Vores problem har også en organisatorisk dimension. Der hersker nemlig en asymmetri i den måde, vi laver uddannelser på. Kandidatuddannelserne laver kandidatuddannelser. Bacheloruddannelserne laver ikke bacheloruddannelser. Det gør kandidatuddannelserne! Kandidatuddannelserne bestemmer, hvem der skal undervise på kandidatuddannelserne. Bacheloruddannelserne bestemmer ikke, hvem der underviser på bacheloruddannelserne. Det gør kandidatuddannelserne! Asymmetrien er næppe begrundet i organisatoriske idealer: Den medfører en systematisk adskillelse af viden og ansvar på den ene side og beslutningskompetence på den anden.
Eller vi kunne sige magt. Det ved alle fag noget om! Den kan være svær at få øje på. Ofte er den som vinden, vi ikke kan få at se. Så der må fortolkningsfaglighed til: Når vi ser en mærkelig asymmetri, der synes stik imod al fornuft, kan vi forklare den med magt. Hvis vi antager, at magten på universitet er placeret på kandidatuddannelserne, kan vi forklare den organisatoriske asymmetri. I øjeblikket er indflydelsen på uddannelsernes form og indhold ligefrem proportional med afstanden til en 1. semester-studerende. Det har bacheloruddannelserne langt vanskeligere ved at trives med end kandidatuddannelserne.
Nu sidder der måske en økonom og tænker ”Hvad med min faglighed? Den er da enormt vigtig for hele debatten om en kandidatreform!” Og det er rigtigt. Der er nemlig endnu en asymmetri mellem bachelor- og kandidatuddannelser: Bacheloruddannelser betaler for sig selv. Det gør kandidatuddannelser ikke. Dem betaler bacheloruddannelser for. Alligevel er der nogle på kandidatuddannelser, der har den teori, at de højere uddannelser lider frygteligt under New Public Management, og det har de måske ret i. Men det kan altså ikke være den form for New Public Management, der er ren neoliberal ideologi, og som styrer det offentlige alene med øje for bundlinjen. Der skal et mere dialektisk begreb til for at få fat i, hvad det er for et managementregime, som er på spil. Så vi får brug for en filosof.
Det er næsten til at blive postkolonial af. Hvis ikke det altså lige var fordi, det i grunden er mere kolonialt end post. Historien har det med at gentage sig. Den måde, kandidatuddannelserne styrer bacheloruddannelserne på, har lært meget af vestens kolonihistorie: Kandidatuddannelserne bestemmer over de fjerne egne på bacheloruddannelserne, der til gengæld kompenserer kandidatuddannelserne økonomisk for at slippe for det tunge ansvar som frihed og selvstændighed jo også er. Og det er faktisk heller ikke sådan, at kandidatuddannelserne slet ikke er i berøring med deres kolonier. Man kan for eksempel, selv om man egentlig hører til på en kandidatuddannelse, og alle anerkender det, blive udsendt til kolonien for en periode. Det er naturligvis et kors, og derfor bliver man også kompenseret for det. En sådan udstationering kaldes en allokering. Men det er en slags eufemisme. For der er vanvittigt mange problemer i kolonierne. Og det er ikke sikkert, man får lov at tage sine egne med fra sin kandidatfaglighed. For i kolonierne har man nogle vilde uciviliseret størrelser, man – også med en eufemisme – kalder studerende, og af og til er det dem, der tvinger én til at forholde sig til, hvad det er for nogle problemer, de ser. Det er hårdt, og derfor varer allokeringer sjældent særligt længe. Så får man lov at komme hjem igen.
Nuvel, det hele er lidt komisk. Ingen behøver at tage anstød eller føle sig truffet. Heller ikke selvom, der er meget sandhed i det. For det problem, vi taler om her, er det, vi kalder strukturelt. Derfor skal vi heller ikke løse det med samvittighed, opfordringer eller hensigtserklæringer. Vi skal løse det strukturelt ved at organisere os på en anden måde. Lad os benytte reformarbejdet til det!
Vi skal for det første sørge for, at den succesfulde RUCske uddannelsesmodel, der trods vilkårene har ført til bacheloruddannelsernes succes, bliver model for kandidatuddannelserne også. Det kunne for eksempel ske ved, at vi, når vi skal oprette nye kandidatuddannelser, kræver af dem, at de alle er problemorienterede og tværfaglige. Det ville af sig selv skabe større sammenhæng mellem bachelor- og kandidatuddannelse. Og det ville måske også reducere kandidatuddannelsernes trang til at kolonialisere og disciplinere bacheloruddannelserne med indholdskrav. De nye kandidatuddannelser vil have langt lettere ved at se sig selv i bacheloruddannelserne, hvis deres uddannelsesmodeller flugter.
Dernæst skal vi sørge for, at det ikke i fremtiden er kandidatuddannelserne, der bestemmer, hvem der bliver allokeret til bacheloruddannelserne. Det skal bacheloruddannelserne! Forestil jer, at det var bacheloruddannelserne, der bestemte, hvem der skulle undervise på kandidatuddannelserne. Det kan man slet ikke forestille sig. Det giver faktisk ikke mere fornuft, at det er omvendt. Der skal være sammenhæng mellem beslutningskompetence og ansvar. Det er der ikke, hvis det er studieledere, forskningsgruppeledere eller andre end bacheloruddannelsernes egne studieledere, der bestemmer, hvem der allokeres til bacheloruddannelserne.
Gennemfører vi kandidatreformen efter de retningslinjer, der lå i det udspil, der kaldte retningslinjerne dogmer og principper, og tager vi højde for, at vi på universiteter har nogle magtlogikker, der ligger så dybt i vores kulturelle koder, at vi oplever dem som anden natur, kan vi være langt mere fortrøstningsfulde med udsigten til, at der efter den forestående kandidatreform følger en bachelorreform.
Og den reform har vi også brug for. Bacheloruddannelserne skal indrettes, så vi kan styrke og revitalisere det gruppearbejde, hvis tværfaglighed følger af problemorientering.
