‘Pernille Almlund: "Det er både krisekommunikation og massekommunikation"’ 
19.03.2020

Pernille Almlund: "Det er både krisekommunikation og massekommunikation"

A
Aktuelt
19.03.2020
5.30 min
Coronavirussen spreder sig til alle kroge af samfundet, og inficerer hver enkelt danskers liv både praktisk og sundhedsmæssigt. Fire RUC-forskere fra hvert af de fire institutter på universitetet giver her deres videnskabelige perspektiv på, hvad denne nye virus har af betydning for samfundet. I denne artikel fortæller Pernille Almlund om, hvordan myndighederne har håndteret kommunikationen til borgerne.

Skrevet af

Julie Steenbuch Holt

Journalist

Katrine Juel Friis

Journalist

Coronavirussen, eller den såkaldte COVID-19, har vendt op og ned på danskernes hverdag og samfundets økonomi. Når snakken går på COVID-19, bliver det hurtigt til komplekse svar. Derfor har RUC Paper interviewet fire forskere, der repræsenterer hver sit fakultet på RUC, i forsøget på at gøre jer klogere. Det er Lone Simonsen, Jesper Jespersen, Katia Dupret og Pernille Almlund.

Læs, hvad de tre andre forskere siger om alt fra regerings-tiltagenes effekt på smittespredningen til virussens påvirkning på økonomien, samt den psykologiske påvirkning, når hjemmet bliver arbejdskontoret.

Pernille Almlund, lektor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC 

Hvad kan du sige om den måde, hvorpå regeringen og myndighederne har givet danskerne besked om de tiltag, der vil ændre samfundet?

»Jeg synes egentlig, at de har gjort det godt. Jeg var mere kritisk før onsdag (hvor Danmark lukkede ned red.). Jeg synes virkelig, at der er sket et skift, fordi de har taget opgaven på sig på en sådan måde. De bevæger sig hele tiden inden for at anerkende, at de selv kommer til at begå fejl i usikkerhedens land, for det her er uprøvet territorium for os alle sammen. Og så har de forsøgt at give varslingen så roligt som muligt. De har sagt til befolkningen, at det her bliver svært, men vi er nødt til at gøre sådan her. Jeg synes egentlig, at regeringen og myndighederne har været meget præcise i deres udmeldinger, og så synes jeg, at det lille trick med, at de selv begår fejl, og der kommer til at være fejl, er betryggende. Jeg ville være meget mere urolig, hvis jeg stod over for en myndighed, der sagde, at de havde styr på alting.«

Så det er fint indtil videre, at meget af ansvaret stadig bliver lagt over på folks egen fornuft og vurderingsevne?

»Det er den vurdering, man har foretaget her i landet. Det er jo ikke en kommunikationsopgave at vurdere, om det er det, der skal til. Det er vores sundhedsmyndigheder i samarbejde med vores politikere, der vurderer, om det er den rigtige strategi i forhold til denne her virus. Jeg ved, at man i Danmark har en strategi om ikke at politisere situationen. Under svineinfluenzaen (i 2009 red.) var det heller ikke sådan. Det var myndighederne, der tog sig af det. Denne her gang har man iværksat nogle lidt vildere tiltag, blandt andet de hastelove, der er stemt igennem, som man har haft brug for politisk opbakning til.«

Og det eneste sted lige nu, hvor vi ser håndteringen som en politisk beslutning, er vel i forhold til grænselukningen, fordi ingen eksperter mener, at det vil gavne noget som helst?

»Præcis. Her er vi trådt ind i politisk land. Det, der menes med, at vi fravælger at politisere tingene, er, at der ikke går en stor politisk diskussion i, hvordan man skal håndtere krisen i det hele taget. Det har vi ikke set.

Men grænselukningen er netop også noget, der kan gøre befolkningen mere bange og nervøse i forhold til de andre tiltag om, hvorvidt de kan få deres børn eller andre hjem fra rejser. Det kan skabe ekstra utryghed i en befolkning, fordi der er usikkerhed om, hvorfor man præcist har lukket grænsen.«

»Jeg tror på, at hvis man afholder oplysninger fra folk, skaber det mere panik, end hvis man bare er åben og fortæller, hvad der sker.«

Er det lykkedes ikke at skabe for meget panik i samfundet, men samtidig skabe nok forsigtighed blandt folk?

»Det kan jeg ikke 100 procent vide, men jeg vil gå ud fra, at størstedelen af den danske befolkning håndterer det her nogenlunde efter anvisningerne. Det er klart, at vi alle sammen gør nogle små ting og har vores egen fortolkning af, hvad vi synes er rimeligt på det her plan. Her kan man sige, at sådan er det også nødt til at være, med mindre vi gerne vil derhen, hvor der bliver indført udgangsforbud, og politiet stopper folk på gaden for at se bevis på, at de nu også er på vej ned for at købe ind.

Det er klart, at lige nu er vi der, hvor nogle af os tolker det som, vi gerne må mødes med vores nærmeste familie, så længe vi ikke er et selskab på mere end 10 personer, mens andre siger, at de slet ikke mødes med nogen. Her laver vi jo hver især små fortolkninger af, hvordan vi tager os af det her. Hvis vi skal udover det, skal vi enten ud i forbuddets land, eller også skal myndighederne i dialog med hver borger på en helt anden måde, og det er der formodentligt ikke kapacitet til i en situation som denne her. Det er både krisekommunikation og massekommunikation.

I Danmark har vi jo en befolkning, som i meget stor stil har tillid til myndighederne, og det betyder også, at rigtig mange af os følger med, følger anbefalingerne, følger pressemøderne og dybest set tror på de udmeldinger, der kommer. Jeg tror på, at hvis man afholder oplysninger fra folk, skaber det mere panik, end hvis man bare er åben og fortæller, hvad der sker. Og det er netop det, jeg mener, myndighederne træder ind i nu, hvor de begynder at fremlægge tingene så åbent og ærligt, de kan.«

Man kan vel heller ikke undgå, at der i sådan en situation her er nogle, der reagerer med panik og uro?

»Det er klart, at man skal være vagtsom, men at gå i panik er jo at agere uhensigtsmæssigt, så man vil jo gerne fra myndighedernes side undgå, at man når derud, hvor folk handler fuldstændig vanvittigt. Det tror jeg for så vidt godt, at man kan undgå her i landet, hvis jeg skal være helt ærlig. Men jeg tror, at netop grænselukningen godt kan få nogle følelser frem i folk, fordi det måske er ens nærmeste, man ikke kan få hjem. Sådan noget kan skabe en anden form for usikkerhed, end hvis man kan sige, at man har sin familie ved sig.

I det store hele tror jeg, at regeringens og myndighedernes håndtering gør, at vi formår ikke at gå i panik, men forholder os roligt. Når det så er sagt, så er det selvfølgelig vigtigt, at frygten sidder i os. Det mener jeg, at den skal, fordi ellers ville folk jo slet ikke tage noget alvorligt.«

Mange medier har jo i kølvandet på alt det her udsendt guides, fordi folk har været i tvivl om, hvad de egentlig måtte. Er det okay, at medierne er blevet nødt til det, eller er det tegn på, at myndighederne og regeringen burde have kommunikeret anderledes ud?

»Jeg vil umiddelbart sige, at det er fint, for pointen er jo, at medierne i denne her situation bliver myndighedernes forlængede arm, ligesom de også var det under svineinfluenza-epidemien for 10 år siden. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så sidder vi alle sammen med en egenfortolkning. Der er mange råd derude, og der sidder både eksperter, der siger, at man godt må mødes med sine nærmeste, så længe man tager de fornødne forholdsregler, og så er der andre eksperter, der siger, at det overhovedet ikke er i orden at tage til noget som helst.«