‘Angst spænder ben for studerende på Roskilde Universitet’ 
21.03.2019

Angst spænder ben for studerende på Roskilde Universitet

A
Aktuelt
21.03.2019
3.50 min
Tegning: Niels Overgaard Christensen
Flere studerende på videregående uddannelser kæmper med angst; samtidig gør fokus på gruppearbejde på Roskilde Universitet studiet til en prøvelse.

Skrevet af

Niels Overgaard Christensen

Journalist og tegner

Angst gør studietiden på Roskilde Universitet til en ekstra udfordring. For de mange studerende er gruppearbejde og præsentationer hverdagskost, men for de studerende, der slås med angst, er det en stor udfordring.

»Jeg kunne mærke, sveden begyndte at dryppe, og mine hænder begyndte at ryste. Jeg tænkte ‘Hvad fanden skal jeg gøre? Jeg skal jo gøre det her’. Der var ikke nogen, der vidste besked. Jeg stod og skulle fremlægge, men efter jeg havde sagt nogle få ord, fik jeg et angstanfald og var nødt til at løbe ud,« siger Jasmin Thorup Schmidt fra Sundhedsfremme og Sundhedsstrategier, samt Pædagogik og Uddannelsesstudier, om en oplevelse, hun havde i undervisningen.

Hun er i gang med 2. semester på kandidaten og har haft social angst hele sit liv. Det fylder meget i hendes studie, eftersom det sociale er en stor del af både kurserne og projektarbejdet på studiet. Jasmin Thorup Schmidt er ikke den eneste, der oplever angst i studiehverdagen.

»Jeg synes, RUC er et tveægget sværd. For på den ene side går RUC rigtig meget op i det sociale, og det er mega fedt; det gør, at man føler sig inkluderet. Men det bevirker til gengæld også, at der kommer meget fokus på det sociale, så netop hvis man har svært ved det sociale, fylder det mere på RUC end på for eksempel KU«, siger Jeanet Schwartz Kuhlman Andersen fra den Humanistiske Bachelor.

Hun oplever angstanfald som følge af, at hun har Aspergers syndrom. Det gør det sociale aspekt af hendes studie til en udfordring – særligt gruppearbejdet, hvor hun før har været nødt til at forlade lokalet på grund af angstanfald.

»Jeg kan godt hjælpe dem et stykke hen ad vejen; men det er hårdt, for jeg ved ikke, om jeg gør det rigtige«

Anita Mac, Lektor i Organisation og Ledelse på RUC

Det sociale pres kan fremtvinge angst

Angst blandt studerende er heller ikke gået personalets opmærksomhed forbi. Lektor i Organisation og Ledelse, Anita Mac, bed mærke i det, da otte studerende i februar kontaktede hende før et kursus og fortalte, at de havde nogle udfordringer, fordi de havde angst.

»Jeg syntes, det var et stort antal, og det skærpede min opmærksomhed,« siger Anita Mac og pointerer, at for et par år siden var der kun tre-fire personer, som kontaktede hende.

Anita Mac ved, at undervisningen kan være presset. Derfor efterspørger hun en måde, hvor hun, som underviser, kan gøre det lettere for studerende, med angst, at deltage i undervisningen. 

»Jeg kan godt hjælpe dem et stykke hen ad vejen; men det er hårdt, for jeg ved ikke, om jeg gør det rigtige,« siger hun og forklarer, at hun prøver at lette presset ved at fortælle sine studerende, at alle er bange for at tale foran en forsamling.

Også Santos Paz Peréz, Studenterrådgivningens psykolog på Roskilde Universitet, har lagt mærke til en stigning i antallet af studerende med angst, siden han startede i 2001.

»Det er et symptom på, hvordan vi møder andre mennesker, fordi man føler, at man skal præstere over for dem,« siger han og forklarer, at der er mere fokus på at skulle være glad og perfekt nu, end der har været før i tiden, og at det går ud over unges psykiske helbred, hvis de konstant orienterer sig efter, hvad andre synes om dem.

»Jeg kunne mærke, sveden begyndte at dryppe, og mine hænder begyndte at ryste. Jeg tænkte: 'Hvad fanden skal jeg gøre? Jeg skal jo gøre det her'.«

Jasmin Thorup Schmidt, kandidatstuderende på RUC

Santos Paz Peréz er ikke alene om den observation.

»Konsekvensen er, at vi får nogle overfladiske studerende,« siger lektor i sociologi Søren Rudbæk Juul fra Aalborg Universitet om det konstante fokus på, hvad andre synes om ens præstation.

Ifølge ham kan det fokus lede til, at de studerende ikke fordyber sig i de emner, de arbejder med:

»Man stresser og er opmærksom på at leve op til, hvad der forventes af en.  Og når alting skal gå hurtigere, er det ikke så underligt, at interessen og fordybelsen får trange kår,« siger han.

Ifølge en rapport fra Sundhedsstyrelsen er der mange unge, som har et dårligt mentalt helbred. Det har Søren Rudbæk Juul lagt mærke til. Han nævner, at 40 pct. af unge kvinder oplyser, af de lider af stress – hvilket kan manifestere sig som angst, eftersom der er en hårfin grænse mellem angst og stress.

På Universiteterne er angst en af de ting, der fylder meget. En statistik fra Studenterrådgivningen viser, at en fjerdedel af alle de studerende i Danmark, der søger timer hos universitetspsykologen, søger timer på grund af angst.