Det er en lille elite af forskere, der vinder kampen om de konkurrenceudsatte midler til forskning.

Det dokumenterer en ny analyse fra Tænketanken DEA og Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet.

Her har man undersøgt, hvordan penge fra for eksempel de offentlige og private fonde, som forskere er i intern konkurrence med hinanden om, fordeler sig i det danske forskningslandskab imellem 2004-2016.

De mest succesfulde 20 procent af den samlede forskerbestand, modtager 90 procent af de konkurrenceudsatte midler, konkluderer analysen.

Tallet er medregnet de forskere, der ikke har fået en bevilling. Men kigger man udelukkende på de forskere, der har fået en bevilling, henter top-20 procent af bevillingsmodtagerne stadig 75 procent af pengene.

De resterende 80 procent af bevillingsmodtagerne må dermed deles om de 25 procent, der er tilbage.

»Analysen bekræfter billedet af, at pengene samler sig på meget få hænder,« siger Maria Theresa Norn, analysechef i DEA.

»Pengene bliver koncentreret inden for nogle etablerede netværk og forskergrupper, og nogle etablerede dagsordener. Hvad det betyder for det samlede forskningssystem, er noget vi bør diskutere,« mener hun.

Det er nemlig ikke nødvendigvis et problem, at forskningsmidlerne er så koncentreret.

Positiv og negativ

På den positive side giver det flere ressourcer til de dygtigste forskere eller forskergrupper, som kan løfte deres forskning til nye højder. Samtidig koncentrerer man pengene hos en gruppe, som umiddelbart har de bedste forudsætninger for at skabe videnskabelige gennembrud.

På den negative side er der en klar overvægt af argumenter i forskningslitteraturen for at sprede midlerne ud, blandt andet for at fremme udviklingen af nye talenter og idéer. Forskning peger også på, at der er et mæthedspunkt i forhold til, hvor mange midler en enkelt forskergruppe kan modtage og stadigvæk løfte sin videnskabelige præstation, forklarer Maria Theresa Norn:

»Når en forskergruppe får flere penge, ser man generelt, at de publicerer mere og får flere citationer, men på et tidspunkt aftager gevinsten ved hver ekstra krone, indtil den på et tidspunkt måske helt forsvinder,« siger hun og tilføjer;

»Forskningen peger på, at mængden af midler, der skal til for at nå dette punkt, ikke nødvendigvis er så høj som de bevillingssummer, nogle forskergrupper tiltrækker i dag.«

I DEA er man især bekymret for, hvad den høje koncentration af forskningsmidler på de fremmeste hænder, betyder for nybruddene i forskning:

»Der er gode grunde til at støtte de dygtige og etablerede forskere, men vi skal også sørge for rimelige vilkår for, at ny ideer kan spire frem. Der er grund til at være bekymret for, om vi gør det i tilstrækkelig grad,« siger Maria Theresa Norn.

Derfor ser DEA gerne, at fondene er mere risikovillige i deres uddelinger, og at dem, der finansierer forskning, bliver bedre til at snakke sammen om, hvem de giver penge til.

»Ikke fordi de nødvendigvis skal koordinere, men vi så gerne, at fondene samarbejder om at undersøge konsekvenserne af deres bevillingstilgange for det samlede forskningssystem. Man kunne også forestille sig, at der afsættes flere midler til risikovillige projekter og til vækstlaget af yngre forskere.«

Det gælder især de private fonde, som har en større frihedsgrad, end de offentlige;

»Så det er positivt at se flere af de private fonde udvikle instrumenter til at støtte mere risikovillig forskning,« siger Maria Theresa Norn.

Projekter og centre

Imellem 2004 og 2016 er der i alt blevet uddelt 53 mia. kroner til forskning fra ekstern side, fordelt på knap 20.000 forskningsbevillinger og 7.500 modtagere.

De konkurrenceudsatte bevillingerne går i overvejende grad til projekter og centre, viser analysen også.

’Projekter’ repræsenterer mere end halvdelen af såvel selve bevillingerne som den samlede bevillingssum. Omvendt tegner 207 ’Center’-bevillinger og 5 ’Mega-center’-bevillinger sig for blot 1 procent af antallet af bevillinger, men knap en fjerdedel af den samlede bevillingssum.

»Når 1 procent af bevillingerne står for 23 procent af den samlede bevillingssum, tegner det et billede af, at man giver mange store bevillinger til få forskere eller forskergrupper. Derfor kunne det være en idé at se nærmere på, hvornår det giver mening at give de her store bevillinger,« siger Maria Theresa Norn.

Det er især Danmarks Grundforskningsfond, der er kendt for at give penge til forskningscentre.

Fondens primære virkemiddel er de såkaldte Centers of Excellence (CoE), der etableres i op til 10 år. Fonden har pt. 39 aktive centre, og en bevilling til et CoE kan ligge på lige fra 50 mio. kroner til at nå godt over 100 mio. kroner.

NAT/TEK/SUND

Ser man desuden på, hvordan pengene fordeler sig på tværs af forskningsområder, bekræfter analysen også billedet af, hvor forskningsmidlerne søger hen.

Der er en meget stærk grad af koncentration af konkurrenceudsatte forskningsmidler på de natur- og sundhedsvidenskabelige samt tekniske områder.

Imens humaniora og samfundsvidenskab tilsammen får omkring 1/4 af statens penge til forskning, står de for blot 6 procent af den samlede bevillingssum og 11 procent af antallet af bevillinger.

Da der generelt er en væsentlig højere grad af konkurrenceudsættelse på NAT/TEK/SUND-områderne, er det ikke overraskende, at de det også er de områder, der vinder flest konkurrenceudsatte penge.

”At forskellene i fordelingerne er så markante, som det er tilfældet, er dog værd at bemærke”, lyder vurderingen i rapporten.

Desuden er bevillinger inden for NAT/TEK/SUND-området generelt større end inden for HUM/SAMF-området, bland andet på grund af krav til faciliteter og instrumenter.