Regler er til for at blive fulgt. Lige indtil de ikke er. Det er nemt at melde sig ind et bureaukrati på papiret og kræve orden og regler for rettigheder og retningslinjer. Især i en så stor institution som et universitet. Men hvad sker der, når det ikke går begge veje? Hvis man vil stå stramt på orden og regler, skal det gælde det, man kræver og det, man giver tilbage. Det er lidt som med DSB og Movia.

For nylig fik en dame over for mig en bøde på linje 4A. Hendes brøde: Hun havde taget sit rejsekort ud af tasken inde i bussen og tjekket ind ved fordøren. Diskussionen med konduktøren gik på, hvorvidt hun havde sat sig eller ej, inden hun fandt kortet frem. Hun måtte nemlig gerne sætte tasken, men ikke sig selv. Og så måtte hun absolut ikke tjekke ind ved en anden dør end den, hun kom ind ad. Det blev udslagsgivende; derfor blev hun 750 kroner fattigere. Det virkede urimeligt på mig og andre passagerer, der tog hende i forsvar. Regler er regler, men hun havde ikke sat sig ned. Og hun ville ikke snyde Movia for noget.

Men regler er regler. Både i 4A og på RUC. Man skal aflevere sin opgave til tiden. Tilmelde sig eksamen inden fristens udløb. Møde forberedt til undervisning. Bruge det rigtige skema til at søge om dispensation, tilskud til studietur eller orlov og sende til den rigtige modtager. Til gengæld bør man kunne kræve, at opgaven bliver rettet af en kvalificeret underviser inden for en rimelig tidsfrist, at svar kommet til tiden. At eksamen ikke er dobbeltbooket, og at der er undervisningslokaler med plads til alle. Og det er langt fra altid tilfældet. Og så bliver systemet pludselig tungt i stedet for hjælpsomt.