‘Får du også ekstra undervisning?’ 
Artikel l 15.02.2018

Får du også ekstra undervisning?

S
Studieliv
Artikel l 15.02.2018
7 min
Er du interesseret i at finde mere viden end det, du får på universitetet, svømmer internettet i både gratis og betalte kurser, der kan gøre dig til en ekspert inden for det felt, du bevæger dig. Få guiden her!

Skrevet af

Louise Taarnhøj

Freelancejournalist

At være studerende er ikke en gåtur i parken. Som man siger. Tværtimod har de fleste travlt med at lære nyt stof, som skal blive en del af deres fremtidige ekspertise. Men en del studerende på universiteterne oplever, at de mangler praktisk viden, når de står overfor at skulle ud på arbejdsmarkedet. Og her er ekstra-kurserne en stor fordel.

Mange studerende er begyndt at søge uden for universitetet for at opgradere deres kompetencer. Indholdet i kurserne er ofte praktisk, som de studerende tager som supplement til den teoretiske, obligatoriske undervisning.

Fik drømmejob efter ekstra-kursus

Tidligere studerende på Kommunikation og Dansk, Sofie Rasmussen, manglede de nødvendige færdigheder inden for video- og fotoredigering, før hun kunne lande drømmejobbet på DR. Hun spurgte rundt i sit netværk efter de bedste kurser og endte med at tage et lynkursus i Photoshop og InDesign, som gav hende de fornødne kompetencer til jobbet på DR:

”Jeg har altid haft studiejob under uddannelsen, og jeg har oplevet, at der er store forventninger på de job. Man skal eksempelvis kunne klippe videoer, og redigering er ikke noget, vi lærer på studiet,” fortæller Sofie, som derfor undersøgte, hvad Adobe-kurser koster gennem hendes fagforening:

”Jeg blev ikke ekspert, men det tog fem timer, så jeg kom alligevel godt omkring basiselementerne i Photoshop. Nu havde jeg en basal viden om programmet, som jeg rent faktisk kunne bruge til at lande mit drømmejob. I den afdeling, jeg sad, var der ingen andre, der brugte programmet, så kurset gav mig faktisk den grundlæggende viden til, at jeg kunne lære mig selv det.”

 Ekstra kursus – Sådan finder du rundt

Du har fundet ud af, at du mangler nogle kompetencer inden for et felt, du gerne vil arbejde med. Det første, du gør, er at spørge rundt i dit netværk: Er der nogen, der kan anbefale dig eller guide dig til det rette kursus?
Er der ingen, der kan hjælpe dig, må du lave din egen research, og her er det vigtigt at være grundig. Finder du et spændende kursus, kan du eksempelvis orientere dig om, hvilke anmeldelser kurset, underviseren og universitetet har fået.

Til sidst skal du gøre dig klart, om du ønsker et diplom eller certifikat fra kurset – i så fald koster kurset ofte penge. Nogle af kurserne er uden underviser, hvor du blot får adgang til videomateriale og artikler om emnet, mens andre er en form for fjernundervisning.

Lad fagforeningen guide dig

Simone Maria Bovien har ligesom Sofie taget kurser ved siden af sit studie – kurser, der har rustet hende til arbejdsmarkedet. Men hun har ikke blot nøjes med et par stykker. Hele 15 kurser er det blevet til i løbet af hendes bacheloruddannelse i Kommunikation og dansk, inklusiv SEO, Google Analytics, online markedsføring og lovgivning på de sociale medier, mundtlig retorik og personlig fremtræden, strategisk kommunikation og Photoshop.

”Jeg gik gennem min fagforening og tjekkede ud, hvad de kunne tilbyde, og det er ikke så lidt! Deres kurser er gratis, når man er medlem, og så kan man endda være heldig, at det indebærer en sandwich efter undervisningen,” smiler Simone.

Supplement – ikke erstatning

Disse ekstra kurser, som flere og flere studerende vælger at springe på, ses som et supplement til uddannelsen – ikke som en erstatning. Meget af universitetsundervisningen er teoretisk og uundværlig i forhold til indsigt, baggrund, metode og analyse; med andre ord giver ekstra-kurserne noget helt andet, nemlig en praktisk læring, i forhold til det, der læres på universitetet. Og det ser Simone som en stor fordel:

”Jeg kan stærkt anbefale, at man tager ekstra kurser, for det giver sindssygt meget fagligt – og det er også vigtigt i forhold til mange job, når du er færdig med din uddannelse. Udover at mange arbejdspladser efterspørger kunnen i forskellige programmer, som vi ikke bliver undervist i på universitetet, så siger det også noget om dig som menneske, hvis du frivilligt har taget ekstra kurser under din uddannelse.”.

 3 gratis kurser

  • Onlinekurser.dk tilbyder IT-kurser via forskellige fagforeninger og a-kasser. Men du behøver ikke at være jobsøgende for at tage kurserne.
  • Coursera.org/ucph er et samarbejde mellem førnævnte Coursera og Københavns Universitet. En række af Courseras kurser er gratis, og der er kurser inden for adskillige emner og fag.
  • LinkedIn.com/learning anbefaler dig kurser efter din profil. Det vil sige, at din uddannelse og dine studiejobs er med til at pege dig i den rigtige retning. Den første måned er gratis, og du binder dig ikke til at købe noget, når måneden er slut.

En verden af muligheder

Som med et stort menukort eller en aften på Tinder kan det være nærmest umuligt at vælge, når man har en verden af muligheder. Det virker uoverskueligt, og nogle kan endda afholde sig fra at springe ud i det. En god idé til at finde ud af, hvilket kursus du skal tage, er, at kigge på, hvad der efterspørges i den branche, du gerne vil være en del af, når du er færdiguddannet.

Derudover er browsing i en times tid en god investering, for her vil du støde på en masse forskellige emner, der vil fange din interesse. Det i sig selv kan lære dig noget om, hvor du er på vej hen, og hvad du har lyst til at arbejde med.

”Det vigtigste er at finde ud af, hvad markedet efterspørger, og det gør du ved at læse jobannoncer. Du kan også tage kontakt til folk, der sidder i stillinger som den, du gerne vil have en dag. Herefter vil jeg anbefale, at du lader dig guide af dit netværk og dine studiekammerater, så du netop ikke står med alverden kurser som muligheder.”

 

Virksomhed eller universitet?

  • Mange virksomheder tilbyder gratis sommerkurser og webinarer. På den måde kommer de i kontakt med mennesker, som senere hen kan blive deres ansatte, ligesom de får vist deres brand overfor den rette målgruppe.
  • Du behøver ikke at købe eller binde dig til noget, når du deltager i disse kurser, men det kan være en god idé at netværke med virksomheden, hvis du interesserer dig for de områder, de arbejder med.
  • Flere af de danske universiteter har også gratis kurser inden for talrige emner. Du skal dog være opmærksom på, at du ikke kan meritoverføre dine kurser.

Du kan få adgang til nogle af de største og mest anerkendte universiteter, dog kan kurserne ikke meritoverføres til din uddannelse på det danske universitet. Til gengæld får du i mange tilfælde et diplom, som du kan vedlægge dit eksamensbevis. Vigtigst er dog, at du har fået noget ekstra at skrive på dit CV:

”Jeg føler, at jeg kan skrive nogle flere kompetencer på mit CV. Jeg har fået kendskab til en masse flere områder inden for kommunikation, og det har været vigtigt, fordi det er områder, som jeg gerne ville beskæftige mig med fagligt i min karriere. Og så har det også givet mig noget praktisk erfaring og bekræftet mig i, hvilken retning jeg skulle gå i med hensyn til mit fremtidige arbejde,” fortæller Simone

5 anerkendte kursus-sites

  • coursera.org er det største og mest alsidige kursus-site, hvor alle de største universiteter i verden er samlet. Du kan sagtens vælge gratis kurser, men hvis du vil have fjernundervisning og mulighed for at samarbejde med andre studerende rundt omkring i verden, koster det et engangsbeløb per kursus. Priser starter ved $29.
  • edu.org: Berkeley, Harvard, Boston – adskillige af de mest anerkendte universiteter er samlet her og tilbyder gratis kurser inden for alverdens emner. Du får intet diplom for kurserne – med mindre du betaler $99 per kursus.
  • futurelearn.com: kurser inden for emner som business, marketing, jura, litteratur, historie og IT – listen er lang. Nogle af kurserne er lange, andre kort. Alle er gratis, med mindre du vil have et diplom. Priser varierer alt efter, hvilket kursus, du ønsker at følge.
  • academy.hobspot.com: henvender sig til folk, der studerer marketing, eller som gerne vil supplere deres studie med kortere kurser inden for denne kategori. Priser varierer alt efter, hvilket kursus, du ønsker at følge.
  • poynter.org: stedet for dig, der studerer journalistiske fag. Mange kurser er gratis, men du kan også finde kurser til så få midler som ned til $15.