Hvorfor valgte du RUC?

»Jeg valgte oprindeligt RUC, fordi jeg ville være journalist, og derfor ville jeg læse Kommunikation. Så skete der det, at jeg undervejs skiftede ide om, hvad jeg ville bruge mit liv på. Jeg kom til at arbejde på forskellige leder og kanter med civile NGO’er og deres kommunikation; både menneskerettigheder og det grønne. Jeg begyndte at tænke på, at jeg ville arbejde mere med politik, så derfor ændrede jeg spor undervejs. Det var stadig kommunikation og det kommunikative, som interesserede mig, men ud fra en anden vinkel end det journalistiske. Det er jo også netop det, som RUC tilbyder: At man i høj grad kan tårne sin egen uddannelse i den retning, man interesserer sig for. Jeg startede som sambach (den samfundsvidenskabelige bachelor) og blev mere og mere samfunds-interesseret og mindre journalistik-interesseret.«

Hvor gammel var du, da du startede på RUC?

Der tænkes og regnes højt i den anden ende af røret.

»Ja, jeg startede i 1987 eller var det i 1988? Jeg blev student i 1985, så jeg startede i sommeren 1987 og var derfor 20 år, da jeg startede.«

Hvordan husker du det sociale på RUC?

»Jeg mindes, at der var nogle særdeles gode fester, socialt var RUC en helt fantastisk oplevelse.

Så oplevede jeg faktisk også – det er der ikke så mange, som tror – men gruppearbejdet var ekstremt disciplinerende og i virkeligheden hårdt socialt. Alle folk tænker, at gruppearbejde er sådan noget i en rundkreds, hvor man kommer hinanden ved. Det er det jo også nogle gange, men i virkeligheden er det jo skånselsløst udskillelsesløb, især anden, tredje og fjerde gang man skal til at danne grupper, og man er klar over, hvad der er på spil: Hvem man kommer sammen med, og hvad det betyder. Den side af RUC, synes jeg er mindre charmende. Men det gælder generelt i hele livet: At der er et udskillelsesløb. Men det var meget ubarmhjertigt, sådan oplevede jeg det i hvert fald det første år, fordi jeg slet ikke havde forventet det. Det kom bag på mig. Det er muligt, at det også er sådan på andre uddannelser, men jeg oplevede det i hvert fald sådan, at den første gruppedannelse var hyggelig og kaotisk, og så begyndte man ligesom at udvælge og prioritere hårdere, hvem man skulle være sammen med. På den ene side var det meget sjovt og spændende, men det var også ekstremt socialt disciplinerende. Det er nok også meningen, men jeg synes det sommetider også var en hård omgang.«

Du har været redaktør for RUC-Nyt fra 1988-1992, hvad handlede det om?

»Jeg havde stadig det journalistiske gen; jeg synes, det var sjovt at skrive. Det var bare et drømmestudenterjob: At få lov til at skrive om politik. Jeg var allerede den gang enormt politisk interesseret, men jeg var ikke medlem af noget parti, heller ikke et ungdomspolitisk parti. Jeg var også medlem af Studenterrådet, som var et af de få råd, der ikke var organiseret i et af partierne fra venstrefløjen. Jeg var faktisk slet ikke interesseret i noget parti på det tidspunkt, men dog meget optaget af politik. Så det var rigtig fint at være redaktør, for så kunne man stikke snuden i ting på en uforpligtende måde og lære utrolig meget.«

RUC Nyt eksisterer jo ikke mere, men hvordan foregik det dengang?

»Nej det er jo en skandale, at det er afgået ved døden,« griner Martin og tilføjer:

»Det var et rigtig gammeldags skoleblad, ja det er faktisk helt sjovt at tænke på i dag. Vi satte det op fysisk, da der ikke var nogle programmer dengang. Det var først, da jeg startede på RUC, at man begyndte at få computere. Det var noget helt nyt på det tidspunkt. I løbet af de år kom der layout-programmer. Men lige da vi startede på RUC Nyt, så stod vi altså og layoutede i hånden, inden man sendte det i trykken. Det var en syret oplevelse! Men lige inden jeg stoppede efter tre år, der begyndte vi at sætte det op rigtigt professionelt.«

Havde du studiejob?

»Inden jeg fik jobbet på RUC Nyt, arbejdede jeg hos SOS-International (Internationalt call-center), fordi jeg kan en del sprog. Hvad pokker lavede jeg egentlig ellers? Jeg har også været bartender en årgang. Da jeg havde været ansat på RUC Nyt, tog jeg en ansættelse i Arbejderbevægelsens Internationale Forum, hvor jeg formidlede bæredygtig udvikling. Det var i 1992, hvor der kom den store konference i Rio de Janeiro om bæredygtig udvikling. Jeg var i Rio, og der kom de med en hel masse materiale, som vi så underviste forskellige dele af fagbevægelsen i. Jeg var stadig ikke medlem af noget parti, men det var første gang jeg snuste lidt til fagbevægelsen. Det var et fascinerende indblik i fagbevægelsen og Socialdemokratiet, men ikke rigtigt noget, som tiltrak mig. Så jeg rykkede et skridt til højre.«

Kan du huske dit bedste projekt på RUC?

»Vi havde et spændende projekt om Amnesty International og deres medlemmer, herunder problemet med at skaffe medlemmer. NGO’ernes legitimitet og eksistensberettigelse er jo, at de har medlemmer, har folkelighed og er forankret i befolkningens interesser. Men samtidig bliver der krævet en større professionalisering af dem. Det er der mange NGO’er som arbejder med i dag: At være folkelig og professionel. Det skrev vi et projekt om. Det var mega spændende, og vi fik et 13-tal, hvilket var rigtigt stort dengang. Vi lærte utrolig meget af det; Amnesty lærte også meget af det, og de var utroligt glade for det. Det var virkelig også RUC, når det er bedst, da vi fik en rigtig case. De ville gerne have en kvantitativ og kvalitativ undersøgelse af det, og vi foretog en kæmpe stor undersøgelse, hvor vi interviewede og skrev en rapport, som rent faktisk blev brugt, og som de stadig refererer til i Amnesty. Det var helt klart meget stort at få lov til at deltage i.«

Hvordan skrev I projekter dengang?

»Jeg tror faktisk, at vi skrev vores allerførste projekt på skrivemaskine; sådan en elektrisk skrivemaskine. Men ellers skrev vi på computer. Det er jo helt vanvittigt at tænke på, jeg føler mig tudsegammel, når jeg sidder og siger de her ting. Der var ganske få computere til rådighed, men det var lige i de 10 år, man gik over til det.«

Købte du tit mad i kantinen?

»Der var en kvindelig kok, hvad pokker var det nu, hun hed? Jeg tror, hun hed Emma. Det var en lille kantine; den var slet ikke så stor, som den er nu. Der var jo mange færre studerende på RUC dengang. Men det var en hyggelig kantine, og jeg spiste tit derovre.«

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

»Det kommer an på, om vi snakker valgkamp eller en almindelig politikerdag. Men lad os tage i dag: En typisk arbejdsdag i en valgkamp.«

Han tilføjer:

»En valgkamp er som at sætte sig op på en meget vild tyr. Du har forberedt det hele; du har fået trykt dine plakater og dine flyers samt forberedt dine mærkesager. Så trykker du ligesom på knappen, og så eksploderer det hele. Uanset hvor godt du har forberedt dig, så er det umuligt at forudse, hvilken retning din valgkamp tager. Nogle dage er det jordnær logistik: Hænge plakater op, dele flyers ud, men det handler også om en masse strategi og kommunikation. Jeg er jo på fem forskellige SoMe platforme, som skal holdes ved lige, udover de almindelige medier. Men altså, på en typisk valgkampdag står man op klokken 6, og så begynder dagen med, at man deler flyers ud på en station. Så har jeg typisk to vælgermøder; eller et vælgermøde og en event – det kan eksempelvis være i en virksomhed eller en NGO. I morgen skal jeg faktisk til det lukningstruede Karen Blixen Museum for at sætte fokus på, at det skal reddes samt vise solidaritet med museet. Her skal jeg sammen med Adam Price lave pandekager. Så går dagen med sådan nogle arrangementer. Da jeg er næstformand i partiet, mødes vi typisk klokken 22 i partiet og evaluerer dagen. Der er virkelig gang i den lige nu, men det er også enormt sjovt, da man møder en masse mennesker. Der er heldigvis en masse unge frivillige, som hjælper mig rundt omkring. Det er fantastisk at arbejde sammen med forskellige aldersgrupper og på tværs af fagligheder – at være et team, som kaster sig ind i en valgkamp og går fra dør til dør, fra vælgermøde til vælgermøde og fra medie til medie. Det er spændende, svært og hårdt.«

Hvad har du taget med dig fra RUC i dit arbejde?

»Grundlæggende har RUC en politisk nerve i sin sjæl, fordi det problemorienterede går ind og fokuserer på konkrete udfordringer i samfundet, og hvordan de kan løses med en politisk tilgang. Fordi man går ind og siger: Det er ikke kun for os selv, altså vi uddanner os ikke kun for os selv og vores eget potentiale, vi uddanner os også, fordi vi gerne vil noget i og med samfundet. Det er jo også det, som politik handler om: Der er en masse støj, fnidder og fnadder, men kernen er jo, at man går ind i den her profession, fordi man vil noget med det samfund, vi lever i. Det at arbejde i teams er også noget, jeg tager med. Det gælder både i ledelsen, men selvfølgelig også i en kampagnegruppe, hvor alle har deres funktioner og skal arbejde sammen på tværs af alder, faglig baggrund osv. Så der er mange af de ting, som jeg lærte på RUC, jeg bruger i min dagligdag.«

Har du oplevet, at folk kiggede skævt til dig, fordi du var fra RUC?

»Det vil altid være sådan, at folk fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet synes, at tilgangen på RUC er lidt anderledes og mindre faglig. Der er jo forskel på universiteterne, og jeg er for længst holdt op med at sige, at det ene er bedre end det andet. Men det, jeg kan sige, er, at jeg i hvert fald er rigtig glad for at have gået på RUC; det passede godt til mig. Jeg har fået rigtig, rigtig meget ud af mine fem et halvt år på RUC, dem ville jeg meget nødig have undværet. Så jeg har været utrolig glad for det, men for nogle ville det andet sikkert være bedre. Jeg synes det er vigtigt, at vi har forskellige udbud i Danmark, når det kommer til videregående uddannelser. Vi lever jo af det, som vi har mellem ørerne, og derfor burde Danmark investere langt mere i uddannelse og kvaliteten af den, end vi gør i dag. Vi skal bestemt ikke begynde at skære ned på den, som nogle partier foreslår i dag. Det er så det eneste hardcore politiske statement, som jeg vil komme ind på i det her interview,« smiler han og tilføjer:

»Hvis der er noget, jeg har lært på RUC, så er det vigtigheden af at uddanne sig og opdage, hvor mange muligheder det giver resten af livet.«

Jeg går nu på 5.semester, har du et godt råd til mig og mine medstuderende?

»Du skal følge det, som du brænder for, og som har en nerve. Det, som du brænder for, er også det, som du bliver rigtig god til. Jeg tror ikke på fornuft-uddannelser, men derimod på, at man skal følge det, som man kan lide. Både for sin egen, men også for samfundets skyld. Hvis man gør det, så har man i hvert fald ikke spildt sin tid, for har man hele tiden beskæftiget sig med noget, som man synes er relevant, så er det typisk også det, som man bliver bedst til.«

Hvad er succes for dig?

»Jeg synes – og nu er det ikke for at lyde hellig, men jeg tror bare, at det er sådan, vi mennesker er skruet sammen – at der hvor man opnår den største grad af tilfredshed og anerkendelse, det er, når man lykkes med at gøre noget, som rækker ud over egne private interesser. Når man sætter nogle fingreaftryk hos andre. Uanset om man er pædagog eller lærer og præger børn med ens tilstedeværelse, eller om man er svejser og lægger fjernvarmerør ud i Danmark, eller om man er ingeniør og producerer vindmøller, eller om man er politiker. Det der med, at man har et perspektiv, som rækker ud over en selv, og at man lykkes med det, er en kæmpe tilfredsstillelse.«

Føler du, at du har opnået succes?

»Som politiker oplever man utrolig mange nederlag. Man taber hele tiden; i bogstavelig forstand valgkampe, men jo også politiske kampe i Folketinget, i partiet osv. Men når man vinder, og det gør man jo heldigvis også, så er der ikke noget, som slår den følelse. Det vigtigste, som jeg har foretaget mig i mit politiske liv, var, da jeg for 10 år siden stod for det store energiforlig, mens jeg var klimaminister. Det lagde hele grunden til den grønne omstilling i projektets sektor og ville påvirke hele det europæiske globale energimarked. Det var ikke sket, hvis ikke vi havde fået et bredt og meget ambitiøst klimaforlig i 2012. Det tog seks måneder at forhandle, og det er en af de sværeste prøver, som jeg har sat mig selv. Men følelsen, da det lykkedes – at sætte et mål for vedvarende energi og få sat gang i vindmølleparkerne, der følte jeg succes og tilfredsstillelse! Og det gør jeg stadig den dag i dag; jeg er lykkelig over, at det lykkedes. Privat er der jo selvfølgelig nogle helt andre parameter, men fagligt og politisk, så må det være det her.«