Dora og Børge Thing på deres bryllupsdag i 1942.
Kulturhistorikeren Morten Thing har brugt et helt liv på at grave sig ned i vores fælles historie.
Det er historien om modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Det er historien om Det Danske Kommunistparti, DKP. Det er historien om de russiske jøder, der levede i eksil i København, og historien om hans mor, den russiske jøde Dora Thing. Og så er det historien om hans far, krigshelten Børge Thing, der var leder af modstandsbevægelsen BOPA. For bare at nævne nogle af hovedpersonerne i historien.
Men i virkeligheden, fortæller kulturhistoriker Morten Thing, har hans årelange søgen i arkiver mest af alt været en jagt på een helt særlig historie: Hans egen.
»Jeg kan jo se, at det, jeg gjorde, og det, jeg havde lyst til, var at grave mig ned i mine egne forudsætninger,« fortæller Morten Thing.
Han sidder ved et rundt, lyst træbord i den lejlighed, som han de sidste godt 40 år har delt med sin kone, kulturhistoriker Anne Houe. Mange af væggene i den store Østerbro-lejlighed er beklædt med reoler, der bugner af bøger i så stort et antal, at hjemmet næsten føles som et lille bibliotek.
Også i sit arbejdsliv på RUC har Morten Thing omgivet sig med bøger. I 2014 går han på pension efter mange års ansættelse som forskningsbibliotekar. Et arbejde han betegner som ”virkeligt givende”. Han forsker stadig og er nu i gang med et større projekt om danske vittighedsblade, og hvordan de portrætterede og karikerede jøder både under og efter krigen.
Også det forskningsprojekt tager udgangspunkt i noget personligt. Morten Things familie på hans mors side er jøder, og det er en identitet, han selv fuldt ud tager på sig.
Det er netop det, Morten Thing mener, når han siger, at han har gravet sig ned i sine egne forudsætninger: Hans forskning er altid uløseligt forbundet med det, han selv kommer af.
For hvis vi skal forstå, hvem vi er, både som samfund og som individ, så er det netop helt afgørende, at vi kender vores fortid. Det er en forudsætning, at vi har en række fælles minder, som kan danne grobund for fortællingen om os, forklarer Morten Thing.
»Historien har en vigtig funktion i samfundet i forhold til at etablere en eller anden form for fællesskabsfølelse,« siger han.
Morten Thing er født i 1945. Han er uddannet litterat og har undervist i litteratur og kulturhistorie på både Københavns og Roskilde Universitet. Han har i en længere årrække været redaktør af 14-dagesbladet Politisk Revy og har været en aktiv spiller på venstrefløjen.
Han blev ansat som undervisningsassistent på RUC i 1974 og fik siden et kandidatstipendium, hvor han skrev om den danske kommunist og revolutionære, Marie Nielsen.
Efter nogle år på Københavns Universitet, blev han i 1998 og frem til 2014 ansat som forskningsbibliotekar på RUC.
Han har skrevet et væld af værker, herunder en bog om sin jødiske mor Dora Thing og en bog om sin far, modstandsmanden Børge Thing.
I 2017 udkom hans selvbiografi ”Min egen historie”.
Foto: Dejan Obretkovic
»Jeg tror for eksempel, at det var meget vigtigt for den danske tilslutning til demokratiet og til NATO, at vi havde haft Anden Verdenskrig. Selv om Danmark ikke rigtig selv havde været i krig, så havde man hjulpet jøderne til Sverige, og det var man meget stolte af. Og det spiller en rolle i forhold til, hvordan almindelige mennesker fortæller om sig selv og det land, de lever i. Der har jo siden hen været mange slag om, hvad der egentlig skete under krigen (blandt andet om Danmarks rolle i forhold til at hjælpe jøder på flugt, red.), og det er også en del af det at skrive historie. Den kan ses fra flere forskellige sider og udfordres og kritiseres fra flere forskellige vinkler,« siger Morten Thing.
»Og på det personlige plan kan historien hjælpe en til at forstå, hvordan man er blevet den, man er. Det giver en slags fylde bagud i ens identitet,« fortsætter han.
Det har måske også derfor været vigtigt for ham at grave sig ned i den del af sin historie, der har at gøre med jødedommen. Hans mor kommer fra en ortodoks jødisk familie, men både hun og manden Børge Thing, der kommer fra en jysk indremissionsk familie, afskriver sig alt, hvad der har at gøre med religion.
Dora Thing har nemlig besluttet sig for, at hendes børn skal assimileres. Og selv om hun beskriver sig selv som ”jødinden”, så omtaler hun aldrig hverken Morten eller Jette Thing som jøder.
Morten Thing bliver heller ikke, til sin morfars store fortrydelse, omskåret og går ikke i den jødiske skole i København.
På trods af det, og uden at være troende, identificerer Morten Thing sig i dag som jøde. En erkendelse han får efter det, som han kalder en meget speciel oplevelse i slutningen af 1960’erne.
Morten Thing bor på Fjerde Maj Kollegiet og har forinden været i Israel og arbejdet i kibbutz. Hans indtryk af Israel er udelukkende positivt, og han bliver derfor rystet i sin grundvold, da en antropologistuderende fortæller ham, at grunden til, at Israel har så meget land, er, at de tvangsmæssigt har fordrevet dem, der boede der før dem.
»Jeg begynder at læse om det, og jeg må jo efterhånden indrømme, at han har ret. Og pludselig går det op for mig, at i det øjeblik, jeg bliver kritisk over for Israel, der bliver jeg også jøde,« siger Morten Thing.
Senere skriver han adskillige værker om jødedommen og om den jødiske kultur i København. Blandt andet bogen ”Den Historiske Jøde,” som udkommer i 2001. Det er en række essays om, hvad det vil sige at være jøde. For Morten Thing er flere gange blevet konfronteret med, at han ikke er rigtig jøde. Blandt andet fordi han ikke er omskåret eller har gået i den jødiske skole. Men nok mest af alt, fordi han er kritisk over for Israel.
»Det har betydet, at jeg har været i rigtig mange slagsmål med folk i den jødiske menighed. Blandt andre Bent Blüdnikow, som i dag sidder på Berlingske Tidende. Han mener, at det er antisemitisk at kritisere Israel. Og den tidligere overrabbiner Bent Melchior har skrevet til mig, at han aldrig vil tale til mig mere. Men på en mærkelig bagvendt måde, så er det det, at jeg begynder at interessere mig for Israel-Palæstina konflikten, der gør, at jeg ser mig selv som jøde i dag«.
For at forstå sig selv, skal man kende sin egen historie, fortæller kulturhistoriker Morten Thing. Foto: Dejan Obretkovic.
Morten Thing bliver selv til under Anden Verdenskrig. Men han er født i fredstid. Derfor kalder han sig for et fredsbarn, der er vokset op med krigstraumer.
»Der har været meget smerte og ulykke i mine forældres liv, og det har haft stor indflydelse både på dem og på hele vores familie,« forklarer han.
En flig af den smerte, som hans forældre bar rundt på, bliver skabt en kold oktoberdag i 1943.
Hans mor, Dora Thing, sætter sig op i en lille robåd, der skal transportere hende og ni andre jødiske flygtninge fra Rungsted til Sverige. Morten Things storesøster, Jette Thing, er på det tidspunkt et år gammel og er blevet lagt i narkose af en læge for at sikre sig, at hendes gråd ikke skal tiltrække uønsket opmærksomhed fra politiet.
Det viser sig hurtigt, at Dora Thing er den eneste i båden, der kan ro. Hun overlader derfor sit bevidstløse spædbarn til en anden kvinde og sætter sig ved årerne. Men båden tager langsomt vand ind, og ude på Øresund begynder den at kæntre. Kvinden, der bærer på Jette, taber den lille bylt i vandet, og barnet synker ubevægelig mod bunden.
»Min onkel, som også er med i båden, dykker ned og kommer op med hende. I mellemtiden har de fået vendt båden om, og min mor står op i den for at kunne holde Jette oven vande. Men min søster er jo fortsat i narkose og bevæger sig ikke, og min mor skriger igen og igen ”min datter er druknet, min datter er druknet”. Indtil der kommer en båd, der stopper og tager dem med,« siger Morten Thing.
Dora og Børge Thing på deres bryllupsdag i 1942.
Familien kommer til Sverige og hans storesøster overlever. Det samme gør Morten Things far Børge Thing, som under krigen lever livet farligt i Danmark, hvor han leder sabotagegruppen BOPA. Han besøger sin kone og datter en enkelt gang i Sverige – det er her, at Morten Thing bliver skabt – og efter krigen kan familien endelig genforenes i Danmark.
Men angsten har på det tidspunkt taget så hårdt et tag i særligt Morten Things far, at den ikke vil slippe sit greb igen. De traumatiske oplevelser under krigen og mange års frygt for at miste sine kære, har sat sine dybe spor.
»Min fars humør kan svinge enormt meget. Han kan pludselig blive enormt ophidset over et eller andet. Eller han kan pludselig lægge sig ned på sofaen og græde. Og så må min mor trøste ham, og hvis ikke hun kan, så må min søster træde til,« fortæller Morten Thing.
Selv står han ikke i en position, hvor han kan berolige sin far. Hans forhold til den mand, som omgivelserne betegner som en af tidens største krigshelte, er kompliceret. Hvorfor, har Morten Thing først rigtigt forstået efter sin fars død.
»Når jeg tænker tilbage, så har jeg, min far og storesøster været konkurrenter til min mors kærlighed. Da min forældre forenedes efter krigen, var jeg jo bare et lille barn, som min mor skulle tage sig af, og det tror jeg, har påvirket mit og min fars forhold meget. Jeg spurgte mange år efter min fars død, om hun troede, at han havde været jaloux på mig. Og der svarede hun uden tøven, at det kunne jeg være helt sikker på,« fortæller Morten Thing.
»Han er jaloux over, at jeg får min mors opmærksomhed, men også over, at han synes, at jeg får alle de muligheder i livet, som han ikke selv har fået. Han kommer fra en fattig familie, hvor der ikke er råd til mere end syv års skolegang«.
Hans søster, Jette Thing, er derimod farens yngling. Hende har han savnet voldsomt i løbet af adskillelsen under krigen. Men hun er også den diametrale modsætning til Morten Thing, der gerne vil lege med piger og ikke bryder sig om hverken fodbold eller om at slås med gårdens drenge. Jette Thing derimod klatrer i træer og er skolens hurtigste løber. Til gengæld er hun ordblind og har det hårdt rent fagligt i skolen.
»Jeg tror, at min far synes, at jeg er en svækling. Han var selv soldat og bryder og havde et billede af, hvad det ville sige at være en mand, og det passede ikke på mig. Der er måske derfor den struktur i min familie, at jeg er mest knyttet til min mor og identificerer mig med hendes familie, der er brunøjede og mørke som mig. Mens min søster omvendt har mange konflikter med min mor og har et mere ukompliceret forhold til mig far. På den måde kan man sige, at vi er vokset op med forskellige forældre,« siger Morten Thing.
Morten Thing har i det hele taget ofte beskæftiget sig med forskningsemner, der har været politisk og følelsesmæssigt betændte. Et af de emner, der nok har optaget ham allermest, har været kommunismen og Det Danske Kommunistparti (DKP). Igen en del af historien, som han har et indgåede personligt kendskab til.
»Jeg er vokset op i et kommunistparti – begge mine forældre er medlemmer af DKP, og jeg har en erindring om, at DKP er et meget behageligt sted at være. Folk er søde, og der er meget socialt liv. Det er ligesom i nogle religiøse sekter, hvor der er enormt stort sammenhold internt og enorm stor viden om hinanden, men en del af religionen består i, at man skal tro på, at der er socialisme i Sovjetunionen«.
Og så er tilhørsforholdet bestemt ikke noget, man skal skilte med, fortæller Morten Thing.
Både han og søsteren Jette Thing har meget tidligt fået en helt særlig forståelse for, at det ikke er populært at være en del af DKP. Hvis de får kammerater på besøg, skynder de sig derfor at gemme DKP’s blad” Land og Folk” af vejen.
»Det er ikke noget, mine forældre taler om, men jeg ved alligevel, at der er en vis sikkerhedsrisiko forbundet med at være i DKP. Mine forældre er overbeviste om, at vores telefon bliver aflyttet, og deres breve åbnet. Om det er sandt, ved jeg ikke, men det er meget sandsynligt, at det forholder sig sådan,« siger Morten Thing.
Da han selv bliver ældre, bliver han også en del af den politiske venstrefløj, blandt andet i kampen mod atomkraft. Men han tilhører den del af venstrefløjen, som er kritisk over for DKP, og som ikke tror på, at der er socialisme i Sovjetunionen.
»Kommunismen er noget af det første, jeg kaster mig over i min forskning, og jeg bruger fra midten af 70’erne til midten af 90’erne på at grave mig ind i DKP’s historie. Jeg har brug for at forstå, hvorfor mine forældre har troet så fast på, at der er socialisme i Sovjetunionen, selv om der bliver slået så mange ihjel,« siger Morten Thing.
Han husker sine forældres fortvivlelse, da sandheden om Sovjetunionen begynder at trænge ind.
»Min far sagde engang, at du skal forestille dig, at du vågner op i morgen og får at vide, at alt det, du var parat til at give dit liv for, det er ikke bare forkert, det er løgn fra ende til anden«.
Morten Things forældre melder sig ud af DKP, da han er 12 år. Forinden har familien haft en social opblomstring, efter at faren har kæmpet sig ud på den anden side af et nervøst nervesammenbrud.
Børge Thing stifter et reklamebureau sammen med en bekendt, og det går så godt, at en af hans kunder tilbyder ham en stilling som reklamechef i sit firma. Få år efter er han direktør samme sted, og familien flytter fra lejlighed til rækkehus og får også råd til en bil.
Men Børge Thing drikker alkohol. Dog først når dagens arbejde er overstået. Men misbruget tager hårdt på hans familie, og op igennem 1960’erne får han det stadig værre.
»Han er en disciplineret alkoholiker og drikker først efter aftensmaden. Men i slutningen af 60’erne begynder han at blive meget fysisk dårlig af alkoholen, og hans temperament bliver også værre. Revolveren sidder lige lidt mere løst,« husker Morten Thing.
Familien tænker, at det nok er leveren, der har taget skade. Og en dag i 1971, ringer hans mor til Morten Thing, der på det tidspunkt er 25 år og er flyttet i kollektiv.
»Du er nødt til at komme hjem, far er helt gul,« siger hun. Da Morten Thing står i forældrenes stue, ligner Børge Thing ganske rigtigt en af de gulsotsnarkomaner, som Morten Thing har set i Københavns gader.
Faren bliver indlagt, og en måned efter, 54 år gammel, dør han. Men ikke af en alkoholskadet lever, som lægerne ellers fortæller ham.
»Min far var inde som marinesoldat i 1940, og der lider han af nogle frygtelige hovedsmerter. Lægerne overvejer, om han kan have en hjernesvulst og vælger derfor at røntgenfotografere hans hjerne med et radioaktivt stof, der hedder Thorotrast. Det er et stof, der ikke forlader kroppen, men samler sig i milten, som sidder foran leveren. Milten stråler på leveren, og cirka 30 år efter, at man har fået det ind i kroppen, dør man af leverkræft,« fortæller Morten Thing.
Morten Thing og hans søster Jette Thing, som får sandheden om deres fars sygdom at vide, vælger ikke at fortælle det til deres forældre. Deres mor er så langt ude i torvene, vurderer de, at hun ikke vil kunne klare at få det at vide. Det er ganske enkelt for tragisk.
»Men set tilbage, så tror jeg, at min far ville have været glad for at få det at vide. For så havde han jo ikke drukket sig selv ihjel,« siger han.
Morten Thing når aldrig at tale ud med sin far om deres forhold. Hverken om følelsen af ikke at være lige så accepteret som sin søster. Eller om, hvordan hans fars utilregnelige temperament og hyppige kritik fortsat forfølger ham. Eller om, hvordan Morten Thing oplever, at farens problemer i nogen grad bliver nedarvet til ham.
Imens hans far lever, lider han af søvnløshed og af hyppige mareridt, som han dulmer med alkohol og siden hash, da Morten Thing og søsteren introducerer det i hjemmet i 60’erne.
Det samme gør Morten Thing – ligger vågen til ud på de sene timer. Han kan ikke sove og står ofte op midt om natten, som sin far, for at drikke en whisky, der får roen til at sænke sig over krop og sind.
Og også han er hjemsøgt af mareridt. Men mens Børge Thing bliver hjemsøgt af forældrene til de drenge, der døde på grund af deres tilknytning til modstandsbevægelsen, så bliver Morten Thing hjemsøgt af sin egen far, der kritiserer ham i drømme.
De varer ved, drømmene, lige indtil Morten Thing flere år efter farens død går i gang med at skrive bogen ”Sabotøren”.
Morten Things arbejde med at skrive sine forældres og sin egen historie får tingene til falde på plads inden i ham. Det er først, da han skriver bogen om sin far, at faren stopper med at hjemsøge ham i drømme. Foto: Dejan Obretkovic.
Arbejdet med bogen får mange ting til at falde på plads inden i Morten Thing.
»Jeg fik det faktisk først godt, da jeg begynder at skrive om min far. Drømmene om ham hører op,« siger han. På samme tidspunkt bliver han opsøgt af en læge, der vil interviewe Morten Thing om faren. Lægen fortæller ham at Børge Thing formentlig har lidt af posttraumatisk stress på grund af sine oplevelser under krigen – og at PTSD desuden er noget, der kan gå i arv fra forældre til børn, på grund af de følelsesmæssige påvirkninger, de bliver udsat for i hjemmet.
»Det kan være med til at forklare hans depressioner og hans eksplosive temperament,« siger han.
»Det er også i den periode, at det går op for mig, at jeg bruger det at forske som min medicin. Jeg har lidt af mange depressive perioder helt tilbage i gymnasietiden, og jeg finder ud af, at i stedet for at bruge psykofarmaka, så kan jeg forske,« siger han.
Det er også en af forklaringerne på, at han har været en meget produktiv forsker.
»Jeg ved, at så længe jeg arbejder, så er jeg sikker på, at jeg klarer den. Så bliver jeg ikke deprimeret«.
Morten Thing er egentlig allerede gået på pension, sådan officielt set. For han har svært ved at forestille sig ikke at skrive mere.
»Jeg bliver snart 74, og jeg har da hørt nogle af mine jævnaldrende sige om andre forskere, at ”Gud, han har skrevet en artikel, og han er 78”. Og så tænker jeg, nå, så det kan man ikke. Jeg spekulerer da over, hvad det vil sige at være en gammel mand, det kan godt bekymre mig lidt,« siger Morten Thing. Men slutter alligevel af med et optimistisk syn på fremtiden:
»Min kone går på pension i år, og så tænker jeg, at vi nok kommer til at rejse lidt mere. Og se de store kunstudstillinger i Paris, Amsterdam og London«.
HVAD VAR BOPA
BOPA eller KOPA -Kommunistiske/Borgerlige Partisaner – var en dansk sabotagegruppe, der opererede under den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig. I 1942 og 1943 hed gruppen KOPA (Kommunistiske Partisaner).
Gruppen udførte flere hundrede aktioner med åbne partisanangreb som speciale. Af aktioner kan nævnes angrebet i juni 1944 på fabrikken Globus i Glostrup, sprængningen af Langebro i København marts 1945 og samme måned aktionen mod fabrikken Always. Gruppen stod desuden for en af besættelsens største enkeltsabotager, da den sprængte radiofabrikken Torotor i Ordrup i luften den 2. januar1945.
Også Ambi, Atlas, Burmeister & Wain, Dan, General Motors, Glud & Marstrand, Globus, Nordwerk, Neutrofon og Riffelsyndikatet blev ramt af aktioner.
BOPA udførte også angreb på tyske militære anlæg og lavede sekundære aktioner, som våben- og sprængstofrøverier, befrielse af kammerater, der var blevet arresteretog depotarbejde.
Gruppens sabotageliste omfatter cirka 400 aktioner, næsten alle i København. En uofficiel liste siger desuden, at BOPA havde ansvaret for likvideringer af cirka 20 stikkere.
Gennem hele sin levetid omfattede BOPA omkring 400 mand, ved befrielsen var der omkring 150-175 i organisationen. 40 var blevet dræbt, resten var enten arresteret eller flygtet til Sverige.
Kilder: Den Store Danske, Nationalmuseet og Wikipedia.