Forskning er vigtig, men finanserne begrænsede – og derfor skal den forskning, der støttes, være effektiv.

Dét er baggrunden for, at man i dag måler, hvor meget og hvor godt universiteter publicerer i videnskabelige tidsskrifter. Og her er ét af kvalitetsstemplerne, at en videnskabelig artikel bliver citeret af mange andre forskere i årene efter dens udgivelse.

En ny analyse viser, at det står sløjt til med citationerne på flere humanistiske fag – som faktisk er de sjældnest citerede overhovedet.

Humaniora har færrest citationer

I analysen har Times Higher Education (THE) set på, hvor mange af de artikler, der blev udgivet i 2012, som fortsat ikke havde opnået en citation i 2017.

Og resultatet er klart: De humanistiske publikationer bliver sjældnest citeret.

Fx havde 75 procent af de litteraturvidenskabelige artikler, der blev publiceret i 2012, stadig ikke fået nogle citationer i 2017. For kunstvidenskaberne var tallet endnu højere – og selv inden for større humanistiske discipliner som historie og filosofi forblev over halvdelen af publikationerne ikke-citerede efter fem år.

De allermest citerede artikler findes inden for naturvidenskaben – og på toppen af kransekagen står artikler fra kemi og hjerneforskning, hvor kun 3 procent ikke er citeret efter fem år.

Det er videnskabelige tidsskrifter, som i perioden 2012-2016 udgav minimum 10.000 videnskabelige artikler, der har dannet grundlag for THE´s analyse.

Og selvom naturvidenskaben ligger klart i front, er der også naturvidenskabelige felter, hvor det står mindre godt til. Fx er hele 40 procent af udgivelserne inden for ingeniørvidenskab udfordrede på citationsfronten.

Men siger antallet af citationer noget om forskningens kvalitet? Ikke hvis man spørger Frede Blaabjerg, professor i ingeniørvidenskab og en af de allermest citerede inden for sit felt. Han vurderer, at det snarere har noget at gøre med målemetoden, end med ingeniørvidenskabens faglige kvalitet:

»Der er (i ingeniørvidenskab, red.) ofte fokus på at producere og teste genstande og bringe dem i anvendelse – dét tager tid, og derfor har publikationer ikke førsteprioritet,« forklarer han.

Frede Blaabjerg bakkes op af Tania Ørum, lektor emeritus ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Hun vurderer, at når humaniora er rosinen i pølseenden, skyldes det, at citationsmålingen simpelthen ikke passer til citationskulturen på humaniora:

»Hele citatsystemet er jo lavet til nogle andre fag end de humanistiske. Inden for fx økonomi og samfundsfag publicerer man inden for 5 tidsskrifter – og det giver mange citationer. Men inden for humaniora er der 117 forskellige slags publikationer – og mange af dem tæller ikke med i sådan nogle undersøgelser her. Vi har også en helt anden citationskultur, end inden for naturvidenskaben, hvor der er mere nyhedsværdi – og færre sprogbarrierer,« forklarer hun.

Behov for en optiker

Det er ikke første gang, at de målemetoder, der skal vurdere forskningens effektivitet, kritiseres; i 2017 havnede det såkaldte BFI-system i heftigt stormvejr.

Systemet, der giver universiteterne penge på baggrund af antallet af kvalitetspublikationer, er for uklart, lød kritikken, og får forskerne til at fokusere på kvantitet, frem for at lave kvalitetsforskning.

Den nu afgående formand for Danmarks Frie Forskningsråd, Peter Munk Christiansen, erkender da også, at der er behov for at se på forskningens effektivitet med nye briller:

»Vi er i dag ret gode til at måle på videnskabelig impact, men ret dårlige til at måle forskningens bredere effekter, som eksempelvis vidensdeling og evnen til at løse sociale problemer; alt det, du ikke måler ved publikationer og citationer,« fastslår han.

Tania Ørum er enig – og tilføjer, at dét også vil rette op på humanioras uheldige statistik:

»Jeg synes det er mærkeligt, at man kun måler, hvad der er relevant i en intern akademisk sammenhæng. Folk fra humaniora – og i nogen grad fra samfundsfag – har en meget mere udbredt interaktion med publikum – de bliver meget regelmæssigt kontaktet af presse, medier og almindelige borgere, holder masser af foredrag og er meget mere aktive i det danske samfund. Jeg kan selvfølgelig godt se, at det ville være noget af en stressfaktor, hvis man skulle registrere alt, hvad man siger til aviserne osv., men hvis man endelig skulle måle – så skulle alt dét faktisk med,« slutter hun.

THE har lavet analysen på baggrund af bibliometrisk data fra Elseviers Scopus database over videnskabelige tidsskrifter. Du kan læse mere, og finde analysen, her.