‘Nyt forskningscenter skal undersøge virtual reality’s pædagogiske evner’ 
22.11.2018

Nyt forskningscenter skal undersøge virtual reality’s pædagogiske evner

A
Aktuelt
22.11.2018
6 min
Foto: RUC kommunikation
Der er kun sparsom dokumentation for, hvorvidt virtual reality virker i undervisningen. Det vil RUC’s nye Center for Virtuelle Læringsteknologier gøre op med – det næste år skal studerende og undervisere teste brugen af de virtuelle briller i de naturvidenskabelige fag.

Skrevet af

Nadia Claudi

Journalist

De fleste forbinder virtual reality med underholdningsindustrien og forlystelsesparker. Men det er en teknologi, der i stigende grad vinder indpas inden for forskning og undervisning. Senest på RUC, hvor uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) torsdag den 15. november, fulgt af en skare af forskere og studerende i hvide kitler, iførte sig et sæt nye VR-briller.

Professor Jesper Troelsen introducerer minister Tommy Ahlers til VR-simulationer i laboratoriet på RUC.

VR-brillerne er en del af repertoiret på RUC’s nyåbnede Center for Virtuelle Læringsteknologier. Med 20 mio. kr. i ryggen fra Uddannelses og Forskningsministeriet skal det udvikle virtuelle læringsteknologier og undersøge, hvordan – og om – de virker i undervisningen.

»Brugen af virtual reality kan potentielt set åbne op for nogle nye muligheder i undervisningen. For eksempel kan 1. semester-studerende få lov til at arbejde med stamceller; noget, der ellers kun er mulighed for på specialet. Og de kan øve sig i forsøg forud for de ægte laboratorieforsøg,« fortæller Per Jepsen, der er lektor ph.d. på Institut for Naturvidenskab og Miljø på RUC. Han er projektleder på Center for Virtuelle Læringsteknologier og står for at implementere og teste VR i instituttets naturvidenskabelige uddannelse.  

Det kommer til at foregå i næste semester (forår 2019) i allerede eksisterende naturvidenskabelige kurser, og efter sommeren 2019 vil instituttet udbyde mere målrettede kurser, hvor de udnytter den erfaring, de har opnået fra det foregående semester med brugen af VR i undervisningen.

»Brugen af virtual reality kan potentielt set åbne op for nogle nye muligheder i undervisningen.«

Per Jepsen, ph.d. på Institut for Naturvidenskab og Miljø og projektleder på Center for Virtuelle Læringsteknologier på RUC.

»Jeg har endnu ikke prøvet at bruge VR konkret i et kursus, men jeg har prøvet teknologien af med nogle af de studerende. Og der ser jeg den fordel, at de studerende bliver vildt begejstrede over teknologien. De bliver så opslugt, at de glemmer tiden,« siger Per Jepsen. Han har derfor en forventning om, at VR vil være en ekstra motivationsfaktor.

»De studerende vil formentlig være bedre til at holde fokus. Hvis man sidder ved en computer, så kan Messenger og alt muligt andet jo poppe op og forstyrre. Men i virtual reality-verdenen er man fuldstændig uforstyrret, og i forhold til det har jeg store forventninger til, at man får et læringsudbytte,« vurderer Per Jepsen. 

Uddannelses og forskningsminister Tommy Ahlers fortæller, hvordan det var at have VR-brillerne.

Samme forhåbning har professor Jesper Troelsen fra Institut for Naturvidenskab og Miljø på RUC. Han er faggruppeleder for instituttets molekylær-medicinal-gruppe og er en af de undervisere, der skal bruge VR i sin undervisning i forårssemestret 2019.

»Mange af de studerende er jo vokset op med iPad og smartphones, så det er et sprog, som de er vant til at bruge, og det vil vi gerne udnytte. Vi er jo interesserede i at bruge så mange kneb som muligt for at gøre de studerende bedre. Og her er virtual reality så det sidste skud på stammen. Hvorvidt det virker som et pædagogisk værktøj, det ved vi så ikke endnu, det må tiden vise,« siger professor Jesper Troelsen.

»Man skal nok være forsigtig med allerede nu at sige, at der er mange positive effekter af VR i undervisningen. Hvis man slår det for stort op, så bliver folk bare skuffede«.

Lasse Jensen, ph.d.-studerende på Center for Online and Blended Learning og Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Ingen dokumenteret effekt

Og hvis der er én ting, der er sikker inden for brugen af virtual reality i undervisningen, så er det, at intet er sikkert. Sådan lyder det fra Lasse Jensen, ph.d.-studerende på Center for Online and Blended Learning og Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Han har gennemgået de få studier, der eksisterer inden for brugen af VR-briller i undervisningen. Og der er ikke meget evidens for, at virtual reality rent faktisk virker i undervisningen, lyder hans vurdering.

»Det er rigtig godt, at RUC vil forske i VR som læringsteknologi, for det er vigtigt og mangler i høj grad. Men man skal nok være forsigtig med allerede nu at sige, at der er mange positive effekter af VR i undervisningen. Hvis man slår det for stort op, så bliver folk bare skuffede,« siger Lasse Jensen.

Meget tyder på, at de studerende vil kunne lære de samme ting foran computerskærmen, som de vil kunne i et virtual reality-univers. Vel at mærke uden at mærke de negative følger, som VR-brillen kan give:

»Der er mange, der bliver overvældede af at få brillerne på, og nogle får ondt i hovedet. Man skal også tænke på, at underviseren ikke er med inde i det virtuelle rum, og det kan være et stort tab for undervisningen. Desuden ser man ofte, at de studerende måske nok bliver bedre til at ’spille simulationen’ i det virtuelle rum, men det gør dem ikke nødvendigvis bedre i den virkelige verden,« siger Lasse Jensen.

En anden udfordring er, at VR-simuleringer i dag er så dyre at producere, at de oftest bliver lavet som en one-size-fits-all-model. 

»Vi mangler en løsning, hvor underviserne selv kan gå ind og iværksætte eller opdatere simuleringerne. Undervisning på universitetet har ofte behov for at blive opdateret, og det passer dårligt med et medie, der koster rigtig mange penge at producere. Det er en dyr og ufleksibel løsning,« siger han.

»Jeg tror, teknogiens største hurdle er, at den ikke er brugervenlig nok. Folk som mig har ikke værktøjerne til selv at udvikle simuleringerne.«

Jesper Troelsen, professor på Institut for Naturvidenskab og Miljø på RUC

VR skal være mere tilgængelig

Netop en mere brugervenlig teknologi er noget, som professor på RUC Jesper Troelsen efterlyser. På den måde vil han kunne skabe VR-simuleringer, som handler om lige præcis det emne, han har brug for i sin undervisning, og som tilmed foregår i et virtuelt laboratorie, der ligner hans eget virkelige laboratorie.

»Jeg tror, teknogiens største hurdle er, at den ikke er brugervenlig nok. Folk som mig har ikke værktøjerne til selv at udvikle simuleringerne. Og så er det overladt til firmaer, der sidder med musklerne til at udvikle de her ting,« siger han.

Det er en begrænsning, som RUC’s nye Center for Virtuelle Læringsteknologier allerede har fået øje på. 

Når studerende og undervisere skal prøve kræfter med VR, vil de derfor blive fulgt nøje af post.doc på Institut for Mennesker og Teknologi på RUC, Prajakt Pande. Han er projektleder inden for centrets forskning i virtuelle læringsteknologer og står for at undersøge, om VR nu også har den ønskede effekt i læring og undervisning. Samtidig skal han stå i spidsen for et andet projekt, der går ud på at udvikle RUC’s egne virtuelle simuleringer.

Det er det danske tech-firma Labster, der har udviklet de VR-simulationer, som RUC kommer til at bruge i deres naturvidenskabelige uddannelser. VR-simulationerne lader dig eksempelvis gå på opdagelse i et laboratorie eller komme helt tæt på for eksempel en stamcelle.

»Vi har ikke mulighed for at gå ind og ændre ved de simuleringer, som vi har købt af Labster, og det er en stor begrænsning. Hvis vi virkelig skal blive klogere på, hvorvidt VR er gavnligt i undervisningen eller ej, så har vi behov for at efterprøve VR i form af flere forskellige simulationer. Og Labster tilbyder kun én form for simulation. Derfor vil vi også designe og teste vores egne simulationer – et arbejde, der rækker langt ud i fremtiden,« fortæller Prajakt Pande.

Uanset hvad, vil hverken VR eller andre digitale løsninger kunne erstatte reelle laboratorieforsøg. Værktøjer som VR vil altid være et supplement til undervisningen – ikke en erstatning for den, lyder det fra professor og underviser på RUC, Jesper Troelsen.

»Hvis man gerne vil have en eksperimental uddannelse, som vores fag er, så er der noget håndværk i det. Man skal kunne betjene nogle apparater og pipetter samt kende følelsen af at holde værktøjet i hånden og skrue på tingene,« siger han.

Det er projektleder på Center for Virtuelle Læringsteknologier Per Jepsen enig i:

»VR vil aldrig nogensinde kunne erstatte laboratorieforsøg. Det byder på flere strenge at spille på i vores undervisning, og intet andet,« understreger han.