»Jeg havde hørt om et studenterbrød, men hvad er en studenterpræst?<<

Sådan beskriver studenterpræsten på Frederiksberg, Charlotte Cappi Grunnet, sin reaktion første gang, hun hørte ordet studenterpræst. Og hun er ikke den eneste, der har undret sig over jobtitlen. For i en videnskabselskende universitetsverden klinger titlen som præst knapt så rent som titlen som professor. 

Men modsat hvad mange tror, så behøver en samtale hos en studenterpræst ikke at handle om, hvorvidt man er tilhænger af Darwin eller Gud eller noget helt tredje. Det er den medmenneskelige samtale, der er i højsædet, fortæller Charlotte Cappi Grunnet.

»Man kan komme uanset, om man er troende eller ej. Vi taler om alt fra stress til tomhed, meningsløshed, kærestesorger, oprydning i barndommen og skilsmisser. Eller vi giver råd, hvis man bare har lyst til at reflektere eller har nogle spørgsmål,<< siger hun og understreger, at præsterne aldrig diagnosticerer eller behandler.

RUCs studenterpræst, Ulla Pierri Enevoldsen giver udtryk for det samme. På sin hjemmeside skriver hun, at en samtale hos hende ikke behøver at handle om religion. Og man behøver heller ikke at være kristen for at søge råd.

En kontroversiel rolle

Men det gør ikke en af RUCs studenterorganisationer mindre skeptisk over for studenterpræsternes rolle. 

Jens Gustav Aagerup, politisk næstformand for studenterorganisationen Frit Forum Roskilde, undrer sig over, hvorfor studenterpræsten på RUC overhovedet har titlen som præst. Såfremt religion ikke umiddelbart fylder en stor del af hendes arbejdsopgaver. 

»Hun (Ulla Pierri Enevoldsen, studenterpræst på RUC, red.) understreger, at man ikke behøver at være kristen eller tro på nogen form for gud for at komme til samtale. Men når hun mener, at man ikke behøver at være troende for at kunne få gavn af hende – jamen så er der vel ingen grund til, at hun er klassificeret som præst.«

Studenterpræster har delt vandene helt fra begyndelsen, fortæller Kurt Ettrup Larsen, professor og dr.theol. fra Menighedsfakultetet i Århus.

Deres rolle var et heftigt debatteret emne allerede i 1960’erne, hvor den danske folkekirke søgte en måde at være til stede for alle danskere. De studerende var ofte nødt til at flytte fra deres hjemstavn for at tage en videregående uddannelse. Derfor kunne de miste kontakten til kirken. 

»Man så, at der var en gruppe mennesker, som flyttede til København eller Århus for at studere. Dem ville folkekirken også være til stede for. Nogle mente, at den bedste måde var at oprette særlige studenterpræster, som forstod de studerendes situation,« siger han. 

Oprindeligt hilste de studerende præsterne velkomne. Det Danske Studerendes Fællesråd var med ombord, da universiteterne og folkekirken i 1960’erne indledte et samarbejde. Men i 1969 trak de studerendes råd sig ud af projektet.

Studenterpræsternes rolle har ændret sig meget siden 1960’erne. Kurt Ettrup Larsen forklarer, at deres arbejdsopgaver tidligere mindede mere om en almindelig sognepræsts:

»Dengang var vægten i højere grad på særlige studentergudstjenester og særlige studentermenigheder. Altså et mere kirkeligt arbejde på universitetet. I dag tror jeg, at hovedvægten er at være til stede med rådgivning, trøst og opmuntring.«

Taler om ensomhed

En af de studerende, der siden 1960’erne har nydt godt af en studenterpræst, er RUC-studerende Mathilde Hauge Nielsen. Hun har været til samtale hos Ulla Pierri Enevoldsen (studenterpræst på RUC, red.) flere gange.

»Hun er nem at tale med, fordi hun er en udenforstående. Og det, at hun er præst, gør, at hun har en uddannelse i at tale med folk, der oplever svære ting,« siger hun.

Mathilde Hauge Nielsen oplever ikke, at kirken behøver at være en del af samtalerne. Hun har derimod talt med studenterpræsten om den ensomhed, der kan opstå, når man flytter til en ny by i forbindelse med sin uddannelse. 

»Jeg tror, at der er mange, der har den fordom, at fordi hun er præst, så har samtalerne med religion at gøre. Eller de tror, at man skal være i sorg eller lignende. Så folk har måske også været lidt overraskede, når jeg har sagt, at jeg har været oppe hos hende og snakke, og at det har været rigtig dejligt. Men de har også samtidig virket interesserede,« fortæller Mathilde Hauge Nielsen. 

Religion må dyrkes uden for universitetet

Men en præst kan noget, som de fleste andre ikke kan, mener Charlotte Cappi Grunnet. Hun gør meget ud af at fortælle, at man møder et forventningsfrit rum hos hende. Og hun oplever, at folk ofte sætter pris på, at præster er vant til at være i et rum, hvor hele spektret af livet findes. Både den største glæde og den største sorg. Både succeshistorien og afmagten. Her er plads til alle følelserne.

»Det tror jeg også, at man føler hos en psykolog. Men der føler man måske også, at man konstant skal arbejde for at komme et andet sted hen. Og det hører jeg også tit fra folk. De beskriver et forventningsfrit rum hos mig, hvor man kan få lov til at være til stede i lige præcis den sindsstemning, man har,<< siger hun.

Hun gør det dog klart, at selvom samtalerne ikke behøver at handle om religion, så kommer emnet nogle gange på banen. Og hun kan også finde på at bede en aftenbøn for dem, som har været til samtale. 

Studerende Mathilde Hauge Nielsen er ikke i tvivl om, at RUC bør fortsætte med at have en studenterpræst tilknyttet. 

»Det er så fed en ting, at man kan gå til studenterpræsten, og jeg synes, at det er anderledes end for eksempel at gå til en studievejleder, når man er i tvivl om et eller andet. Præsten er uddannet i at tale med mennesker, der har det lidt svært, eller bare med mennesker i det hele taget. Og det synes jeg, er noget helt specielt.«

Studenterpræsten på RUC, Ulla Pierri Enevoldsen, ønskede ikke at medvirke i denne artikel. 

Studenterrådet ved Roskilde Universitet ønskede ikke at stille op til interview.