Siden 2003 har det været et krav, at forskere formidler deres forskning bredt. Men at gøre – ofte kompleks – videnskab let tilgængelig kan være lidt af en mundfuld. Specielt når man er vant til fyldige metodeovervejelser og skyhøje lixtal.

Men det behøver slet ikke at være så svært! Som forsker har du nemlig alt, du skal bruge, på din computer: Youtube kan skabe forskningsformidling, der virker – og give dig et bredt og taknemmeligt publikum i tilgift.

Udvid din målgruppe

»Der er mange mennesker, som har nemmere ved at tilegne sig viden gennem en visuel læringsstil – at se, i stedet for at læse. Men helt generelt har mange nemmere ved at forstå svære ting, hvis det bliver vist og fortalt, frem for at vi skal læse det. Det er et helt andet system inde i hjernen, der går i gang. Dertil kommer at du på film har mulighed for at bruge illustrationer, og dét er endnu en ting, der gør komplekst stof nemmere at forstå.«

Dét forklarer Anne Kirketerp, tidligere lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet – og nu fri forsker, psykolog og foredragsholder. Anne Kirketerp forsker bl.a. i motivation, og har gennem flere år præsenteret sine forskningsresultater via hendes egen Youtube-kanal.

Hendes videoer er meget populære blandt hendes målgruppe: folkeskolelærere, forklarer hun, men Youtube rummer potentiale for at nå mange andre målgrupper også – og især én bestemt:

Unge mennesker, der er på jagt efter information, går jo i dag direkte ind og finder en Youtube-video. Min søn, fx, skal være astrofysiker, og før han overhovedet giver sig til at læse, får han Stephen Hawkins til at fortælle om emnet i videoformat!

Der er flere eksempler på, hvordan Youtube kan bruges til at gør den yngre generation interesserede i videnskab. Syddansk Universitets “Kvante Karina” – en Youtube-kanal, der med ”de unges sprog” formidler kvantefysik – er blot ét eksempel.

Hjælp den danske forskningsformidling

”Kvante-Karina” har fået stor succes – men kigger man på forskningsformidling over en bred kam, står det ikke lige så godt til. En undersøgelse fra 2012 (The culture of science: How the public relates to science across the globe, New York) viser, at det sidste årtis forsøg på at udbrede videnskaben til den europæiske befolkning ikke har opnået det ønskede resultat.

Og dét kan skyldes, at mange forskere kun sjældent fokuserer på videnskabens anvendelighed:

»Det, der er problemet med videnskabelige artikler er, at de handler så meget om, hvad forskeren har lavet – og ikke om, hvordan forskningen faktisk kan bruges – og dét selvom universiteter er sat i verden for at finde svar på de problemer, som samfundet – og almindelige mennesker – står overfor,« pointerer Anne Kirketerp, der foreslår, at

»…Når man får penge til forskning, så burde det være et krav at man laver en ti-minutters anvendelighedsvideo. Man kunne så enten, som forsker, oprette en Youtube-kanal –og så linke til ens kanal på den profil, man har på sit universitet. Eller et universitet kunne oprette en portal, hvor Youtube-videoene uploades – og hvor almindelige mennesker også kan stille spørgsmål.«

Tilbage i 1980erne var Danmark faktisk ret god til at skabe dialog omkring videnskaben – men i det seneste årti er det – modsat i mange andre europæiske lande – gået den stikmodsatte vej, viser en undersøgelse: Danmarks tilgang til forskningsformidling er gået fra et såkaldt ”dialogparadigme” – til et ”formidlingsparadigme”, hvor befolkningen forventes passivt at tage imod ny viden.

Og dén udvikling skal vendes, hvis vi gerne vil lykkes med at udvide befolkningens horisont, mener Anne Kirketerp:

»Det skal være sådan, at praktikeren kan få nytte af forskningen – fx at en håndværker kan få svar på helt konkrete spørgsmål, fx på problematikker omkring bæreevne.«

En velfungerende Youtube-video

Men hvis nu man som forsker godt kan se potentialet i Youtube – hvordan griber man så sådan en video an?

Ifølge Anne Kirketerp kommer man godt fra start ved at stille sig selv nogle essentielle spørgsmål:

Man skal stille sig selv spørgsmålet: Hvad er min målgruppe, og hvad er det for et spørgsmål, de sidder med? Og dernæst skal man tage stilling til: Hvad er det egentlige behov for denne her forskning; dvs. når jeg er færdig med den, hvem venter så på svaret?

Derefter kan man få inspiration fra gode ”pitches” inden for entreprenørvidenskaben.

»Når man har svaret på dét, kan man så opbygge en treminutters ”pitch” efter NABC-modellen (need, approach, benefit, competition),« slutter Anne Kirketerp.