Bandekriminalitet? Hvis man lytter til politikerne, er der kun et svar til den udfordring, og det er højere og højere straffe. Det så vi i forrige kapitel. Og selv om hverken Deadline-værter eller andre journalister kan få den lovgivende magt til at overveje andre løsninger end fængsel, forskes der faktisk på området, og der bliver udviklet nye kriminalpræventive indsatser på baggrund af forskning. Der er med andre ord håb forude i et ellers faktaresistent samfund. Andreas Hagedorn Krogh hørte vi om i sidste afsnit.

Han er en af de forskere, der ikke oplever faktaresistens i sin egen forskning. Andreas Hagedorn Krogh forsker i samarbejdet mellem offentlige og private aktører på det kriminalpræventive område og har lige forsvaret sin ph.d.-afhandling på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC. I projektet evaluerede han de 97 lokalråd, som blev oprettet i stort set alle landets kommuner i forbindelse med politi- og kommunalreformen i 2007. I de nye konstellationer skulle repræsentanter fra kommunen, politiet og lokalsamfundet drøfte kriminalpræventive strategier og indsatser. Projektet mundede ud i en række realistiske og konkrete anbefalinger på området.

Allerede her – blot en måneds tid efter, at Andreas Hagedorn Krogh har forsvaret sin ph.d. – kan han se den bære frugt. Til april skal han være keynote-speaker til Det Kriminalpræventive Råds årsmøde, der har valgt at tage udgangspunkt i hans ph.d.-afhandling. Andreas Hagedorn Krogh føler altså, at hans forskning og viden bliver brugt direkte ude i samfundet. Men hvordan har han båret sig ad?

»Mit projekt er finansieret af Justitsministeriet, Det Kriminalpræventive Råd, Rigspolitiet og tre kommuner. Fra alle parter var der fra start et ønske om, at jeg som forsker direkte skulle bidrage til udviklingen af lokalrådene. Jeg har altså været i løbende kontakt med relevante parter hele vejen igennem,« siger han. Men Andreas Hagedorn Krogh tror også, at hans fokus på det fagprofessionelle arbejde i frontlinjen har haft betydning for, at der er blevet lyttet til hans viden.

»Jeg har primært fokuseret på det lokale niveau, hvor der virkelig er mulighed for at gøre en forskel. Når man lytter til debatten i medierne, får man hurtigt indtryk af, at det er politikerne på Christiansborg, der styrer det hele, og at det derfor er her, man skal forsøge at påvirke. Men der er et betydeligt handlerum på det lokale niveau. Derfor kan man gøre en stor forskel ved at arbejde med folk i frontlinjen,« siger han. Som forsker må man også gerne tænke strategisk, når det kommer til samarbejdspartnere i forskningsprocessen, mener Andreas Hagedorn Krogh.

»Jeg udførte mit ph.d.-projekt med aktører, der har ressourcer og midler, og som har en strategisk vigtig position på feltet. Og projektet var hele tiden målrettet mod at skabe praktisk anvendelig viden og realistiske anbefalinger, som mit genstandsfelt blev inddraget i undervejs i processen,« siger han og kommer med en opfordring til, at man som forsker skal komme ud af sit elfenbenstårn:

»Hvis man burer sig inde med skrivebordsforskning og først til allersidst kommer ud med nogle resultater, så er chancen for, at det resonerer med ”dem derude” alt andet lige begrænset. En løbende dialog med centrale aktører kan åbne feltet op og samtidig styrke forskningens praktiske relevans. Det er både i samfundsforskningens og i almenvellets interesse,« siger han.

Find det rette behov for forskning

At udvikle sin forskning i dialog og samarbejde med aktører og relevante organisationer har Charlotte Wegener også erfaring med. Hun er lektor på Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet og med i et skandinavisk netværksprojekt om bedre formidling af forskning. Charlotte Wegeners egen forskning har indflydelse på udviklingen af ældreområdet, og takket være en målrettet og letforståelig formidling af forskningsresultater bliver hun ofte inviteret med til temadage og kan fortælle om sin forskning for arbejdsgrupper, bestyrelser og steder, hvor man er i gang med at udvikle nye strategier.

Begge Charlotte Wegeners fødder er solidt plantet i det praktiske, da hun har en fortid uden for de akademiske mure som tidligere uddannelseschef på en social- og sundhedsskole. Da hun udførte en erhvervs-ph.d. om innovation inden for ældreplejen, kendte hun derfor både aktørerne og havde viden om arbejdsprocesser i sektoren. Derfor udviklede hun projektet i samarbejde med de personer, som havde behov for viden på netop deres arbejdsområde.

Oprindelig var hendes ph.d. et interventionsstudie, hvor hun via workshops skulle få aktørerne til at udvikle innovation på ældreområdet. Ønsket med innovationen var at skabe kvalitet og effektivitet, men da området samtidig blev ramt af massefyringer, blev hun bange for, at hendes forskningsprojekt i stedet kunne medføre stress og udbrændte medarbejdere. Derfor skiftede hun fokus i forskningsprojektet og valgte at undersøge, hvilken form for innovation, menige medarbejdere og lokale ledelser allerede tog initiativ til, og hun blev overrasket og ydmyg.

»Jeg fik en meget mere nuanceret forståelse af, hvor meget innovation, der allerede foregår på ældreområdet,« siger Charlotte Wegener. Hun fandt masser af kreativitet og forsøg, der blev prøvet af, uden at det blev betegnet med managementverdenens buzzwords.

Forskning i Pixi-format

Vi har nu set to eksempler på forskning, der har indflydelse, fordi det sker i samarbejde med de personer og organisationer, den er relevant for. Men hvad med al den forskning, vi i de foregående kapitler har set blive underkendt af debattører og noget, der ligner konspirationsteorier. Hvordan kan forskere nå de tvivlende, der bliver følelsesmæssigt berørte af den slags historier i traditionelle og nye medier?

Det spørger læger og medicinere sig selv – især efter diskussionen om HPV-vaccinen. Den diskussion har skabt selvransagelse i den medicinske verden om, hvordan man kan undgå faktaresistens.

Professor David Budtz Pedersen, Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet forklarer i Ugeskrift for Læger under overskriften ”Arven efter Hippokrates smuldrer”, at forskerne skal blive bedre til at formidle deres forskning og forklare den videnskabelige metode.

»Forskere er besatte af at producere fagfællebedømte, videnskabelige artikler, fordi det giver point til karrieren. Men dermed glemmer vi andre formater, der kan bruges til at formidle viden mere indlevende. Det kunne være en blog, hvor forskere bliver bedt om at skrive mere populært om deres interesser og resultater, og hvor andre – for eksempel journalister, embedsmænd eller politikere – kan blande sig. Det ved vi virker, hvis det bliver faciliteret ordentligt.«

David Budtz Pedersen foreslår også alternative formater som dokumentarfilm, teaterstykker, festivaler, radioprogrammer og podcasts. Charlotte Wegener har haft succes med at beskrive sine forskningsresultater i form af en Pixi-bog.

»I forskningsformidling adskiller jeg ikke intellekt og følelse. Jeg formidler, så man kan se, at det også handler om mennesker. Når jeg skriver artikler, sørger jeg for, at læseren møder nogle af de mennesker, jeg har mødt i min forskning, og jeg skriver narrativer. Jeg beskriver for eksempel, hvordan elever og praktikvejledere arbejder, og hvordan en elev lærer noget. Det giver læseren mulighed for identifikation,« forklarer hun.

Men hun mener også, at det er en balancegang – især hvis man er god til at formidle.

»Følelser kan være forførende og give stor magt og opmærksomhed. Hvis man er dygtig til at tale til folks følelser, skal man forvalte det omhyggeligt,« mener hun.

Hun understreger, at forskerne skal huske at forklare, at forskning ikke nødvendigvis er eksakt viden. Der vil altid være perspektiver og holdninger i forskning. Derfor er det vigtigt, at man giver både medier og befolkning mulighed for at forholde sig kritisk og indgå i debatten.

»Når der er et indslag i Nyhederne om et felt, man kender, kan det gøre helt ondt, fordi det bliver formidlet så forenklet,« siger hun. Forskeren må derfor erkende, at så snart deres forskning er formidlet, har de mistet kontrollen. For man kan ikke vide, hvordan andre mennesker opfatter det, man har sagt, og man kan heller ikke kontrollere, hvad ens viden bliver brugt til. Den eneste mulighed er at deltage i debatten og insistere på den komplekse virkelighed, fastslår Charlotte Wegener.

Opmærksomhed for enhver pris?

I sidste kapitel kritiserede vi danske politikere for at tale til vores følelser frem for vores fornuft. Men vi lærte også, at et budskab skal serveres med begge dele for at blive spist. Så spørgsmålet er, om forskere også skal tale til både følelse og fornuft i deres formidling? Det mener Ib Tunby Gulbrandsen.

»Man kan ikke lade være med at tale til følelser. Vi mennesker bliver ikke overbevist om, hvad der er bedst for mig, men hvad der føles bedst for mig. Det kan man kritisere, men tendensen er der,« siger han. Men inden man som forsker kaster sig ud i en større følelsesmæssig performance for at nå publikum, bør man reflektere over sig selv og sin udstråling. Det er ikke alle forskere, der kan eller skal tale til den store danske offentlighed, mener Ib Tunby Gulbrandsen, og mener derfor også, at det er forkert at måle forskere på, om de kan få kronikker i Politiken eller være med i Deadline på DR2. Men derfor er det alligevel vigtigt at arbejde med sin formidling. Der er krav til, hvordan en ph.d. skal leve op til akademiske krav, men der er ingen hjælp til, hvordan man kan omsætte viden, så andre mennesker kan forstå det. Ib Tunby Gulbrandsen mener, at der er behov for mere coaching på universiteterne for at lære den enkelte forsker at blive bedre til at kommunikere sin egen forskning.