Et demokrati som det danske er baseret på, at folket træffer beslutninger på et oplyst grundlag, hvilket journalistik og forskning skal være med til at befordre. I kapitel 1 og 2 kunne vi dog med skræk og forargelse konstatere, at både journalistikken og forskningen er presset i en tid, hvor fakta-resistens vinder indpas. Derfor må vi vende os mod vores politikere og håbe på, at de i deres folkevalgte stol kan træffe beslutninger og udforme love, der er baseret på videnskabelig og evidensbaseret fakta. Og kan de så det? Det satte et forskerhold fra Aarhus Universitet sig for at undersøge blandt 1000 danske kommunalpolitikere.

Forskerholdet var interesseret i at se på, om den almenpsykologiske tilbøjelighed til, at man tror mere på resultater, der støtter ens eksisterende livssyn – også kaldet confirmation bias – var stærkere eller svagere hos politikere, sammenlignet med almene borgere. Martin Bækgaard, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og en del af holdet, havde argumenter for og imod, da han startede undersøgelsen.

»Der findes kun følelser og holdninger i politik«

En lille og helt uvidenskabelig undersøgelse her på redaktionen kan da også konkludere, at det ikke kun er kommunalpolitikere, der ignorerer fakta. Flere politikere på Christiansborg ser ud til at være ligeglade med videnskab. Det gælder for eksempel den nuværende regering bestående af partierne Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. I deres regeringsgrundlag står der: ‘Vi vil konkurrenceudsætte flere skattefinansierede opgaver for at få højere kvalitet og lavere priser.’ Regeringens middel er udlicitering. Men det viser sig, at politikerne kun har en meget begrænset viden om effekten af udlicitering. Hverken kvalitet eller mulige besparelser er nemlig blevet undersøgt videnskabeligt, uanset om det drejer sig om tekniske opgaver som affaldshåndtering eller velfærdsopgaver som sundhed og ældrepleje. Derfor kan politikerne ikke vide, om opgaverne kan løses billigere og med bedre kvalitet.

I kapitel 1 gennemgik vi sagen om HPV-vaccinen. Her har formanden for Folketingets Sundhedsudvalg Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti afvist den videnskabelige blåstempling af HPV-vaccinen og beskyldt forskerne for at være betalte af medicinalindustrien.

Men det lader ikke til at være noget problem, når man er medlem af Dansk Folkeparti. For Peter Skaarup, der er gruppeformand i Dansk Folkeparti, er endda helt åben om, at følelser er vigtigere end fakta i politik. I et ugebrev udsendt af hans parti, skriver han: »Politik skal ikke videnskabeliggøres. Der findes ikke noget facit i politik – kun følelser og holdninger.«

Hvorfor Skaarup mener det, har vi forsøgt at få ham til at svare på. Desværre uden svar. Men nu er Dansk Folkeparti dog ikke de eneste, der holder sig for gode til fakta. Tilbage i 2014 ville daværende sundhedsminister, Nick Hækkerup (S), indføre et sundhedstjek, der skulle få især lavtuddannede mænd til at leve længere. Sundhedstjekket skulle gennemføres på trods af, at flere eksperter vurderede, at et sundhedstjek ikke ville have den ønskede effekt.

Vi spurgte Peter Skaarup, om han nu også mener, at fakta kan sidestilles med følelser. Han forklarer, at han mener, at fakta er vigtig, men:

»Vi som politikere er holdningsmennesker, der bruger vores holdninger og følelser, når vi lovgiver. Vi tager bestik af videnskabelige rapporter. Men fordi en videnskabelig rapport viser særlige fakta, er det ikke ensbetydende med, at det er facit. Som politiker handler jeg ud fra mine holdninger og følelser. Politik er følelser,« fastslår Peter Skaarup.

Og Justitsminister, Søren Pape Poulsen, følger heller ikke altid eksperters anbefalinger, når det kommer til hvordan og hvor hårdt, vi straffer kriminelle i vores samfund. Han beskyldes af flere fagpersoner for ikke at lytte til det evidensbaserede faktum, at man ikke kan straffe sig ud af kriminalitet. I stedet har Søren Pape Poulsen i sin tid i Justitsministeriet skærpet straframmen, nedsat antallet af prøveløsladelser og gjort tiden i fængslet mindre behagelig.

Stramninger giver stemmer

Men hvorfor ignorerer politikerne fakta? Hvorfor lytter eksempelvis Søren Pape Poulsen ikke bare til eksperter inden for forebyggelse og resocialisering og lovgiver om straf og det kriminalpræventive arbejde derudfra? Vi har forsøgt at stille Søren Pape Poulsen de spørgsmål, men han vil ikke svare. Jesper Ryberg er professor i straf og etik på RUC, og han kan konstatere, at politikere ikke står i kø for at blive klogere på det kriminalpræventive område.

»Det er en udbredt opfattelse blandt internationale forskere, at kriminalpolitik i vid udstrækning er fjernet fra alt, hvad der hedder videnskabelig forskning,« siger han og kommer med sit bud på, hvorfor det kan være så svært for politikere at følge videnskaben på det område. Han mener nemlig, at vi mangler en overordnet og mere principiel diskussion af, hvad formålet med at straffe lovovertrædere bør være. Men det spørgsmål bliver for det meste ignoreret i den politiske debat, mener Jesper Ryberg. Han forklarer, at politikere ofte ignorerer de fakta og den viden, som kriminologer og andre forskere i årevis har leveret som følge af denne manglende principielle diskussion. Jesper Ryberg forklarer, at politikere i stedet bruger begrebet retsfølelse som begrundelse for deres kriminalpolitik. Det er netop, hvad Søren Pape Poulsen er helt åben om.

Og det er Peter Skaarup også. Ham har vi nemlig fået fat i for at spørge ham om hans holdning i forhold til fakta og følelser i retspolitik, da han også er medlem af Folketingets retsudvalg.

»Mine følelser og min holdning er afgørende. I retspolitik er det afskrækkende og præventive det vigtigste. Kriminelle skal straffes, så befolkningen kan have tillid til, at retssystemet fungerer,« siger Peter Skaarup og mener, at videnskabelige begreber som resocialisering fylder for meget i debatten. Han mener, at straffe sikrer retsfølelsen.

»Man kan sagtens støve videnskabelige rapporter op, der siger, at det ikke hjælper at straffe kriminelle. Men vi glemmer ofrene. Det er offeret, der er blevet krænket, ikke den kriminelle. Hvis befolkningen ikke kan have tillid til retssystemet, risikerer vi, at folk tager sagen i egen hånd, og vi får et gammeldags samfund, hvor normen hedder øje og øje, tand for tand,« mener han. Men hvis vores straffesystem først og fremmest går ud på at sikre ofrenes retsfølelse, risikerer politikerne så ikke, at lovgivningen bliver til symbolpolitik?

»Jeg kan ikke se noget skidt ved symbolpolitik. Så kan borgerne se konsekvensen af en kriminel handling. Det er det rigtige signal at sende. Man skal ikke belønne nogen for at lave kriminalitet.

Den største risiko, jeg kan se, er, når der er for stor afstand mellem det, som eksperterne siger hjælper og borgernes retsfølelse og holdninger. Hvis der er for stor afstand mellem eksperternes anbefalinger om resocialisering og befolkningens holdninger, risikerer vi, at samfundet går i opløsning,« forudser Peter Skaarup.

Jesper Rybergs kritik er dog, at mange politikere mangler at definere, hvad der menes med retsfølelse, og de mangler belæg for, hvad retsfølelse egentlig betyder. Og når der bliver foretaget undersøgelser af danskernes retsfølelse, oplever Jesper Ryberg, at politikere ofte virker ligeglade med resultatet.

»Det indikerer, at argumentet om retsfølelse ikke er et argument, der er baseret på grundige overvejelser over, hvad der er rigtigt at gøre, men måske mere er en form for skinlegitimering af det strategiske hensyn i den førte kriminalpolitik,« påpeger han. Og her kommer Jesper Ryberg tættere på et svar på spørgsmålet om, hvorfor politikere ikke lytter til fakta. Han siger:

»Tendensen har i mange lande været, at politikere skruer op for straffene som et middel til at undgå at blive kritiseret for at være blødsødne eller for at vinde popularitet. Dermed bliver forskningsresultater heller ikke længere relevante for den politiske beslutningstagning.«

Kresten Schultz Jørgensen, ledelses- og kommunikationsrådgiver, er enig med Jesper Ryberg. Spørger man ham, spiller følelser ikke bare en rolle i politik, de spiller en afgørende rolle. I sin seneste bog Følelsernes Politik argumenterer han for, at det kun er politikeren, der formår at tale til folkets følelser, som vinder næste valg, fordi følelser er hovedkomponenten i menneskers beslutningstagen. Kresten Schultz Jørgensen argumenterer også, at vores demokrati ikke står  for fald på grund af faktaresistens, for et demokrati bygget udelukkende på fakta og fornuft – også kaldet ekspertvælde eller teknokrati – er en utopi, som har været prøvet uden held.

Få bugt med banderne

I stedet for at ryste på hovedet over vores politikeres manglende respekt for videnskaben, bør man måske som forsker bare finde en anden strategi for at give sine forskningsresultater ben at gå på? Går man fra Jesper Rybergs kontor i hus 42 og over i hus 25, kan man møde Andreas Hagedorn Krogh. Han er ansat på Institut for Samfundsvidenskab på RUC og forsker i kriminalitetsforebyggelse, bandekriminalitet og samarbejdet mellem offentlige og private aktører på det kriminalpræventive område. Emner som især i disse Loyal to Familia-tider kan være politisk sprængfarlige. Men modsat mange andre, oplever Andreas Hagedorn Krogh ikke, at hans forskning bliver ignoreret. Han genkender altså ikke vores billede af et faktaresistent samfund. Og han tror, at det skyldes hans tilgang til genstandsfeltet.

Læs med i næste og sidste kapitel, hvor Andreas Hagedorn Krogh afslører, hvordan han udfører forskning, der ikke bliver ignoreret, og hvor endnu flere forskere kommer med deres bud på, hvordan forskere selv kan sørge for, at videnskaben vinder indpas igen.