Det er mandag eftermiddag klokken 17:00, og festivalgængerne har forvildet deres ølberusede kroppe mod den fjerneste ende af Roskilde Festival for at være lige her. Lige her ved Rising-scenen.

Den forhenværende frontfigur fra The Floor is Made of Lava, Tobias Kippenberger, spiller i dag med sit soloband Kippenberger. De dugfriske, poprockede toner virker som en meget skarp kontrast til den støvede vind, som publikum står og danser legende let i.

»Roskilde. Hvis jeg til daglig har gået rundt og lignet en, der har haft et sort hul i mit bryst … Så har I fyldt det ud nu«, erklærer forsangeren.

Ved sin side har Tobias Kippenberger sin bassist Jesper Agerbæk. Til daglig studerer han Virksomhedsledelse på kandidatniveau på Roskilde Universitet; men i dag står han og danser rundt på Rising og synger med på stroferne iført pink skjorte, seler og solbriller. RUC Paper mødte ham backstage for at få en snak om, hvordan han får livet som musiker og akademiker til at hænge sammen.

»Det er et spørgsmål om prioriteringer, for det kan sagtens lade sig gøre. Uden at det skal lyde snobbet, så er Kippenberger et hobbyprojekt, jeg bruger mine weekender på. Der ryger selvfølgelig en aften her og der, men det er ikke noget, der på den måde ødelægger min uddannelse. Da jeg var på bacheloren rejste jeg med et andet band og var væk tre uger ad gangen, så der var hele tiden rigtig meget læsning, forberedelse og skrivning. Men man kan sagtens få det til at fungere. Også selvom man spiller meget mere, end vi gør.«  

At være musiker gør dig til en bedre studerende – og omvendt

For den flittige studerende kan det måske umiddelbart lyde som en uløselig gåde at få to så forskellige liv til at hænge sammen. Men Jesper Agerbæk mener, at musikken giver ham mange brugbare kompetencer, som han tager med, hver gang han drager mod Trekroner.

»Tværtimod vinder jeg jo rigtig meget på det. Det dér med at stå foran mange mennesker, at formidle og at performe… Jamen, det er jo en del af dét at gå til eksamen. Jeg er aldrig nervøs, når jeg går til eksamen. Fordi der har jeg også – ligesom med musikken – øvet mig hjemmefra. Og så spiller jeg det, jeg kan spille, eller siger det, jeg kan sige, og så får jeg jo en karakter derefter.«

Vi har fundet os en kølig skyggeplads ved Rising’s backstageområde. For et utrænet øje kan det nemt se ud som om, vi ikke befinder os på en festival, der er fyldt til randen med lune øl og dåsemakrel. Her er der kølige forfriskninger, masser af skygge, massagebrikse og folk i rene sko.

Der er en coolness over Jesper og hans tændte cigaret, der signalerer, at han er en mand, der har spillet meget musik i mange år. Selv er han blevet indsluset i musikkens verden inden for hjemmets fire vægge med både far, mor og søskende, der alle spiller instrumenter. Men de årlige koncerter på det lokale plejehjem til tonerne af Trolderik-sange føles i dag som en meget fjern fortid sammenlignet med dagens optræden på Roskilde Festival.

Det er dog ikke kun musikken, som Jesper tager med sig ud på universitet. Han tager også universitet med sig ind i musikken.

»Jeg bruger mange af mine kompetencer i musisk øjemed i det hele taget. Nu læser jeg jo Virksomhedsledelse, og det med at drive et orkester er jo virksomhedsledelse. Et af bandmedlemmerne i Dalton-brødrene sagde engang, at det første og vigtigste, når man starter et orkester, er at ansætte en bogholder og derefter en jurist – fordi musik har så meget med penge og organisering at gøre. I nogle af de andre orkestre, jeg har været en del af, har det været enormt vigtigt at vide, hvordan man organiserer sig, hvordan man samarbejder med partnere, hvordan man planlægger sin transport og så videre.«

»Men mød for fanden op til jeres timer«

Ved siden af universitet og musikken arbejder Jesper Agerbæk på et museum, hvor han gør de besøgende kloge på 1. Verdenskrig. Hans livsfilosofi går i øjeblikket på, at han ikke vil undvære det ene frem for det andet.

»Uden den dér kombination af en lidt mere borgerlig tilværelse, en akademisk verden og musikken ved siden af… Ja, der ville jeg have svært ved at få tingene til at hænge sammen. Jeg har heldigvis fået lov til at prøve at mærke, hvordan det er at leve af at spille musik, så drengedrømmen er ligesom afprøvet. Det er ikke det, jeg ønsker for resten af mine dage. Jeg vil gerne have den gode kombination,« konstaterer han.

Og det lader til, at opskriften er ligetil: Så længe du prioriterer og planlægger på den rette måde, kan det sagtens lade sig gøre at leve så forskellige liv, som Jesper gør. Særligt i gruppedannelsen handler det om både at være forberedt og om at spille med åbne kort, forklarer han. På den måde ved alle parter, hvad de går ind til. Og det er en opskrift, som de fleste kan ty til.

»Jeg synes, at dem, der går på RUC, og som drømmer om at spille på Roskilde Festival, skal gå efter det. Det gør ikke noget, at man skulker lidt her eller der, så må man jo bare læse lidt mere til næste gang. Men mød for fanden op til jeres timer. Der er så få af dem, så prøv lige at få planlagt jer ud af det, så I i det mindste kan møde op til jeres timer.«