De tidstypiske betonkasser var skudt op på en pløjemark uden for Roskilde. Her lå Danmarks nye og omdiskuterede Universitetscenter og gemte sig mellem nedlagte landbrugsejendomme og sløjfede veje og ventede på at tage imod de godt 630 studerende, der skulle være en del af et undervisningseksperiment, der også på verdensplan var noget ganske særligt.
Men det ny fyrtårn inden for eksperimenterende højere undervisning var ikke let at finde, da bygningerne blev taget i brug ved semesterstart i 1972.

»Mine forældre kørte mig derud, men vi havde nær aldrig fundet det. Det lå på en pløjemark, og man skulle finde en grusvej, der førte op til bygningerne,« siger  Ole Erik Hansen, der startede på det allerførste hold i sommeren 1972 og i dag er lektor på RUC.

Placeringen på en pløjemark omgivet af nedlagte bondegårde og husmandssteder var et symbol på et Danmark i forandring. I efterkrigsårene havde landbruget mistet sin betydning som landets store arbejdsgiver. I stedet gav udviklingen i industri og handel og en hastigt voksende offentlig administration behov for stadigt flere veluddannede unge. Men Danmark haltede på uddannelsesområdet. I slutningen af 1960’erne var der kun cirka 12.000, der fik en studentereksamen. Yderligere cirka 25.000 fik et svendebrev. Det betød, at knap halvdelen af de omkring 70.000 mennesker, der årligt forlod skolen fra de store fødselsboom i årene efter Anden Verdenskrig ikke fik en uddannelse.

Oprør

Universitetsuddannelser var kun for de få – og de, der fik en, måtte trækkes med stive og gammeldags systemer med rigide faggrænser og manglende indflydelse fra de studerendes side. Det vakte protester, efterhånden som oprørsstemning og frihedstrang sneg sig ind over den vestlige verden – og selv i Christianborgs hellige haller kunne man fra begge politiske fløje høre ønsker om forandringer.

»Stivhed, traditionsbundethed og næsten uoverstigeligt snævre faggrænser må høre fortiden til og må nedbrydes jo før, jo hellere,« sagde den konservative Haunstrup Clemmensen i en folketingsdebat i 1969.

Prognoserne sagde samtidig, at antallet af studerende på Københavns Universitet ville blive firdoblet hen over 1970’erne.  Derfor opstod der et ønske om et nyt universitetscenter – et sted, hvor faggrupperne kunne trække på hinandens kompetencer, og hvor de studerende i højere grad end traditionelt skulle være involverede i undervisningens forløb. Der skulle lægges vægt på problemorienteret projektarbejde frem for individuelle opgaveløsninger og oppefra-og-ned-undervisning.

12. december 1969 havde Folketinget førstebehandling af et lovforslag om et nyt universitetscenter  Der var dog stærk uenighed partierne imellem om, hvor det skulle ligge – især Næstved, Holbæk og Roskilde var i spil, mens Aalborg også blev nævnt  – men et spinkelt flertal tegnede sig for domkirkebyen nær København.

Surhed i nord

Ikke alle var tilfredse med den beslutning. Klokken 5 om morgenen samme dag steg omkring 1000 unge nordjyder på toget i Aalborg for at tage den lange tur til København. Med sig havde de bannere, der bad om et universitet i Nordjylland – og en følelse af at være udkantsdanskere længe før det begreb egentlig fik sat ord på sig.

»Vi er ikke vant til, at der bliver taget hensyn til os, der bor oppe i den afkrog af landet, som Nordjylland åbenbart udgør,« sagde elektriker Tom Morell fra Ålborg Ungdoms Fællesråd  til Ekstra Bladet.

De nordjyske holdninger gjorde indtryk, og Socialdemokratiet understregede, at det ikke ønskede at at ‘trække landet mere skævt, end det er i forvejen’. Derfor undlod partiet sammen med Venstresocialisterne (VS) at stemme, da Roskilde Universitets Center endelig skulle vedtages 28. maj 1970.

Aalborgenserne fik ikke deres universitetscenter i første omgang, men måske virkede demonstrationen og S- og VS-støtten. Da loven om Roskilde Universitets Center blev endelig vedtaget i 1970, lå der en hensigtserklæring om, at Aalborg skulle have et tilsvarende center – og at der også skulle laves et i Sydjylland. De kom få år senere.

Veludviklet mistillid

Socialdemokraterne fik enten en kindhest eller et plaster på såret – alt efter hvordan man udlægger det – da partimedlemmet Erling Olsen blev udnævnt til midlertidig rektor for det ny universitetscenter. Han var professor ved Københavns Universitet og en stærk administrator – og ikke bange for at ruske op i gamle tanker.

»Vi har en veludviklet mistillid til det gamle upraktiske system,« understregede han i et interview med Ekstra Bladet i oktober 1970, hvor han slog til lyd for et nyt uddannelsessystem efter amerikansk princip, hvor man kunne tage både en basisuddannelse, en bachelor og en kandidat.

»På den måde undgår man, at folk, der måske har læst i fem-seks år og af den ene eller anden grund falder fra, kommer til at stå på gaden og føle sig totalt mislykket, fordi deres halve uddannelse ikke kan bruges til noget som helst,« sagde rektor, der ikke var bange for at kaste sig i slagsmål med sit eget parti.

Da socialdemokraterne truede med at lukke i Roskilde og rykke universitetscenteret til Aalborg, når de genvandt magten, gik han til modangreb.

»Jeg svarede i radioen, at jeg syntes, RUC skulle placeres i skurvogne. Så kunne vi trille dem ferm og tilbage mellem Aalborg og Roskilde ved hver valg,” sagde han til forfatteren Else Hansen i hendes jubilæumsbog ”En koral i tidens strøm,« der danner en del af grundlaget for denne artikel.

Lidt godt

Trods fnidder lykkedes det at få et universitet op at stå på markerne i det gamle landområde Lidtgodthuse. En lærerstab blev hyret – og de skulle opfinde det hele fra starten. Første opgave var ifølge ”En koral i tidens strøm” at lave en betænkning om basisuddannelserne – og derefter skulle de opstille rammer og indhold for uddannelserne. De fleste lærere var ganske unge – 75 procent af de ansatte var under 35 år i 1974. Mange var nyuddannede fra Københavns eller Lund Universitet.

Bortset fra, at de fleste var mænd, var medarbejderskaren altså lidt anderledes sammensat end ved et almindeligt universitet. Forventningen var også, at de sammensætningen af de studerende ville adskille sig fra de traditionelle universiteter.

»Jeg både håber og går ud fra, at de mere fremskridtsvenlige af de unge mennesker vil sige haps, når chancen for at leve en effektiv gang sabotage mod det gamle båse-system byder sig«, sagde Erling Olsen til Ekstra Bladet.

Ny på pløjemarken

At der var oprør i luften, viste sig hurtigt for Ole Erik Hansen, da han startede på RUCs samfundsfaglige basisuddannelse i september 1972.

For det er nok at stramme den at tale om 700 marxister på en pløjemark – men der viste sig hurtigt en klar venstreorienteret tilgang til verden hos både elever og lærere.

»Der var rigtig mange af os, der bare ville have en universitetsuddannelse og ikke var specielt politiske fra starten. Jeg ville egentlig have læst statskundskab, men det kunne man kun i Aarhus. Men jeg kunne se på listen over planlagte fag, at jeg kunne læse noget lignende på RUC, og da jeg boede på Sjælland var det et oplagt valg. Jeg anede ikke, at det var en anden form for universitet end et traditionelt.«

Da det endelig lykkedes for Ole Erik Hansen og hans mor at finde frem til RUC, kunne han træde ind ad dørene til det, der stadig er hans arbejdsplads.

»Vi blev samlet i de huse, hvor vi hørte til. Der var fire vejledere og en repræsentant for Danske Studerendes Fællesråd, og de skulle organisere semesterstart. Der var forberedt et hustema, og det var afstemningen til EF, der skulle finde sted 2. oktober samme år. Vi blev delt i ni grupper med syv i hver, fik en materialesamling og en introduktion til problemorienteret samarbejde, og så gik vi gang.«

Toiletskilte og terror

Det var nu ikke det rene projektarbejde, der fyldte. Erling Olsens ønske om studerende, der kunne ruske op i traditionerne, gik i opfyldelse. Godt hjulpet på vej af holdningen fra underviserne, hvor mange havde været en del af studenteroprørerne på deres universiteter, opstod der hurtigt småaktioner blandt de ny studerende.

»Der var meget hurlumhej, hvor nogle – især blandt dem, der havde læst på andre universiteter – lavede aktioner. De fjernede plastickopper, fordi man ikke skulle bruge plastic. Og de protesterede mod opdeling i drenge- og pigetoiletter og fjernede skiltene. Jeg var selv venstreorienteret, men var alligevel overrasket over nogle af de ting, jeg oplevede,« fortæller Ole Erik Hansen, der også undrede sig over, at holdningerne kunne være ret ekstreme. 5. september 1972 – i dagene, hvor det første hold studerende startede –  blev et hold israelske atleter taget som gidsler ved OL i München af palæstinensiske terorister. Gidslerne blev siden slået ihjel.

»Der var nogle blandt de studerende, der mente, at det var en god aktion. Det var ikke en dominerende strømning, men der var relativt mange, der havde radikale synspunkter, og der opstod hurtigt en stærk sympati for palæstinenserne generelt i en tid, hvor langt de fleste danskere var meget positivt indstillede over for Israel,« siger Ole Erik Hansen, der understreger, at det var en del af tidens strømninger.

»RUC var nok en ekstrem-case, men universitetsungdommen var generelt meget venstreorienteret. Selv på handelshøjskolen sad VS’erne på studenterrådet.«

Ensretning – og bred tænkning

Holdningerne strakte sig også ind i lærerværelserne. Her var lærerne meget orienterede mod at lave et nyt universitet – og gennem det forme et nyt samfund.

»I løbet af nogle måneder, var venstreorienteret og marxistisk baseret samfundskritisk tænkning, den eneste, der blev accepteret. Jeg blev bestemt også påvirket af tankegangen. Der var ikke mange, der forlod universitetet af den grund. Nogle gik fordi de ikke var studieegnede, men jeg kan også huske en landbohusmor, der i en alder af omkring 40 år var begyndt at studere på RUC. Hun var kommet ind via en ordning, hvor man ikke behøvede en studentereksamen for at blive optaget.  Hun var af højskoleslagen og troede, at hun ville møde et tolerant og frisindet miljø. Men det gjorde hun ikke. Miljøet var meget styret af en bestemt form for tænkning, der handlede om at udvikle et andet samfund. Men samtidig var der også et stærkt fokus på samarbejde mellem faggrupper og på at have fokus på, hvordan man kunne behandle samfundsmæssige problemer med blandt andet miljø og arbejdsforhold på en ny og bredere måde. Det var en stor styrke og endte med at blive en inspiration for andre af landets uddannelser.«

Nødbremsen

Et er store idealer og samfundsomstyrtninger – men studenteraktivismen kunne også være mere jordnær. Universitetscenteret havde ikke sin egen station. I stedet var man henvist til at køre til Roskilde og hoppe på overfyldte busser. Så det skete, at studerende trak i nødbremse for at komme af tættere på RUC.

»Der er opstået en fortælling om, at det skete hele tiden, men jeg har kun oplevet, at der blev trukket i nødbremsen tre gange. Og kun en af gangene var der tale om en politisk aktion, fordi man gerne ville have en station,« siger Ole Erik Hansen, der studerede på RUC fra 1972-80.

Først i 1989 blev Trekroner Station åbnet– opkaldt efter en fjernere landsby, fordi myndighederne næppe fandt Lidtgodt Station særligt passende til en universitetsstation – og de studerende kunne i stedet begive sig af stierne fra stationen i stedet for at skulle tage den lange vej med overfyldte busser.