Ligesom resten af Danmark er RUC lukket ned på grund af Corona-virussens fortsatte spredning i Danmark. Undervisningslokalerne står tomme, gangene er affolkede, og de ansatte sidder i hjemlige rammer og forsøger at få forskning og undervisning til at køre videre.
De funktioner, som står for den absolut nødvendige drift af universitetet, fortsætter dog, lyder det fra universitetsdirektør Peter Lauritzen. Det gælder blandt andet bygninger og laboratorier. Han vil også selv indtil videre være at finde på universitet i kraft af sin rolle som leder af Corona-beredskabet på RUC.
»Der er nogle projekter på laboratorierne, som skal tilses. Og så er der nogle studerende, hvis laboratorie-projekter er en forudsætning for, at de kan gå op til eksamen. Vi arbejder med, hvordan det kan arrangeres, blandt andet hvordan man sørger for ikke at stå alt for tæt op og ned af hinanden, når man arbejder,« lyder det fra universitetsdirektøren.
Samtidig arbejder administrationen på højtryk for at få etableret fjernundervisning, hvilket RUC informerede studerende og ansatte om i en mail sendt ud tidligt torsdag eftermiddag.
»Det er vores ambition at få det på plads gerne i morgen fredag, men eventuelt kommer det først op at køre mandag morgen,« siger Peter Lauritzen.
I mailen står også, at bygningerne aflåses permanent i hele nedlukningsperioden, men at studerende stadig kan hente deres ting, hvis de henvender sig til Servicedesk. Som ansat kan man fortsat lukke sig ind med nøglekort og kode, hvis det er nødvendigt at hente en computer eller lignende.
I går onsdag blev det meldt ud, at en enkelt studerende fra Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab er smittet med Corona-virus. Vedkommende fik virussen på en skitur til Norditalien og har siden kun befundet sig på RUC en enkelt dag – den 2. marts.
Peter Lauritzen er klar over, at smittetilfældet kan skabe utryghed blandt de studerende og ansatte. Og han ærgrer sig over, at ledelsen ikke kunne vente med at sende informationen ud, til de havde fået nærmere retningslinjer fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
»Vi ved jo godt, at der er mange, der har været urolige omkring den konkrete situation, men vi var simpelthen nødt til at kommunikere smittetilfældet ud, da snakken var begyndt at løbe rundt på campus. Retningslinjerne har vi så først modtaget her til formiddag. Og de lyder, at Styrelsen har ændret procedure, så de ikke længere opsøger de personer, som en smittet har været i kontakt med,« siger Peter Lauritzen.
Ansatte og studerende vil altså ikke, som nogle muligvis fortsat regner med, få en opringning fra Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis de har været i tæt kontakt med den smittede.
De skal tage kontakt til egen læge, hvis de bliver dårlige.
»Vi ved ikke med sikkerhed, at den studerende overhovedet var smittet, da vedkommende var på RUC,« siger Peter Lauritzen.
Netop usikkerhed er det, der allerbedst betegner situationen lige nu, lyder det fra universitetsdirektøren. Universitetet kører videre ud fra den foreløbige information fra Statsministeriet, at nedlukningen varer de varslede to uger.
»Men en af udfordringerne i den her situation, det er uforudsigeligheden. Vi planlægger jo hele tiden efter, at det hele kører videre igen om et par uger. Men jeg synes, at uanset hvem man snakker med, som har forstand på tingene, så siger de, at det her formentlig varer længere end 14 dage,« siger Peter Lauritzen og fortsætter:
»Det betyder jo, at der er en masse ting, der skal tales igennem. Der ligger jo eksempelvis et bestyrelsesmøde d. 1. april, men mødet forudsætter, at der har været nogle processer i gang forinden i Hovedsamarbejdsudvalget og i Akademisk Råd. Hvordan vi lige skal få det arrangeret, det har vi altså ikke et svar på fra i går til i dag. Men i princippet arbejder vi videre med de sager, der kører, herunder kandidatreformen, som skal til beslutning på bestyrelsesmødet d. 1. april«.
Økonomisk vurderer universitetsdirektøren ikke, at krisen får de store konsekvenser for universitetet. Medarbejderne kan i vid udstrækning arbejde hjemme, og de studerende kan modtage fjernundervisning. Derfor burde indtægter og udgifter gå op:
»Det er først, hvis vi kommer derhen, at det påvirker eksamener, at vi kan se det på vores STÅ-indtægter. Og hvis det bliver en meget lang periode, så kan det selvfølgelig også påvirke eksterne forskningsprojekter. Men et par uger eller en måned, det får ikke voldsomme konsekvenser for RUC’s samlede økonomi,« siger Peter Lauritzen.
Lidt værre står det til for virksomheden Simply Cooking, som står for RUC’s kantine.
»Det er klart, at det er ikke sjovt for dem, de mister jo fuldstændig omsætningen,« siger Peter Lauritzen.
Men i virkeligheden er det alt sammen gætterier lige nu, siger han. For der er ingen, heller ikke RUC, der har stået i en lignende situation før.
”Vi må nok være forberedte på, som statsministeren også sagde det, at den næste periode kommer til at byde på flere uforudsete situationer«.
Kære ansatte og studerende
Som I ved, er RUC lukket ned på baggrund af myndighedernes anbefalinger, og det giver anledning til følgende opfølgning på mailen fra i går:
– I morgen, fredag, er al undervisning på RUC aflyst. Der arbejdes på at etablere fjernundervisning til studerende hurtigst muligt. Vi håber, det er klar fra mandag, men hold dig orienteret på Moodle
– Campus vil blive lukket helt ned i dag d. 12. marts kl 17. Dvs. at bygningerne aflåses permanent i hele nedlukningsperioden
– Som studerende kan du stadigvæk afhente dine ting i nedlukningsperioden ved henvendelse tilservicedesk@ruc.dk. Så hjælper de dig videre
– Som ansat kan du i hele nedlukningsperioden afhente ting, hvis nødvendigt. Du kan lukke dig ind med nøglekort og kode (som uden for normal arbejdstid). NB. Vær obs på, at printere etc. ikke nødvendigvis virker
– Kantinen er lukket og holder lukket i hele nedlukningsperioden
– Biblioteket lukkede fysisk kl. 12 i dag. Du vil fortsat kunne tilgå de elektroniske materialer. Biblioteket har lukket for al bestilling, udlån og aflevering af fysisk materiale. Har du spørgsmål, kan du sende dem til rub@ruc.dk – ellers følg med på bibliotekets hjemmeside og facebookside
– Som ansat kan du have spørgsmål vedr. ferie, tidsregistrering mv. FAQ-side vedr. dette er under udarbejdelse. Følg med på ruc.dk/corona, linket vil blive lagt på her så snart siden er klar
– RUC arbejder på at lave et digitalt Student Hub. Det betyder i praksis, at studerende vil kunne få svar på spørgsmål via mail og telefon – fra i morgen, forventer vi. Tlf.: 4674 3333, e-mail: virusinfo-students@ruc.dk
– Uddannelses- og Forskningsministeriet har meddelt, at SU-udbetalingerne til studerende fortsætter uændret, idet studerende forventes fortsat at opretholde studieaktivitet hjemmefra i det omfang, det er muligt
– Der er stadig kun ét kendt smittetilfælde knyttet til RUC. Vedkommende er en studerende på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab Vedkommende har krav på anonymitet, men vi kan oplyse, at vedkommende er blevet smittet ifm. en skitur til Norditalien i uge 7. Vedkommende er i isolation og har kun været på RUC d. 2. marts i den forgangne måneds tid. RUC har som tidligere nævnt anmeldt smittetilfældet til Styrelsen for Patientsikkerhed. Beskeden til RUC er, at der ikke foretages yderligere jf. myndighedernes nye retningslinjer. Det er forståeligt, at nogle er bekymrede i forbindelse med smittetilfældet, men da alle studerende og ansatte på RUC nu er sendt hjem i foreløbig to uger, vil der ikke blive afgivet yderligere karantænevarsler. Den officielle anbefaling er, at man skal kontakte egen læge eller vagtlægen i tilfælde af, at man får symptomer
– Man skal ikke længere kontakte vicedirektør for Økonomi og Campus Stig Plougmand ved mistanke om coronasmitte
Vi opfordrer til, at man fortsat følger med først og fremmest på coronasmitte.dk, og derudover på ruc.dk/corona.
Der kommer nu en periode, der kan være besværlig og udfordrende. Vi gør, hvad vi kan for at løse udfordringerne bedst muligt og håber på jeres forståelse og tålmodighed.
Med venlig hilsen
Peter Lauritzen
Universitetsdirektør