Du er grundlægger af Tekstilrevolutionen og Makershirt – hvad går det ud på?

»Tekstilrevolutionen er mit og vores lille forsøg på at revolutionere hele tekstilindustrien, som er en af verdens mest ressourcekrævende industrier. Det er en medieplatform, hvor der lægges blogs op (om blandt andet bæredygtighed og miljø, red.). Vi vil revolutionere tekstilindustrien gennem information – så man bliver en kritisk forbruger. Derudover er Tekstilrevolutionen også en paraplyorganisation for blandt andet Makershirt, som laver simple prints på økologiske t-shirts af høj kvalitet.«

Du har læst Informatik og Performance Design på din bachelor og på din kandidat, Kommunikation og Performance Design. Hvordan synes du, de fag hang sammen?

»Nu er jeg en af de første årgange, der startede på humtek. Humtek kom på i 2008 og jeg startede i 2009. Så alting var meget nyt dengang, og der var kun seks fag, man kunne vælge, som var semitekniske. Informatik var det, jeg syntes, var mest spændende. Jeg er ret glad for Excel og synes, det er spændende at sidde og kode i. Jeg var bare ret god til systemer og har altid ment, at matematik er mere spændende end de sproglige fag. Så jeg endte ligesom der. Jeg valgte i sin tid RUC på grund af Perfomance Design. Jeg ville nemlig gerne have læst til kaospilot, men det synes de ikke, jeg skulle. Så var Perfomance Design dét, som ifølge UG (UddannelsesGuiden) mindede mest om Kaospiloterne. Så jeg tænkte ”‘Nå, men lad mig prøve det’”, uden at jeg overhovedet forstod RUC’s struktur. Mens jeg gik der, startede jeg sammen med nogle andre Reality Bites (en mentorordning), som handler om at få fagligt indhold leveret på en sjov måde, så det hele ikke var så tørt.«

Hvordan synes du selv om overgangen fra at være studerende til at være på arbejdsmarkedet?

»For mig var overgangen virkelig glidende. Jeg startede på RUC for ni år siden, og jeg startede min trykvirksomhed for ni år og tretten dage siden. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg efter en uddannelse på RUC skulle være ham, der havde et t-shirt-trykkeri. Men da jeg afleverede speciale, var der en omsætning på 750.000 kroner, så jeg tænkte, at jeg ville give det et år. Hurtigt efter fik jeg ansat min første deltidsmedarbejder, som arbejdede 20 timer om ugen. Så gik der et år, og så havde vi fordoblet vores omsætning. Så blev der ansat én mere, og folk kom på fuld tid.
Da jeg studerede, havde jeg en aftale med mig selv om, at jeg ikke måtte tage min computer frem, når jeg sad til forelæsning. For gjorde jeg det, ville jeg bare begynde at skrive mails til kunder. I stedet satte jeg mig op helt foran og tænkte “Hvad skal vi så lære i dag?” og håbede på, at det var spændende nok til, at man kunne følge med. Jeg havde også en regel om, at jeg ikke behøvede at læse op til forelæsningerne, men at jeg stadig skulle være en aktiv studerende. Så jeg har nok ofte været den mest aktive uden at have haft helt styr på teksterne. Jeg arbejdede så meget på min virksomhed ved siden af studierne, at jeg ikke kunne nå det hele.
Men for mig er projekterne på RUC blevet store på en spændende måde, hvor det samtidig har flasket sig sådan, at jeg kunne passe mit firma. Den fleksibilitet, der har været på RUC, har gjort, at det har været nemmere for mig. Alle fra mit firma kommer stortset fra RUC. Der er meget af mentaliteten og tankegangen fra RUC, som er taget med ind i firmaet.«

Når du siger ‘tankegangen fra RUC’, hvad kunne det så konkret være i dit firma?

»Jeg vil gerne have, at vi rykker på noget. Dem, der har hænderne op af lommen og gør noget, er dem, der bestemmer. I firmaet er det lidt ligesom gruppearbejde, man kan ikke sidde og vente på, at alle fra gruppen er til stede. Hvis ikke jeg er her, er der andre, som må træffe en beslutning. Det skal bare være den mest velbegrundede beslutning. Jeg har også taget det med mig fra RUC, at jeg kan leve i en form for kaos, tingene er ikke strømlinede her. Der er mange processer, som vi finder ud af hen ad vejen og optimerer løbende. Det er meget loose; min ledelsesstil er også meget loose. Det er mere selvledelse. Ligesom på RUC, hvor man er nødt til at have drivkraft. Det er en meget flad struktur. Hvis nogen rigtig fucker op, så får man det selvfølgelig også at vide, og at man helst skal lade være med at gøre det igen.«

Har det nogensinde været en hindring for dig at være fra RUC?

»Nej. Jeg tror aldrig, jeg er blevet mødt af en hindring eller en skepsis over at være fra RUC. Omvendt har jeg oplevet, at andre RUC’ere har syntes, det har været fedt at møde en RUC’er som mig. Hvis jeg er ude at holde oplæg, er der mange RUC’ere, som er kommet hen og har sagt ‘Hvor er det fedt at møde en fra RUC, der kan stå og fyre den af og sige sådan der’.
Der er helt klart en tendens i samfundet at tænke, at RUC er lidt lollet. Men det er ikke noget, jeg nogensinde har mødt som en hindring. Jeg ser det som en styrke for mig selv. Jeg er stolt af at være RUC’er og synes, at de frie rammer har givet så meget mening. Jeg ser generelt universitetet som værende en form for ballast, man tager med videre, mere end jeg ser det som en fordel, at jeg har studeret Kommunikation, Informatik eller Performance Design.«

Her på den anden side af din uddannelse, hvad er så dit bedste råd til RUC-studerende?

»Det er et godt spørgsmål. Jeg synes generelt, der er for mange studerende, som vælger en lidt for sikker vej. Man kan virkelig teste sig selv, mens man er studerende, fordi man får sin SU og på den måde er økonomisk sikret. Så man burde i højere grad gå ud og deltage i noget frivilligt arbejde. Prøve at gøre noget selv eller deltage i foreningsarbejde. Mens jeg var studerende, solgte jeg i en lang periode oplæg om det, jeg nærmest lige havde lært. Da jeg havde haft et enkelt kursus i retorik, begyndte jeg at sælge oplæg om retorik. Man er nødt til komme ud og begynde at få det netværk, som skal ansætte énbagefter. Det er, som om dagpenge er blevet en form for ret for nyuddannede akademikere. Alle snakker om, at de skal ud på dagpenge, de snakker ikke om, at de skal ud i job. Den mentalitet skal ændres.«

Hvad er dit bedste minde fra RUC?

»Mine bedste minder fra RUC kommer fra mit frivillige arbejde i Reality Bites. Det med at komme ‘nedefra’ og blive taget seriøst af rektoratet, det husker jeg tilbage på med stolthed. At gå op til rektoratet og sige ”Den der mentorordning, som alle har snakket om i ti år, har vi iværksatt, og hvis I lige gider at give os 100.000 kroner om året for det, fordi vi skal købe rødvin og pizza til alle mentorerne, så gider vi godt fortsætte med arbejdet” og så se et universitet, der bakker op om det, det syntes jeg, var fedt. Når man kommer med noget seriøst, så får man også noget seriøst tilbage.«

Hvad kan RUC, som de andre universiteter ikke kan?

»RUC lægger op til, at de studerende i højere grad selv overvejer, hvad de vil, og hvorfor de vil det. Det burde skabe et mindset hos de studerende, som er lidt mere frittænkende og selvstændigt. Når det er sagt, er det min klare holdning, at man også uddanner nogle af de dårligste kandidater på RUC, man kan finde i Danmark. Men det er fordi, man på mange måder kan snyde sig igennem systemet. Jeg oplevede i hvert fald på mine sidste semestre på kandidaten at komme i gruppe med nogle, jeg ikke kendte på forhånd, som var nogle kæmpe slackere. Så man hiver også nogle af de trælse typer med, som aldrig burde være kommet så langt i systemet – det er en af RUC’s helt klare svagheder, at man får hevet for meget revl og krat med. De lærer sikkert også et eller andet, som de kan bruge et eller andet sted på arbejdsmarkedet, men det er bare ikke i min virksomhed, man bliver ansat, hvis man har slacket sig hele vejen igennem. Jeg gider godt at have dem, som kom til at gabe over for store projekter, eller som kom til at arbejde for meget, fordi de syntes, at det var spændende. Og dem findes der også rigtig mange af på RUC, og det er jo dem, man gerne vil have.«

Hvad er succes for dig?

»Succes for mig er at stå op hver dag og have den følelse, at det jeg gør, er spændende. Jeg er helt klart den lavest lønnede i det her firma, men det er fordi, jeg tror så meget på projektet og konceptet. Jeg tror på, at vi nok skal nå hen, hvor det begynder at blive meget sjovere at være chef. Så succes for mig er, at der ikke er nogen, der bestemmer, hvad jeg skal; men at jeg får lov til selv at bestemme. Jeg er nødt til at sige, at jeg synes, det hele har været lidt heldigt. Men jeg tror, det handler om at opsøge heldet og være på, når muligheden byder sig.«