, der har samme baggrund som mig, men med folk som for eksempel læger, biologer og HR-folk med business school-baggrund, så for at det kan gå op i en højere enhed, må man have en smule kendskab til de andres områder og faglige baggrunde. Det har jeg især med fra RUC. Jeg har mødt mange, som ikke rigtig vil ud af deres komfortzone. De har deres faglighed og den tradition, de er uddannet indenfor og synes ikke, det er trygt at komme uden for den. Der har man med gruppe- og projektarbejde fra RUC lært på meget kort tid at sætte sig ind i et helt nyt område. Det er virkelig en kvalitet.«

Hvorfor valgte du RUC?

»Det var nok lidt baseret på fordomme, for jeg havde egentlig tænkt mig at læse matematik på KU, og så havde jeg nogle venner, som var et år ældre og rigtig gode til matematik, og som startede på KU, men droppede ud. De kunne simpelthen ikke finde sig til rette i måden at blive uddannet på, og så stod jeg sådan lidt: Okay, skal jeg have det sjovt, eller skal jeg lære noget? Det var faktisk min fordom, så jeg valgte KU fra og begyndte på RUC – også fordi jeg fra gymnasiet ikke var begejstret for gruppearbejde, så jeg tænkte, at det måtte jeg lære. For jeg vidste, at sådan så verden ud. Ingen efterspørger folk, som kun sidder i deres elfenbenstårn og ikke kan tale med nogen. Så jeg valgte lidt på trods – og jeg endte med at synes, det var sjovt. Man møder jo folk og medstuderende, som er enormt fagligt interesserede og motiverede. Ingen tænkte på karakterer eller præstationer – det var bare rigtig godt gruppearbejde. Det har jeg også med mig nu, for hvis jeg skal være en succes og skinne klart, så skal jeg have mine teammedlemmer til også at skinne. Man klarer det ikke alene.«

Foto: Anna Secher

Hvordan har du så oplevet at gå fra studiet til arbejdsmarkedet?

»Mærkeligt nok kom det bag på mig, at jeg var den eneste i et team med min baggrund, så nu er teamarbejde mere en sammenstykning af viden, hvor jeg kommer med min del, og andre kommer med deres dele. Sådan synes jeg ikke, gruppearbejde var på RUC, for alle i gruppen læste jo det samme som én selv. På RUC var der stort fokus på, at alle skulle være lige inde i alle dele af stoffet, så man kunne ikke sige: ”Det her er min del, som jeg står for”. Det var ikke en mulighed, og ingen stillede spørgsmålstegn ved, om det nu var sådan, det skulle være. Det mangler man lidt, når man kommer ud på arbejdsmarkedet – at man også skal være klar til at stå alene, og at der ikke nødvendigvis er nogen, der stiller spørgsmålstegn ved det, du gør, fordi de har ikke kompetence til det. De skal stole på, at du gør det rigtigt, og du skal stole på, at du har gjort det rigtigt.«

Hvad så med skiftet fra at læse til at skulle ud at arbejde rigtigt?

»For mig har det ikke været voldsomt, for på RUC var der på min tid stort fokus på faglighed og på at blive en del af et fagligt miljø, så jeg følte mig faktisk ikke som studerende. Vi havde tæt samarbejde med og relation til underviserne, og vi så dem faktisk ikke som undervisere, men som forskere, der leverede noget undervisning en gang imellem. Jeg tror, vi følte os meget ligeværdige med dem – de var nærmere en slags mentorer for os. Nu er matematik og fysik små fag med mulighed for tæt kontakt, men der er også et miljø på RUC i de fag, hvor forskerne er der stort set hver dag, og de er en sammentømret gruppe, som også går meget op i at lære de studerende meta-aspekter af matematik og fysik. Hvad vil det sige at være matematiker? Man skal ikke bare lære det, der står i bogen, men også alt det udenom, som er vanskeligt at lære fra en bog. Det er svært at beskrive, hvad det præcis er, men der er en oplæring i dét at være matematiker, og man får en identitet som matematiker, som har været gavnlig for mig, fordi jeg føler en tryghed i min faglighed.«

Det lyder, som om det kun har været en fordel at være fra RUC. Har du aldrig oplevet det som en forhindring?

»Det har det faktisk aldrig – det har tværtimod været positivt. Jeg har mødt mange statistikere, som ikke har vidst, man kunne læse matematik på RUC, og så er jeg røget lidt ud af kategori. Så er jeg placeret i en ”Dig ved vi ikke, hvad vi skal gøre med, så vi venter bare og ser, hvad du kan”-kategori. Ingen har nogensinde spurgt om, hvor jeg er uddannet fra, men derimod hvor jeg har arbejdet før. Det er i virkeligheden kun med det første job, man skal overbevise nogen.«

Hvad kan RUC, som andre universiteter ikke kan?

»De andre universiteter har også gruppearbejde nu, men jeg synes stadigvæk, de andre universiteters måde at gøre det på er anderledes end RUC’s, hvor man selv skal være med til at definere sit problem. Man får ikke stukket en færdig problemformulering ud, som så bare skal løses; man må skære et problem til og finde ud af, hvordan man løser det på den smarteste måde. For mit eget vedkommende synes jeg, at dét at være en del af et fagligt forskermiljø er forskellig. I min ph.d. var jeg rundt på forskellige universiteter for at interviewe og observere undervisning, og det var mere gymnasium-agtigt, fordi de studerende kom, modtog undervisning og gik igen. De oplevede ikke at være en del af et forskermiljø, som jeg gjorde på RUC.«

Hvad er dit bedste råd til studerende på RUC?

»Man skal være fokuseret på at sætte sin egen kurs i forhold til ikke at lytte for meget til det, der bliver sagt omkring én. Man skal lade sig styre af, hvad der er vigtigt for én – hvad virker lige nu som noget, man kan finde vigtighed og interesse i? Hvis man ikke kan finde noget at lade sig drive af, tror jeg ikke, man får tilegnet sig den viden, der er nødvendig for at få en forankring i sit fag. Min erfaring siger, at ting løser sig. Verden er ikke statisk, den ændrer sig hele tiden, og jeg tror, man selv er bedst til at regne ud, hvor det er smartest at gå hen i stedet for at lade sig styre af folk, som ikke kender én – eller fremtiden for den sags skyld. Den eneste fejl, man kan begå, er ikke at gøre noget. Så længe man handler og foretager sig noget, er det erfaring – ikke fejl.«

Foto: Anna Secher

Hvordan opnår man bedst succes?

»Det er et svært begreb at definere. For mig er succes, når jeg gør noget, jeg finder vigtigt. Så er det heldigt, hvis det er noget, nogen vil betale penge for. Hvis jeg for eksempel var læge og tog med Læger uden Grænser – nu ved jeg ikke, hvor mange penge de tjener, men jeg forestiller mig, man tjener mere, hvis man driver en privatklinik i Danmark – så ville det være vigtigt, og det ville være en succes for mig. Hvis man mere lader sig styre af dét, som er motiverende, sjovt og vigtigt, så giver det succes for mig. For nogen er det sjovt at tjene penge, og så bliver det jo vigtigt for dem, men sådan har jeg det ikke.«

Hvad er dit bedste minde fra RUC?

»Hvert år havde vi et seminar, som blev holdt på en af forskernes svenske ødegård. Der tog hele instituttet op– studerende og ansatte – og diskuterede et emne. Det var ikke et fag-fagligt men et meta-fagligt emne. Det kunne være, hvordan matematik og fysik skulle samarbejde og få mest muligt ud af hinanden. Det seminar var altid kombineret med fest og ballade, men hvis man kunne drikke øl om aftenen, kunne man også stå op om morgenen og holde møder. Det var en rigtig god mulighed for også at høre, hvordan man talte sammen i forskermiljøet, for der blev diskuteret både matematik og fysik til den store guldmedalje. Der oplevede man virkelig, hvad det miljø kan byde på. Og så var det selvfølgelig også sjovt at holde fest!«

Hvad er et godt forbillede – og hvem kunne det være?

»Det lyder lidt søgt, men chefen for LEO er kvinde, og nu har jeg mødt forskellige chefer, men jeg synes, hun er et godt forbillede. Hun kom på introdagen og sagde, at hvis vi skal gøre os håb om at hjælpe patienter, hvilket er vores mål i livet som firma, så forventer hun, at vi også hjælper hinanden. Så hun vil ikke se medarbejdere, som ikke er gode kolleger og hjælper hinanden. Jeg har hørt mange ord fra mange chefer gennem tiden, men jeg fik i hvert fald det indtryk, at hun stod bag sine ord. Så LEO er et sted, hvor man behandler hinanden ordentligt, og det er fedt at se, at man kan have en stærk menneskelig side og samtidig drive en succesfuld virksomhed.«