“En mand og hans søn kører en tur i bil. De bliver begge hårdt kvæstet ved en trafikulykke og bliver i ambulance kørt med udrykning til nærmeste sygehus. Drengen bliver rullet ind på operationsstuen, kirurgen kommer ind, bøjer sig ned over drengen og udbryder: »Åh nej, det er min søn«.”

Hvem er kirurgen? Tænk engang… – måske du fangede den med det samme. Eksemplet er taget fra Leif Becker Jensen bog: “Den sproglige dåseåbner”, og det er naturligvis drengens mor, der er kirurgen.
I sin ph.d.-afhandling “Hvad køn betyder for journalistikken og for det at være journalist i Danmark,” bruger ph.d. og cand.comm., Martine Bentsen, eksemplet til, dels at få læseren til at tænke og reflektere over begrebet køn – dels til at bryde med ph.d.-afhandlingens traditionelle form.

»Jeg vil gerne gøre folk opmærksom på, hvordan de selv tænker,« siger Martine Bentsen.

Selvrefleksion og en udfordret journalist

Journalisten er udfordret og sidder over for sin interviewperson, stiller åbne, interesserede og kritiske spørgsmål, mens hjernen kører på højtryk for at finde en vinkel, der passer til den kendte journalistiske formidlingsform. Men den her ph.d. lader sig ikke føje efter en forudbestemt skabelon. Den stritter og larmer, så jeg beslutter at give fanden i journalistiske fortællemodeller og i stedet for at være en distanceret fortæller træde ind midt i artiklen. På journaliststudiet var fortællinger i 1. person en dødssynd. Vi måtte ikke skrive i jeg-form – det var kun de fine journalister henne på Weekendavisen, der måtte det.
Det føles forbudt, men også lidt godt. Jeg, jeg, jeg.

»Jeg synes, det lyder som en god idé,« siger Martine, da jeg indvier hende i mine tanker.

Hun gør det også selv. Skriver jeg. Og ikke nok med det, Martine Bentsen sætter hele tiden sine egne tanker og refleksioner i spil. I academia hedder det den autoetnografiske metode, og den går ud på, at forskeren bruger sig selv og sine egne betragtninger som metode til at undersøge et givent emne. I dette tilfælde er emnet køn og hvad køn betyder for journalistikken. Martine Bentsen er selv journalist, men har ikke i sin tid på forskellige redaktioner reflekteret over, hvad det betød, at hun er kvinde. Men det gør hun nu.

»Noget af det, jeg gerne ville undersøge, var, hvordan køn påvirker os, og sagen er, at køn påvirker os meget, i hvert fald på et ubevidst plan,” siger hun.

Ifølge Martine Bentsen er der nogle strukturelle ting omkring det at være journalist, der knytter sig til køn, som trækker tråde tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor journalister typisk var mænd. Hermed blev faget rundet af noget, vi forbinder med klassiske maskuline normer. Det er for eksempel den ensomme, lidt mytiske journalist, der med cigaretten i mundvigen på sin ensomme vandring gennem samfundet søger at rippe op i og afsløre svindel, magtmisbrug og moralsk fordærv.

»Der blev skabt en forestilling om, hvad en rigtig journalist er. Men hvad er en rigtig journalist? Det er jo polemisk ment, når jeg stiller det spørgsmål i min afhandling,« siger Martine Bentsen.

Hun vil gerne have læseren til at tænke over begrebet og det faktum, at det, vi kalder “Det rigtige”, ofte findes som uudtalte og ofte ubevidste forestillinger og idealer, der former, hvad vi inden for en profession anser som værende godt.

»Disse ubevidste forestillinger kommer til at manifestere sig som retningslinjer for, hvordan du som ny journalist tænker, at rollen bør forvaltes,« siger Martine Bentsen.

Hun har flere gange oplevet, at journaliststuderende, der har læst hendes afhandling, har kunnet se sig selv i det, hun beskriver – at de selv havde en opfattelse af, at for eksempel graverjournalistik er lidt mere “rigtig” journalistik end en blød casehistorie.

Martine Bentsen er dog påpasselig med at skabe et for forenklet billede af, hvordan vi opfatter køn og profession.

»Det er ikke så sort/hvidt. Ligesom du ikke kan gå ud i virkeligheden og finde en “rigtig” mand eller en “rigtig” kvinde, så findes der heller ikke ”rigtige” journalister. Alligevel kan vi ofte blive enige om, at noget er mere rigtigt end noget andet, hvis du ser på hvad, der giver anerkendelse, hæderspriser og midler. Det har også betydning, når det drejer sig om hvem, der får taletid,« siger hun.

Afhandlingen indeholder også en liste over Cavlingprisvindere og udover, at der er flest mænd på listen, er de vindende projekter typisk inden for kategorien graverjournalistik.

Jeg nikker genkendende og bliver begejstret ved tanken om at få rykket ved stereotyperne. Det kræver noget at få mennesker til at ændre verdenssyn – om det så er opfattelsen af et fag eller køn. Men Martine Bentsen prøver. Det er det, der er essensen i hele hendes afhandling – hun vil gennem en utraditionel form udfordre læseren og få os til at tænke selv.

»Faktisk er det konklusionen: At få læseren til at reflektere over både hvad køn er og betyder – altså afhandlingens emne – men også den måde, det er formidlet på – altså formen,« siger hun.

Det lyder banalt, og jeg har taget mig selv i at tænke, at det er verdens største kliché at være ung kvinde, ansat på RUC og skrive om køn. Martine nikker anerkendende og lyser op, da jeg indrømmer min umiddelbare modstand mod hendes ph.d.-projekt.
Hun har også selv skrevet om dilemmaet i afhandlingen. Jeg er heller ikke den første læser, der har haft det sådan, men ligesom de andre har jeg også måttet krybe til korset og indrømme, at hun fik mig.

Jeg blev fanget og optaget af hendes afhandling, da jeg stødte på gåden om kirurgen. Til min egen overraskelse kunne jeg ikke løse den. Jeg synes ikke, at jeg er præget af at være kvinde, eller at jeg har noget bestemt forhold til køn, men det faldt mig alligevel ikke ind, at en kirurg kunne være en kvinde. Hvorfor? Fordi jeg åbenbart har nogle ubevidste forestillinger om køn. Min kæreste, der er en mand, løste gåden med det samme. Jeg tillægger det, at han er vokset op i hjem med stort fokus på ligestilling. Min kæreste selv mener derimod, at det skyldes, at han har tidligere løst mange af den slags gåder.

Emnet skaber formen

Vi drikker mere kaffe, og Martine Bentsen svarer engageret på mine spørgsmål om formen. Hvorfor har hun lagt øvelser ind, twitter-opslag, vignetter med egne refleksioner og andre finurlige formater, der udfordrer den traditionelle form for en ph.d.- afhandling? Hvorfor kunne hun ikke bare skrive en almindelig afhandling med en traditionel struktur?

»Fordi jeg fik ondt i maven af det. Jeg kunne simpelthen mærke en fysisk modstand mod at gøre, som jeg plejer,« siger hun.

Så Martine Bentsen lyttede til maven og valgte den form, der ifølge hende selv blev skabt af emnet. Hun følte, at det var nødvendigt at sætte sit eget køn i spil og få læseren til at gøre det samme.

»Den utraditionelle form blev skabt i dialog med indholdet,« siger Martine Bentsen.

Hun er taknemmelig for, at hendes vejleder var åben over for hendes idé og måde at lave en ph.d.-afhandling på, for som hun selv siger, så er der ikke tradition for at eksperimentere med sit ph.d.-projekt.

»Det er efter min mening ærgerligt. Hvis vi ikke skulle turde eksperimentere på ph.d.-stadiet, hvornår skal vi så?« siger hun.

Hun synes, at eksperimentet kan tilføre forskningen nogle nye dimensioner. For eksempel kan det rykke ved den måde, vi betragter os selv og verden på – og er det ikke netop det, der er hele idéen med at forske?

Og Martine Bentsen fik selv garvede forskere til at reagere på sin afhandling. Under forsvaret holdt Margareta Melin, lektor, ph.d. fra Malmø Universitet, en 45 minutters lang enetale.

»Det var i sig selv en måde at sprænge rammen for feedback i et forsvar på. Normalt stiller bedømmerne en masse spørgsmål, men hun talte i en lang strøm og kom med sine uforbeholdne synspunkter,« siger Martine Bentsen.

Melin udtrykte, at hun både elskede og hadede formatet – at dét, der var forcerne, også var udfordringerne, for eksempel at der ikke er en traditionel analyse. Det betød, at Martine Bentsen fik afhandlingen tilbage, efter at hun havde afleveret den, med henstilling om at lave et kapitel, der beskrev, hvorfor afhandlingen var endt i en form uden almindelige analyser.

Det er ikke unormalt, at bedømmerne sender en afhandling tilbage, og det blev til kapitlet “En rigtig forsker”, som er afhandlingens sidste. Derudover er bedømmelse, ph.d.-logbog og lignende også med i afhandlingen, men hvorfor?

»Som ph.d. har jeg selv savnet indblik i ph.d.-processen. Jeg ville gerne stille min proces frem for andre for at bryde de forestillinger, der hersker om, hvad en rigtig afhandling er, og hvordan en rigtig ph.d.’er arbejder og reflekterer. Det synes jeg, var meget i den ånd, som afhandlingen i forvejen tog livtag med.«

Interview med Henrik Cavling

Afhandlingens empiri tager afsæt i kvalitative interviews med 15 journaliststuderende på RUC, som hun følger over 3 år. Materialet formidler hun i en montage i tre afsnit, som hun kalder klip 1, 2, og 3.  I det første klip følger hun interviewpersonerne lige inden, de skal ud i deres praktikperiode. Under overskriften: “At ville være” undersøger Martine Bentsen fænomenet en rigtig journalist og lader blandt andet interviewpersonerne reflektere over, hvad de selv gerne vil med journalistikken.

Hun spørger også sine studerende på journalistuddannelsen, hvor hun underviser, hvem der er deres journalistiske forbilleder. Tre kvinder har mandlige forbilleder, mens ingen mænd har kvindelige forbilleder. Otte kvinder har kvindelige forbilleder, mens 10 mænd har mandlige forbilleder. Er der en sammenhæng mellem køn og dem, vi ser op til? Måske, men hun giver ikke noget entydigt svar – reflekterer blot over udfaldet og ”interviewer” Politikens legendariske stifter og chefredaktør, den afdøde Henrik Cavling om, hvorvidt han tænker over sit køn i forhold til sin profession.

Uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at køn ikke fylder nævneværdigt hos Hr. Cavling.

»Interviewet med Cavling er min måde at udstille mig selv og min stereotype opfattelse af verden samt af, hvordan en mandlig journalist i begyndelsen af 1900-tallet tænkte,« siger Martine Bentsen.

Idéen med at interviewe Cavling var også en måde at gøre opmærksom på, at køn ikke fandtes dengang. Cavling forstår derfor heller ikke rigtig, hvad den insisterende journalist (fra fremtiden) vil med sit interview. For, som han siger:

»Jeg er ikke kvinde, jeg har kolleger, der er kvinder, jeg tror, de klarer sig fint inden for de rammer, de har…«

»Jeg prøver at vise, at køn er noget, vi har opfundet. Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, blev den “kvindelige” journalist skabt, men hvorfor overhovedet lægge køn ned over en profession?« spørger hun retorisk.

Hun mener, at det fortæller noget om en professions selvforståelse, når vi supplerer titlen med et køn, når der er tale om en kvinde, mens vi er mindre tilbøjelige til at gøre det, hvis der er tale om en mandlig journalist.

»Dermed har du indfanget normen for professionsrollen,« siger hun.

Henrik Cavling var ikke bare mand. Han var også, ifølge Martine Bentsen, billedet på den stereotype journalist – fræk, hurtig og sådan en, der hapser magthaverne i haserne.

På side 59 i afhandlingen er der et twitteropslag, som Niels Lunde fra Børsen har postet 12. februar 2018.
Det viser billedet af en halvfuld, forladt frokosttallerken med kniv og gaffel hvilende på hver sin side af kanten. Skriften lyder: “Sådan tænker en rigtig journalist. Børsen online @MettteWinklers tallerken i kantinen sekunder efter, at hun hørte, at Telia har været i dialog med TDC.”

Jeg bliver lidt svedt ved synet af billedet. Er det sådan en rigtig journalist skal gøre? Reagere hurtigt og løbe efter historien?
Den ene side af mig synes, at det giver god mening at reagere hurtigt, når man gerne vil have fat i en historie. Men jeg ved med mig selv, at jeg højst sandsynligt havde spist min frokost færdig. Er jeg så ikke en rigtig journalist?

Vi bliver socialiseret af virkeligheden

I det andet klip undersøger Martine Bentsen under overskriften: “Forestil dig, at du uddanner dig til journalist, hvad der sker, når de journaliststuderende kommer ud i praktik.”
Hun beskriver panikdagen – dagen, hvor journaliststuderende er i fælles kamp om en praktikplads – som en manddomsprøve. En rituel overgang fra uddannelse til den virkelige verden.

»Når jeg har analyseret panikdagen, er det fordi, den har en enorm betydning i forhold til, at den er første møde med en kultur, hvor det handler om at blive set, anerkendt og ansat. Den sætter sig dybe spor hos deltagerne – der er ingen, der ikke husker deres panikdag,« siger hun.

Kapitlet rummer udsagn om, hvordan mødet med virkeligheden også er. Mødet med en bestemt kultur, hvor der hersker normer om, hvordan de nye journalister bliver socialiseret til en bestemt kultur og til køn. Over et par sider er strøet citater fra de unge journalister, der giver læseren et indblik i, hvordan det er som novice at komme ud i en gammel og måske fastlåst kultur.

En skriver:
»I forhold til de stofområder, jeg har kastet mig over, og som vi også har grinet lidt ad og jokes lidt om på redaktionen, at det er de der bløde kvindelige stofområder, socialstoffet, der har jeg tænkt, at det jo både er fordi, det er en interesse; men at det også er fordi, der var et hul, som ikke blev dækket. Derfor gav det lynhurtigt mening at sætte sig på det stof, for så havde man en rolle på redaktionen.«

Martine Bentsen uddyber ovenstående citat med en anekdote om et interview, hun havde med en redaktør. Redaktøren, der var en mand, fortalte, at han oplevede, at de kvindelige praktikanter typisk gik efter bløde caseinterviews og portræthistorier, mens de mandlige praktikanter gik efter historier, hvor de skulle søge aktindsigt eller grave en nyhed frem.

»Men da jeg spurgte ham, om han nogensinde udfordrede sine praktikanter, for eksempel ved at give de hårde nyhedshistorier til kvinderne og de bløde casehistorier til mændene, var svaret nej. Så rent faktisk anede han ikke, om de gik efter de historier, de ønskede, eller om de kunne have lyst til noget andet, hvis de blev udfordret på det. Det er da interessant,« siger Martine Bentsen.

Så kvindelige praktikanter fylder hullerne ud. Men er det ikke bare en smart strategi for at kunne gøre sig gældende? Jeg genkender situationen fra min egen tid på en redaktion, hvor jeg også, for at få foden ind over dørtærsklen, snuppede det stof, som ingen andre gad. Men har det noget med mit køn at gøre?

»Måske – jeg kan også godt selv genkende det. Jeg går også efter hullet nogle gange. For eksempel var der ingen, der havde skrevet ph.d. om køns betydning for journalistikken, så den snuppede jeg,« siger hun.

Og sådan trækker Martine Bentsen mig hele tiden op i metaniveau og ned igen. Jeg gør, hvad jeg kan, for at få hende til at beskrive nogle konsekvenser af de her ting. Men hver gang jeg spørger: ”og hvad tror du det betyder?”
Så udbryder hun med begejstring:

»Det er virkelig et godt spørgsmål«.

Og så er jeg lige vidt.

Det tredje klip kalder Martine Bentsen for: “Forestil dig, at du er færdiguddannet journalist.”

Her finder jeg historien om, hvordan en af hendes interviewpersoner fik afslag på et job, fordi personen ikke var ‘høvding nok’. Min refleks er at tænke, at personen er en kvinde, også selvom Martine Bentsen konsekvent gennem hele afhandlingen ikke har sat køn på nogen af citaterne fra sine interviewpersoner. Dermed forstår jeg også, hvor dybt det ligger i mig gerne at ville tillægge et udsagn et bestemt køn.

Er det forskning?

Martine Bentsen er ikke bleg for at remse mulige kritikpunkter op i forhold til sin metode og form, og at det tog hende tid at anerkende det som forskning.

»Jeg skulle virkelig øve mig i at se det her som forskning, fordi jeg selv er socialiseret ind i et system, der ikke ser sådan et projekt som forskning,« siger hun.

Hun er godt klar over, at hendes afhandling er en udfordring at læse. Ikke fordi den ligger på et højt lixtal – tværtimod, den er fuld af talesprog, tankestreger og skæve indfald. Men fordi der er så mange elementer, tanker og refleksioner.

Selv hopper jeg frem og tilbage i kapitlerne. Bliver fanget og frastødt. Tabt og genfundet. Jeg troede egentlig ikke, at jeg havde nogen særlig holdning til køn, men pludselig tænker jeg over det.

For eksempel slår jeg mig på nogle citater, hvor kønnet er byttet om. Det forvirrer meningen, fordi jeg åbenbart har en forudindtaget holdning til køn.
Det ene lyder:

»Som mand på redaktionen satte jeg mig for aldrig at lave kaffe til møderne«.

Jeg kan mærke, at jeg ikke rigtig vil være ved, at jeg er så let at fange. Men jeg må erkende, at citatet får mig til at standse op og studse lidt, fordi det virker ulogisk, at en mand skulle sige det – for ville han overhovedet lave kaffe?

»Det er jo netop min pointe. Vi bliver nødt til at blive konfronteret med vores egen holdning, inden vi kan blive konfronteret med ny viden,« siger Martine Bentsen.

Hun mener altså, at jeg er uimodtagelig for ny viden, så længe jeg ikke er bevidst om, hvad jeg selv mener om emnet køn. Men hvad nu, hvis emnet blot gør mig irriteret?

»De fleste bliver sgu pænt irriteret over emnet – og hvad gør det lige for ens evne til at lytte?« spørger Martine Bentsen polemisk.

Min egen konklusion er, at jeg er ved at være pænt irriteret. For hvordan skal jeg nogensinde få en læseværdig artikel ud af alle disse mere eller mindre konkrete tanker og udsagn? Og selvom jeg har besluttet mig for at udfordre den journalistiske ramme, så skal der stadig være en tråd i artiklen.

Men i min irritation ligger der også en stillingtagen. Jeg forholder mig til emnet. Og det er jo det, der er hele formålet med afhandlingen. Martine Bentsen er tilfreds. Hun har fået mig til at gøre det, der er hele meningen med hendes eksperimenterende ph.d.-projekt.

Jeg reflekterer.

Martine Bentsens resultat af øvelse 1 og øvelse 2.

»Jeg skulle jo også gennemføre øvelsen, som jeg sætter læseren til. Det blev altså tegningen her (til venstre). Hvad den forestiller? Jeg blev meget påvirket af det, jeg oplever som en stærk rettighedstænkning både i journalistikken, i akademia og i forhold til køn. Efter, at jeg havde lavet tegningen, hørte jeg et interview omkring den franske forfatter Simone Weil. Hun har sagt, at rettighedstænkning kan føre til permanent krigsførelse. Bum. Det er netop det, jeg vil udtrykke med min tegning. Og derfor blev afhandlingen til et manifest for vores evne til at forestille sig noget andet. Min bevidstgørelse om min måde at tænke om emnerne på, fik mig til at tænke, at jeg jo kan ændre det billede med den måde, jeg laver forskning på. Det håber jeg, at jeg har gjort.«