Det er nemlig en kendsgerning, at den første offentlige omtale af rapporten var en faglig kritik fremført i kronikken Valuta for Støjbergs penge, der blev bragt i Weekendavisen 6.8.20.

Vores kronik var affødt af Magt og (m)uligheds bagatellisering og forsøg på udviskning af et ellers veldokumenteret problem, som mange – og især kvinder – med etnisk minoritetsbaggrund kæmper med, nemlig æresrelateret social kontrol.

Udviskningen var en hån mod dem, der lever og har levet med kontrollen, og en underkendelse af deres erfaringer.

Kronikkens overskrift fik mange til at løbe med en halv vind og udtale, at det jo ikke er forskeres opgave at stille politikere tilfredse. Det er der imidlertid heller ikke nogen, der har argumenteret for. Når rapporten er blevet afvist fra politisk hold og fundet uanvendelig, skyldes det ikke, at dens resultater falder uden for konkrete politikeres ideologiske smag og politiske program, som nogle har hævdet. Det skyldes derimod, at den er mere politik end forskning.

Med sit ensidige fokus på majoritetssamfundets diskrimination (af muslimer) og tilsvarende mangel på interesse for intern magt og undertrykkelse i de etniske minoritetsmiljøer står det klart, at rapporten er ideologisk styret. At rapporten politiserer på bekostning af analytisk behandling af empiriske data, har vi også omtalt i artiklen Omsorg for forskningsfriheden er et absurd værn mod kritik i Altinget 1.11.20. Og i artiklen Politisk censur eller politisk forskning bragt i Forskerforum 17.12.20 har vi stillet spørgsmålet, hvem der egentlig bedriver politik.