‘Sådan klarer du både jule- og projektstress’ 
Artikel l 06.12.2018

Sådan klarer du både jule- og projektstress

S
Studieliv
Artikel l 06.12.2018
3 min
Du kan sagtens få lavet dit eksamensprojekt og holde jul med god samvittighed. Vi har samlet nogle gode råd til dig, der skal klare begge dele uden at gå ned med stress.

Skrevet af

Julefreden har sænket sig over det ganske land. Dog lige med undtagelse af de studerendes eksamensperiode, der gerne varer lige lang nok tid til, at juletræsfest og munterhed er en saga blot, når du er færdig med dit projekt. Men julen behøver ikke at være helt tabt på gulvet, bare fordi du har været så fræk at tage dig en uddannelse.

Pas på The Instant Gratification Monkey, når du skal lave projekt!

Vær organiseret

Dem, der har et alt for tæt knyttet bånd til The Instant Gratification Monkey, ved, at planlægningen og udførelsen af en organiseret læsemetode mildest talt er noget af en udfordring. Men i december måned kan du rent faktisk bruge højtiden som en motivationsfaktor og et udmærket redskab til at nå det endelige mål.

Først og fremmest gælder det om at lave en plan. Sæt dig ned, og lav et skema over, hvornår du vil nå hvad.

Sørg for at du planlægger din læsning efter julens sociale arrangementer. På den måde kan du undgå FOMO, fordi der er en julefrokost, du ikke når med til. Herefter skal du sørge for rent faktisk at holde dig til planen. Hvis du gør det, kan du nemlig fejre jul uden at blive ramt af panikmonstret (det findes!).

Prioriter hvem, hvad og hvornår

Onkel Ole må acceptere, at det ikke er ham, der står øverst på listen, når du skal vælge til og fra i julemåneden.

Måske er invitationerne så mange, at du ikke kan nå alle arrangementerne, og så gælder det altså om at sige pænt nej tak. Karrysild hos mormor er – på trods af hyggen – ikke det rationelle middel til det højere mål.

Gør læsningen lidt mere julet

Hvorfor overhovedet behøve at vælge den ene eller den anden mulighed? Eksamensprojekt og jul kan sagtens kombineres. Gå linen ud som ”Basic White Girl”, og bestil alt det gode fra Starbucks’ julemenu. Du skal jo drikke kaffe alligevel. Det bliver dyrt, men dejligt.

Du kan også lave dig en spilleliste propfyldt med al den julemusik, vi alle sammen elsker at hade, og lyt til den, mens du arbejder. Og er der nogensinde nogen, der har skrevet et dårligt projekt med Michael Buble som toastmaster? Tror vi vist nok ikke!

Tag hjem til mor og far

Hvis der virkelig skal kæles om dig, så er det bedste trick måske i virkeligheden at tage hjem til mor og far.

Og det er altså okay at gøre ligegyldigt, hvor gammel du er. De bliver kun glade for at se dig. Også selvom du gemmer dig væk på det, der engang var dit værelse, men nu er mors walk-in closet og kun kommer ud, fordi far har bagt æbleskiver.

Bonus: Vasketøj, mad og alt andet praktisk bliver højst sandsynligt ordnet for dig.

Jul på budget

Julen varer længe, koster mange penge. Meld klart ud, hvis økonomien er stram. Ingen gaver i år! Det kan godt være, at der bliver lidt tomt under årets juletræ, men det kan lynhurtigt blive en dyr affære at finde på gaver til hele familien. Lad i stedet være. Så sparer du både pengene og den tid, som du skulle have brugt på at købe dem. Og der er sikkert en bedstemor, der vil forbarme sig over dig og give en gave alligevel.

Du kan også komme i god og gratis julestemning ved at besøge et hyggeligt julemarked. Julemarkederne i Nyhavn i København og Den Grå Hal på Christiania koster som altid ingenting. Det samme gælder for den nydelige udstilling i Esrum Kloster. Men hvis du er villig til at betale en skilling for det, kan du komme til jul på både Kronborg, Engetofte Gods og Svenstrup Gods for cirka en 50’er.

Gå i gang i tide

Når det så kommer til rent faktisk at lave dit eksamensprojekt, så er det altid en god idé at komme i gang så tidlig som muligt. Jo mere du udskyder det, jo større chance er der for, at din julemåned ender i stress. Stå tidligt op hver dag – også selv om du bilder dig selv ind, at du er et B-menneske. Start nu og ikke i morgen.

Lidt, men godt

Ingen siger, du behøver, at arbejde ti timer dagligt. Hvis du overholder din plan, kan du med god samvittighed holde små pauser. Pauser der vel at mærke ikke inkluderer en skærm. Hvis du går fra computeren til telefonen, så får din hjerne ikke mulighed for at hvile sig. Få i stedet noget frisk luft, meditér, eller tag en lur.

Lad være med at gå i panik

Selvom der er meget, du skal nå, så undgå at panikke. Hvis den alligevel rammer, og det står helt galt til, så få støtte af din projektgruppe, eller aftal et møde med din underviser eller studievejleder. De står altid klar til at hjælpe dig.

Følg din plan og få lavet dine eksamensprojekter, så du kan nyde juledagene med venner og familie med god samvittighed.

… Eller dump det hele, og gå til reeksamen.

Glædelig jul!