Der blev ikke lagt fingre imellem, da den første rektor på Roskilde Universitetscenter, Erling Olsen, i oktober 1972 blev interviewet til Politiken. Der skulle være rektorvalg på universitetet, og socialdemokraten frygtede, at universitetet ville udvikle sig til en marxistisk missionsskole, der hindrede studerende, der repræsenterede politiske mindretal, i at komme til orde. Man skulle “uddanne folk til gode demokrater” og undgå “åndelig ensretning” fra venstreorienterede kræfter, som den senere formand for Folketinget formulerede det.

Ordene landede tungt hos de studerende, der skulle være med til at vælge den ny rektor. Ifølge historikeren Else Hansens bog om RUC, “En koral i tidens strøm”, blev rektorvalget et valg for eller imod marxisme.

Dialog og eksperimenter

Vinderen blev Thomas Webb, en humanistisk professor, der ønskede dialog mellem undervisere og studerende for ad den vej at finde frem til RUCs særlige form. Han var glad for eksperimenter på basisuddannelsen, og han ønskede, at rektor – igen ifølge Else Hansen – ikke skulle være enerådig, men at RUC skulle have en form for uofficiel kollektiv ledelse.

Dermed var grunden lagt til årelange opgør mellem studienævn på den ene side og Undervisningsministeriet på den anden – og med en ledelse, der svajede midt imellem, når den forsøgte at holde styr på tropperne uden at være for autoritær.

Gennem de følgende år forsøgte nogle elever og lærere at vende tilbage til en mere klassisk undervisningsform, mens andre eksperimenterede på livet løs. Rammerne var under alle omstændigheder anderledes end på andre universiteter – for eksempel var der ikke eksamener i klassisk forstand.

Fjern selvstyret

Gennem de følgende år kom der lidt mere skik på undervisningsformerne, men forholdet til Undervisningsministeriet blev stadig mere anstrengt. Tove Nielsen var undervisningsminister i Poul Hartlings Venstre-regering, og hun satte en stopper for, at RUC kunne få en ellers planlagt folkeskolelæreruddannelse. I 1974 trådte en ny rektor til, men det betød ikke fred med Christiansborg. I mellemtiden kom et regeringsskifte, og 5. november 1975 varslede den socialdemokratiske undervisningsminister Ritt Bjerregaard et lovforslag om, at RUCs selvstyre skulle suspenderes. Et drastisk tiltag, der gik stik imod det udbredte selvstyre, man havde på de danske universiteter.

Dette varsel kom efter en mere end halvt år lang strid mellem universitets studienævn og ministeriet. De studerende sad på halvdelen af pladserne i studienævnet, og det var især dem, der stod stejlt på deres holdninger, selv om de reelt var gået med til flere ændringer, efter at Folketinget i foråret blandt andet havde sat eksterne fagudvalg ind for at højne undervisningsniveauet. I efteråret spidsede sagen til – blandt andet fordi ministeriet krævede en fast litteraturliste, hvor en del marxistisk litteratur var fjernet.

Umiddelbart udløste Ritt Bjerregaards trusler ikke den store revolutionstrang på RUC.

»Det er spild af vores kostbare studietid at gå i demonstration til Christiansborg, og det har ingen effekt at nedlægge arbejdet, det går bare ind ad det ene øre og ud ad det andet,« sagde studenterrepræsentanten Hans Christian Viemose til Ekstra Bladet.

Ritt Bjerregaards lovforslag blev straks suppleret med et lovforslag fra Det Konservative Folkeparti, der ganske simpelt foreslog, at RUC helt skulle afvikles. Lovforslaget lignede et, Fremskridtspartiet havde fremlagt – men ikke fået vedtaget – i april samme år.

Skæbnedagen

12. november 1975 stod det første slag i Folketingssalen på Christiansborg.

Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Jens Kristian Hansen, konstaterede, at der var to retninger på RUC – en, der kæmpede for, at undervisningen nok skulle være tværfaglig og eksperimenterende, som tanken hele tiden havde været, men at den også skulle være bred og fagligt forsvarlig. Og så var der en anden, der ville bruge RUC til “ensidige politiske formål.” Den gruppe havde vundet magten i RUCs styrende organer.

»Resultatet er blevet en farlig politisk ensretning og en sænkning af det faglige niveau på RUC,« sagde ordføreren og refererede til et materiale, der netop var landet hos Folketingets uddannelsesudvalg.

»Klassekampens piratånd«

Kritikken af RUC kom nemlig ikke kun udefra. Kemiprofessor ved RUC, Jørgen Rassing, var ude med riven i en besvarelse til udvalget om forholdene på universitetet. Han slog fast, at en kemistuderende ved RUC efter tre et halvt år ikke var nået længere end en tilsvarende studerende på Københavns Universitet. Årsagen skulle findes i studienævnet – og i en politisk tankegang:

»Jeg har en fornemmelse af, at kemi først og fremmest har interesse, hvis fagets vurderinger kan bruges til at lægge en bombe under politikerne«, skrev han i indberetningen, der blev gengivet i Ekstra Bladet. Han betegner studienævnet som underlagt “klassekampens piratånd”, hvor stipendier uddeles efter politiske holdninger, og hvor laboranter kun vil deltage i opgaver med den rette politiske tone.

Datalogiprofessoren H.B. Hansen var endnu mere dyster:

»Man har fået skabt et arbejdsmiljø, der er uacceptabelt for udførelse af alvorligt, professionelt arbejde … hvis jeg kort skal sammenfatte min øjeblikkelige mening om det at være professor på RUC, så må det blive med den kendte verslinje ’Fly, skreg de, hvo som flygte kan’ …’«

Andre var mere positive og gav ifølge avisen udtryk for, at der var gode takter i undervisningsformerne, som på det tidspunkt stadig var helt usædvanlige i Danmark. Og endelig gav nogle udtryk for, at det føltes, som om Folketinget “fiskede efter sager”.

»Dødens ro«

Uanset divergenserne gav udtalelserne en del skyts til debatten i Folketingssalen.

»Nedlæggelsen af RUC er efter vores mening en nært forestående kendsgerning,« konstaterede fremskridtsmanden Børge Halvgaard med en vis glæde.

Den konservative Gerda Møller forsvarede forslaget om nedlæggelse af RUC med, at centeret havde haft tilstrækkelig tid til at rette ind samt få styr på undervisningen og det faglige niveau.

»Vi mener, at RUC er et typisk eksempel på misbrug af de naturlige frihedsrettigheder, som samfundet gerne vil give os alle,« sagde hun, mens SFeren Kristine Heltberg ikke overraskende repræsenterede en modsat linje. Selv om RUC havde visse problemer, var sagen blæst helt skævt.

»Centeret har fra sin start været udsat for en enestående hetz,« sagde hun og udtrykte frygt for, at det var starten på indførsel af Berufsverbot, som man kendte det fra Vesttyskland, hvor kommunister blev holdt borte fra visse arbejdspladser. Kommunisten Freddy Madsen slog samme takter an. Ønsket om ro på RUC var i virkeligheden et ønske om »dødens ro, der er ødelæggende for alt, hvad der hedder undervisning og forskning.«

»Og det er jo også det, som reaktionære kræfter ønsker i virkeligheden skal ske,« konstaterede han.

Reaktionære kræfter eller ej; det konservative forslag om lukning blev nedstemt, men det blev vedtaget, at et eksternt rektorat på tre personer skulle overtage driften af RUC.

Det betød blandt andet tvungne eksamener med eksterne censorer, og at de studerende ikke længere ville kunne sidde på hjælpelærerstillinger. De studerendes magt skulle stækkes, og RUC skulle lære at leve efter de regler, som samfundet stak ud.

At det ikke var så let at få de betingelser ført ud i livet, skulle de næste måneder vise.