Når Jordan Peterson den 6. november kommer til København, er det i en rolle, som de færreste universitetsfolk kommer til at indtage.

Den 56-årige psykologiprofessor fra University of Toronto skal optræde på et udsolgt Bremen Teater. Her vil de 648 pladser formentlig hovedsageligt være besat af mænd. For Peterson er på rekordtid blevet et ikon for dele af den værdikonservative højrefløj og den nyere og mere ekstreme del af mandebevægelsen, der har taget udsagn som ‘Ideen om, at kvinder er blevet undertrykt gennem historien, er en frastødende teori’ til sig. 

Flittig professor
Jordan Peterson har altid været flittig. Ved siden af professortjansen har han både udviklet psykologiske tests, drevet klinik og skrevet langt over 100 videnskabelige artikler foruden en bog om religiøse og politiske trossystemers indvirkning på samfundet. Han har i årevis været en ihærdig samfundsdebattør, der er gået i rette med det, han opfatter dels som politisk korrekthed og dels som frygten for racisme og kulturel appropriation. Selv om han af og til markerede sig i mainstreammedier og drev en moderat populær YouTube-kanal, nåede han dog ikke langt ud over rampen – indtil den 27. oktober 2016.

Det canadiske parlament vedtog kort forinden et tillæg til landets straffe- og antidiskriminations-love, der tilføjede kønsidentitet til listen over forhold, der skulle beskyttes mod diskrimination. Samtidig kundgjorde University of Toronto, at alle medarbejdere skulle gennem et obligatorisk antidiskriminations-kursus.

Peterson, der efter nogle år på Havard blev ansat i Toronto i 1998, havde i årevis forsket i autoritære systemer. Nu var han bekymret og vred, fortalte han i videoen ‘Professor mod politisk korrekthed’.  Han mente, at lovgivningen og universitetskurset var et forsøg på at skabe politisk ensretning. Det var statens marxistisk prægede forsøg på at få alle til at bruge det samme holdningsprægede sprog, fordi man fremover skulle bruge de køns- og personbetegnelser, som andre ønskede anvendt.

”Jeg ved en del om, hvordan totalitære og autoritære politiske stater udvikler sig. Og det forekommer mig, at jeg ser noget af det ske lige nu,” sagde han blandt andet.

Lærergrupper, fakultetsledelse og studentergrupper opfordrede ham til at fjerne videoen, men ret hurtigt fik han støtte fra andre kollegaer og elever, der mente, at professor Peterson repræsenterede en nødvendig dæmning mod de politisk korrekte strømninger.

Se den omtalte youtube-video her:

‘Køn er køn’

For Peterson stod der også en rent faglig interesse på spil. Han mener ganske simpelt, at køn er biologisk. Opfattelsen af køn som en social konstruktion eller en individuel opfattelse er forkert.

”Det er ikke en alternativ hypotese. Det er en forkert hypotese. Det er derfor, de forbandede sociale krigere prøver at få det gjort til lov. De implementerer et socialkonstruktivistisk syn på menneskeheden som lovgivning,” har han sagt til Toronto Life.

Hen over de næste måneder spredte diskussionerne sig fra universitetsgangene til først lokale og siden nationale medier, mens videoen og dens efterfølgere blev set i titusindvis af gange. I USA faldt Petersons hårde udfald mod marxister i rigtig god jord hos både konservative kommentatorer, og hos mere ekstreme grupper inden for især mandebevægelsen blev man begejstret for hans kamp mod feminisme, positiv særbehandling og andet, der truer den hvide heteroseksuelle mands magtposition. Jordan Petersons videoer og forelæsninger landede i en jord, der siden 1990erne var blevet gødet med krav om ligeberettigelse for blandt andet homoseksuelle, transkønnede, kvinder og forskellige etniciteter. At Jordan Peterson oven i købet italesatte sine kritikere og modstandere som social justice warriors og marxister, imens han gik i rette med tanken om white privilege, gjorde ham ikke mindre populær. 

Bestseller
I januar i år udgav han bogen ’12 Regler for Livet’, der havde været fem år undervejs.  Bogen, som er en form for selvhjælpsbog til mænd, er en international bestseller og selve årsagen til, at han kommer til København. Den trækker på udsagn fra blandt andet Biblen, ældre litteratur og filosoffer, helt tilbage fra antikken og frem, kombineret med teorier fra kognitionslære og viden om hjernens kemi, og den har fundet et stort publikum blandt især yngre mænd.
Bogen er også rig på gammeldags, faderlig snusfornuft – den indledes med et råd om, at læseren skal rette sig op og skyde skuldrene tilbage. Kommentatorer har påpeget, at Peterson indtager en slags faderrolle.

”De underforståede læsere er mænd, som føler sig faderløse og ensomme, som flyder i et kaotisk, moralsk vakuum, og som konstant udkonkurreres og ydmyges af kvinder … Peterson tilbyder bekræftelse til mænd, som samfundet forsøger at omskabe til demaskuliniserede snefnug,” skriver journalist og klummeskribent David Brooks for eksempel i New York Times.

Ikke alle er begejstrede for hans omgang med forskningsresultater fra flere forskellige discipliner, for visse kritiske røster beskylder ham for at bruge det gods, der gavner hans sag og ignorere andet.

”Han kombinerer en ’sund fornuft’-tilgang med (det, der ligner) kold, videnskabelig argumentation og med en bitter vrede over en trussel mod vore samfunds liberale baser. Hans udgangspunkt er ‘Nu er det nok! Jeg kan ikke længere holde det ud!’” skrev den slovenske filosof Zlavoj Zizek, der selv er venstrefløjens for tiden mest omtalte public intellectual, i Independent i februar. Her giver han også et bud på, hvorfor Peterson har en gennemslagskraft, man ellers ikke finder på venstrefløjen for tiden.

”Peterson sætter ord på det, mange af os føler, går galt i det politisk korrekte univers’ besættelse af reguleringer – problemet med ham er ikke hans teorier, men de delvise sandheder, der understøtter dem,” skriver Zizek og påpeger, at han dermed rammer den fornægtelse af kønsforskelle og etnisk-kulturelle forskelle, der ofte ses hos venstrefløjen.

Plukker fra hylderne
Peterson rammes også af hård kritik – ikke mindst, når han forbinder kvinder med kaos og benægter eksistensen af kvindeundertrykkelse. I sin bog taler han, ifølge et interview med den amerikanske filosofiprofessor Kate Manne, om den følelse af vrede, der kan ramme unge mænd. Den kan enten skyldes umodenhed, eller at mændene reelt er undertrykte eller bliver udnyttede.

»Men der er en tredje mulighed,« siger Kate Manne i et interview med Vox. »Folk bliver ofte vrede, fordi de føler, at de ud fra vedtagne sociale normer får en dårlig behandling, selv om det reelt skyldes, at andre er ved at opnå en mere fair behandling. Hvis du er vant til urimelige fordele, vil lighed kunne føles som undertrykkelse«.

Jordan Peterson kritiseres desuden for at plukke, hvad han kan bruge, fra litteratur, filosofi og videnskab.

»Han bruger kognitionsforskning, han bruger kemi, han bruger filosofi. Han tager det, der passer ham ned fra hylden og efterlader resten. Men i virkeligheden er han blot en traditionalist med et patriarkalsk syn på verden, og det ser man for eksempel, når han tager Biblens ord som udgangspunkt for kønnenes adfærd,« siger Erik Svendsen.

Hans kollega, videnskabshistoriker Aksel Haaning, har en mere positiv udlægning – vel at mærke af akademikeren Peterson.

»Han udtrykker, at det postmoderne er brændt ud og er blevet erstattet af en tomhedsfornemmelse. Derfor trækker han på en dybere historie, der er længere end den, vi ellers har vænnet os til. Han henviser til filosoffer fra både antikken og fra oplysningstiden, han trækker på hele Vestens litteraturhistorie, og han minder os om, at vi har en lang og fantastisk fortid, som vi ellers ikke forholder os til i postmodernismen. Jeg tror, at det tiltaler mange af hans yngre følgere, for de vil gerne igen have adgang til mentalitetshistorien, som dekonstruktivisterne ellers har afmonteret,« siger Aksel Haaning, der mener, at public intellectuals er vigtige.

»Det intellektuelle har generelt lidt et prestigetab i den offentlige befolkning, hvor man for over 10 år siden pludselig begyndte at bruge ’ekspert’ som et negativt begreb. Derfor er det vigtigt, at man har intellektuelle, der kan markere sig individuelt og slå igennem,« siger Aksel Haaning og fortsætter: »Om Jordan Peterson skaber konflikt er strengt taget ikke hans problem. Desuden har vi en tendens til at se diskussioner som noget negativt, der udstiller demokratiet som svagt. Men det, der kendetegner demokratiet, er netop, at uenigheden kommer til orde. At uenighed bliver udstillet er et plus, og det er noget, vi kan være stolte af,« siger Aksel Haaning. 

Erik Svendsen er enig i, at public intellectuals er afgørende for debatten.

»De er meget vigtige i demokratiet, for de er med til at sætte dagsordenen for, hvordan vores verden udvikler sig. Deres referencer vitaliserer vores måde at tænke på, og de bliver brobyggere mellem universiteternes viden og den almindelige offentlige diskussion.«