‘RUC har stadig langt til toppen på verdensranglisten’ 
Artikel l 12.09.2019

RUC har stadig langt til toppen på verdensranglisten

A
Aktuelt
Artikel l 12.09.2019
5 min
Der er fortsat mange pladser mellem RUC og den eftertragtede top 200 i den netop offentliggjorte Times Higher Education World University Ranking.. Det er særligt RUCs internationale omdømme, der trækker nedad. Universitetets nye strategi skal sætte fokus på internationalisering, lyder det fra prorektor.

Skrevet af

Nadia Claudi

Journalist

RUC’s placering på den eftertragtede verdensrangliste er stort set uændret siden sidste år. Sådan lyder dommen, efter at Times Higher Educations årlige rangering af universiteter, World University Ranking 2020, blev offentliggjort onsdag aften.

RUC ligger sig således på en plads i kategorien 601-800, ganske ligesom forrige år. Præcis hvor RUC placerer sig, ved universitet først mere om i løbet af de kommende dage. Først skal tallene bag rangeringen nemlig granskes nærmere. Men ifølge prorektor Peter Kjær forventer RUC fortsat at ligge tættere på de 600 end på de 800.

I alt 1392 universiteter fra 92 lande har ventet spændt på at høre, om de er blevet placeret i toppen eller i bunden. Og om de er strøget op eller ned ad listen.

Ifølge prorektor på RUC, Peter Kjær, er RUCs resultat ærgerligt, men som forventet.

»Selvfølgelig vil vi gerne ligge højere, og det er også det, vi har arbejdet hen imod siden sidste års placering. Men vi forventer ikke voldsomme hop, for det er en lang proces at ændre sig på de parametre, der kan rykke os højere op ad listen,« siger Peter Kjær.

Oxford Universitet topper listen for fjerde år i træk, mens flere kinesiske universiteter er rykket op i en top 200. Det markerer, lyder det fra THE, at Kina fortsat er stærkt på vej. Københavns Universitet kan også fejre en god placering, nemlig plads 101, hvilket er en forbedring fra sidste års 116. plads.

Ålborg Universitet er derimod røget en smule ned ad listen. Fra plads nummer 194 til plads nummer 201-250.

RUC skal være mere synlige udadtil

Som følge af, at RUC sidste år tog et stort dyk nedad på listen, valgte RUC at igangsætte en analyse af dataene bag rangeringen. Den skulle gøre universitet klogere på, hvorfor de lå langt lavere end eksempelvis Ålborg Universitet, der forrige år var placeret på plads 194. Og hvorfor RUC fra år 2018 og til år 2019 var gået fra plads 401-500 til plads 601-800.

Sådan ligger de danske universiteter

Københavns Universitet: 101

Århus Universitet: 115

Danmarks Tekniske Universitet: 184

Ålborg Universitet: 201-250

CBS: 201-250

Syddansk Universitet: 201-300

Roskilde Universitet: 601-800

I analysen står det klart, at det især er RUC’s internationale synlighed, både som uddannelses- og forskningsinstitution, der halter efter.

»Vi har kigget nærmere på vores placering i sidste års THE-ranking ved blandt andet at sammenligne os med 25 udvalgte universiteter, som alle var bedre placeret end os. På visse parametre var afstanden op til dem større end på andre. Det var mest tydeligt i vores omdømme i forhold til uddannelse og forskning, mens vi klarede os bedre end forventet i vores forskningsproduktion,«siger Peter Kjær.

»Det vil altså sige, at vi skal arbejde på at forbedre vores omdømme internationalt. Lige nu er RUC i gang med en strategiproces, hvor vi blandt andet arbejder med internationalisering. Og det har egentlig ikke noget at gøre med ranking, det er noget, vi selv har valgt at sætte fokus på i de kommende år,« siger Peter Kjær.

»Det er lidt en mærkelig skønhedskonkurrence, for der findes så mange forskellige ranking-systemer, som bruger mange forskellige indikatorer«.

Direktør i Danske Universiteter, Jesper Langergaard

RUC vil blandt andet kigge nærmere på, hvad det er for nogle internationale konferencer, som deres forskere deltager i. De vil også se på, hvordan udvekslingen fungerer med andre forskningsinstitutioner. Og så vil de undersøge, i hvor høj grad der kommer gæste-forskere til RUC – og i hvor høj grad RUC’s forskere gæster andre forskningsinstitutioner. Det er sådan nogle faktorer, der kan afgøre et universitets omdømme og dermed, hvor højt det placerer sig på listen.

»Men det er vigtigt at understrege, at vi ikke arbejder på en internationalisering, fordi vi vil ligge højere på en ranking. For så bytter vi om på mål og indikator. Pointen er, at en god international kontakt og udveksling, samt et godt engagement i international forskning, styrker vores egen forskning. Vi får blandt andet gode muligheder for inspiration, publicering samt at søge andre typer af forskningsmidler,« siger han.

Stærke i fagområdet offentlig forvaltning

Prorektoren peger også på, at RUC fortsat skal have endnu mere fokus på de fagområder, hvor det har størst potentiale for at markere sig internationalt. Og det er blandt andet fagområdet Offentlig Forvaltning, fortæller Peter Kjær.

Her ligger RUC rigtig pænt på den liste, som en anden ranking-institution, Shanghai Ranking, offentliggør. Nemlig som nummer 51-75. I samme kategori som CBS og højere oppe end eksempelvis Stanford University og AAU.

»Når man har mange små fagområder, kan det være svært at markere sig globalt. Det er det lille universitets udfordring. Men vi har altså også nogle områder, hvor vi godt kan være med,« siger Peter Kjær.

Ifølge direktør i Danske Universiteter, Jesper Langergaard, er ranking-lister et tveægget sværd.

»De kan være svære at tage alvorlige, men også svære ikke at tage alvorlige,« siger han.

Der er nemlig ingen tvivl om, fortæller han, at en liste som Times Higher Education får masser af opmærksomhed fra presse og fra andre universiteter, når det årlige resultat offentliggøres.

»Men det er en lidt mærkelig skønhedskonkurrence, for der findes så mange forskellige ranking-systemer, som bruger mange forskellige indikatorer. Hvad angår betydning, så er der mig bekendt ingen undersøgelser, der viser, at det er noget, som de danske studerende kigger efter, men i fx USA har det betydning for de studerendes valg af universitet,« siger Jesper Langergaard.

Han har dog fuld forståelse for, at et universitet, der er placeret et stykke nede på listen, vil prøve at skrue på forskellige knapper i håb om at blive sendt op ad rangstigen. En god placering vil for eksempel kunne bruges til at tiltrække attraktive samarbejder med andre universiteter.

»Jeg tænker, at en fornuftig tilgang til ranking vil være, at man forsøger at kravle op ad listen, hvis det giver mening og at man har fokus på de indikatorer i ranking- systemerne som reelt kan styrke universitetets kvalitet og studiemiljø,« siger Jesper Langergaard.

Sådan ser top ti ud

1: Oxford Universitet. 

2: California Institute of Technology

3: Cambridge Universitet

4: Stanford Universitet

5: Massachusetts Institute of Technology

6: Princeton Universitet

7: Harvard Universitet

8: Yale Universitet

9: Chicago Universitet

10: Imperial College London

Helt nede i bunden af listen befinder sig blandt andre Egyptens Zagazig Universitet og det kinesiske Zhejiang University of Technology.

Se hele listen her. 

FAKTA

Times Higher Education rangerer verdens universiteter efter 13 forskellige præstationsindikatorer. Samlet bestemmer de en score for hvert universitet.

Indikatorerne ligger inden for områderne undervisning, forskning, universiteternes kommercielle indflydelse, omdømme og publicering.

Et universitet skal selv søge om at blive optaget på listen. RUC har været tilmeldt listen i fire år.