‘RUC-studerende har stemt til Akademisk Råd og Universitetsbestyrelsen: Se resultat’ 
Artikel l 04.11.2020

RUC-studerende har stemt til Akademisk Råd og Universitetsbestyrelsen: Se resultat

A
Aktuelt
Artikel l 04.11.2020
2 min
Stemmerne til Akademisk Råd og Universitetsbestyrelsen er talt op for de studerende. RUC Paper har samlet et overblik over resultaterne.

Skrevet af

Katrine Juel Friis

Journalist

Afstemningen til Akademisk Råd og Universitetsbestyrelsen sluttede i dag klokken 12. RUC Paper giver dig overblikket over, hvilke kandidater Studenterrådet og Frit Forum har fået stemt ind.

Akademisk råd

Studenterrådet har fået valgt følgende fem ind:

1) Minhal Janjua

2) Lauge Lunding Bach

3) Julie S. Bruun

5) Magnus Rude Nielsen

6) Maja D. Oscar

Frit Forum har fået valgt Fahmi Faysal Jama.

De bliver valgt ind i et råd, der arbejder med sager vedrørende uddannelse, forskning og økonomi på RUC og skal rådgive rektor herom. Rådet havde for eksempel en afgørende rolle i at få de studerendes ord med i behandlingen af den nye kandidatreform. Rådet består af repræsentanter fra det videnskabelige personale på RUC samt studerende på valg. De studerende, der sidder i rådet, repræsenterer et område hver.

Universitetsbestyrelsen:

Til Universitetsbestyrelsen er to fra Studenterrådet valgt ind:

1) Lauge Lunding Bach

2) Calvin Raine Carlson

Universitetsbestyrelsen er den øverste myndighed, og det er her, de overordnede rammer for universitetet besluttes. Det er bestyrelsen, der opretter eller nedlægger fag, vedtager strategier for RUC, hyrer og fyrer rektor samt vedtager budget. Den består at to studerende fra Studenterrådet, to RUC-ansatte og fem eksterne repræsentanter.

De to VIP valgte til bestyrelsen blev lektor på IKH Kirsten Hvenegård-Lassen som repræsentant, og professor MSO Kirstine Niss på INM som suppleant. Det var det videnskabelige personale på RUC, der stemte dem ind.

Jubel og stolthed

Forperson for Studenterrådet Mathilde Vendelholt kan på vegne af resten af organisationen sige, at de er stolte:

»Vi er helt vildt stolte af både repræsentanter, der er kommet i universitetsbestyrelsen, samt at vi har sikret alle fagområder i Akademisk Råd med vores kandidater. Det garanterer en bred repræsentation af fagligheder, som er virkelig vigtigt i forhold til det fremadrettet arbejde med specielt kandidatreformen.«

Også formanden for Frit Forum Fahmi Faysal Jama er stolt over, hvad Frit Forum har udrettet:

»Jeg er vanvittig stolt. Det er en gamechanger, at jeg blev valgt ind trods omstændighederne. Vi måtte ikke være i kantinen på grund af den nuværende situation med COVID-19, og RUC var nærmest en spøgelsesby, så vi har haft svært ved at komme ud med vores budskab,« siger han og tilføjer:

»De sidste to nætter har jeg holdt mig vågen, fordi jeg var meget bekymret over, om nok stemte dels på grund af COVID-19 og dels på grund af, at tre kampvalg blev udskudt.«

Det første Fahmi Faysal Jama skal gøre som nyt medlem af Akademisk Råd er at kæmpe for, at studerende kan få et projektfrit semester, der erstattes med en praktikperiode på bacheloren.