Jeg arbejder som centerleder for journalistuddannelserne på Syddansk Universitet, hvilket jeg har gjort de sidste 8 år. I samme periode har jeg været MSO professor, hvor jeg, når tiden er til det, forsker, skriver bøger, videnskabelige artikler og så videre. Vi er omkring 25 medarbejdere og 500-600 studerende fordelt på vores bacheloruddannelse, to kandidatuddannelser og efter- og videreuddannelsesaktiviteter.
Da jeg var færdig med gymnasiet ville jeg læse videre med det samme, så jeg startede på HA-studiet på CBS lige efter sommerferien. Jeg nåede at være der fire dage, og så tænkte jeg: Det her er næppe noget, jeg skal bruge resten af livet på. Derefter var jeg egentlig lidt i tvivl om, hvad jeg så skulle lave. For mig gav RUC’s basisuddannelser afsindigt god mening, fordi der havde jeg mulighed for at snuse til en række forskellige ting. Det var i virkeligheden i løbet af min tid på den samfundsvidenskabelige bachelor på RUC, at jeg fandt min faglige retning. Jeg er taknemmelig for, at jeg fik den mulighed i stedet for at blive presset ud i at skulle vælge min faglighed fra starten.
Lige fra jeg startede på RUC var jeg glad for at skrive og arbejdede lidt som freelanceskribent, hvor jeg skrev artikler til fagblade og andre steder. En dag hang der et opslag på en af tavlerne på RUC om at de på Christiansborg søgte folk, der vidste noget om kommunikation. Jeg og en håndfuld andre fra RUC fik job som pressesekretærer for Venstre, det man i dag ville kalde spindoktorer, hvor jeg arbejdede sideløbende med studiet. Vi var det man inde på Borgen nogle gange kaldte “Den Røde Brigade”, fordi man jo havde et billede af RUC som det her arnested for røde partifarvede. Det var en spændende faglig udfordring og sindssygt givende at få noget praksis knyttet til teorien. Fornemmelsen af at sidde inde i magtens centrum og trods alt opdage, at man kunne bidrage med noget, der faktisk også er anvendeligt for andre.
Mens jeg skrev mit speciale færdigt skiftede jeg jobbet på Christiansborg ud med et som kommunikationsrådgiver. Samtidig med specialeskrivningen skrev jeg en bog, Journalisten Som Aktivist, som der faktisk var nogle fra SDU, der læste. Jeg blev kontaktet af SDU, og spurgt om det var noget for mig at søge en Ph.d. stilling hos dem. Det ville betyde, at jeg skulle gå halvt ned i løn og skifte cyklen ud med pendlerlivet frem og tilbage fra Odense, men jeg gjorde det og har ikke fortrudt. Jeg fik muligheden for at fortsætte den faglige fordybelse først som ph.d., så som adjunkt på KU, dernæst tilbage på SDU som lektor og nu som MSO professor og leder af Center for Journalistik.
Det har været perioder, hvor der var meget lidt studie og perioder med ekstremt meget, specielt i forbindelse med projektaflevering, hvor det var i døgndrift og man flyttede i sommerhus eller nærmest indlogerede sig på RUC. Nogle af mine bedste minder er de gange, hvor projekter bare falder på plads. Hvor man sidder med resten af gruppen i sommerhus, på bænkene udenfor nogle af husene eller et tredje godt sted, hvor tekst og tanker smelter sammen på siderne af en skærm, så man pludselig har fornemmelsen af at have et sammenhængende projekt. Jeg føler ikke, at jeg lavede hverken mere eller mindre end på andre universiteter, det var bare skævere fordelt. Man havde et uvurderligt socialt net i form af ens gruppemedlemmer, der kunne hanke op i en hvis man havde behov, og så var der nogle enormt sjove fester.
Specialet er det projekt, som blev mest definerende for mig. Jeg var jo kommunikations-studerende, men jeg kom til at skrive om journalistik på mit allersidste RUC-semester, og foruden specialet selv, kom projektet til at føre til en forlagskontrakt og starten på mit forskerliv som ph.d.’er. Indimellem falder tingene bare på plads, og det gjorde de under min specialeskrivning.
Jeg tænker, at jeg bruger rigtig mange kompetencer uden at være bevidst om det som sådan. Det lyder så fladt, når man siger det, men det med at kunne samarbejde med andre bruger jeg meget. At blive klogere med en projektgruppe og arbejde løsningsorienteret og praktisk, hvor man hele tiden skal koordinere med andre. Det er jo evner, man skal bruge resten af livet. I de her år hvor alt gøres op i ECTS-point, er det ikke noget, der tæller på papiret, men jeg tror, det er noget af det vigtigste man kan lære. Vigtigheden af det kollektive og accepten af, at andre måske er bedre til noget end en selv.
Noget af det der er kendetegnende ved RUC, i hvert fald da jeg gik der, er at der en meget stor grad af fleksibilitet, som betyder at man kan ligge projektarbejdet, hvor det passer ind i ens skema. Ligesom der var stor fleksibilitet på basisuddannelse, hvor man først lige selv kunne finde ud af, hvor man fagligt set havde lyst til at være henne. Det her gode studiemiljø man fik gennem fester og gruppearbejde var med til at afholde folk fra at droppe ud, hvilket mange universiteter måske først har opdaget lidt senere hen.
Jeg synes aldrig, at det direkte har været en hindring, men der er da nogle ting, som jeg kan se at man får med fra andre uddannelser. Der er på RUC den der fleksibilitet, som gør at man kan skræddersy sit eget studie og finde sit eget faglige spor, men det gør også at andre kan have svært ved at gennemskue, hvad det er man egentlig kan. Det er nemmere at vide hvad en person, der har læst statskundskab, eller en anden klassisk uddannelse, har lært, fordi man nogenlunde ved hvilket pensum, de har været igennem. På RUC er der større spredning på både evne og engagement, og det siger enormt meget godt, men det gør også, at man har et ekstra forklaringsarbejde. Eksamensbeviserne giver ikke altid helt udtryk for, og er ikke altid dækkende for, hvad en RUC’er kan eller ikke kan, fordi man har været i de her projektsammenhænge, der kan pege i alle mulige retninger.
Det at kunne lave de her fokuserede projekter på RUC er en gave, som man næppe får andre steder. Hvis du ved, hvad du kunne tænke dig at lave bagefter, så lav et projekt om eller med det. RUC-studerende kan gøre det allerede fra første semester, og dét er en ting, der er værd at tage med sig. Når jeg selv eventuelt skal ansætte RUC’ere har jeg altid et ekstra blik for deres projekter, for at se hvad de egentlig har beskæftiget sig med. Sørg for at sætte dig selv i spil, også uden for RUC. Man lærer så meget som man også kan bruge i arbejdssammenhænge, og det giver en selvtillid idet man indser, at man kan nogle ting.
Når jeg har overskud til at være nysgerrig, føler jeg mig succesfuld. Nysgerrighed er drivkraften hos mig. Det med hele tiden at prøve at opnå ny viden og formidle det til andre er noget af det, som jeg vægter højest i livet. Eller at få – og give – aha-oplevelser, som jeg netop har skrevet en bog om, hvor jeg bekender mig til min afhængighed af at få faglige åbenbaringer. Succes er mere en menneskelig egenskab. Hvis jeg kommer for langt væk fra nysgerrigheden på grund af travlhed med for mange møder, personale-ledelse, økonomi-styring eller lignende, ja, så mangler jeg noget af det, som giver mit liv mest indhold.