‘Én studerende på RUC smittet med Corona-virus’ 
Artikel l 11.03.2020

Én studerende på RUC smittet med Corona-virus

C
Coronakrisen
Artikel l 11.03.2020
3 min
En studerende på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab har her til eftermiddag meddelt RUC, at vedkommende er smittet med Corona-virus. Undervisning fortsætter indtil videre som vanligt, men torsdags- og fredagsbaren aflyses.

Skrevet af

Nadia Claudi

Journalist

En studerende på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab (IKH) på Roskilde Universitet har meddelt RUC, at vedkommende er smittet med COVID-19.
Vedkommende er sendt i isolation af sin læge, og RUC har anmeldt smittetilfældet til Styrelsen for Patientsikkerhed og afventer lige nu retningslinjer, som bliver meldt ud herefter.

Sådan lyder det i den seneste mail om Corona-virus sendt ud til studerende og ansatte tirsdag eftermiddag.

Indtil videre gennemføres undervisningen som vanligt på RUC. Dog kan det ændres fra dag til dag og for eksempel overgå til fjernundervisning – det vil RUC informere om via Moodle, lyder det også i mailen.

De studerende og ansatte skal fortsat forsøge at undgå myldretiden og i undervisningslokalerne skal de sidde så langt fra hinanden som muligt.

Større sociale aktiviteter aflyses
Samtidig aflyses alle ikke-nødvendige større sociale aktiviteter på campus aflyses. Der er således ingen torsdags- eller fredagsbar i Studenterhuset.

Mailen siger også, at alle medarbejdere, der er afhængige af offentlig transport i myldretiden, opfordres til at aftale med deres nærmeste leder, at de arbejder hjemme eller tilrettelægger deres arbejdsdag, så de undgår myldretiden.

Ledelsen følger løbende situationen og justerer på anbefalingerne i takt med, at der sker ændringer i situationen. Såfremt medarbejderen har bærbar computer og RUC-betalt mobil, opfordres de til at tage denne med hjem dagligt.

Al information vedrørende RUC og coronavirus er nu flyttet fra intra til hjemmesiden og er at finde samlet på ruc.dk/corona.