Onsdag aften den 11. marts står Melissa Elsborg på en stor tagterrasse og ser ud over Beiruts tage. Kort forinden har hun siddet klinet til computeren og fulgt Mette Frederiksens pressemøde om den hastige udvikling i spredningen af coronavirus. Danmark lukker ned, fortæller statsministeren. Melissa Elsborgs familie, som er med hende via Facetime, er ikke i tvivl. Melissa Elsborg skal hjem nu, inden grænserne lukker, så hun ikke risikerer at blive fanget i Libanon.

»Jeg var så ked af det. Det er et land, som jeg kom til at elske højt meget hurtigt,« fortæller Melissa Elsborg, som landede i Danmark fredag den 13. marts. Blot seks uger efter at være ankommet til Beirut.

At skulle forlade sin praktikplads står dog langt fra mål med at skulle agere som libaneser i en by, som i forvejen er plaget af daglige voldelige protester, forklarer Melissa Elsborg.

»I Danmark har vi en tryg velfærdsstat og en tro på, at vi er i sikre hænder. Og selv her begynder folk at hamstre. Der var også en begyndende hamstring i Beirut. Forskellen på de to lande er bare, at i Libanon bliver hylderne ikke nødvendigvis fyldt op igen. De fleste af deres fødevarer importeres fra udlandet,« siger hun.

Men det er, trods alt, også et chok, at alle planer på et øjeblik bliver revet væk under fødderne på hende. De næste fem måneder skulle have været tilbragt i praktik på den danske ambassade i Libanon. Nu skal hun i stedet hjem til et land i lock-down og til et universitet, hvis fysiske rammer er lukket ned. Og forlade sine libanesiske venner og et land, som ikke vil være beskyttet af det samme gode velfærdssystem som borgerne i Danmark. 

Melissa Elsborg var i praktik på den danske ambassades Public Diplomacy-afdeling og læser internationale studier og journalistik på 4. semester på RUC. Hun havde, mod normal praksis, fået lov til at tage et praktikforløb under sin bachelor under den forudsætning, at hun skrev projekt og fulgte fjernundervisning. Fjernundervisningen kan hun snildt fortsætte med efter hjemkomsten, men projektskrivningen bliver en udfordring, da feltarbejdet skulle foregå i Libanon.

»Jeg er i sådan et underligt vakuum. Normalt, hvis jeg har været ude at rejse, så har jeg jo planlagt, hvornår jeg skal hjem. Det føles som om, jeg har sat mit liv på pause i fem måneder, det er så syret. Jeg kan ikke se mine venner, jeg har sagt mine job op, og mit værelse på Tietgen-kollegiet er lejet ud til august, så jeg har intet sted at bo,« siger Melissa Elsborg, som boede de første to dage hos sin mor, så hos sin kæreste og nu er flyttet ind hos en veninde.

Hendes kuffert står stadig uberørt. Som en symbolsk handling, forklarer hun, der skal få håbet om at komme tilbage til Libanon til at blive til virkelighed.

Hun er i daglig kontakt med sine lokale venner.

»Vi snakker i telefon næsten hver dag, og at jeg er meget bekymret for dem og deres sikkerhed,« siger hun.

Frygter at landet ikke kan klare presset

Torsdag morgen den 12. marts i Beirut, dagen efter den danske statsministers pressemøde, tager Melissa Elsborg på arbejde på ambassaden.

Selv om situationen spidser til globalt, og Melissa Elsborg dagen inden er blevet smidt ud af en taxa, fordi hun hostede, så har hverdagen i Beirut ikke ændret sig radikalt. Regeringen har påbudt restauranter, natklubber, skoler og universiteter at lukke. Men det er langt fra alle, der følger påbuddene.

»Libanon er et helt fantastisk land, men det er meget ustabilt, og borgerne har ikke den store tillid til regeringen, hvilket er helt med rette. Så når regeringen fortæller dem, at de skal lukke ned, parerer de ikke nødvendigvis ordre,« siger Melissa Elsborg.

Hun har allerede fortalt sin arbejdsgiver, at hun rejser hjem til Danmark om søndagen. De øvrige tre praktikanter og de danske diplomater vælger foreløbig at blive, fordi rejsevejledningerne ikke er ændrede.

Men når Melissa Elsborg ser, hvordan situationen udvikler sig i Italien og også i Danmark, er hun ikke i tvivl om, at det er det rigtige at tage af sted.

»Landet står midt i en kæmpe økonomisk krise og med et sundhedssystem, som allerede er ved at bryde sammen. En tredjedel af befolkningen består af flygtninge fra Syrien, som er placeret i tætpakkede lejre. Og der er ikke lige penge til hjælpepakker, som den danske regering har udvirket. Hvis der skulle komme en epidemi, som ligner den, der er i Italien, så forudser jeg et land og et sundhedssystem, der bryder helt sammen,« fortæller Melissa Elsborg.

Om formiddagen torsdag d. 12. marts ringer Melissa Elsborgs forældre til hende på ambassaden. De fortæller hende, at grænserne allerede er ved at lukke, og at hun ikke kan vente med at rejse hjem til søndag. De køber en billet til hende samme aften. Klokken er 11 om formiddagen, da Melissa Elsborg pludselig skal sige farvel til sine kolleger, før hun tager hjem til lejligheden.

En ven kommer og hjælper hende med at pakke ned, før de beslutter at bruge resten af dagen på at køre rundt i Beirut og sige farvel.

»Jeg har ladet en del af mine ting stå, for jeg håber så meget, at jeg kan komme tilbage,« siger hun.

Et chok at komme til Danmark

Flyet er planlagt til at lette klokken 21:30. torsdag aften d. 12. marts. Men en storm hærger Beirut, og Melissa Elsborg og en lille flok af danske udvekslingsstuderende ser, hvordan deres afgang bliver udskudt igen og igen. Til sidst er afgangen sat til klokken 02:00 om natten. Og folk er begyndt at blive meget urolige.

»Der er ikke rigtig nogen, der tror på, at det er på grund af stormen, at flyene ikke kan lette. Folk tror, at det fordi, grænsen er ved at lukke. Så det, der sker, det er, at alle begynder at panikke, der er ingen tillid til myndighederne, som vi ville se det i Danmark,« siger Melissa Elsborg, som endelig lykkes med at booke en afgang om morgenen.

»Tre billetter endte min familie med at købe for at få mig hjem. Men i den situation, så betyder penge jo ikke så meget,« siger hun.

Da hun lander i Danmark fredag d. 13. marts er det lidt som at lande midt i en dårlig film, forklarer hun. Over højtaleren lyder en stemme igen og igen. ”Due to the corona virus, please keep distance.«

»Det var et chok at lande i Danmark. Jeg kom fra et sted, hvor hverdagen ikke havde ændret sig meget, til en helt anden situation herhjemme. Vi er slet ikke vant til kriser herhjemme og får en tendens til at løbe rundt som høner uden hoved,” siger hun.

Mindre surrealistisk bliver det ikke, da hun møder sin mor ude på parkeringspladsen. Hendes mor har valgt at tage alle forholdsregler. Hun har købt en plastikdragt og plastikbriller til Melissa, som hun skal tage på, før hun sætter sig ind i bilen.

»Det var så pinligt at køre gennem København i den dragt. Men man skal jo gøre, hvad man kan for at berolige hinanden og gøre hinanden glade. Da jeg var kommet hjem, skulle jeg tage alt tøjet af foran hoveddøren og så løbe op i bad. Det var som om, Jorden var ved at gå under,« siger hun.

Vel hjemme i Danmark følger hun situationen i Libanon tæt.

Det har gjort et indtryk på flere af hendes libanesiske venner, at hun selv og andre udlændinge pludseligt rejste hjem i hobetal inden for 24 timer.

»De er hunderæd, fordi de ved, at Libanon ikke er rustet til et udbrud. Men på samme tid er de vant til kriser på en anden måde end danskerne. Deres reaktion har derfor været mere afslappet. Men mit indtryk at, at de er blevet mere bekymrede for, hvad der kommer til at ske,« siger hun.