Vi mødes på en regnfuld efterårsdag. Temperaturen er faldet drastisk de seneste par dage, og man kan mærke den bidende efterårskulde komme snigende. Og det er netop temperatursvingninger og klimaforandringer, der optager Stefan Gaarsmand Jacobsen. Han er historieforsker på RUC, bogaktuel med ”Climate Justice and the Economy”, (udgivet på forlaget Routledge) og har netop vundet Hal Koch-prisen for at skabe en demokratisk debat om klimaet.

Begge opråb vækker opsigt i forskerverdenen, da et af deres budskaber er at gentænke vækstøkonomien, så den ikke tilsidesætter klimaet. Stefan Gaarsmand Jacobsen mener, at et sådant opråb er den helt rigtige vej at gå, når handlemulighederne for at rette op på klodens klima er ved at slippe op.

»Vi har stadig et vindue til at handle afgørende på de klimaforandringer, der er, men det kræver en anden måde at tænke på end den, der bliver lagt til grund for hovedparten af EU’s klimapolitik og økonomiske politik,« siger han og uddyber:

 »Der sker et clash mellem forestillingen om markedsligevægt og forestillingen om ligevægt af jordens økosystemer.« 

Stefan Gaarsmand Jacobsen mener, at en af de ting, der kan få politikerne til at tænke anderledes, er at får dem til at tænke tværfagligt. Forholdet mellem det naturvidenskabelige felt og det økonomiske felt skal balanceres.

»Der er en forståelseskløft mellem det naturvidenskabelige felt og det økonomiske felt, som forvirrer den politiske debat, og som vi er nødt til at gøre noget ved. Så det gik op for mig, at vi med fordel kunne være flere til at løfte de problemstillinger.«

Stefan Gaarsmand Jacobsen mener, at hans historiske syn på verden kan være med til at udfylde denne såkaldte forståelseskløft og dermed sætte gang i den offentlige debat om klimadagsordenen. Han mener, at han som historiker kan belyse, hvordan økonomer og naturvidenskabelige forskere gennem tiden har haft helt forskellige tilgange, når det kommer til præsentationen af deres viden om klimaet over for det politiske system. Stefan Gaarsmand Jacobsen er overbevist om, at det ikke gavner klimaet, at videnskabsfelterne lukker sig inde i deres egen boble uden at involvere de andre vidensfelter.  

»Jeg har gennem min forskning foretaget kritiske studier af de økonomiske modellers udvikling. Samtidig har jeg fra min studietid været drevet af en interesse for forholdet mellem økonomisk tænkning og global ulighed i historien,« siger han. 

One Size Fits All

For Stefan Gaarsmand Jacobsen har klimaspørgsmålet ikke altid været på hans radar. Han er uddannet fra Institut for Idehistorie ved Aarhus Universitet, og som 24-årig nyudklækket ph.d.-studerende fokuserede han blandt andet på, hvordan Kina blev en inspiration til en idealmodel for europæernes økonomi og samfund op gennem det 18. århundrede. 

Stefan Gaarsmand Jacobsens mener, at denne kinesiske idealmodel var med til at danne de universelle principper for den vestlige økonomi, der eksisterer den dag i dag. Han mener også, at der i for høj grad fokuseres på ”One Size Fits All”-modeller, der skal løse økonomiske problemer af en hvilken som helst karakter, samt at mange økonomer mangler blik for historisk ulighed og ikke mindst kulturelle forskelle, når de udvikler nye modeller: 

»Jeg er blevet interesseret i at se på, hvad de naturvidenskabelige klimamodeller fortæller os om nødvendige samfundsforandringer i forhold til de antagelser om fremtiden, der ligger i de økonomiske modeller,« siger han. 

Har rige lande et ansvar? 

Det er også her, Stefan Gaarsmand Jacobsens ser en kobling mellem global historie og klimaretfærdighed. Han fokuserer på, om der har været et politisk stridspunkt, og om man som et rigt land historisk set har ansvar for klimaudviklingen eller ej. 

»Her giver det mening for en historiker at gå bagom de mange diskussioner, der har været om økosystemer og økonomisk udvikling siden 70’erne samt de eksplicitte kampe om klimapolitik siden 90’erne,« siger han. 

Det var dog først, da han hørte om demonstrationerne i 2009 ved COP 15-mødet, at han sporede sig ind på klimaproblematikken. Det var i første omgang kun som tilskuer, indtil det gik op for ham, at klimaforskningen også havde brug for flere kræfter fra humaniora, idet han mener, at humaniora er brobyggeren mellem det naturvidenskabelige felt og det økonomiske felt. 

Ruske op i det gamle 

Nobelprisen i økonomi gik i år til økonomen William Nordhaus, som er stærk tilhænger af og forsvarer for vækstøkonomien. Nordhaus har været med til at udvikle de tidlige klimaøkonomiske modeller i 1970’erne, og derfor kan Stefan Gaarsmand Jacobsen ikke lade være med at spekulere på, hvorvidt tildelingen af prisen til ham er et modsvar på klimaopråbet i Europa.  

»Selvsamme år, hvor vi kommer med et klimaopråb, tilfalder nobelprisen William Nordhaus. Det tror jeg ikke på, er et tilfælde,« siger han.

Prisen kunne ifølge Stefan Gaarsmand Jacobsen ses som den økonomiske elites forsøg på at pointere, at de økonomiske modeller har haft styr på klimaspørgsmålet siden 70’erne og stadig har det. En tydelig kontrast til de videnskabelige discipliners angreb på den stålsatte hypotese om, at vækst globalt kan afkobles fra klimaforandringer. 

Derfor syntes han også, at det lige nu er vigtigt som historiker at vise, hvad der er på spil i nutidens klimadebat. Og det gør han ved at kigge på historien, der går forud for økonomien og klimaet. 

At kigge historisk på økonomien og klimaet er nemlig et glimrende eksempel på, at tværfaglighed er vejen frem. Det var også derfor, Stefan Gaarsmand Jacobsen i sin tid landede på RUC. Her kan man ifølge ham, række ud til kollegaer og kaste lys over komplekse spørgsmål:

»RUC passer mig rigtigt godt. Forholdene her giver en helt anden basis for videnskab og samtidig muligheden for at undgå siloerne mellem vidensfelterne.« 

Han mener, at det er vigtigt at finde overlappende områder mellem forskerfelterne for derefter at få dem belyst og debatteret. Derved undgår man clashes og opnår i stedet frugtbare diskussioner. 

Vinduet lukker 

Stefan Gaarsmand Jacobsen er i sin bog også meget fokuseret på klimaorganisationer, der er presset på tid og derfor konstant er nødt til at skifte aktivisme-tilgang. Han mener dog, at ansvaret ikke skal placeres hos den enkelte, men at løsningerne skal ske på et højere, politisk plan. 

Den bedste klimaforskning er at kigge på de strukturelle spørgsmål: 

”Det kan lamme klimadebatten at skubbe ansvaret over på enkelte individer. Det kan skabe skyldfølelse frem for handling,« siger han som svar på, om løsningen på klimaproblemerne skal ske ved de enkelte borgeres middagsborde. For hvis vi vil gøre noget, så er det underligt at starte, hvor der er mindst magt: 

»Vi skal kigge på, hvordan vi indretter vores økonomi. Gentænke, debattere og demokratisere økonomien både fra toppen og fra bunden.« 

 En ting er helt sikkert, og det er at vi skal gøre noget ved klimaet nu. Som Stefan også understreger:

»Vi er kommet tæt på nogle planetære grænser, vi ikke troede, vi ville nå. På et tidspunkt bliver det nødvendigt med en for vanvittig nedskæring af CO2 om året. På et tidspunkt lukker vinduerne,« siger han og tilføjer:

»Der er kun én planet. En stor skude skal vendes.«