‘Q&A med Vikingeregattaens grundlægger: »I kælderen på RUC kan man alting«’ 
Interview l 22.02.2018

Q&A med Vikingeregattaens grundlægger: »I kælderen på RUC kan man alting«

A
Aktuelt
Interview l 22.02.2018
8 min
Hvad gør man, når studiemiljøet på RUC halter efter, fordi folket foretrækker hovedstaden? Man tager tyren ved hornene og søsætter, bogstaveligt talt, sjove projekter for studerende i Roskilde. I hvert fald hvis du spørger Esben Danielsen, der gennem årene har arbejdet med mange aspekter af frivillighed og haft en vigtig rolle i udviklingen af store musikattraktioner som Gimle og Roskilde Festival. Vi mødte ham på RUC til en snak om studieliv, selvbestaltede studenterbarer og stjålne instrumenter.

Skrevet af

Signe Bøtzau Paulsen

Skribent

Hvad foretager du dig til daglig?

Jeg er direktør for en selvejende statslig organisation. Lokale og Anlægsfonden, som jeg plejer at sige, lidt med et smil på læben, er en underlig fond med et mærkeligt navn. Det er en institution, som på baggrund af en årlig bevilling på 5 procent af overskuddet fra Danske Spil formidler udviklingen af rammer for fritidsliv i hele kongeriget. Det kan være idrætshaller, spillesteder, shelters, svømmehaller. Vi bygger for cirka 90 millioner om året til alt, hvad der involverer kulturliv, idrætsliv og aktivt udeliv. Vi skal fremtidssikre det, der bygges, i forhold til de trends, vi ser.

Du spillede for meget rockmusik til at passe studiet, siger du?

Ja, altså mit band og jeg turnerede en hel del i Østeuropa; nogle ville sige, det var fordi, vi ikke var gode nok til at spille i Danmark, hvilket, set i retroperspektiv, nok var rigtigt. Samtidig var jeg med til at opstarte Gimle i Roskilde i de rammer, spillestedet har i dag. Det, der var fedt på RUC, var, at de projekter, man skrev hvert halve år kunne matche det, jeg var begejstret for. Så jeg har skrevet projekt om akustik i øvelokaler og biografer, jeg har udarbejdet en styringsdatabase til en stor øvelokaleforening og alt sådan noget, som matchede, hvad jeg rendte og lavede ved siden af studiet. Jeg holdt op på RUC i forbindelse med, at jeg blev spillestedsleder på Gimle, fordi det simpelthen var et fuldtidsjob.

Hvad har du bedrevet, fra du stoppede på RUC, til hvor du er i dag?

Samtidig med at jeg kørte Gimle, blev jeg mere og mere engageret i Roskilde Festivalen. I kølvandet på Pearl Jam koncert-ulykken i 2000 blev jeg i 2001 ansat til at bygge hele kommunikationsberedskabet op sammen med nogle andre, hvor jeg så i 2003 blev ansvarlig for det som talsmand. Det var godt nok vildt; selvom jeg havde en uddannelse i det, var det alligevel som at blive kastet for løverne med cirka 4000 journalister fra hele verden til stede på festivalen. Jeg dobbeltjobbede i en lang – og ret vild – periode, hvilket jeg blev ved med indtil 2009, hvor jeg stoppede med at være leder på Gimle og gik fuld tid på festivalen. Dét arbejde skiftede jeg først ud, da jeg i 2015 blev headhuntet til min nuværende stilling. Jeg har faktisk også undervist i et kursus på Performance Design på RUC i en 3 års tid. Kurset havde fokus på processen fra idé til virkelighed. Der manglede klart teori i det, det var i langt højere grad et praktisk orienteret kursus, fordi det var det, jeg vidste noget om. Jeg havde meget fokus på, at når de studerende skulle involvere sig i projektarbejde, så skulle de ikke generere noget til skrivebordet, men derimod til virkeligheden.

Ud over dit engagement i spillestedet Gimle, var du så også engageret i studiemiljøet på RUC?

Det må man sige. Jeg har både arbejdet med NATCaféen, revyen og lidt med årsfesten. Da jeg læste på RUC, var de selvbestaltede studenterbarer skidesjove. Der var lidt den her konkurrence mellem de forskellige studentersociale fagbarer, selvom NATCaféen jo klart var bedst. For eksempel havde en af de andre barer et fedt klaver, hvor de havde sådan noget hyggepianist-halløj kørende til deres arrangementer, og så stjal vi selvfølgelig det klaver og bar det ned til vores basishus. Vi startede også en klub for internationale studerende, og jeg var med til at starte mange initiativer på kollegierne omkring Trekroner. Fordi de alle var så nye, var der ikke rigtig nogen traditioner forbundet, så vi startede sådan noget kollegiemesterskab, hvor hvert kollegium stillede hold til kapløb, udklædning, øldrikning og den slags. Alt det her var super vigtigt for det sociale liv, for jeg har altid opfattet RUC som værende udfordret på det sociale, fordi der er så mange, der bor i København.

Så dét at mange RUC-studerende boede i København var lidt et problem?

Jeg boede selv i Roskilde og kan tydeligt huske vittighederne, når de projektgrupper, jeg var i, skulle samle ind til et klippekort, så jeg kunne komme til gruppemøderne i København. Det var også grunden til, at jeg gennem mit engagement på Gimle var med til at tage initiativ til, at RUC-studerende skulle opdage, at der var noget, der hed Roskilde By. Jeg var med til at starte Vikingeregattaen, som stadig kører i dag. Det startede nede foran Vikingeskibsmuseet, og det var måske nok lidt for vildt, men man bandt et stykke tov imellem to vikingeskibe, og så gik det ellers bare derudad med tovtrækning. Vi indledte med Byrådet i det ene skib og RUC’s rektorat i det andet, og så bagefter var det professorer mod de studerende. Vi prøvede at samle studielivet i Roskilde for at gøre det lidt sjovere.

Hvordan var overgangen fra livet som studerende til livet på arbejdsmarkedet?

Jeg er jo sådan en RUC’er af den gamle skole, så det vil sige, at jeg er sindssygt glad for projektarbejde. Dengang var det et krav, at projekterne skulle have en eller anden relevans for omverdenen, og det betød efterfølgende, at det at indgå i projektsamarbejder med nogle virkelige mennesker, det havde jeg allerede gjort, så det var helt naturligt for mig. Min overgang til arbejdslivet var sådan set blot en fortsættelse af RUC, bare uden at læse bøger ind imellem. Det betyder, at jeg altid har arbejdet projekt-entreprenørmæssigt, og det gør jeg stadigvæk i dag. I forbindelse med arbejdet på Roskilde Festival fik jeg virkelig min kommunikationsfaglighed i spil. Alt lige fra krisekommunikation til begejstringskommunikation over oplevelsesformidling. Det var en legeplads uden lige. Jeg har været redaktør for Roskilde Festivals egen avis, egen radio og egen tv-station. Altså hvor tit får man lige lov til at prøve det?

»Jeg er jo sådan en RUC’er af den gamle skole, så det vil sige, at jeg er sindssygt glad for projektarbejde.«

Hvilke kompetencer tog du med dig fra din tid på RUC?

Helt centralt er det jo det her med at udforme et projekt fra idé til virkelighed og få det i hus. Det er nok min særlige RUC-faglighed i dag. Og så vil jeg sige: At arbejde sammen med andre fagligheder. Mange folk opfatter tværfaglighed som en lagkage, hvor man lægger ind, hvad man har, i forskellige lag; men det er ikke tværfagligt, det er bare fem fagligheder med hver sit bud på en problemløsning. Dét, jeg har lært på RUC, er, hvordan man arbejder med at få forskellige fagligheder til for alvor at arbejde sammen. Det kræver videnskabsteoretisk forståelse, også for de forskellige faglige traditioner. Jeg synes, at det er skægt at bevæge mig rundt i de forskellige miljøer, og jeg tror, at folk oplever, at hvis de putter mig ind i en eller anden underlig sammenhæng, så kan jeg deltage fagligt alligevel. Selvom de nok undrer sig over, hvor helvede jeg ved det fra.

Hvad er dine bedste minder fra RUC-tiden?

Jeg har en helt særlig oplevelse, fra da jeg læste fysik herude. Der var sådan en tradition for, at man nærmest hver torsdag kunne fremlægge sine problemstillinger for ens medstuderende og professorer over en øl. Det betød, at vi kunne lægge vores resultater frem, og så kom der lige en anden vejleder forbi og kom med forslag til, hvordan vi kunne anskue det på en anden måde. Det var så givende. Da vi skulle bygge et eksperiment op, så viste det sig, at der var nogle håndværkere, der kunne hjælpe os. I kælderen på RUC kan man alting. Altså, det lyder jo fuldstændig mærkværdigt, men jeg har oplevet det senere hen også, hvor nogle nærmest havde et helt eksperimentarium nede i kælderen, som man kunne komme ned og se på. Det er sådan lidt the sky is the limit-agtigt på RUC. Hvis folk vil hinanden, kan man starte nogle ret vilde ting med meget få ressourcer.

Af alt det, du har opnået i dit liv, hvad er du så mest stolt af?

Det er sgu et svært spørgsmål. Jeg tror, at det, jeg er allermest stolt af, det er spillestedet Gimle i de rammer, det har i dag. At det fungerer endnu bedre så mange år efter, at vi startede det og efter, at jeg forlod det. Altså, det er et frivilligt drevet spillested, og det er vildt, at man har kunnet opretholde den her frivillighed, uden at det ligesom tabte kræfter og energi. Det er da mega fedt. Jeg elsker at gå derned med mine børn om søndagen og se hvor godt, det hele stadig kører, velvidende at man selv har lagt så meget energi i det.