‘Portræt af RUC-forsker Karen Sjørup: At finde sit ståsted i kvindekamp og kernefamilie’ 
Interview l 16.05.2019

Portræt af RUC-forsker Karen Sjørup: At finde sit ståsted i kvindekamp og kernefamilie

A
Aktuelt
Interview l 16.05.2019
11 min
Foto: Dejan Obretkovic
Hvem er mennesket bag forskeren? I denne udgave af RUC Paper kan du møde kønsforsker og lektor emeritus Karen Sjørup, som igennem årtier har været en vigtig stemme i den offentlige debat om ligestilling og køn. Hun fik kvindekamp ind fra barnsben, var ung i 70’erne og kæmpede for kvinders adgang til arbejdsmarkedet. Alligevel har hun aldrig følt sig helt hjemme i rødstrømpernes kvindefællesskaber.

Skrevet af

Nadia Claudi

Journalist

I Karen Sjørups barndomshjem var rollen som husmor ikke særligt eftertragtet.

Livet som hjemmegående var nemlig ikke det liv, som kønsforskerens mor havde håbet på. Hun ville gerne have haft sendt sine tre døtre – Karen, Lene og Ulla – i daginstitution på fuld tid og forfulgt drømmen om et liv som bibliotekar.

Men det var i 1950’erne, kvinderne havde endnu ikke smidt hverken BH’en eller konventionerne, og småbørn blev stadig først og fremmest passet hjemme. Karens Sjørups mor måtte få afløb på anden vis, og hun blev medlem af kommunalbestyrelsen for De Konservative og aktiv i Dansk Kvindesamfund og de konservative kvindekredse i Esbjerg.

Det reddede hendes mor, fortæller Karen Sjørup. Og var med til senere at definere Sjørups eget liv som kvindeforsker, lektor på RUC og fortaler for ligestilling mellem kønnene.

»Kvindekamp har været til stede i hele min opvækst, fordi min mor var så feministisk. Hun havde den holdning, at det var vigtigt, at vi piger fik en uddannelse og kunne forsørge os selv. Vi skulle ikke oplæres til at være husmødre, som hun selv var blevet,« fortæller Karen Sjørup. Ofte var det hendes far, som købte ind på vej hjem fra arbejde, lavede maden og puttede pigerne, fortæller hun.

Hendes far ejede et speditørfirma på havnen i Esbjerg. Det var dengang, hvor lugten af fisk var lig med lugten af penge, og hvor den vestjyske by blev kaldt ”Danmarks Chicago.”

»Der var en særlig ånd over Esbjerg dengang, det var en driftig by,« siger hun.

Sjørups klassekammerater tilhørte da også det bedre borgerskab, og hun og søstrene gik på en privat realskole. Klassekammeraternes forældre var velhavende, og der var prestige i fædrenes titler. Det gjorde også, at kønsforskeren faktisk ikke så lyset i kvindekampen, før barndom og tidlig ungdom var kommet lidt på afstand. Da Karen Sjørup var 12 år, og hendes mor luftede ideen om at starte med at arbejde, krummede hun derfor tæer.

»Jeg var meget imod det og synes, at det var flovt. Dengang var det et udtryk for, at man ikke kunne klare sig økonomisk, hvis ens mor gik på arbejde,« fortæller hun.

»Og så orkede jeg ikke kvindesagen, fordi det i høj grad var min mors verden. Jeg syntes, at det var maskuliniserende. Begge mine forældre var amatørarkæologer, og i weekenden drog de af sted i overalls og med en skovl over skulderen. Og det var så pinligt, at hun så sådan ud,« husker Karen Sjørup om sin mor. Og fortsætter:

»Nogle gange er det svært at have et ydre blik på ens liv, mens det udspiller sig, og det er da ikke noget, jeg er stolt af i dag. Men ja, dengang gik jeg mere op i mine veninder og i drenge end at kæmpe kvindesagen, selv om jeg på ingen måde havde tænkt mig selv at blive hjemmegående husmor,« siger hun.

BLÅ BOG

Nutiden:
Lektor emeritus, en del af Mainstreamingnetværket og medlem af Center for Køn og Mangfoldighed på RUC.

Fortiden:

Lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC fra 2007-2017

Centerleder på Center for Ligestillingsforskning, CELI, RUC, fra 2002-2006

Direktør i Videnscenter for Ligestilling, fra 2000-2002

Lektor i kvindeforskning, Institut for Historie og Samfundsforhold, RUC, fra 1986-2000

Prorektor på RUC fra 1997-2000

Medlem af (blandt andet):

Regeringens Lønkommision fra 2008-2010

KVINFO’s bestyrelse fra 2008-2010

RUCs Konsistorium fra 1998-1992

Frederiksberg Kommunalbestyrelse fra 1978-1982.

»De år, hvor man har små børn, er også ofte de år, hvor man vil skulle lægge mange timers slid for at opnå et professorat. Og mange kvinder vælger det derfor fra og søger andets steds hen«.

Karen Sjørups mor begyndte ikke at arbejde, dengang datteren stadig krummede tæer ved tanken. Men senere, da hun blev enke, fik hun arbejde på Vestkysten (nu Jyske Vestkysten, red.) som korrekturlæser.

»Min bedste venindes mor startede også samme sted. Min mor elskede det job, og hun blev ved, til hun var oppe i 70’erne,« fortæller Karen Sjørup.

Stadig ingen ligestilling på RUC

Den pensionerede lektors helbred er ikke, hvad det har været. Det kan kræve store kræfter blot at rejse sig fra stolen i dagligstuen, som er prydet blandt andet med fotografier af hendes familie. Hendes mor ser med en neutral mine tilbage fra et sort-hvid billede fra Karen Sjørups dåb. Hun var en flot kvinde, fortæller Karen Sjørup.

»Hun sagde altid, at en smuk kvinde, der ikke forstår at bruge sit udseende, er en dum kvinde.«

På et andet billede af ældre dato misser hendes yngste søn op mod solen. Han har halvlangt hår og smækbukser på.

»Jeg skulle høre meget for, at jeg klædte mine sønner i rødt eller pink. Men for at være helt ærligt, var det ikke noget, jeg tænkte så meget over. Det handlede mere om, at jeg synes, at farven var pæn,«husker Karen Sjørup.

Hun holder ofte pause mellem to ord for at hive en ekstra mundfuld luft ned i lungerne. En lungefibrose har slugt to tredjedele af hendes lungefunktion, og efter at være faldet og fået et brud på rygsøjlen tidligere på året, er hun i endnu højere grad bundet til sin lejlighed. Nu bevæger hun sig kun ud på RUC en sjælden gang for at deltage i forskningsgruppemøder eller frokoster i Center for Køn og Mangfoldighed.

»Det er det, der kommer til at slå mig ihjel, lungefibrosen. Min far døde også tidligt, som 52-årig, med dårlige lunger,«siger hun.

Karen Sjørup er dog et stykke over de 52 år, hun er nemlig 71. De fleste kender hende som en vægtig stemme inden for den offentlige debat om køn, og hun har da også haft en finger med i spillet i mange af de tiltag, der har skullet sikre ligestilling mellem kønnene i Danmark.

Fra 2017 har Karen Sjørup haft titlen af lektor emeritus på RUC. Hun var i en årrække lektor i kvindeforskning samme sted og blev udnævnt til prorektor fra 1997 til 2000. Som prorektor kæmpede hun for at gennemføre en blød kønskvotering, som skulle sikre flere kvindelige forskere og undervisere på RUC. Det lykkedes dog ikke, da ministeriet ikke ville give dispensation til det.

Siden blev hun direktør for Nationalt Videnscenter for Ligestilling som blev oprettet under Nyrup-regeringen i 2001. Blot halvandet år senere blev det nedlagt under Anders Fogh Rasmussen. Centret fik dog et nyt liv som Center for Ligestillingsforskning, CELI, på RUC. Men efter nogle år måtte også det dreje nøglen om, da RUC, ifølge Karen Sjørup, »både forlangte en høj husleje og gratis undervisning fra forskerne, som ellers var finansieret af eksterne projekter, især EU-projekter.«

Bedre gik det med Mainstreamingsnetværket, som hun var med til at oprette i 2005. Det er en del af Kvinderådet og holder skarpt øje med ny lovgivning og praksis på ligestillingsområdet.

At træde en sti i ligestillingens navn har ofte været to skridt frem og et tilbage, erkender Karen Sjørup. Og der er stadig langt til ligestilling – også på RUC.

»Der er stadig en overvægt af mænd i professorater og i ledende stillinger, både på RUC og på de andre universiteter. Jo højere, du kommer op i hierarkiet, jo færre kvinder er der. Ledelserne er nødt til at se nærmere på, hvordan de rekrutterer, for jeg mener, at man indirekte favoriserer mænd. Og så er mænd historisk set bedre til at konkurrere på det plan – og universitetsverdenen er benhård konkurrence,«siger hun. Hun peger på en anden forhindring, som oftere kommer til at stå i vejen for en kvindes karriere.

»De år, hvor man har små børn, er også ofte de år, hvor man vil skulle lægge mange timers slid for at opnå et professorat. Mange kvinder vælger det derfor fra og søger andetsteds hen,«siger hun.

Samtidig er Karen Sjørup, ifølge hende selv, ikke så pessimistisk som andre kønsforskere herhjemme. Og det kan gøre hende ”frygteligt irritere”, når andre forskere udtaler i medierne, at vi i Danmark er længere bagud end andre skandinaviske lande.

»Selv om der foregår meget på det uformelle plan, som er svært at ændre på, så har vi opnået meget. Vi scorer højt på antallet af kvinder med høj beskæftigelse og gode stillinger. Der synes jeg jo, at vi har ydet en god indsats,« siger hun.

Klaustrofobisk kernefamilie

I dag bor Karen Sjørup alene i sin lejlighed på Frederiksberg, hvor hun har boet de sidste mange år – også da hendes to sønner var små. Kun få gader fra hjemmet ligger en daginstitution, hun selv var med til at realisere som medlem af både Frederiksbergs Forældrenævn og som medlem af kommunalbestyrelsen for Venstre Socialisterne (siden en del af Enhedslisten, red.). Hendes yngste søn var et af de første børn indskrevet i institutionen. Dengang var det en lille vuggestue med kun 30 børn. I dag er den nedrevet og erstattet af en institution til 100 børn.

 

»Min kamp for kvindefrigørelse har særligt handlet om at skabe rammer for, at begge forældre har mulighed for at arbejde.«

Netop daginstitutionerne har i høj grad været hendes hjertebarn. Hun har villet sikre, at kvinder kan få en uddannelse og komme ud på arbejdsmarkedet – noget, der kun kan lade sig gøre, hvis børnene ikke behøver at blive vugget i familiens skød – i hvert fald ikke fra 9-17.

»Min kamp for kvindefrigørelse har særligt handlet om at skabe rammer for, at begge forældre har mulighed for at arbejde. Jeg har jo egentlig levet min mors liv i en fornyet udgave. Nogle af de ting, som hun ikke selv kunne gøre, det har jeg og mine søskende realiseret,«siger Karen Sjørup.

Paradoksalt nok er det de selv samme daginstitutioner, der i dag kan spænde ben for kvindernes adgang til arbejdsmarkedet, mener hun. De er blevet for industrialiserede. Støjniveauet er for højt for både børn og voksne, og der er for få voksne til for mange børn. Det skal der laves om på, hvis vi fortsat skal sikre og forbedre ligestillingen.

»I min tid var kvindefrigørelsen afhængig af daginstitutioner. I dag er den afhængig af daginstitutioner, som vi har tillid til.«

Hun er i samme ånd stor tilhænger af, at manden og kvinden deler barselsorloven mere ligeligt. For hun ser det som en trussel mod ligestillingen, hvis kvinden holder et års barsel for dernæst at starte i et deltidsjob:

»Problemet er, at kvinder gerne vil have et deltidsarbejde som en slags kompromis mellem det at have en familie og et arbejde. Jeg synes, at det er vigtigt, at kvinder arbejder fuldtid for at holde lønningerne oppe. Men kritikken af dagsinstitutioner spiller klart ind i forhold til lysten til at gå på deltid. Og så det faktum, at man får færre børn i dag. Mødre, og fædre, vil gerne have mere tid sammen med deres børn,« fortæller Karen Sjørup, hvis egne to sønner blev sendt i institution fra tidlig formiddag til sen eftermiddag. Der var langt fra Roskilde til Frederiksberg, og klokken blev gerne 17, før hun var nået fra RUC til børnehaven.

»Jeg forestillede mig jo, at det betød, at de fik nogle gode filosofiske samtaler med pædagogerne der sent på eftermiddagen, når de fleste andre børn var hentet. Men det var jo nok i virkeligheden min egen gode undskyldning,« siger hun.

Børnenes far, som hun aldrig blev gift med, tog selv af sted om morgenen og kom hjem om eftermiddagen. Og på trods af, at han boede under samme tag som en kvindeforsker med ligestilling som mærkesag, så var han aldrig selv engageret i rødstrømpebevægelsen.

Han var, hvad hun kalder ”et forkælet yngste-barn”, som var vokset op med at blive ”fejret som dreng”. Og det satte sig spor i deres forhold, som varede i 20 år.

»Det var nok til dels mit kvindepolitiske engagement, der drev os fra hinanden,« funderer hun.

»Jeg synes, at det er så svært det der med at være kvinde i en familie, for man forventes at være til rådighed hele tiden«.

»Det er stadig sådan, at kvinden forventes at have overblik over familien; hun skal vide, om der er rent tøj og det forventes også, at hun nedprioriterer sin karriere. Det gør mænd generelt ikke, og det gjorde min mand heller ikke,« husker hun.

Det er tydeligt, at hun, på flere forskellige fronter, havde svært ved at finde sig til rette i kernefamilien. Gift blev hun aldrig, bare tanken giver hende klaustrofobi.

»Jeg synes, at det er så svært det der med at være kvinde i en familie, for man forventes at være til rådighed hele tiden. Og jeg var også ret dårligt til at være en del af det, det forstyrrede mine tanker alt for meget. Sådan en lørdag formiddag ville jeg allerhelst slænge mig på sofaen og læse mine bøger og tænke mine egne tanker,« siger hun.

Da Karen Sjørup fødte sin første søn som 24-årig, boede hun og barnets far på et kollegium i Lyngby. Det var i slutningen af august, hun læste sociologi på Københavns Universitet, og da semestret startede i september, sad hun igen på skolebænken. På det tidspunkt var kæresten militærnægter og arbejdede på Frilandsmuseet, så den nyfødte blev passet af sin faster, der var hjemmegående husmor i Sorgenfri, når Karen Sjørup skulle til undervisning.

Året efter blev Karen Sjørup medlem af Venstresocialisterne. Her blev hun en del af en kvindegruppe, som havde svært ved at blive enige om, hvorvidt deres kamp primært skulle udkæmpes mod patriarkatet eller kapitalismen. Det førte til en intern splittelse, og Karen Sjørups fraktion blev en del af rødstrømpebevægelsen. Og sådan blev hun, lidt ved et tilfælde, siger hun selv, kastet ind i kvindebevægelsens front.

»Jeg havde det sådan lidt dobbelt med det. Jeg følte, at jeg skulle kaste nogle åg af mig, ligesom min mor følte. Men samtidig orkede jeg ikke rigtig den der kvindekamp. Måske fordi jeg ikke selv var vokset op i et hjem, hvor patriarkatet herskede. Så jeg havde ikke så meget at gøre oprør mod,« fortæller hun.

 Rigtige feminister er lesbiske

Hun sidder tilbagelænet i en stol i stuen. Håret er skulderlangt og mørkt, tøjet er mønstret og farverigt og øjne og mund fremhævet med en diskret make-up. Også dengang, i 70’erne, dyrkede hun, med egne ord, sit lange hår – mens de fleste andre kvinder i rødstrømpebevægelsen smed BH’en og klippede lokkerne korte. Det gav hende en følelse af, at hun ikke rigtig hørte til.

»Det er aldrig noget, som hun har sagt til mig med ord, men min søster har altid givet mig indtryk af, at man ikke kunne være rigtig feminist, med mindre man var lesbisk«.

»Det lå meget i tidsånden, at hvis kvinden skulle frigøres, skulle hun være sig selv – uden manden. Der blev holdt mange kvindefester i Kvindehuset på Gothersgade, hvor mænd ikke måtte komme, og set fra et heteroseksuelt perspektiv var det jo dødssygt,« siger Karen Sjørup.

Hun husker en skelsættende sommer, hvor hun og en veninde for første gang var taget på kvindelejr på Femø. De havde hørt, at det var international kvindeuge på lejren, og det ville de gerne være en del af. Da de nåede frem viste det sig, at det var international lesbisk uge. Og her følte Karen Sjørup og hendes veninde sig helt sat uden for.

»Vi gik jo op i vores udseende og lange hår, og vi følte os i den grad mobbede. Det var meget ubehageligt. Vi endte med at leje nogle cykler og tage væk fra lejren tidligt om morgenen og først vende hjem om aftenen,« husker hun tilbage. Hun fortalte senere sin ældste søster, som er lesbisk, om lejren, og søsteren tog efterfølgende til Femø hvert år.

»Det er aldrig noget, som hun har sagt til mig med ord, men min søster har altid givet mig indtryk af, at man ikke kunne være rigtig feminist, med mindre man var lesbisk,« siger Karen Sjørup:

»På den måde har der altid været to fraktioner i kvindebevægelsen, omend det altid har været tabubelagt. Den lesbiske og den heteroseksuelle.«

Til gengæld føler Karen Sjørup sig helt hjemme i kvindeforskningen. Den, der handler om arbejdsmarkedet, om ligeløn, om barsel og om daginstitutioner. Og hvis man vil have hendes fulde opmærksomhed, så skal man tale politik. Politik er ”sjovt”, siger hun. Netop derfor har hun også været en del af flere styrende organer på RUC. Og har kæmpet ligestillingens sag gennem kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.

»Jeg var opstillet til Folketingsvalget for Venstresocialisterne i 1982 og var lige ved at komme ind. Det har været kendetegnende for mig helt fra start, at jeg engagerede mig i politik. Jeg sad altid og sov lidt i skolen, som det b-menneske, jeg er. Men så snart, der blev talt politik, så vågnede jeg op,« siger hun.

Det er det, man skal, lyder hendes råd, når hun ser tilbage på de valg, hun har truffet gennem livet: Gøre de ting, man brænder for.

»Personligt drive, det er vigtigt. Uanset, om det er i det private eller det professionelle. Men det er især vigtigt som forsker, at man finder sin egen sag her i livet. Så går man ikke helt fejl af verden.«