Det har aldrig været mere essentielt at tale om, hvilken rolle videnskaben og objektivitet bør spille i vores samfund. Ideologiske agendaer vinder territorium i akademia, hvilket leder til politisk indoktrinering af de studerende samt en voksende aktivistmentalitet, hvor forskning skal redigeres, så det matcher et bestemt verdenssyn. Faren er, at vi er ved at lade det subjektive trænge ind på det objektives domæne. De radikaliserede aktivister på den ekstreme venstrefløj bruger empati som en undskyldning for at tilegne sig magten over vores tanker og tale, og det starter på universiteterne.

Jeg har selv deltaget i debatten om eksempelvis køn, hvor jeg ofte møder modargumentation i form af hypotetisk empatiske udtalelser om, at vi skal anerkende visse individers selvforståelse, for ellers er vi uvenlige over for dem. Videnskabens rolle er derved, i deres ideologi, at understøtte, hvordan de mener, verden bør se ud. Det er en fatal fejl. En fejl, der kan have vidtrækkende konsekvenser, som tilmed er umulige at forudse.

Videnskaben er nødt til at indeholde et objektivt domæne, hvor forskere uafhængigt af ideologi og politisk dogme kan undersøge verdens fænomener og afdække samfundets muligheder for at adressere vores udfordringer. Videnskabens opgave er ikke at understøtte nogens subjektive selvforståelse eller redigere sine konklusioner, fordi de muligvis støder bestemte individer. At tale om noget betydningsfuldt i samfundet indeholder en iboende risiko for at støde. Derfor må potentiel krænkelse aldrig blive en acceptabel grund til ikke at dele sin holdning.

Når humanisterne tager deres konklusioner og bruger dem til at afspore biologiens fund, så åbner vi op for, at al objektiv forskning kan miste sin relevans, fordi den objektive virkelighed overtages af subjektiv selvforståelse.

For at begå os succesfuldt i verden er vi nødt til at have et fælles sprog af objektiv betydning, ellers kan vi ikke debattere, da det ellers bliver umuligt at tale om det på lige fod. Idéen om at der ikke findes en objektiv definition på køn, men at det derimod skal defineres subjektivt af individet, er et godt eksempel på, hvornår humanisterne går for langt. De trænger ind på det objektive domæne og modificerer endda vores sprog, så det baner vej for deres ideologi.

Problemet bliver kun endnu større, når de radikaliserede aktivister misinformerer befolkningen og snyder os til at tro, at naturvidenskaberne har skrevet under på humanisternes konklusioner. Det har de ikke. Naturvidenskaberne kæmper for livet, og det er på tide, at vi forsvarer dem og deres ret til forskningsfrihed.

Når indvandrerforskere står frem og siger, at de ikke tør offentliggøre resultaterne af deres forskning af frygt for at blive stemplet som racister – samtidig med at biologer og psykologer mobbes og forfølges for at vise videnskabelig evidens for det objektive køns eksistens samt de iboende forskelle på mænd og kvinder – så er det fordi, deres felter er under angreb.

Objektiv forskning afdækker virkeligheden, og vi skal ikke klandre forskerne for at fortælle os sandheden. De er ikke skyld i, at det ser ud, som det gør; de har blot opdaget det. Det lugter af en fare, Malcolm X påpegede i en tale, hvor han sagde, at hvis der løber en mand ind i vores hus og siger, at det brænder, så har vi en tendens til at rette vores vrede mod manden på trods af, at han ikke er skyld i branden. Don’t shoot the messenger!

Tragedien i vores tid er, at det er blevet vigtigere at have ret end at være effektiv. Alt for mange graver sig ned i et ideologisk hul, hvor de kun møder andre, der bekræfter deres holdninger, og de fornægter alt modstridende. Den ekstreme venstrefløj tror, at de kæmper for social retfærdighed, men sandheden er, at de kæmper for at tilegne sig magt. De kæmper for at indskrive deres postmodernistiske ideologi i landets lov og derved få kontrol over, hvad du og jeg skal sige og tænke.

Siger du for eksempel, at jeg (gennem tale) skal agere, som om en biologisk mand er en kvinde, fordi vedkommende subjektivt mener det, så beder du mig om at agere som om noget, jeg ikke mener er virkeligheden, er sandt. Du beder mig om at agere, som om din subjektive selvforståelse dikterer virkeligheden.

Det betyder ikke, at jeg nægter at kalde en person for ”han”, hvis vedkommende beder mig høfligt om det i en privat situation. Det betyder, at jeg synes, det er en forfærdelig udvikling, at mange kæmper for, at jeg bør tvinges gennem lov til at bruge bestemte personlige pronominer; selv når jeg mener, at de strider mod den objektive virkelighed. Ingen har ret til at diktere, hvad jeg skal sige, da det er direkte forbundet med min ret til at tænke frit.

Det næste problem med idéen om, at subjektiv selvforståelse definerer virkeligheden, er, at argumenterne er så løse, at hvis vi accepterer dem, så er der stort set ingen grænser for, hvad de kan bruges til.

Alle de argumenter, som jeg har hørt, der taler for, at kønnet er en social konstruktion, kan ligeledes bruges til at argumentere for, at for eksempel alder er en konstruktion. Hvis jeg kan identificere mig som en kvinde, selvom jeg ifølge biologien er en mand, hvorfor kan jeg så ikke identificere mig som en 80årig? Der er færre iboende forskelle på mig og en 80årig end på mig og en kvinde.

Visse antropologer argumenterer for, at vi ”gør vores køn” – at køn er performativt. Agerer du som et bestemt køn, så er du det køn. Kan jeg så ikke bare begynde at agere som en 80årig og så være det? Hvis mit køn er performativt, hvorfor kan min alder så ikke også være det? Hvis virkeligheden er subjektiv, og det er resten af samfundets opgave at acceptere min subjektive selvforståelse og indrette sig efter den, hvorfor kan jeg så ikke blive anerkendt som en 80årig og gå på pension nu?

Det lyder måske vanvittigt, men er det reelt særlig langt fra en mand, der vil anerkendes som en kvinde og have lov til at deltage i kvinders atletik? Jeg siger ikke, at transkønnede ikke findes. Det gør de, det er der ingen tvivl om. Og jeg har intetproblem med at støtte en transkønnet mand i sit ønske om at begå sig i samfundet som en mand. Jeg mener, at vi alle har et medansvar i forhold til at komme transfobi og intolerance til livs. Men det betyder ikke, at en transkønnet mand objektivt er det samme som en biologisk mand.

Hvis det får lov til at fortsætte, så ødelægger vi det objektive domæne. Vi mister evnen til fælles at definere en objektiv virkelighed. Ingen kan forudse, hvilke konsekvenser det vil have på sigt, og det er derfor, det er så skræmmende. Vi er i færd med at nedbryde nogle store strukturer, der har været ekstremt vigtige for menneskelig fremgang og udvikling. Forskning skal ikke matche ideologi. Videnskaben skal ikke indrette sig efter, hvordan du ville ønske, virkeligheden så ud. Lige nu lærer vi folk – i særdeleshed unge mennesker – at råbe, før vi lærer dem at tænke. Vi lærer dem at blive aktivister for eller imod bestemte sager, før de sætter sig ind i det bagvedliggende og får en nuanceret forståelse for begge siders argumentation.

Vi lærer folk, at det er vigtigere at have ret end at være effektiv. I særdeleshed når det kommer til sociale emner og samfundsproblemer, der fører til menneskers individuelle lidelse, bevæger vi os i retning af hellere at ville have ret end reelt at ville hjælpe folk. Den måske hårdeste sandhed, vi skal acceptere, er, at virkeligheden ikke altid ser ud, som vi ville ønske, den gjorde. Vi må og skal stoppe denne udvikling, hvor ideologisk styrede, radikaliserede aktivister straffer forskere for at præsentere valide forskningsresultater, fordi disse ikke matcher deres verdenssyn.

Hvis vi ikke beskytter objektivitet, så risikerer vi at ødelægge os selv.