‘50 år efter studenteroprøret er universitetsdemokratiet under pres’ 
Artikel l 20.12.2018

50 år efter studenteroprøret er universitetsdemokratiet under pres

A
Aktuelt
Artikel l 20.12.2018
5 min
Universitetsloven blev i 2011 revideret for at sikre større demokratisk indflydelse på de danske universiteter. Men ifølge flere forskere og debattører går det den modsatte vej.

Skrevet af

Asger Skovdal Jepsen

Journalist og politisk redaktør

Tomek Gjøl

Sigrid Friis Neergaard

Universitetsdemokratiet på de danske universiteter er blevet begrænset 50 år efter studenteroprøret. Det mener en række eksperter og studenterorganisationer.

»Vi har helt klart set, at arven fra 68-oprøret – større demokrati på uddannelserne, og at de studerende kan påvirke deres studier – er ved at blive rullet tilbage. De seneste års universitetspolitik er blevet en indblandingspolitik,« siger forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd, Sana Mahin Doost.

Samme konklusion når uddannelsestænketanken DEA frem til i et notat fra sidste år, hvor graden af medindflydelse på universiteternes medbestemmelse og inddragelse blev målt.

Ifølge notatet oplever medarbejderne på universiteterne, at de, sammenlignet med repræsentanterne fra erhvervslivet, i mindre grad får mulighed for at komme til orde og påvirke beslutninger truffet i bestyrelserne. Desuden viser notatet, at medarbejderne og repræsentanterne er mindre tilfredse med samarbejdet internt i bestyrelserne på universiteterne samt mellem bestyrelserne og institutionernes ledelse. Problemet skyldes ifølge notatet primært en følelse af større ministeriel indgriben i universiteterne blandt de studerende og ansatte.

En lignende bekymring kan spores i et høringssvar til Uddannelses- og Forskningsministeriet fra Djøf og Akademikerne i henholdsvis 2017 og 2014. Svaret anbefaler en ændring af universitetsloven, som giver en større grad af medinddragelse i universitetsarbejdet.

Demokratisk indflydelse på retræte

Kigger man overordnet på de demokratiske handlemuligheder på universiteterne ser det ikke godt ud i forhold til medbestemmelse. Og det er ikke bare i Danmark, men overalt i Europa, ifølge professor Terence Karran, der forsker i universitetspolitik og akademisk frihed for School of Education på det britiske University of Lincoln.

Han uddyber, at graden af medbestemmelse på de europæiske universiteter er faldet de seneste år i takt med indførelsen af hierarkisk ledelse og ministerielle indblandinger i universitetsaffærer. For ham er der i højere grad skabt en kultur blandt ledelserne på universiteterne, som er mere optagede af at varetage eksterne virksomheders interesser end at sikre grundforskning. Dette kommer mest til udtryk ved begrænsninger i formel beskyttelse af forskningsfrihed, hvilket ifølge Terence Karran også har ramt Danmark hårdt. Og der er for ham grund til at tro, at det vil fortsætte.

»Når jeg snakker med kolleger i Danmark, virker det, som om de fleste i det videnskabelige personale finder måder, hvorpå de kan overkomme de værste konsekvenser i indskærpelsen af den formelle beskyttelse og demokratiske medindflydelse. De føler dog, at når de fleste af de nuværende akademiske medarbejdere, der blev ansat i 1960’erne og 1970’erne, går på pension, vil der være en mindre grad af markant modstand over for styringsformerne; med det resultat, at den faktiske beskyttelse af akademisk frihed og demokratisk medindflydelse vil mindskes,« skriver han i en e-mail.

»Vi bliver nødt til at overveje hvilke repræsentanter, vi vil have i universitetsbestyrelserne for at skabe den bedst mulige medinddragelse.«

Bastian Baumann, administrerende direktør for den europæiske akkrediteringsinstitution European Quality Assurance Agency (EQAA)

Ifølge administrerende direktør for den europæiske akkrediteringsinstitution European Quality Assurance Agency (EQAA) Bastian Baumann er der i udgangspunktet ikke noget problem i, at der er forskellige interesser i universitetets bestyrelser, så længe strukturerne reflekterer en bred repræsentation og ikke udelukkende erhvervslivets dagsorden. En overrepræsentation af erhvervsfolk kan i værste fald skævvride den demokratiske indflydelse til udelukkende at være en fordel for virksomheder.

»Vi bliver nødt til at overveje hvilke repræsentanter, vi vil have i universitetsbestyrelserne for at skabe den bedst mulige medinddragelse. Vi bliver nødt til at balancere autonomi og ansvar – både over for de ansatte og de eksterne medlemmer,« siger han.

Bastian Baumann uddyber desuden, at en stor grad af politisk styring af og besparelser på universiteterne er en ulempe, da det går ud over samfundet, som investerer i institutionerne til fremtidens uddannelser. Derfor spår han heller ikke, at Danmarks universitetspolitik bliver succesfuld.

»Den danske model, hvor ministeriet udøver en stor indblanding i de ting, der sker på universiteterne, er ikke holdbar i længden. Det er et symptom på, at man prøver at få en umiddelbar profit på den politiske investering i universiteterne. Det er efter min mening kortsigtet,« siger han.

Selvstyrende institutioner som løsning?

Spørger man Terence Karran, er løsningen klar: For at imødegå paradokserne og konsekvenserne af universitetsloven, må man tage fat om roden af den større problematik, som loven er et symptom på.

Hans forskning viser, at den formelle beskyttelse mod indgriben i medinddragelse på de europæiske universiteter er generelt nedadgående. Dette skyldes primært en logik omkring kommercialisering, som vinder indpas på læreanstalterne. Og selvom Danmark stadigvæk ligger ret højt, hvad angår medindflydelse, er det ifølge Terence Karran på tide at genoverveje den ministerielle styring, som universiteterne er udsat for.

»Hvis den danske regering ønskede det, kunne den sagtens ændre i universitetsloven, så universiteterne blev selvstyrende – Harvard er i princippet styret af dets alumni,« skriver han.

Netop Harvard blev af Akademikerne i deres anbefaling til Uddannelses- og Forskningsministeriet i 2014 fremhævet som et pragteksempel på det, der kaldes shared governance – at ansatte, studerende og bestyrelsen alle har lige meget at skulle sige, når der skal tages beslutninger. Samme model bakker både Terence Karran og Bastian Baumann op om, da et større internt demokratisk samarbejde kan modstå det økonomiske og politiske pres på universiteterne.

»Vi bliver nødt til at forstå vores fællesskaber såvel internt som eksternt. Med en ansvarsfuld ledelse og velfungerende relationer til kolleger og studerende kan vi finde frem til nogle gode løsninger,« siger Bastian Baumann.

»Hvis jeg foreslog dig, at virksomheder skulle drives og ledes som universiteter, ville du med rette kunne indvende, at sådan en idé er tåbelig. Siden dette er tilfældet, hvorfor påpeger folk så ikke, at det er lige så tåbeligt at prøve at styre et universitet som en virksomhed på den måde?«

Terence Karran.

Han mener derfor, at det kan være en god idé og en investering for universiteterne at skabe mere selvstyring og medinddragelse af de respektive organer, medarbejdere og nævn i bestyrelsesarbejdet samt i den daglige drift. Måden, hvorpå universiteterne er styret, er nemlig essentiel for den akademiske og demokratiske frihed på de videregående uddannelser.

Grunden til dette skal findes i mobiliteten hos forskere og studerende, som fra Terence Kerrans perspektiv altid har været stor. Hvis de danske universiteter omlagde deres styrings- og ledelsesmæssige strategier væk fra topstyring, ville de begynde at tiltrække internationale akademikere og studerende til Danmark, da den høje grad af akademisk frihed i miljøet vil tillade dem at udføre undervisning og forskning i verdensklasse.

»Hvis jeg foreslog dig, at virksomheder skulle drives og ledes som universiteter, ville du med rette kunne indvende, at sådan en idé er tåbelig. Siden dette er tilfældet, hvorfor påpeger folk så ikke, at det er lige så tåbeligt at prøve at styre et universitet som en virksomhed på den måde?« spørger Terence Karran.