‘Grøn jul på RUC’ 
Interview l 19.12.2019

Grøn jul på RUC

C
Campus
Interview l 19.12.2019
7 min
Der er intet, der tyder på, at vi får en hvid jul i år. Men hvad med en grøn jul?

Skrevet af

Julie Steenbuch Holt

Journalist

Både på RUC og ude i resten af samfundet og universitetsverdenen har klima og grønne løsninger været på dagsordenen det seneste år. Men hvad så nu, når december måneds traditioner byder på gavefest, flæskesteg og afhuggede træer? Vi har spurgt studerende og ansatte på RUC, hvordan de tænker bæredygtighed ind i denne søde, men knap så bæredygtige juletid.

Og hvis du selv går i de bæredygtige tanker – men ikke helt ved, hvordan du skal gribe det an, så får du også her 11 gode råd til en grøn jul.

Lektor Laura Horn prøver at undgå gaveræset. Foto: RUC pressefoto

Laura Horn, lektor, International Studies, Institut for Samfund og Erhverv:

»Mine børn og jeg taler meget om bæredygtighed, men i termer som en 3-årig og en 6-årig forstår. Og her fokuserer vi også på julen. Vi spiser ikke særlig meget kød, og når vi gør, er det kun fra dyr, der har haft det godt, ligesom vores egne kyllinger. Til jul laver vi vores egen pasta uden kød til. Vi har også snakket om gaver, og hvordan de allerede har det, de har brug for, så de får kun mindre, men specielle ting i stedet for bjerge af plastiklegetøj.

Vi har et lille juletræ i en potte udenfor, som mine børn elsker, men også et lille træ indenfor. Min datter taler meget om klimaforandringer, og jeg forsøger at opmuntre hende til at lære så meget som muligt. Hun er begyndt at skælde ud på mig, når jeg gør bestemte ting – som for eksempel at køre bil – så jeg tænker, at hun er på vej i den rigtige retning«.

»Til jul laver vi vores egen pasta uden kød til. Vi har også snakket om gaver, og hvordan de allerede har det, de har brug for, så de får kun mindre, men specielle ting i stedet for bjerge af plastiklegetøj«.

Lektor Laura Horn

Ann-Sofie Hedegaard pakker alle sine gaver ind i genbrugspapir. Privatfoto.

Ann-Sofie Hedegaard, studerende, International Development Studies & Global Studies:

»Jeg tænker en del over at gøre min hverdag mere bæredygtig, men det kan være svært at iværksætte de helt store bæredygtige tiltag i en periode med et så stærkt fokus på familie, samvær og traditionel hygge, hvis ens familie og venner ikke tænker så meget over det. Det er mindre ting, men konkret har jeg de sidste par år pakket alle gaver ind i genbrugspapir – gammelt gavepapir, aviser, stofbånd fra gaver jeg har modtaget – og forsøgt at købe mere bæredygtige gaver til andre.

Jeg frabeder mig, at folk pakker mine gaver ind og prøver at ønske mig ting med et lavt klimaaftryk, eller som er produceret under mere grønne og etiske forhold – helst her i Danmark, for eksempel fra små, lokale kunstnere og designere. Derudover har jeg fået gjort nogle gode kup og fundet julepynt og enkelte gaver secondhand.

Til julearrangementer med familie og venner sørger jeg for kødfri alternativer og beder om, at de ikke tænker mig ind i antallet af personer, der skal have serveret juleand og flæskesteg. På min arbejdsplads fik jeg folk med på at tænke mere over at prioritere lækkert hjemmebag og lade være med at købe billigt producerede engangsting i plastikindpakning til vores nisseven-ordning«.

»Til julearrangementer med familie og venner sørger jeg for kødfri alternativer og beder om, at de ikke tænker mig ind i antallet af personer, der skal laves juleand og flæskesteg til«.

Studerende Ann-Sofie Hedegaard.

Hanne Leth sikrer en grønnere jul blandt andet ved at bruge genbrugspapir. Foto: RUC pressefoto.

Hanne Leth Andersen, rektor: 

»Jeg tænker meget over at undgå spild og overforbrug. Jeg har brugt genbrugsgavepapir hele mit liv, og julepynten er fra min barndom. I år holder jeg jul med min far, uden juletræ, med et par confiterede andelår, som desværre er blevet transporteret helt fra Frankrig, og lokale kartofler og rødkål. Vi skal hygge og læse romaner i julen. Vi går hen til kirken. Vi sparer på varmen. Vi går i hi. Jeg glæder mig.

Og efter nytår vil jeg fortsætte dialogen i rektorkollegiet om, hvordan universiteterne sammen kan styrke et bæredygtigt samfund – gennem en tværfaglig tilgang, hvor RUC kan byde stærkt ind«.

»Vi går hen til kirken. Vi sparer på varmen. Vi går i hi. Jeg glæder mig«.

Rektor Hanne Leth

Karoline Lykke Nygaard kan ikke lige forestille sig en kødfri juleaften. Privatfoto.

Karoline Lykke Nygaard, studerende, Socialvidenskab & Kommunikation

»Jeg synes generelt, at det kan være svært at tænke bæredygtigt i julen, fordi man måske ikke har så meget overskud. Det har jeg i hvert fald ikke. Det kan være svært lige at tænke det med, når man skal til julefrokost, om man skal finde nogle alternativer til kød.

Men jeg sagde til min bror, hvor vi skal holde jul, at han skulle købe et juletræ i en potte, så på den måde er man jo bæredygtig. Jeg har også lige købt nogle metalsugerør til min kærestes søster, så jeg kan godt tænke lidt over det.

Desuden synes jeg ikke kun, at det er forbrugerens ansvar, og jeg tror for eksempel ikke selv, at jeg ville tage initiativ til en kødfri juleaften.

På den ene side tænker jeg lidt over det, men på den anden side er det nok også den sværeste tid at tænke bæredygtigt.«

»Jeg synes generelt, at det kan være svært at tænke bæredygtigt i julen, fordi man måske ikke har så meget overskud«.

Studerende Karoline Lykke Nygaard

Johan Storgaard Jespersens forældre har fravalgt juletræet i år. Privatfoto.

Johan Storgaard Jespersen, studerende, Journalistik & International Development Studies

»Jeg kan helt klart mærke, at bæredygtighed har fyldt meget i julen år. Eksempelvis har mine forældre valgt ikke at købe et juletræ, og det er jo flot. Personligt flyver min kæreste og jeg dog til Canada for at fejre jul med hendes familie. Det er første gang, jeg ikke fejrer jul i Danmark, så for mit vedkommende bliver det nok den mindst bæredygtige jul nogensinde. Heldigvis har hendes familie vist nok et plastikjuletræ, så alt er ikke helt tabt«.

»Det er første gang, jeg ikke fejrer jul i Danmark, så for mit vedkommende bliver det nok den mindst bæredygtige jul nogensinde«.

Studerende Johan Storgaard Jespersen.

11 gode råd til en mere bæredygtig jul

  1. Træet. Køb et bæredygtigt træ. Det kan for eksempel være et træ, der stadig har sine rødder, så det kan plantes ud i haven efterfølgende eller et Fair Trade eller økologisk træ.
  2. Gaverne. Lokalt producerede og langtidsholdbare gaver er bæredygtige. Tænk ind i dit gaveindkøb og ønskeliste-udarbejdelse, hvad der virkelig er brug for. Og sørg for at bytte de gaver, du alligevel ikke kommer til at bruge. En tur i en genbrugsforretning kan også kaste finde ting af sig, og ellers kast dig ud i at lave dem selv. Det er både personligt og bæredygtigt.
  3. Indpakningen. Der bliver brugt rigtig meget gavepapir hvert år, der bliver smidt ud lige så snart det har gjort sin pligt: at skjule indholdet for modtageren. Der er masser af ting, man kan pakke gaver ind i i stedet for – og som kan genbruges igen og igen. Det kan for eksempel være gamle aviser, blade, poser og stof – f.eks. gamle duge eller sengetøj.
  4. Julemaden. Heldigvis består julemaden hverken af okse eller lam, som er afsætter det største CO2-aftryk. Men man kan stadig gøre det endnu mere grønt. Skru op for de lækre salater. Der er masser at vælge imellem med grøntsager i sæson. Derudover findes der gode opskrifter på for eksempel nøddepostej, som kan være et godt alternativ til flæskestegen.
  5. Madspild. Det er altid godt at forsøge at mindske sit madspild, og det er især godt i juletiden, hvor der bliver smidt rigtig meget kød ud. Tænk derfor over, hvor meget I egentlig kan spise, og sørg for at bruge de rester, der kommer. Det kan for eksempel være biksemad af flæskestegen eller klatkager af den overskydende risengrød.
  6. Julebagen. I julen skal der småkager og konfekt til, ingen tvivl om det. Også det kan gøres mere bæredygtigt. Køb svanemærket bagepapir, kageforme osv. og bagepapir kan sagtens bruges flere gange. For at spare på energien kan man bage småkagerne færdige på eftervarmen i ovnen, og der findes masser af gode opskrifter på vegansk julebag.
  7. Fiskene. Vi spiser masser af rødspætte, sild, ål og rejer til julefrokosterne i løbet af november og december. Men der sker en utrolig overfiskning, og nogle fisk er tilmed i fare for at uddø. WWF har denne guide, der fortæller dig, hvilke fisk du kan købe, og hvilke du skal holde dig fra.
  8. Julelysene. Det er hyggeligt med levende lys, men de har et stort CO2-aftryk både hvad angår produktion og brug. Stearinglys udsender nemlig partikler, der både forurener luften og dine lunger. Kig efter lys af sojavoks, hvis du gerne vil have levende lys, og hvis du kun kan vælge mellem paraffinlys eller stearinlys, så vælg det første, da de kun udleder halvt så mange partikler som stearinlysene.
    Helt ideelt er det at bruge LED-lys i stedet for levende lys. De udleder få watt og kan leve i mange, mange år.
  9. Transporten. Offentlig transport vinder alle dage over at tage bilen. Hvis du alligevel tager bilen, så sørg for at fyld den op med mennesker. Det kan enten være din familie, bekendte eller andre – for eksempel via Gomore – der har brug for et lift hjem til jul.
  10. Genbrugsposen. Der bliver købt rigtig meget ind her i julen. Sørg for at have genbrugsposer eller tasker med til at transportere alle din varer med hjem.
  11. Julepynten. Det er hyggeligt at lave sin egen julepynt. Og det kan nemt gøres bæredygtigt. Der kan nemt bruges gamle aviser, blade eller andet papir til at lave julestjerner, og julehjerter kan laves af det samme eller læder- og stofrester. I naturen kan findes alverdens kogler og gran til pynt og juledekorationer.

Kilde: Grøn Forskel, groenforskel.dk/baeredygtig-jul