Fremdriftsreformen har virket, og gennemførselstiden for en universitetsstuderende er blevet kortere. Politikerne er glade, mens underviserne på landets universiteter savner, at de studerende tør kaste sig ud i vilde projekter og ikke kun går den sikre vej mod de krævede ECTS-point. Samfundet vil gerne fostre skæve hjerner, men hvordan falder det i tråd med et universitet, der bliver stadig mere topstyret og strømlinet?

RUC Paper har fået fem fremtrædende forskeres bud på den forandring, som universitet har gennemgået fra dengang, de selv var studerende, til i dag.

Det var uden for forelæsningerne og det obligatoriske pensum, at Kasper Risbjerg Eskildsen fik det bedste med sig fra sin studietid. Han fremhæver den læsekreds, han selv startede under studierne, hvor han sammen med sine medstuderende inviterede forskellige forskere til at komme og tale om videnskabshistorie.

»Så sad vi og diskuterede og drak rødvin til klokken to om morgenen. Jeg tror, det er vigtigt, at der er plads til den slags under ens studier,« siger Kasper Risbjerg Eskildsen.

Han husker universitetet som langt mindre topstyret dengang, han selv var studerende.

»Hovedkravet var, at vi afleverede én opgave på hvert semester. Udover det var der forelæsninger, som det ikke var strengt nødvendigt, at vi dukkede op til. Der var meget mere selvstyre dengang, men det var der sikkert også nogle, der faldt igennem på.«

Ifølge forskeren er der trods fokus på fremdrift og resultater stadig rum til, at de studerende kan starte en læsegruppe og gå deres egne veje for at dykke ned i emner, der har deres interesse, uden at det behøver at være i direkte relation til deres studie. Men han mener, det er vigtigt, at der også er en kultur på universitetet, som understøtter, at de studerende gør andet end det, der står i læseplanen.

»Dem, der klarer sig godt, er ofte dem, der prøver ting af og tænker ud af boksen. Meget udspringer af personlig interesse, og her kan der komme mange gode idéer, så det er vigtigt, at vi nærer den del.«

Kasper Risbjerg Eskildsen så gerne, at de studerende havde mere indflydelse på og frihed til at tilrettelægge deres studieforløb.

»På RUC giver gruppearbejdet gode muligheder for selvorganisering. Men vi kunne også godt understøtte dette bedre, eksempelvis ved at give større selvbestemmelse til basishusene. Det er vigtigt, at de studerende selv føler et ejerskab til deres uddannelse.«

Susanne Mandrup skrev speciale på to et halvt år, og det var hurtigt dengang i 1980’erne, hvor flere af hendes studiekammerater var både fire, fem og seks år om at levere den afsluttende opgave.

»Dengang var der tradition for, at det eksperimenterende, som et speciale var, trak ud. Du var ikke en seriøs studerende, hvis du færdiggjorde specialet på et år, som det egentlig var normeret til,« siger Susanne Mandrup.

Universitet er ifølge Susanne Mandrup blevet mere professionelt styret på godt og ondt. Blandt andet er der kommet flere krav til både forskere og studerende.

»Det er helt fair, at vi bliver målt på vores arbejde. Samfundet skal kunne se, at det får noget for de penge, det putter i os.«

Susanne Mandrup mener, at det er vigtigt, at der er plads til at eksperimentere.

Hun oplever de studerende som meget mere målrettede end før, hvilket er positivt; men samtidig er de også blevet mere forsigtige, og nogle bliver ramt af stress, fordi de ikke føler, at de kan leve op til universitetets krav. Begge dele hæmmer kreativiteten.

»Det peger måske på, at rammerne på nogle punkter er ved at være for rigide. Hos os har de studerende i realiteten kun ni måneder til at skrive speciale, og det er ikke særligt længe, hvis du skal have tid til at fordybe dig og prøve nye ting af. Det betyder, at der ikke er mange, der kaster sig ud i vilde eksperimenter.«

Hun efterlyser derfor muligheden for at kunne forlænge studiet eller tage betalt orlov for at forfølge en god ide. Det kunne give de studerende mulighed for at hellige sig en ide og fordybe sig i stedet for blot at jagte ECTS-point.

»Her er fremdriftsreformen gået over gevind. I sin nuværende form hæmmer den de studerendes motivation til at tænke selvstændigt og mulighed for at dykke ned i noget, de selv har valgt.

Da Lene Bull Christiansen var studerende på universitetet i 1990’erne var der betydelig mere frihed end i dag. Den brugte hun til at engagere sig i studenterpoltik, at vente på, at en gruppe studerende og undervisere oprettede hendes studieretning – Kultur- og Sprogmødestudier. Og under sit speciale brugte hun ekstra tid til at fordybe sig i en russisk litteraturforsker.

»I dag, hvor jeg selv er vejleder, har jeg ikke tid til at dykke ned i en ukendt teoretiker, som en studerende har fundet. Det var der tid til, da jeg selv skrev speciale. Det synes jeg, var meget værd,« siger Lene Bull Christiansen.

Hun mener, at den manglende tid har store konsekvenser.

»Når jeg er censor, får jeg fem timer til at læse et speciale. Det er ikke lang tid, hvis jeg virkelig skal i dybden.«

Manglen på tid betyder også, at hun sjældent prioriterer at se ret langt ud over sit eget forskningsfelt.

»Da vi havde besøg af Guy Standing (britisk økonom og arbejdsmarkedsforsker, red.) endte jeg med ikke at gå ned og høre hans foredrag, fordi min kalender var for presset. Det er ærgerligt, at vi er der, hvor jeg som forsker vælger den slags fra, da det jo kunne give mig inspiration og ny viden, der kunne være brugbar i forhold til mit eget felt.«

Hun husker tilbage på, hvordan et auditorium var fyldt til randen, hvis en kendisprofessor som Guy Standing var kommet forbi i hendes studietid i 1990’erne.

»Jeg tror, vi alle sammen, både forskere og studerende, er meget mere pressede i dag.«

Ifølge Lene Bull Christiansen er der kommet en klar tendens til at tænke i output, og det har den konsekvens, at fokus bliver at nå et bestemt mål fremfor at tænke stort og måske på tværs af fagretninger. Dermed går kreativiteten og viljen til at tænke anderledes tabt.

»Du ender med at prioritere de ting, du ved med sikkerhed vil give dig noget – konkrete BFI-point eller lignende.«

Høje krav, flid og mængder af selvdisciplin. Det er nogle af de ting, som Vincent F. Hendricks husker fra sin egen studietid.

“Vi var mere overladt til os selv, og der var nogle andre krav. For eksempel læste vi Kants ‘Kritik af den rene fornuft’ på tysk. Det krævede et ekstra slid.«

Til gengæld har han ingen romantisk erindring om, at universitet var et sted, hvor kreativitet og geniale idéer fløj gennem auditorierne som skidt fra en spædekalv.

»Det eneste sted, jeg oplevede en kreativ faglighed, var hos RUC-professor Stig Andur Pedersen. Havde jeg ikke haft ham, sad jeg ikke der, hvor jeg gør i dag. Andur havde mange kreative interdisciplinære ideer – eksempelvis foretog vi studier af risikovurdering og modeller for ræsonnering under usikkerhed hos flyveledere – det var et kreativt krydsfelt mellem filosofi, matematik og ingeniørmæssig kontrolteori.«

I det hele taget mener Vincent F. Hendricks, det er udmærket, at der er strammet op på universitetet. For det er helt på sin plads at betale en modydelse for at få en gratis uddannelse, mener han.

»Det gælder både de studerende og os, der arbejder her. Skatteborgerne har krav på, at jeg som forsker bedriver noget seriøs forskning for deres penge, og de studerende, der får en uddannelse, endda på SU, har pligt til at betale ved at komme igennem på nogenlunde normeret tid for bagefter at gå ud og få sig et arbejde.«

Når det er sagt, erkender han også, at der på universitet er opstået en ny form for metermålsmodel, hvor effektivisering er i fokus, hvilket giver en form for pølsefabrik.

»Det er en balance. Men måske skal man i virkeligheden se på, om alle uddannelser egner sig til at blive akademiserede. Skal man have en BA i politividenskab for at blive politibetjent? Eller skal man have en kandidatgrad i oplevelsesøkonomi? Vi får ikke en bedre befolkning af, at alle er akademikere.«

Ved en af sine første forelæsninger på Humanistisk Basisuddannelse på RUC var Pelle Guldborg Hansens tog til Roskilde forsinket, og af frygt for at komme for sent sprang han ind i en taxa og betalte, hvad det kostede, for at nå til forelæsning.

»Jeg tog det at gå på universitet meget alvorligt. Det var en højere læreanstalt, og der var en faglighed og en ydmyghed, som jeg tog på mig.«

Derfor undrer det ham, når han i dag hører studerende sige, at de skal i skole. Det vidner ifølge ham om, at noget af det særlige ved at gå på en højere læreanstalt er forsvundet.

»Dengang var universitet noget større. Vi forsøgte at læse tyske og franske filosoffer på originalsproget. I dag kigger de studerende undrende på mig, hvis jeg foreslår dem at læse en originaltekst på engelsk, hvis den også findes på dansk.«

En anden stor forskel er, at der dengang i 1990’erne var højere til loftet i forhold til at tage omveje, dykke ned i teoretikerne og tage fag, der måske umiddelbart ikke lå i tråd med det, man læste.

»Da jeg blev færdig som kandidat, blev jeg inviteret til England af en af de førende forskere inden for mikro-økonomisk modellering af socialprocesser. Han havde læst mit speciale og syntes, det var interessant. Men det var interessant, fordi jeg havde taget mig tid til at gå i dybden.«

Pelle Guldborg Hansen anerkender, det er på sin plads, at der bliver stillet krav. Men understreger, at det er en balance, hvor meget de studerende skal paces igennem.

»Det er fint, at der bliver stillet krav, men vi skal bare tænke over, hvad det er for studerende, vi udvikler. Da jeg kom ud fra universitetet, havde jeg et stort fagligt forspring, fordi jeg havde brugt tid på virkelig at forstå mit pensum. Det handlede ikke bare om at komme igennem mit studie inden for en given tid.«