Det andet gæstebesøg er på etnografistudiet i Aarhus; det, der i dag hedder Antropologi. Her skal man have et tårnhøjt snit, og det kan man mærke på de studerende, som læser her. De er lidt selvhøjtidelige, tænker Kristine Niss som 18-19 årig. Dette blev en af grundene til, at det heller ikke blev etnografi, hun skulle studere.

Til sidst, gennem nogle venner fra det elevpolitiske arbejde, som hun var involveret i på sit gymnasie, hørte hun om RUC. Og det skulle vise sig at være et lykkeligt valg.

Kristine Niss er i dag 43 år. Hun startede på Natbas i 1996, dimitterede syv år senere og blev så ansat som adjunkt i 2007. RUC var kærlighed ved første blik, som hun selv beskriver det.

På RUC var der plads til at lade nysgerrigheden spire gennem naturvidenskabelige problemer, hvor et problem ikke kun er noget, der skal fikses, men lige så meget betyder en gåde eller et stort spørgsmål. Man arbejder systematisk med den naturvidenskabelige metode og bliver tvunget til at reflekterer over styrker og begrænsninger i metoden. Sidst, men ikke mindst, indgår man i forpligtende fællesskaber, der er en stor del af studiemiljøet gennem blandt andet gruppearbejdet.

Fællesskabet på RUC

Det er nogle af de samme grunde, der gør, at hun stadig er at finde på RUC i dag, bare som professor i stedet for studerende.

»Jeg kan ikke huske, hvornår i løbet af min universitetstid, jeg fandt ud af, at jeg gerne ville være forsker. Jeg tror også, at jeg bare gerne ville være på RUC. Jeg ville gerne forske på RUC og være en del af det fællesskab,« fortæller hun.

Særligt forskergruppen IMFUFA trak i hende. IMFUFA (Læs: Institut for Matematik og Fysik samt deres rolle i Undervisning Forskning og Anvendelse) er en faggruppe eller forskergruppe på Roskilde Universitet, som består af alle matematikere og fysikere på RUC, det vil sige alle de forskere og overbygningsstuderende, der sidder i bygning 27.

»Noget af det, der kendetegner IMFUFA, er, at vi har et tæt fagligt fællesskab også med de studerende og vores tekniske personale,« fortæller hun og tilføjer: »Desuden har vi en række traditioner med interne diskussionsseminarer og fester, hvor både studerende og ansatte deltager.«

De forpligtende fællesskaber giver Kristine Niss tryghed, stolthed og glæde.

»Jeg kan også godt lide at sidde alene med mine tanker, men det at gøre noget, man synes er meningsfuldt, sammen med andre mennesker, det synes jeg helt grundlæggende giver glæde og værdi i livet,« fortæller hun.

Og det er denne glæde og stolthed hun blandt andet oplever, når hun arbejder sammen med sin kollega Bo Jakobsen. Imellem de to er der tillid og tryghed til at udvikle ideer. Der er ikke frygt for at blive dømt, hvis det arbejde, man leverer, ikke er helt perfekt.

»Jeg er ikke bange for at levere noget dårligt til ham, for så siger han det. Og han tænker ikke mindre om mig. Jeg ved, det bliver i orden, inden vi leverer det ud til den store verden, det vil ikke ændre hans måde at tænke om mig på og omvendt,« siger hun.

Nu forsker hun i væskers konsistens, fordi det er en hvid plet på landkortet i vores grundlæggende forståelse af verden.

»Vi har en god forståelse for, hvorfor og ved hvilken temperatur et stof smelter, altså går fra fast form til flydende form samt en forståelse for, hvornår det fordamper, altså går fra flydende til gas,« forklarer hun. Molekylerne eller atomerne i de faste stoffer sidder i et ordnet gitter, hvilket gør dem håndterlige at regne på. I gasserne er der ingen orden i atomerne eller molekylerne; til gengæld sidder de langt nok fra hinanden til, at det er muligt at regne på dem også. I væsken sidder molekylerne og atomerne meget tæt og er ikke i et ordnet gitter, derfor er væsker mere komplicerede, og der er ikke en grundlæggende model for dem, som der er med faste stoffer og gas, uddyber hun.

En stor drivkraft i Kristine Niss’ virke er den menneskelige nysgerrighed og behovet for at vide mere. Men forskningsarbejdet er samtidig relevant for hende, fordi det er vigtigt på helt konkrete områder, eksempelvis hvordan man mindsker rullemodstanden i asfalt, eller hvordan medicin kommer bedst ind i den menneskelige krop.

Ph.d. i Paris

Efter syv år på RUC og en altomsluttende passion for at lære så meget, hun kunne, om fysikken, virkede det helt naturligt for Kristine Niss at skrive en Ph.d. Ikke for selve titlens skyld, men fordi hun stadig hungrede efter at lære mere om fysikken.

»Når jeg nu læste fysik, ville jeg gerne være bedst til det. Det er man jo ikke, det ved jeg godt. Men det var naturligt for mig at skrive en Ph.d.,« fortæller hun og tilføjer: »Jeg ville gerne skrive en Ph.d., fordi jeg syntes, at det, jeg beskæftigede mig med, var sjovt. Det var ikke karrieretanken, der lå bag.«

Til en konference som specialestuderende møder Kristine Niss en fransk forsker, Christiane Alba-Simionesco, der ved en middag med meget vin siger til Kristine Niss, at hun da skal komme til Paris efter specialet og lave en Ph.d. hos hende. Den franske forsker udfører forskning inden for noget, der komplementerer det, som Kristine Niss selv arbejder med på RUC. Blandt andet arbejde Alba-Simionesco i storskalaeksperimenter.

»Hun arbejder med to typer af eksperimenter. Neutronspredning udført ved en forsøgsreaktor, og røntgenspredning udført ved en synkroton. I begge metoder sender man en stråle – neutronstråle eller røntgenstråle – ind på sin prøve og måler så, hvordan strålen kommer ud på den anden side. På den måde får man information om den atomare struktur og dynamik,« forklarer Kristine Niss.

Der var ingen i den forskergruppe, hvor Kristine Niss lavede speciale, der arbejdede med disse eksperimenter, og det, der især tiltrak hende, var, at på de steder, hvor disse eksperimenterne udføres, er der så mange mennesker om forsøgene. Det fællesskab, der er omkring eksperimenterne, tiltrak hende også, og derfor endte hun med at kontakte forskeren og takke ja til tilbudet om at lave en Ph.d. hos hende.

»Jeg syntes, hun var vildt sej og fantastisk, så jeg tog hende på ordet,« siger hun og tilføjer: »Jeg tror, hun blev lidt forskrækket, men hun fik kigget på mit CV, og så syntes hun, det var en god ide«.

Kristine Niss endte med at tilbringe tre år på at lave Ph.d i Paris. Her blev mange timer brugt i en lukket lokale præcis som det fra besøget på Aarhus Universitet i 1994. Dog uden laser. Her handlede om det at forstå sammengængen mellem dynamik, det vil sige bevægelse, i væsker på korte tidsskalaer og lange tidsskaler, altså nanosekunder og minutter.