Det sidste halve år har de danske medier været fyldt med dårlige sager om forskning. Der var landbrugspakken, hvor Aarhus Universitet pludselig fra den ene dag til den anden ikke kunne støtte forsker Bjørn Molt Petersens kritik af de undersøgelser, som regeringens politik var bundet op på. Det så grangiveligt ud som om, Aarhus Universitet kunne være bange for at miste deres cirka 400 millioner kroner i støtte til myndighedsbetjening, hvis de gik mod regeringen.

Så var der de to forskere på RUC, som blev betalt af GlaxoSmithKline for at undersøge, hvorfor færre vaccinerer deres børn, og hvad man kan gøre for at øge antallet. GlaxoSmithKline leverer adskillige vacciner til det danske vaccinationsprogram.

Ja, og så var der hele Bo Smith-udvalgets arbejde, der kom heftigt under anklage af RUC-forskere for at have store metodiske problemer.

Disse tre eksempler er kun et par af de skandaler, der har fyldt i mediebilledet det sidste halve år. Går man længere tilbage, er listen alenlang. Hvad betyder de mange dårlige sager om forskning? Er vi i Danmark meget opmærksomme på selv de mindste fejltrin, eller er der noget i den måde, der genereres forskning på i dag, der ikke helt lever op til standarderne?

Spørger man chefjurist på RUC, Kirsten Dybvad Mikkelsen, er der kun tale om et begrænset problem:

»I forhold til det store antal forskningssamarbejdsaftaler, der indgås mellem universiteterne og eksterne parter, er antallet af sager, hvor der stilles spørgsmålstegn ved forskningsresultaters saglighed, meget få. Det er klart, at der har været nogle sager, og det er godt, at journalister tager det op – for hvis der er en mistanke om manglende saglighed omkring forskningsresultater, skal der kastes lys over det. Det er vigtigt at forstå, at når man taler om forskningsfrihed, så taler man om et hensyn, der er grundlæggende for universiteterne og helt afgørende for forskernes troværdighed. Det ligger derfor som en meget høj målsætning at være troværdig – ellers mister vi vores ret til at være her. At sikre forskningsintegritet har altså stor bevågenhed på universiteterne, og vi er opmærksomme på det i ethvert eksternt samarbejde,« fortæller hun og uddyber:

»Hvis én af vores forskere kommer i vanskeligheder, skal vi med det samme undersøge sagen til bunds. Det er på ingen måde i en forskers interesse at komme i lommen på en virksomhed, for så mister man troværdighed, og det fremmer ikke en forskerkarriere. Jeg har ikke noget kendskab til sager fra RUC, hvor vores forskere har ladet deres arbejde påvirke af holdninger fra virksomheder, og det er virksomhederne reelt langt fra interesserede i, for så får de ikke det, de fleste samarbejdspartnere trods alt kommer efter – god, brugbar viden.«

Fra tanke til faktura

Lad os dykke ned i, hvorfor vi mon er begyndt at tale så meget om sponsoreret forskning. Det er der nemlig en god grund til.

Tilbage i 2003 kom daværende videnskabsminister Helge Sander med udspillet ’Nye veje mellem forskning og erhverv – fra tanke til faktura’. Han var optaget af forskning, der kunne bruges til noget – altså kommercialiseres og anvendes. Den type forskning skulle prioriteres. I løbet af de næste 15 år skulle det vise sig, at antallet af offentlige bevillinger til forskning faldt drastisk, og i stedet har universiteterne været nødsaget til at søge midler hos de private virksomheder.

De mange støttekroner fra private virksomheder og fonde, såkaldt sponsoreret forskning, medfører en stigning i sager, der kan gå galt. Derfor er fokus større. For det går galt ind imellem.

Louise Tranekjær forsker i kultur- og sprogmøder i forskellige institutionelle sammenhænge. Hendes projekt er støttet af De Forenede Dampvaskerier. Hun har ikke oplevet, at en virksomhed vil blande sig i metode eller publicering. Hun sørger for, længe inden forskningsprojektet går i gang, at være meget opmærksom på, hvad virksomheden forventer – både med hensyn til indhold i projektet, men også resultater, metode og publiceringsmuligheder:

»Jeg er meget opmærksom på at kigge på, hvad der forventes af projektet, og jeg sørger altid for at få helt afklaret, om jeg kan få den adgang til at samle empiri, som jeg har brug for. Publicering er også vigtig – jeg skal have lov til at kunne tale og skrive om de resultater, jeg kommer frem til.«

Hvis ikke man som forsker er opmærksom på disse ting, kan det godt gå galt, mener Louise Tranekjær, som godt forstår, at folk er bekymrede over de mange bevillinger til forskning, som kommer fra private virksomheder. Selv ville hun aldrig gå ind i et projekt, hvor hun havde fornemmelsen af, at der skal foreligge et specifikt resultat i slutfasen.

Kontraktmæssigt er der ingen grund til bekymring

I en samarbejdskontrakt mellem en forsker på RUC og en virksomhed skal alt fra start til slut i projektet klarlægges, så begge parter er indforstået med, hvordan forløbet skal være. Her vil der eksempelvis stå noget om, at forskeren har frihed til at publicere sine resultater, og at virksomheden skal stå til rådighed i forhold til det, der forskes i:

»Jeg synes, at vi på RUC har udarbejdet nogle standardkontrakter, der sikrer, at armslængdeprincippet bliver overholdt, og at vores forskning er uafhængig. Over for vores samarbejdspartnere kan vi ikke gøre ret meget mere end det. Mange projekter kan tage flere år, og jeg skal ikke udelukke, at nogle forskere i løbet af den lange tid kan overse et af aftalens vilkår og måske føle sig fristet til at blive revet med af en stemning, fordi samarbejdet er godt, men de må ikke lade sig påvirke af virksomhedernes holdninger og ønsker. Det er en grundregel. Hvis forskeren, der skal udføre arbejdet, ikke sikrer de forudsatte vandtætte skotter mellem sine forskningsresultater og virksomheden, kan der ske fejl. Men kontraktmæssigt går vi grundigt til værks,« forklarer Kirsten Dybvad Mikkelsen.

Forsker Søren Laurentius Nielsen er også meget optaget af at bruge tid på at få en god kontrakt i hus, inden arbejdet begynder, men han kan godt se, hvordan det nogle gange kan gå galt for en forsker med at overholde de generelle regler for god forskningsskik:

»Det vil være nemt som forsker at gennemskue, hvis virksomheden prøver at manipulere med resultaterne ved at være med til at bestemme metoden, og derfor skal det afsnit i kontrakten selvfølgelig være uddybet på forhånd, så der ikke opstår nogen misforståelser. For mange forskere er det at indgå en kontrakt en helt anden verden, og måske kan nogle af dem sjuske med kontrakten, fordi det ikke er deres område, og det ikke interesserer dem. Og så kan man havne i vanskeligheder. Jeg mener bare ikke, at det sker så tit.«

Hvem tjekker forskningsresultaterne?

En del af kritikken af eksternt finansieret forskning går på, at man ikke kan vide, om der er noget forskning, som ikke bliver offentliggjort, hvis det skader virksomheden. I USA er der flere eksempler på, at virksomhederne dækker over disse resultater, og ydermere kan de forskere, der skal tjekke resultaterne, være hyret af virksomhederne, for hvem forskningen er foretaget. Det giver et troværdighedsproblem. Men ikke herhjemme, mener Kirsten Dybvad Mikkelsen:

»Som offentlige forskningsinstitutioner er danske universiteter forpligtede til at sikre sin forskningsuafhængighed, og vi sikrer os ret til publicering af vores egne forskningsresultater. I det daglige forskningsarbejde vil forskerne i kraft af deres tilknytning til forskningsgrupper på universitetet ofte trække på kolleger til at læse og tjekke hinandens arbejde – et såkaldt peer-review – for at kvalitetssikre resultaterne, inden de bliver offentliggjort. Vi har i Danmark et kodeks for integritet i forskning fra Forskningsministeriet, som trækker nogle linjer op, og disse retningslinjer håndhæver vi.«

»Så længe forskningen er igennem en peer-review, kan der ikke været noget galt, skulle man tro. Men det kan der så alligevel være. Der findes en stor klasse af deciderede fuptidsskrifter, og der er også eksempler på, at tidsskrifter har haft en tæt tilknytning til virksomheder, der har haft økonomiske interesser i den forskning, tidsskrifterne har publiceret,« forklarer Mikkel Willum Johansen, lektor på Københavns Universitet, og fortsætter: »Ydermere er det svært at vide, hvor mange forskningsresultater, der ikke bliver offentliggjort, og det kan være med til at skævvride det billede af virkeligheden, forskningen tegner. Derfor kan man godt kan være bange for, at alle ikke får noget ud af den forskning, der finder sted.«

Forskningens fire spillere

Der er fire forskellige spillere, når det kommer til forskning: Universiteterne, virksomhederne, forskerne og befolkningen. Alle fire grupper spiller en rolle, når det kommer til sponsoreret forskning, fordi de har forskellige perspektiver, motiver og ønsker for forskningen. Skatteydernes perspektiv handler om, at man er med til at kanalisere forskningsmidlerne derhen, hvor der er behov for dem.

»Skatteydernes interesser er ikke altid de samme som virksomhedernes, og derfor kan det være problematisk at kæde disse to grupper sammen, som vi har set det mere og mere i løbet af de sidste 15 år. Derfor er der et behov for at bevare fri, offentligt støttet forskning,« udtaler Mikkel Willum Johansen.

Søren Laurentius Nielsen mener dog, at lovgivningen omkring, hvordan og hvornår forskningsresultater offentliggøres, forhindrer katastroferne i at indfinde sig:

»Det kan blive et problem, hvis forskningsresultater ikke bliver offentliggjort, men lægemidler og kemiske stoffer er der eksempelvis lovgivning om, så hvis man som virksomhed finder frem til, at noget medicin eller lignende er farligt for mennesker eller miljøet, og det ikke offentliggøres, så bryder de loven. Det eneste, virksomhederne har lov til i sponsoreret forskning, som vi udfører det på universiteterne, er at tilbageholde resultaterne i få måneder, og det kan kun ske, hvis det er fordi, de eksempelvis vil sørge for at få patent på deres nye opfindelser eller på anden måde udnytte resultaterne. Det er netop sådan noget, der skal defineres i kontrakten – om virksomheden overhovedet må tilbageholde resultater, i hvor lang tid, og med hvilke begrundelser.«

Hvor meget må virksomhederne blande sig?

Mikkel Willum Johansen mener, at diskussionen om sponsoreret forskning er vigtig at tage, fordi det er blevet indført, uden at folk har opdaget det, og der har ikke været så meget højlydt kritik før nu. Hans fornemmelse er, at der ikke er mange, der ved, hvor meget forskning, der er sponsoreret, og at der kan være nogle problematikker forbundet med sponsoreret forskning, som er vigtige at holde øje med:

»Der kan være emner, som er sværere at få forskningsmidler til end andre, fordi undersøgelsernes resultater vil være negative for virksomhederne. Det er et problem. Derudover kan virksomhederne måske finde på at blande sig i, hvordan der forskes, og det er også et problem. Men sponsoreret forskning giver samtidig nogle muligheder, som vi ikke ville have uden den type forskning.”

Søren Laurentius Nielsen er helt enig. Han har netop afsluttet et projekt sammen med Innovationsfonden, hvor han undersøgte muligheden for at udvikle produktionen af vandloppers æg. Han mener ikke, at forskning nogensinde har været uafhængig:

»Jeg har mest lyst til at sige, at forskning altid er afhængig. Forskere har altid været betalt af nogen til at udføre noget, og der er mange fordele for os forskere i sponsoreret forskning som eksempelvis viden fra virksomhederne, som vi ikke selv ligger inde med – eller at vi udvikler ting, der kan bruges i praksis.«

Forskellen på myndighedsbetjening og forskning

I forbindelse med landbrugspakken og skandalesagen med Aarhus Universitet blev det debatteret, hvorvidt ministerierne har en klemme på universiteterne i form af den økonomiske støtte, de yder til myndighedsbetjening. For Aarhus Universitet var det i den konkrete sag et spørgsmål om knap 400 millioner kroner, som de får for forskning og rådgivning af en række ministerier, og en række artikler i Berlingske stiller spørgsmålet om, hvorvidt forskerne på Aarhus Universitet mon var bange for at miste deres mange millioner og derfor ikke turde sige ministerierne imod.

»Hvis forskerne bliver begrænsede i deres udtalelser, kan det være et problem i disse tilfælde. Jeg mener, at det er vigtigt at skelne mellem udredning, hvor forskerne leverer undersøgelsesresultater til ministerierne, og så forskning. Der er stor forskel på forskning, som støttes økonomisk af en virksomhed, og så hvis man som universitetsansat udfører et stykke arbejde, eksempelvis konsulentarbejde og udredning for en virksomhed under reglerne for indtægtsdækket virksomhed. I det sidste tilfælde leverer man et stykke bestillingsarbejde til virksomheden på samme måde, som hvis man var et konsulentfirma – og myndighedsbetjening ligner dette mest. Det regnes ikke som forskning. Ved myndighedsbetjening er jeg ikke sikker på, at alle resultater kommer frem, det er kun, hvis forskeren kommer frem til noget, der kan bruges,« siger Søren Laurentius Nielsen.

Et øget fokus på overholdelse af forskningsretningslinjerne

En vigtig faktor i at afkode, hvorvidt forskningsresultaterne er til at stole på er at være mere kritisk, når man læser om forskning:

»Det er en god idé at være opmærksom på, hvem der fremlægger resultaterne, og hvor de stammer fra. Grundlæggende vil jeg mene, at alle i forskningsverdenen har en interesse i at lægge tingene frem, som de er. Ellers mister man troværdighed,« siger Kirsten Dybvad Mikkelsen og nævner igen, at diskussionen i medierne er velkommen, også fordi det giver genklang blandt forskere, som måske er ekstra opmærksomme på integriteten:

»Det påvirker hele forskningsmiljøet, når der kommer fokus på uredelighed eller fejl. Og der sker jo fejl ind i mellem, derfor er diskussionen vigtigt. Jeg mener bare ikke, at vi har et stort problem her i Danmark, fordi vi har så klare retningslinjer og nogle skarpe kontrakter, som skal overholdes,« slutter hun.