At lære er (stadig) en nødvendig kompetence i det 21. århundrede i vores omskiftelige samfund med ny lærdom i en grænseløs strøm. Nye teorier, ny teknologi, nye markeder; og vi bombarderes med informationer, der skal indlæres. Vi skal performe, og vi skal opbygge vores potentiale og talenter. Vi forbereder os allerede på studiet.

Hjernen er en forunderlig læringsmaskine, men der er også begrænsninger for vores indlæring. Neurovidenskaben kan fortælle os, hvordan hjernen indhenter, opbevarer og bruger information. Det er hjernen bygget til at kunne. Men der er indre og ydre faktorer, der kan begrænse denne proces. Ved at vide noget om disse begrænsninger kan studerende optimere deres indlæring, og underviserne deres undervisning.

Hjernen har brug for et godt læringsmiljø for at kunne tage ny viden til sig. Udover informationerne i sig selv skal læringsmiljøet tale til følelser og motivation, og læringen bør foregå i en behageligt rum. Læring afhænger ikke kun af den studerendes kognitive færdigheder, men især også af den kontekst, som de nye informationer præsenteres i. Alle husker nok en rigtig god lærer/undervisning, hvor ny viden var meget lettere at huske end i andre fag, hvor læreren og miljøet var knap så godt. Med proaktive strategier kan undervisere sikre de studerende forudsætningerne for en god indlæring. Derfor er det interessant at blotlægge, hvordan vi egentlig lærer. Hvad er det, der sker i hjernen i en neurovidenskabelig optik, når vi indlærer med succes, og hvilke barrierer kan gøre det svært at indlære?

Hjernen er altid på arbejde

Hjernen indlærer konstant. Også selvom det ikke er vores intention.

Direkte intenderet læring er ofte formaliseret – en forelæsning, en podcast, et kursus. Men hovedparten af den læring, vi høster i løbet af dagen, er faktisk ikke intenderet. Den er uformel og involverer ofte interaktion med andre mennesker. Meget læring foregår uden for undervisningssituationer.

Man taler om en 70-20-10-regel.

• 70 procent af vores læring sker uformelt og på jobbet.
• 20 procent af vores læring sker ved at observere andre mennesker.
• 10 procent af vores læring sker via formel undervisning.

Kigger man lidt på disse procenttal, er det let at se, at op mod 90 % af vores læring sker i interaktion med andre mennesker.

Det hele er en kombination af konkrete erfaringer/oplevelser, observationer, aktive eksperimenter og konceptualiseringer/begrebsliggørelser.

Ifølge Ole Lauridsen hænger motivation og opmærksomhed uløseligt sammen. Uden den ene har man ikke den anden. Kun med begge present opbygger vi viden og hukommelse. Det, der er interessant og giver mening for os, lærer vi bedre. Når vi har opmærksomheden rettet mod noget, så dannes der neurale netværk. Det kræver meget energi at danne disse netværk, og derfor skal der også være pauser i undervisningen, så hjernen ikke ”brænder ud”. Pause i intervaller, hvor hjernen kan restituere og genvinde fokus. Tager man ikke de pauser, hjernen har brug for, så tager hjernen dem selv. Man dagdrømmer. Optimalt bør der være afbrydelser hver 10. minut til efterbearbejdning, for eksempel øvelser eller en ny aktivitet.

Den eneste måde, hjernen lærer på, er gentagelse, pointerer Ole Lauridsen. Derfor er forberedelse lige så vigtig som efterbearbejdning, lad de studerende arbejde med stoffet efter timen, brug gerne dialogforummer.

Fra den afrikanske savanne til det moderne auditorium

Hjernen elsker overblik. Evolutionært er hjernen gearet til at holde øje med farer og nye muligheder for at overleve på savannen. Stod der en farlig tiger på spring, når vi kiggede ud af jordhulen om morgenen, parat til at kaste sig over os? Kom der andre klaner med køller og ville slå os ihjel? Vi måtte have overblik over situationen. Overblik var en nødvendighed. At kunne forudsige konsekvenser og handlinger. I dag elsker vores hjerne stadig at have overblik. Så sørg for, at der er overblik i undervisningen. Brug overskrifter, billeder, videoer, foreslår Ole Lauridsen.

Sanserne er åbne hos os mennesker, og det kan underviseren udnytte til at hjælpe indlæringen på vej. Jo flere sanser, der aktiveres, jo bedre lagrer vi i hjernen. Synssansen er faktisk den vigtigste. Billeder er ét samlet sanseindtryk for hjernen. Derfor er metaforer også vigtige for læring, vi husker let billederne senere.

Vi er også flokdyr. Social læring er evolutionært set grundlæggende. Vi lærer med og af og sammen med hinanden. Vi har fra barnsben været vant til at observere andre, lære af dem, og vi er blevet undervist i plenum i skoler og gymnasier. Når vi er sammen med andre, tester og validerer vi vores tænkning – og lærer nyt. Sammen med andre motiveres vi, udfordres vi, og vi genererer flere løsninger, end vi gør alene. Social læring er vigtigt i undervisningen – gruppearbejdet er struktureret, og jo mere de studerende arbejder med stoffet selv og sammen, jo mere lærer de. Gruppearbejde med peer feedback er også en god tilgang. Gruppearbejde kan derfor understøtte læring med opgaveløsning, diskussion og feedback.

Men … hjernen har også begrænsninger

Hjernen er gådefuld. For selvom den kan lære, selvom den er åben for samarbejde, motivation og accept af fejl, så indeholder den også elementer, der kan svække indlæring. For at forstå dette må vi dykke lidt ned i præfrontal cortex’ verden. Her finder vi barrierer eller begrænsninger i forhold til læring.

Præfrontal cortex. Den mest udviklede del af hjernen. Her sidder de udøvende funktioner – vores evne til at tænke, planlægge, organisere, analysere, tage beslutninger samt forstå komplekse informationer og relationer. Kort sagt – det er her, vi skiller os ud som mennesker blandt pattedyrene. Og præfrontal cortex er på et krævende arbejde hver eneste dag. Neuronerne i præfrontal cortex kan bearbejde 2.000 dataenheder i sekundet. Det er ganske imponerende – men i vores samfund, og med de informationsmængder, vi udsættes for hver dag, har vi faktisk brug for at kunne bearbejde mange flere data. Hjernen bearbejder data en ad gangen, serielt eller løbende. Så hastigheden er ikke så høj som i de dele af hjernen, som mestrer multiple bearbejdning. Hver gang vi prøver at bearbejde to eller flere kognitive opgaver samtidig går det ud over hukommelsen. Det er en udfordring i vores verden med multitasking og vedvarende informationsstrøm.

Der er altså en tydelig begrænsning generelt i hjernes biologiske opbygning i forhold til det at lære.

Stress er også en barriere mod læring

Det ser lidt anderledes ud, når vi kigger på vores opfattelse og fortolkning af omverdenen. Her varierer barriererne mere. To mennesker oplever ikke en situation ens. Den ene kan finde en situation stressende, mens en anden slet ikke føler stress. Hvordan kan det egentlig være? Det kan være, at den ene ser på mulighederne i situationen, mens den anden måske er påvirket af en usikkerhed i forhold til situationen. Tolkningen afhænger helt af den, der ser.

For at forstå, at to mennesker reagerer forskelligt i hjernen, må man se på stimulation. Stimulation er afgørende for, hvor godt hjernen performer, hvor godt den dealer med påvirkningerne, og hvor effektivt den lærer. Yerkes-Dodson-stimulationskurven er enkel til at vise, hvad det er, der sker:

Kurven viser, at hjernens performance øges med psykologisk eller mental stimulation/ophidselse, men når et vist punkt er nået, og stimulationen bliver for stor, så aftager performance.

Når hjernen er på toppen i kurven, så performer den bedst, den er fokuseret på opgaven, den kan lagre informationerne, de kognitive færdigheder fungerer optimalt. Personen er mentalt stimuleret i et helt optimalt niveau. Men bliver stimulationen for høj, falder hjernens evne til at fokusere, til at bearbejde informationer, til at lære. Det kan være en opgave, der er for svær og ligger uden for personens kompetencer og derfor giver en stressende følelse. Så for at føle os godt tilpas på arbejdet, føle os engageret på studiet, eller hvor vi har vores dagligdag, så skal vi have en passende stimulation for at hjernen også har det godt og kan følge med.

Præfrontal cortex bruger en stor del af vores energi til at bearbejde i den del af hjernen. Hvis vi bliver stressede, vil præfrontal cortex med dens høje forbrug af energi lukke ned for at frigive energi til det limbiske system og kroppen, som skal ”redde os”. Derfor lukkes der ned for vores kognitive energi, når vi er stressede. Og derfor er stress en barriere mod indlæring.

Det limbiske system skynder sig at tage over, bruge vores energi til at forberede os på at flygte/kæmpe/fryse for at overleve. Det er instinktivt, det sker automatisk, og det er uden for vores kontrol. Det er vores urinstinkt, som har reddet vores forfædre fra mange farer på savannen. Selvom vi ikke tilbringer så meget tid på savannen mere, så reagerer vores hjerner som dengang. Den vil altid forsøge at overleve ved at lukke ned et sted og give energi til en andet. En slags overlevelsesinfrastruktur. Det er ikke altid hensigtsmæssigt, at vi får denne instinktive reaktion, men det er vores biologi.

Og vi kan i virkeligheden ikke tåle denne reaktion, hvis det varer for længe. Det giver skader i både psyke og krop at være i alarmberedskab for længe. Vores immunsystem svækkes, vores hjerneceller dør i Hippocampus (hukommelse) og præfrontal cortex. Og Amygdala vokser (frygt). Højt blodtryk, diabetes og mange andre dårlige følgevirkninger kan være resultatet af en stresset hjerne og krop. Og så ryger koncentrationen og opmærksomheden. Hvis vi ikke koncentrerer os nok/interesserer os nok, kan vi ikke indlære, da de neurale netværk vil være svage uden høj koncentration.