Naturligvis var meget siet fra i den redaktionelle proces, men jeg respekterer fuldt ud journalistens og redaktørens arbejde, blandt andet med at fakta-tjekke og give præcise tal fra ministeriets employability-undersøgelse i starten af 2018. Artiklen fremstod færdig og afbalanceret, synes jeg. Når jeg alligevel har bedt om ordet for en sidste bemærkning, skyldes det Hanne Leth Andersens efterfølgende indlæg, hvor hun synes irriteret over mine “beskyldninger” og opruller sagens akter fra 2016.

Jeg skal være den første til at beklage, at jeg følte mig provokeret til nogle spidsformuleringer, men jeg fortryder ikke substansen i mit indlæg, blot forstår jeg nu, at noget af det, jeg sagde til RUC Paper, så alligevel ikke skulle være siet fra. Allerede i første interview sagde jeg, at jeg fuldt ud anerkender ledelsens ret til at lukke fag. Jeg har heller ikke på noget tidspunkt anført, at processen ikke fulgte reglerne. Så alt det, Hanne Leth Andersen skriver om proces og beslutningsgrundlag, kan jeg kun tilslutte mig, jeg fulgte naturligvis sagen nøje i 2016 og ved som studieleder mere end de fleste om processen. Dog vil jeg anføre, at selv om blandt andet engelsk og matematik kom med særdeles grundigt argumenterende høringssvar, så mødte disse såvel som mange andre fags høringssvar overhovedet ingen lydhørhed fra ledelsen.

Der, hvor jeg vil hen med min kritik, er et helt andet sted, nemlig at ledelsen kunne have valgt at handle anderledes. Hvis dimensioneringen virkelig alene afgjorde sagen, så var der jo ingen grund til at debattere sagen, for nej, man kan ikke køre fag, der kun må producere fem dimittender årligt. Jeg har også set det tal, men samtidig så jeg – og andre studieledere har over for mig bekræftet dette – versioner af dimensioneringsplanen, der regnede med kombinationer med både danske og engelsksprogede fag, hvilket som udgangspunkt gav det dobbelte, altså 10 dimittender. Og det viste sig som bekendt for dem, der var involveret i dimensioneringsplanernes storhedstid, at det hele ikke lå så fast, som det først så ud til, så min vurdering er, at man godt kunne have forhandlet et fornuftigt tal på plads også for engelsk. Om det blev forsøgt, ved jeg ikke, men jeg tvivler.

At jeg blev provokeret skyldes to forhold. For det første rektors given udtryk for, at sprogprofilerne, i virkelighedens verden en meget lille tillægsuddannelse i tysk, fransk og spansk, der såmænd er udmærket, gør, at flere studerende end før studerer sprog. Sprogfærdighed, ja, men ikke sprog i lingvistisk, litterær og kulturel kontekst, det er da en fornærmelse mod vore fremragende tidligere kolleger og studerende på de små sprogfag. 

Dernæst præmissen, som i rektors seneste indlæg gentages, om, at engelsks personale bestod af 3½ forskere, som forskede i hver sit område. I øst, vest, nord og syd, kunne RUC Papers læsere tro. Det er korrekt, at de 3½ forskere ved lukningen primært dækkede lingvistik, oversættelse samt britisk og amerikansk litteratur/kultur, men alle fire personer er bedømt omkring professorniveau, og alle har indgået i forskningssamarbejder nationalt og (især) internationalt, lige som vi også har forsket sammen med mange kolleger internt på RUC, for eksempel i forbindelse med fælles bogpublikationer. Engelsk har siden årtusindskiftet været overrepræsenteret i forskningsprojekter med eksterne bevillinger, og jeg må fremhæve, hvordan vi på trods af underbemanding i næsten alle årene har formået at dække både bredt og dybt. Ikke mindst med hjælp fra dygtige deltidslærere som næsten uden undtagelse har været på ph.d.-niveau; noget, der er ret enestående på RUC’s Hum-fag, ingen af vore gode hum-venner hermed forklejnet. MEN det er klart, at også engelskfaget må have et solidt fundament, om det så er 5½ stilling, tja, det kan vel diskuteres. Det virkelig provokerende er så bare, at engelsk i en årrække op til lukningen ikke fik genbesat stillinger ved pension og fratrædelse. 

Ved vores professors afskedsreception lovede den daværende institutleder i sin tale for os, over 50 forsamlede, at engelsk ville få to mso-professorater. Efter en rum tid blev det ene slået op, det blev bedømt i månedsvis, men da udvalget var færdigt, blev stillingen nedlagt.

Også en lektorstilling, der blev ledig, da en kollega fik stilling andetsteds, blev aldrig genopslået. Vi taler om flere år, hvor instituttets øvrige fag fik masser af stillinger, for eksempel dansk hele fire på en gang, men engelsk fik ikke noget. Der blev skredet ind fra ledelsens side, jeg kan nu forstå, at ledelsen er en samlet, enig enhed, men jeg husker Hanne Leth Andersens navn i mails om de her sager.

Jeg kan bare konkludere, at da der kom fyringsrunder, så havde engelsk ikke nogen at fyre af uden rent sammenbrud til følge. Og da der kom en endnu større sparerunde, ja så kunne altså den årelange politik vendt mod engelsk fuldendes. Undskyld, men det var direkte denne proces, der fik mig til at tage ordet svinestreg i min mund. Som en engelskkollega dengang rammende sagde: “Hvad bilder de sig ind?” Vi var kun 3½, ja, men det var der altså en klar grund til.

Er der så ikke noget at gøre? Min realistiske vurdering er desværre nej, i hvert fald indtil videre. Men på initiativ fra RUC Paper er sagen nu anskueliggjort for alle interesserede. Jeg skal tilføje, at jeg faktisk henvendte mig direkte til Hanne Leth Andersen i foråret 2018, hvor jeg udtrykte min stolthed over i så mange år at have stået i spidsen for et fag, hvis kandidater kom i fagrelevant arbejde ganske hurtigt.

Jeg foreslog genåbning nu, hvor employability-tallene (årets buzzword for politikerne) er helt enestående gode, og hvor IKH-aftagerpanelets formand med god begrundelse tager afstand fra lukningen, som nævnt i den første artikel. Det er ikke svært for læseren at gætte, hvad rektor sagde til mit forslag, og for mit vedkommende vil jeg kun undskylde, hvis min tone har virket stødende på Hanne og andre, men jeg vil ikke beklage, at jeg kæmper for et fag, som ikke kan undværes, hvis RUC også fremover vil være et internationalt orienteret universitet med en ordentlig engelskfaglig substans.