Stop gætteriet!

RUC’s bachelorstuderende har landets højeste mobilitet efter endt uddannelse: Tal fra Danmarks Statistik viser, at 28 pct. af de RUC-bachelorer, som går direkte videre til en kandidatuddannelse, vælger at gøre det på et andet universitet end RUC.

Det er en kendsgerning. Spørgsmålet er så, hvad man skal lægge i den. Det er klart, at for en snæver betragtning ville RUC’s kandidatuddannelser indlysende nok have et højere optag, hvis vi havde lavere mobilitet. Men vi har ikke på RUC udarbejdet nogen analyser af, hvad grundene til den relativt høje mobilitet er, ligesom vi heller ikke kender grundene til, at mobiliteten andre steder er lavere. Så vi opererer i et felt præget af manglende viden. Det giver god grobund for spekulationer.

Mange kolleger har – blandt andet i de nyligt indkomne høringssvar til kandidatreformen – udledt, at der må være kvalitative problemer på bacheloruddannelserne, som bevirker, at dimittenderne søger væk. Man kunne imidlertid med mindst lige så god ret udlede, at der må være kvalitative problemer på kandidatuddannelserne, som gør disse mindre attraktive for vores egne bachelorer. Én kendsgerning, midt i al denne manglende indsigt, er jo, at RUC’s bacheloruddannelser har et samlet frafald, som ligger under landsgennemsnittet, mens vores kandidatuddannelser har et frafald, som ligger betydeligt over.

Ligesom mange andre forhold ved den kommende kandidatreform (for eksempel manglende prognoser på de studerendes valgadfærd stillet over for færre valgmuligheder, manglende arbejdsmarkedsanalyser, manglende økonomiske beregninger*) er spørgsmålet om bachelorernes mobilitet en black box.

Så måske skulle vi frigøre os fra gætværket og se på de to oplagte muligheder, der er for at hæve søgningen til kandidatuddannelserne: 1) at fastholde flere af vores egne bachelorer, og 2) at hæve søgningen fra udefrakommende bachelorer. Vi hæfter os ved, at i den debat, der indtil nu har udspillet sig på RUC, har fokus langt overvejende været på mulighed nummer 1, mens mulighed nummer 2 har været overraskende underbelyst. Hvorfor? Spørgsmålet trænger sig på i lyset af den underligt bagvendte logik, der ligger i en overdreven fokus på mulighed nummer 1. Der er jo naturlige grænser for, hvor mange af vore egne vi kan fastholde, men at hæve antallet af udefrakommende studerende er alene begrænset af vores dimensioneringstal. Det er i mulighed nummer 2, der for alvor er potentiale.

RUC som Danmarks Bolognauniversitet

Vi vil foreslå, at vores aktuelt mest presserende opgave er, at vi som universitet må besinde os på at tage Bologna-tankegangen alvorligt. Faktisk kunne den kommende kandidatreform være en lejlighed til at placere RUC på landkortet som det mest Bologna-kompatible universitet i Danmark.

Når man kigger i høringssvarene fra RUC’s studienævn, springer det i øjnene, at mange finder, at det kun er meningsfuldt at udarbejde en kandidatreform, hvis man samtidig reformerer bacheloruddannelserne, “… så vi ikke ender med bacheloruddannelser, der uddanner til kandidatuddannelser, der ikke længere er på RUC,” som det for eksempel hedder i høringssvaret fra studienævnet for Kommunikationsuddannelserne. Det er da også en legitim bekymring; men dog især, hvis man vælger at tænke universitetsuddannelser i præ-Bologna termer, dvs. med en tæt progression mellem fagelementerne lige fra første dag på bacheloruddannelsen, til det sidste punktum er sat i specialet.

Tankegangen vidner om, at vi øjensynligt ikke tænker i Bolognakategorier, hvilket harmonerer dårligt med, at mulighed nr. 2 – at tiltrække bachelorer udefra – i princippet er den løsning, som har det største potentiale.

Sagen er, at hvis projektet lykkes – det projekt, som kandidatreformen grundlæggende handler om: At få flere studerende på RUC’s kandidatuddannelser – så skal uddannelserne være attraktive for udefrakommende bachelorer. Og i det øjeblik, at det – forhåbentlig – lykkes, så er der ikke længere en homogen studentergruppe på kandidatuddannelserne, hvorfor vi i god tid bør have udformet kandidatuddannelser, som kan stå på egne ben og kan rumme den forskellighed i forudsætninger, som naturligt følger med.

Det er ikke en uproblematisk opgave at omtænke sammenhængen mellem bachelor- og kandidatuddannelse, og træerne vokser ikke ind i himlen. Det er for eksempel indlysende, at et fuldtonet Bologna-universitet ikke rummer de samme specialiseringsmuligheder som det universitet, vi kender fra det 20. århundrede. Det ved vi fra den angloamerikanske universitetsverden (som jo så imidlertid har andre fortrin). Til gengæld rummer Bologna-universitetet rige muligheder for generalisering, for breddekompetencer og for den almene, akademiske dannelse, som i sidste ende kan generere den forkætrede employability. Og her har RUC jo allerede et forspring, fordi vi har indarbejdet tværfaglighed og projektarbejde som bærende, pædagogiske principper.

Hvis vi benytter lejligheden til at gøre RUC til Danmarks førende Bologna-universitet (eller Nordeuropas, måske?), så kræver det en aktiv, strategisk indsats og hvilket bedre tidspunkt end nu, hvor vi på godt og ondt kaster os ud i en kandidatreform, hvor sikkerhedsnettet alligevel er svært at få øje på. Målsætninger kunne være noget i stil med disse:

• Kandidatuddannelser skal understøtte og facilitere mobilitet aktivt, hvorfor de skal være både nationalt og internationalt orienterede. Et stærkt engelsksproget udbud skal således tænkes ind fra start.
• Kandidatuddannelsernes unikke kvaliteter skal profileres tydeligt: RUC’s mest unikke træk er PPL-læringsmodellen og den indbyggede tværfaglighed. Der er ingen grund til at konkurrere med CBS på deres vilkår, når vi har vores egen unikke profil. RUC-kandidater får 21. century skills samt kompetencer til at forstå og at handle på komplekse problemer på tværs af traditionelle faggrænser.
• Bacheloruddannelserne skal endegyldigt tænkes som uddannelser i deres egen ret, ikke som forskoler til lokale kandidatuddannelser. Bacheloruddannelserne, som bærer RUC’s uddannelsesøkonomi, kan dermed styrkes.

Hvis det ikke er i stykker, skal det ikke repareres: Bacheloruddannelserne er ikke i krise

En besindelse på Bologna-principperne udelukker ikke, at vi skal kigge på bacheloruddannelserne – faktisk er det oplagt, ikke mindst i relation til fagmodulernes stilling. Men i en gennemført Bologna-tankegang behøver vi ikke gøre det hele samtidig, for vi er ikke afhængige af en 1:1-sammenhæng med kandidatuddannelser, hvis disse vel at mærke tænkes udad i stedet for indad.

Og det er på høje tid: RUC’s bacheloruddannelser er ikke problemløse, men mange af uddannelsernes problemer kan tilskrives deres manglende selvstændighed, organisatorisk såvel som fagligt. Som Hans Ulrik Rosengaard peger på i et indlæg i RUC Paper d. 16. april 2020, så er bacheloruddannelsernes skæbne kolonialistisk: Kandidatfagene har historisk haft hånd- og halsret over bacheloruddannelserne. Bemandingen af uddannelserne har været afhængig af kandidatfagenes velvilje og interesse, finansieringen har været politisk fastsat på et niveau langt under den reelle indtjening, som uddannelserne har haft via STÅ-taxameteret, og på det faglige område har det været legitimt for kandidatfag at betragte dele af uddannelserne som “deres” ressort, med muligheden for at instrumentalisere dele af uddannelserne for at rekruttere studerende til de pågældende kandidatfag.

Det er klart, at der må ske en økonomisk omfordeling mellem bachelor og kandidat (det er almindeligt de fleste steder), og det er selvfølgelig også hensigtsmæssigt, at de faglige fællesskaber går på tværs af bachelor og kandidat. Men i et konsekvent tænkt Bologna-universitet må bacheloruddannelserne selvstændiggøres, sådan at fornøden udvikling ikke afhænger direkte eller automatisk af de valg, som træffes på kandidatniveau.

RUC’s bacheloruddannelser er samlet set en succes, økonomisk såvel som fagligt. Der er god søgning til de fleste af uddannelserne med en støt stigende procentdel af førsteprioriteter; eksterne censorer giver høje karakterer til de studerendes projektarbejder, uddannelserne har lavt frafald i forhold til sektoren generelt (i modsætning til, hvad der desværre fejlagtigt blev påstået i universitetsledelsens indledende materiale om kandidatreformen) og særdeles god gennemførselsprocent; undervisningsevalueringerne viser generelt rigtig gode takter, og studiemiljøundersøgelser viser, at RUC’s bachelorstuderende generelt er tilfredse med studiemiljøet. Når man ser bort fra de problemer, som bevisligt opstår som en konsekvens af bacheloruddannelsernes fraværende autonomi, så er der ikke noget, der tyder på, at uddannelsesmodellen rummer indbyggede kvalitative problemer. Og her er anekdotiske modargumenter ikke rimelige; RUC’s bacheloruddannelser har tilsammen flere tusind indskrevne, og selvfølgelig kan man let finde eksempler på ringe projektrapporter, mislykkede uddannelsesforløb og studerende, som mener det ene eller det andet om uddannelserne. Men ser man på den systematisk indsamlede viden, er indtrykket klart, at uddannelserne fungerer godt. Nu, hvor universitetet står i sin tungeste økonomiske krise i mange år, må det bedste råd derfor være: Don’t change a winning team.

Vi anbefaler, at vi på RUC fortsætter et tæt, fagligt samarbejde mellem bachelor- og kandidatuddannelser, ikke mindst om RUC’s grundlagspædagogiske principper, og at vi holder fokus på at udarbejde kandidatuddannelser, som er til at få øje på i resten af verden, hvor Roskildemodellen giver et stærkt grundlag for at tiltrække ansøgere.