Det er tydeligt, at BFI belønner de universiteter og forskere, som publicerer i deres respektive fags mest anerkendte tidsskrifter. Dette har ganske rigtigt ført til en større produktion af artikler. Problemet med denne udvikling, nemlig at få registreret og godskrevet relevant videnskabelig forskning, er, at det – ifølge kritikerne – forleder forskerne til at publicere mere, end godt er. Med BFI som sandhedsvidne er lange publikationslister, i en tid med kvantitative forskningsevalueringer, blevet afgørende for en forskers karriere. Hvilket ifølge samme kritikere frister forskerne til at skære forskningen op i mindre bidder – salami publishing – eller ”Mindst Publicerbare Enhed” (MPE), som fænomenet med en ironisk twist er blevet kaldt.

en global sammenhæng gælder det for forskerne om at sigte efter en fremragende placering på forskellige internationale ranglister, der typisk måler på mængden af publikationer og citationer. Dette kan have uheldige konsekvenser. »Citationsøkonomien har nogle uhensigtsmæssige incitamentsstrukturer, hvor det handler om at finde på nogle gode historier, som andre finder interessante, i højere grad end at generere videnskab, som er grundigt forberedt og udført. Et af de store problemer er, at der er alt for mange forsøg, der ikke bliver publiceret,« siger lektor Torben Lund fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet. Han mener, at der er for stort fokus på at skildre spektakulære fund i stedet for at skildre forsøg – som andre kan komme og efterprøve.

Heine Andersen, forskningskritikkens portalfigur

Torben Lund er ikke ene om sin kritik. Det stigende antal publikationer har gjort citationsøkonomi til et følsomt emne. Mange forskere er usikre på, hvad de skal mene om trenden. Skal man udnævne en portalfigur i kritikken af den stigende produktion af videnskabelige artikler, så samler interessen sig om Heine Andersen, professor emeritus på Sociologisk Institut, Københavns Universitet. Vi har talt med såvel Heine Andersen som RUC-professoren Jesper Jespersen, hvis kritik er mere kropsnær i forhold til forskerens dagligdag.

»Der er kommet alt for meget fokus på kvantitet frem for kvalitet i videnskabelige publikationer,« mener sociologen, der har fulgt udviklingen, siden han blev kandidatstipendiat på Sociologisk Institut i 1973. Her arbejder han også i dag, selv om han i mellemtiden har været fordi blandt andet Roskilde Universitetscenter som adjunkt (1976) og CBS som henholdsvis lektor og docent (1977 – 97).

Heine Andersen er på det rene med, at lange publikationslister med peer-reviewed, videnskabelige artikler kan være afgørende for en forskers karriere. På linje med Torben Lund mener han, at manglende overblik kan føre til, at forskeren uforvarende kan udføre forskning, som allerede findes. Eller komme til at publicere videnskabelige artikler, som ikke inddrager relevante diskussioner. Eller endog til at forfølge et vildspor, som i forskningen allerede er diskuteret og afvist.

Computerne startede udviklingen

»Problemerne begyndte at dukke op i 1980’erne, da man via computere fik lettere ved at måle, registrere og sætte tal på forskningen. Jeg sad indtil da og registrerede ud fra institutternes årsberetninger. Nu blev det hele meget lettere.«

Hvad med de ”0-forskere” som fandtes på dette tidspunkt. Forskere, som gennem en årrække ikke publicerede?

»Det kan ikke forekomme i dag,” mener Heine Andersen. »Men udviklingen er gået fra kvalitet til kvantitet. I stedet for at generere noget, der er virkelig godt, så bliver det omsat til kvantitet; man producerer så meget som muligt med det resultat, at der måske aldrig er nogen, der læser det.«

Kvantitet fremfor kvalitet

Heine Andersen mener at incitamentet til at publicere mange videnskabelige artikler, herunder den vejledning, som de ph.d.-studerende modtager, fører til problematiske genrekonventioner: »Der, hvor det går over gevind, er, hvis man tilpasser rådgivningen af ph.d.-studerende efter kvantificeringsmål. Ideelt set skulle man, når man har opnået nogle forskningsresultater, kigge på, hvem det er, man bør formidle til, hvilke målgrupper, internationalt eller lokalt, og hvad er den bedst egnede form. Er det bedre at publicere en bog eller i et tidsskrift? Den klassiske monografi – som især historikere eller antropologer har dyrket – hvor man tager noget, der især egner sig som en stor, samlet fremstilling, er kommet stærkt under pres.

Slutbrugerne af forskningen glemmes

I dag skal man helst dels publicere så meget som muligt, dels publicere i internationalt anerkendte tidsskrifter. Det kan tvinge forskerne til at afpasse emnerne efter, hvad der egner sig til disse tidsskrifter, så det bliver publiceringsmediet, der øver indflydelse på emne og problemstilling. Man kommer måske fra at se på hvilke målgrupper, der har mest brug for ens forskning.«

Heine Andersen mener, at de herskende incitamenter arbejder i retning af mere abstrakte, mere internationale emner og mod meget lokale emner som ”Beskæftigelsesforanstaltninger i Region Nordjylland”.

Han peger på, at den øgede interesse i peer-reviewed tidsskrifter også har fået lidt for driftige publicister til at byde sig til med tvivlsomme medier: »Danmark er karakteriseret ved BFI-systemet, Den Bibliometriske Forskningsindikator, hvor anerkendte forskere bruger forskningstid på at udarbejde autoritetslister over tidsskrifter og medier, som er værdige til publiceringer. Der er igen nogle, som har gået disse autoritetslister igennem og fundet ud af, at på de lister er der smuttet nogle tidsskrifter igennem, som er fuptidsskrifter! Det er pinligt.«

Professor Jesper Jespersen

Vi har talt med flere forskere på RUC, som kender til underlødige tidsskrifter. Dr.scient.adm. Jesper Jespersen har forsket og undervist på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv siden 1996, og før det gjorde han sig gældende på CBS. »Selv på mit forholdsvis specialiserede felt, Euroen, kan jeg have problemer med at følge med i den litteratur, der bliver udgivet. Det er svært at orientere sig, og det er en proces, som accelererer. Jeg synes, at i den stigende strøm af peer-reviewed artikler og bøger er det svært at gennemskue, nøjagtigt hvor godbidderne befinder sig, og hvor det bare er repetition.«

Som dansk økonomis enfant terrible har Jesper Jespersen brugt det meste af sin tid på at undervise, skrive bøger og deltage i debatter i stedet for at udgive forskning i økonomiske tidsskrifter, hed det i et portræt i dagbladet Information 7.1.2017, hvor økonomiprofessoren Henrik Jensen fra Københavns Universitet indtog det standpunkt, at Jesper Jespersen har formået at ”dirigere debatten” og overbevise særligt Politiken- og Informations-segmentet om, at alle andre økonomer går ind for ligevægtsmodeller og i øvrigt er én stor enig masse.

Fake-tidsskrifter?

Jesper Jespersen selv mener ikke, at der hersker ligevægt inden for den øgede mængde videnskabelige artikler. »Jeg får løbende en stribe henvendelser fra nye tidsskrifter, som dukker op. De ved, at mange forskere er i den position, at de skal have publiceret. De tilbyder, at man bliver peer-reviewed. Tidsskrifter, jeg ofte aldrig har hørt om.

Hvis man har et manuskript, der er blevet afvist et sted, er det fistende at få det sendt af sted der. Det virker, som om forskellige publicister har fundet et udvidet forretningsgrundlag på grund af det herskende publiceringspres.

Fristende for unge forskere

Nogle af disse tidsskrifter skal så have 100 eller 2000 dollar, før man kommer ind i processen. Jeg tror også – og det er sagt uden nogen som helst evidens – at hvis man betaler de 100 dollar, skal man nok komme igennem!«

Jesper Jespersen tilføjer, at også de mest ansete tidsskrifter, som American Economic Review, forlanger betaling for overhovedet at røre ved indsendte manuskripter: »Det kan de roligt gøre. De modtager måske halvtreds gange så mange manuskripter, som de har mulighed for at publicere. Universitetspolitikken har ladet sig fange af denne publiceringsbusiness. Herved opstår der mange problemer – for os alle sammen.

Den Bibliometriske Forskningsindikator regerer

På det enkelte institut er de tildelte bevillinger i stigende grad afhængige af, hvor mange point den enkelte medarbejder har skaffet i forhold til Den Bibliometriske Forskningsindikator. Hvis jeg var institutleder, ville jeg for kollektivets skyld være tøvende over for at slække på kravet om peer-reviewed publicering. I andre fora ville jeg dog ikke holde mig tilbage med min kritik af den stigende fokusering på publicering fremfor originalitet i forskningen.«

Der hersker en vis konsekvens, når Jesper Jespersen om sin egen forskning siger: »Når man om kort tid skal gøre boet op, vil der være min disputats og de deraf afledte tre engelske bogudgivelser, som har blivende værdi.«

Løsningen

Man kan mene, at BFI har en berettigelse i og med, at ingen har kunnet etablere noget bedre. Men findes der en løsning som rækker længere end det?

Inden for sit naturvidenskabelige felt ser Torben Lund en løsning i form af preresult peerreview eller præregistrerede forsøg. Med henvisning til medicinske forsøg mener han, at tidsskrifterne bør fokusere på relevansen af den hypotese, et studie forsøger at belyse. »Inden man foretager et eksperiment, skal man ofte meddele tidsskriftet, hvad man har tænkt sig at undersøge, hvorfor og hvordan. Formålet er gennem tidsskrifternes prereviewere at få en forhåndsaccept. Hvilket reelt betyder, at tidsskriftet lover at udgive studiet, hvis ellers de beskrevne metoder overholdes, også selv om resultatet ikke falder ud, som man havde håbet.«