Et bord stod midt på scenen omringet af en række stole. På bordet lå der sodavandsflasker, vand og plastickrus. Folk stod og småsnakkede med hinanden i grupper, mens der blev serveret øl og andre forfriskninger over bardisken i RUCBar. På mange måder lignede det en almindelig mandag eftermiddag i Studenterhuset, hvis ikke fordi flere repræsentanter fra studenterforeninger og institutter på RUC var samlet omkring dette bord.

Anledningen var eventen ”Who’s Having Fun?” arrangeret af gruppen Inclusive Campus RUC, der arbejder for at skabe inklusion i det fysiske rum på campus. Dette gør de blandt andet ved at opstille kunstværker, der skal udstille diversiteten i universitetet, eller ved at arrangere debatter blandt studerende og ansatte. Og netop sådan et debatarrangement var altså grunden til, at folk var samlet i Studenterhuset i mandags, hvor et panel skulle diskutere, hvordan man kunne skabe mere inklusion og diversitet på RUC.

Vigtigt med dialog og feedback omkring inklusion

Ifølge Inclusive Campus RUC er der problemer med at få nok studerende til at føle sig inkluderet i studieaktiviteter og studiemiljøet. Dette kommer for dem for eksempel konkret til udtryk i, at internationale studerende ikke føler et engagement med sociale arrangementer.

Arrangementet startede med en oplægsrunde, hvor de forskellige repræsentanter kunne få lov til at fortælle om de centrale punkter og problemstillinger, hvor RUC kan arbejde med at skabe inklusion. Fælles for dem alle var, at det er vigtigt at holde en løbende dialog og respons med de studerende om, hvordan man bedst kan efterkomme ønsket om at skabe sammenhold og diversitet hos de studerende i hverdagen.

Sådan en dialog er vigtig ifølge Linda Lundgaard Andersen, lektor på Institut for Mennesker og Teknologi og medlem af Ligestillingsudvalget på RUC. Som hun ser det, er der lige nu to problemer, som RUC bliver nødt til at gøre noget ved, hvis der skal komme mere inklusion og diversitet i det daglige liv på studiet. For det første er der ikke nok viden omkring problemerne med manglende diversitet og inklusion: Hvor udbredt er manglen, hvor rammer det hårdest etc. Derfor må indsamlingen af viden omkring problemer med inklusion styrkes for bedre at kunne forstå, hvad der egentligt er galt. For det andet er der fra de ansattes side behov for at gå til disse problemer ud fra formelle og uformelle perspektiver – både som ansatte, undervisere og vejledere, men også som kolleger på en fælles institution – og derfra udvikle politikker, der kan løse problemerne.

Ifølge politisk næstformand for Frit Forum Roskilde Universitet, Jens Gustav Aagerup, ligger der i spørgsmålet omkring inklusion og diversitet et iboende paradoks i den måde, som de studerende internt organiserer og arrangerer sig på; RUC ser med stolthed på den etablerede forenings- og frivillighedskultur på campus, men er ikke altid opmærksomme på de problemer med eksklusion, som den kan medføre.

»Jeg tror, at det er vigtigt at have mere diverse sæt af organisationer, så folk kan føle sig inkluderet. Hvis du har et problem, så behøver du ikke gå alene med det – der er sikkert andre på universitetet, som har samme problem,« sagde han.

Formand for Studenterrådet Johan Hedegaard Jørgensen stillede skarpt ind på, at især gruppedannelsen til projekter skulle udgøre plads for at få mere inklusion i hverdagen. Der ligger for ham nemlig et problem i, at de studerende ofte kan føle sig sat udenfor eller ikke inddraget nok i denne proces.

»Træning i hvordan man inkluderer de studerende i gruppedannelsesprocessen, og hvordan man undgår at ekskludere nogen i den proces, tror jeg, vil være gavnligt. Men det skal ske med hjælp fra vejlederne. De studerende kan ikke forventes at overtage en vejledende rolle, uden at der er nogle strukturer på plads, der kan sikre dette,« understregede han.

Der skal strukturelle rammer til

Et andet punkt på paneldebattens dagsorden var de strukturelle rammer som medvirkende til at skabe et mangfoldigt og inkluderende miljø på universitetet.

For Rikke Andreassen, professor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, var det især vigtigt at fastslå ved debatten, at der fremover skal være nogle strukturelle rammer til for at adressere og løse problemerne med, at studerende ikke føler sig inkluderet nok.

»Hvordan etablerer man inklusion på campus, når man ikke har den institutionelle infrastruktur, der skal til? Måske skal man begynde at tænke i at organisere inklusion fra bunden opefter, så de studerende bliver taget med fra starten af,« sagde hun til debatten.

International Officer ved Danske Studerendes Fællesråd og RUC-alumne Julian Lo Curlo var enig i denne opfattelse, men understregede også, at RUC som uddannelsesinstitution må beslutte sig for de værdier og idealer, som skal udgøre dets fundament, og at disse også er tilgængelige for alle studerende uanset baggrund eller studie. RUC må indse, at forskellige studerende har forskellige behov, og at generelle tiltag eller politikker nødvendigvis løser alle problemer – det er nemlig ikke alle, der kan drage fordel af de fælles goder og løsninger.

»Der er den her opfattelse generelt i Danmark, at fordi studerende modtager SU og en gratis uddannelse, at så har alle lige muligheder og chancer. Men sådan foregår det bare ikke størstedelen af tiden i virkeligheden. Ikke alle har lige muligheder for at deltage,« sagde han.

»Institutionerne på uddannelserne burde sørge for at etablere sikre områder og garantier for de studerende, ligesom arbejdspladser i det virkelige liv sikrer sikkerhed for deres ansatte. Men vi behøver sådan set ikke opfinde den dybe tallerken selv, vi kan se på, hvad andre uddannelsesinstitutioner har gjort som inspiration,« sagde han med henvisning til Trinity College i Irland, hvor universitetsstyrelsen har vedtaget en række målrettede policy-programmer, som skal styrke diversiteten og inklusionen for studerende inden for en række andre områder og udgangspunkter end de gængse, såsom køn og kønsidentitet, mental sundhed og fysiske handicap.

Manglende inkluderende miljø – hvem bærer skylden?

Et centralt problem, der flere gange blev bragt op under debatten, var de store procenter af de studerende, der vælger at droppe ud af studierne på RUC. Ifølge Stephen Carney, der er huskoordinator for hus 44 på Institut for Mennesker og Teknologi, er procenten for dropout for studerende på omkring 20-30 procent allerede ved 2. semester. Dog understregede han under debatten, at raten for dropout er meget svingende fra hus til hus, hvilket ifølge ham kunne indikere, at der er forskel på husmiljø og særligt på, hvor inklusiv de forskellige huses miljø er. For ham ligger en del af problemet i, at man ikke har fokuseret nok på at kultivere inklusion og diversitet i de forskellige huse under rusperioden.

For at opnå et fagligt og socialt stærkt universitet, må man altså gøde jorden for at få det til at blomstre op. Men hvad det første frø, der skal gøre sådan en mulighed frugtbar, skal bestå af, var der uenighed om under paneldebatten.

For Julian Lo Curlo burde RUC’s mål være at matche dets menneskelige sammensætning med verden udenfor, dvs. at skabe incitamenter til at få flere internationale studerende og andre etniciteter på RUC’s gange. Dette anerkendte Rikke Andreasen og tilføjede, at diversitet udgøres af lige chancer i hverdagen; at få flere kvindelige professorer, at modkæmpe seksuelle krænkelser og at gøre det lettere for studerende med fysiske handicap at få adgang til universitetets faciliteter.

Men Jens Gustav Aagerup mente, at dette ville være en forkert strategi at satse på. Ifølge ham vil sådanne politikker svare til blot at skabe diversitet for diversitetens skyld og vil ikke være effektive nok. Desuden mente han, at en høj procent i dropout er godt, da det indikerer, at folk er afklarede i deres valg omkring studie.

Til dette sidste punkt var Johan Hedegaard Jørgensen uenig. Han argumenterede, at finansiel understøttelse og rater i dropout hang sammen; jo mindre støtte til de enkelte huse og uddannelse, jo større procenter i dropout blandt de studerende. Derfor måtte man også fokusere på at sikre og finansiere kvaliteten i uddannelserne for ikke yderligere at ekskludere flere studerende, mente han.

Hvad skal der gøres herfra?

Da paneldebatten lakkede mod enden, var der dog stadig nogle overhængende spørgsmål, som en tilskuer fik lov til at sætte fingeren på til panelet: Hvad er næste skridt herfra? Hvad skal der gøres?

De respektive studenterforeninger, Frit Forum RUC og Studenterrådet, opfordrede tilhørerne til at komme til dem med de erfaringer, som der måtte være på de enkelte studier. Mere lavpraktisk opfordrede Stephen Carney, Rikke Andreassen og Linda Lundgaard Andersen til mere diversitet i curriculum, mere indsamling af viden og en mere bottom-up organisering og undersøgelse af problemets omfang og mulige løsninger.

For Julian Lo Curlo handler spørgsmålet dog mere om, hvordan man tilgår problemet med diversitet og inklusion. Ifølge ham ligger der stadigvæk masser af arbejde i at være tydelige omkring, hvad RUC som universitet vil have ud af diversitet. Derfor kræver det først og fremmest at være afklaret omkring, hvad ”diversitet” og ”inklusion” er for nogle størrelser, og hvordan man vil opnå dem. Dette er for ham et stadig arbejde, som ikke indeholder en generel løsning eller plan stukket ovenfra og nedefter; de studerende skal fortsat være på banen.

»Vi bliver nødt til at være og arbejde kritisk med at skabe diversitet på universitetet. Jeg ønsker, at de studerende bliver ved med at råbe op, at de bliver ved med at organisere sig, og at de bliver ved med at være kritiske omkring disse problemstillinger,« sagde Julian Lo Curlo.