Rektor og danske universiteter bakker op om forskere

»Vi bliver intimideret og chikaneret i en sådan grad, at flere er blevet sygemeldt. Den politisk motiverede mistænkeliggørelse af vores forskning har store faglige og personlige omkostninger for os og for forskningsfriheden. Ane Halsboe-Jørgensen, du er vores minister, har du tænkt dig at modarbejde chikanen?«

Sådan indledte 262 forskere, heraf 52 fra RUC, et åbent brev til uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i Politiken 6. juni. Siden har mange flere sluttet sig til, så antallet af underskrifter fra hele forskningsområdet herhjemme nu er oppe på 3.241.

Rektor på RUC, Hanne Leth Andersen, bakker op om, at forskerne med det åbne brev til ministeren gør opmærksom på, hvad debatten betyder for deres arbejde og dem selv personligt. Og det gør indtryk på hende, når hver sjette ifølge en undersøgelse fra fagforbundet DM føler sig eller deres arbejde nedgjort i den hårde debat.

»Forespørgselsdebatten, vedtagelsesteksten og den debat, der er gået forud, virker i det hele taget ret stemningsbåret. Det undrer mig, når man diskuterer kvaliteten af forskning, at bevisførelsen for, at den skulle skrante, er så anekdotisk – eller at debatten i det hele taget skulle være nødvendig, « siger Hanne Leth Andersen.

Vedtagelse efter debat var dråben

De mange forskere slutter op om appellen til ministeren om at modgå de seneste måneders debat om forskning og aktivisme, der efter underskrivernes opfattelse har ført til intimidering af navngivne forskere fra Folketingets talerstol, mistænkeliggørelse og udokumenterede påstande om uredelighed.

Dråben, der fik initiativtagerne til det åbne brev til at fatte pennen, var den vedtagelse, Socialdemokratiet sammen den samlede borgerlige opposition stemte for efter en forespørgselsdebat 28. maj på Dansk Folkepartis Morten Messerschmidts initiativ.

Hans forespørgsel lød:

»Er ministeren enig i, at der i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder, og er ministeren enig i, at en sådan tendens kalder på handling i lighed med det opgør, den franske regering har udmeldt, og den undersøgelse af problemets omfang, som den har iværksat?«

Uenighed betyder ikke uredelighed

Lektor Kenneth Reinicke, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved RUC, er en af medunderskriverne af det åbne brev til uddannelses- og forskningsministeren – og med egne ord en af dem, der gennem årene har modtaget ”alverdens shit i indbakken” på grund sit forskningsarbejde med ligestilling, prostitution og vold.

»Jeg skrev under, fordi der efter min mening overhovedet ikke er noget problem med ”aktivisme” eller ”pseudovidenskab” i forskningen herhjemme. Men jeg tror, at debatten opstår nu, fordi ting som f.eks. kønsidentitet og forskelsbehandling, der før blev taget for givet, nu bliver problematiseret, siger Kenneth Reinicke.

»Det er klart, at man kan have forskellige holdninger til de ting, forskerne berører, og det gælder også mig selv. Men det betyder da ikke, at jeg bare lukker ørene for det, jeg ikke bryder mig om. At der i dag diskuteres og forskes i emner og samfundsaspekter, som nogle mener, der ikke skal røres ved, eller som de ikke bryder sig om, betyder ikke, at der er tale om dårlig forskning. Uenighed og uredelig har intet med hinanden at gøre, og derfor skrev jeg under.«

Ifølge Kenneth Reinicke kan man måske ryste på hovedet af den hjemlige debat, men i lyset af indskrænket forskningsfrihed i f.eks. Ungarn, mener han, at man skal gå op imod tendenser, der risikerer at bevæge sig i samme retning.

»Selvfølgelig kan vi til hver en tid diskutere, hvad det er vigtigt at forske i. Men de systemer, der skal kontrollere forskningskvaliteten, fungerer jo allerede ganske fortrinligt.«

Ledere bakker forskerne op

»Det er en unødvendig og provokerende vedtagelsestekst. Den anerkender på den ene side den akademiske selvregulering, altså at vi har nogle systemer, der sikrer forskningskvaliteten. På den anden side vil man så minde universiteterne om det ansvar. Det giver ikke rigtig mening« siger Jesper Langergaard, direktør for Danske Universiteter.

»Så jeg kan godt forstå, at forskerne føler sig kaldet til at skrive det åbne brev til uddannelses- og forskningsministeren. Og det gør stort indtryk, at så mange nu har udtrykt deres bekymring,« fortsætter han.

I Jesper Langergaards øjne kan universiteterne kun fortsætte med at forsvare sine forskere og deres arbejde og understrege, at forskning produceres til gavn for hele samfundet. Han ærgrer sig over, at vedtagelsesteksten og den forudgående debat i stedet for anerkendelse udtrykker mistillid til forskernes indsats.

»Forskere er vant til kritik. Det er en del af deres arbejde. Forskere skal udfordres på både metode og resultater. Men det er uhørt, når navngivne forskere nedgøres fra Folketingets talerstol. Det kan føre til, at forskere trækker sig fra den offentlige debat, og det skader både demokratiet og samfundet som helhed, fordi vi dermed går glip af ny viden. Derfor er det afgørende fortsat at forsvare forskningsfriheden, holde fast i den saglige tone og blive ved at påpege værdien af forskning. «

Efter rektor Hanne Leths opfattelse er der nu to ting at gøre: At værne om forskerne ved at ruste dem endnu bedre til den offentlige debat – selv om det samtidig vil tage ressourcer fra kerneopgaverne, nemlig netop forskning og uddannelse. Og på tværs af universiteterne at være i dialog med politikerne om at sikre og forsvare det system, der sikrer forskningskvaliteten, og ikke mindst at tydeliggøre vigtigheden af det armslængdeprincip, der hindrer politisk indblanding.

Vedtagelsen efter forespørgselsdebatten lyder:

»Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik. Universiteterne er oprindeligt et særkende for Europa, med rødder i middelalderen. I vore dage fungerer de som afgørende samfundsinstitutioner, der danner en ramme om den frie og kritiske tænkning. Grundprincippet i det frie universitet er en akademisk selvregulering. Den består i, at forskersamfundet gennem fri og kritisk debat når til konsensus om såvel de ideer, forskersamfundet anser for at være levedygtige, som de ideer, der i lyset af den kritiske debat ikke lader sig opretholde. Folketinget har den samme ret som alle andre forsamlinger af borgere, eller borgere enkeltvis, til at udtrykke holdninger til forskningsresultater. Men det bestemmer ikke, hvad der kan forskes i, eller hvordan.«

S: Vi forsvarer forskningsfriheden

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har i mellemtiden til Ritzau udtalt, at tilslutningen til vedtagelsesteksten netop er et forsvar for forskningsfriheden. Socialdemokratiets forskningsordfører Bjørn Brandenborg supplerer over for RUC Paper:

»Vi er rigtig glade for, hvis repræsentanter fra forskningsverdenen er enige i indholdet af vedtagelsesteksten, når de siger, at det er det, de i forvejen hver eneste dag arbejder efter. Det er helt almindelig parlamentarisk praksis, at man stemmer om en vedtagelsestekst efter en forespørgselsdebat. Og nej, vi kan ikke se, at den er udtryk for mistillid, tvært imod. Debatten blev rejst som et spørgsmål om, hvorvidt der er et problem med aktivisme i forskningen i Danmark, og det mener vi generelt ikke, at der er. Selvfølgelig kan der være forskning, vi er enige eller uenige i, og det har vi og alle andre ret til at udtale sig om. Men helt grundlæggende mener vi, både i Socialdemokratiet og i regeringen, at det er vigtigt, at vi herhjemme har en fri forskning, som vi værner om. Det er det, vi med vedtagelsen understreger. «

RUC Paper har også forsøgt at få en kommentar fra forskningsordførerne fra Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

DEBATTEN I HOVEDTRÆK

14 forskere går med et debatindlæg i Berlingske i september 2020 til angreb på kolleger, som de mener har en skjult politisk dagsorden. De skriver bl.a., at de er ”forskeraktivister, der forkaster idealer om værdifri forskning og eksplicit ønsker at stille deres virke til rådighed for ekstern aktivisme”.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) fjerner en forskningsrapport fra sit ministeriums hjemmeside, bestilt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Begrundelsen lyder, at rapporten ikke var fyldestgørende, mens kritikere mener, at den blot ikke var i tråd med ministerens politiske holdning. Fjernelsen blev derfor af nogle set som et angreb på forskningsfriheden – læs om sagen her

40 mellemøstforskere underskriver en solidaritetserklæring til det palæstinensiske folk, hvilket kritiseres af bl.a. flere politikere.

Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA) udtaler, at især migrationsforskningen efter deres opfattelse er præget af ”aktivisme” og ”pseudovidenskab”. Herefter indkaldes uddannelses- og forskningsministeren til forespørgselsdebat.

Efter forespørgselsdebatten stemmer et flertal i Folketinget bestående af S samt V, K, DF, LA, NB og KD for en vedtagelse, der bl.a. lyder, at ”universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.” Imod stemmer R, SF og EL.