Mikkel Skotting sad i et kontormiljø hos Nykredit og kiggede rundt. Han havde en bachelor i Film- og medievidenskab i ryggen, var lige begyndt på kandidaten, og nu udlevede han drømmen om at skulle skabe film og reklamer – en drøm han havde jagtet, siden han var lille. Bortset fra, at drømmen nu viste sig slet ikke at være det, han troede.

“Jeg sad og tænkte, at jeg slet ikke passede ind her. Jeg spolede frem for mit indre blik, og så mig selv som 40-årig med en følelse af: Jeg skulle ikke have valgt det her.”

Derfor skiftede han karrierespor. Markant. I dag er han 28 år og på 8. semester af medicinstudierne.

“Jeg har altid syntes, at medicin var spændende. Hvis det ikke skulle være film, ville jeg være læge. Jeg har nogle venner, der læste medicin og hver gang, de bragte det på bane, var det lidt sejere end det, jeg havde gang i på Film- og medievidenskab.”

Mikkel er ikke et enkeltstående tilfælde. Han er en del af en ungdomsgeneration, hvor det er unormalt at tage den direkte og hurtigste vej igennem uddannelsessystemet.

AE’s og DI’s rapport indregner også spildtid rundt om den enkelte uddannelse, og selv om rapporten i dag har fem år på bagen, mener Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at undersøgelsen stadig er forholdsvist retvisende.

”Vi har ikke undersøgt det siden, og der kan naturligvis godt være sket nogle forskydninger, ligesom tallene fra Uddannelsesministeriet antyder, men jeg vil tro, at den samme undersøgelse i dag vil vise omtrent det samme,” siger hun.

Årsagen til, at danskerne ikke går den direkte vej, ligger dels gemt i sociale normer og individuelle årsager, dels i hovedet hos unge, mener flere førende eksperter i frafald.

Groft forenklet lærer unge, at det er vigtigt at uddanne sig, men de fleste bliver ikke guidet specifikt i, hvordan de skal finde den rette uddannelse.

“Der er virkelig mange unge, der ikke ved, hvad de vil. Problemet er, at folk sejler rundt med en uklar og usikker orientering, og hvis man først har valgt forkert, falder det også tilbage på en selv. Det kan nemt ende i 3-4 forskellige uddannelser, og så kan det blive meget dyrt for samfundet,” siger Martin D. Munk, professor i Sociologi på Aalborg Universitet.

DR P3 udgav i efteråret 2017 en podcast, der med titlen Kvartlivskrisen sætter ord på den fortvivlelse som mange unge, ifølge Martin D. Munk, render rundt med. Podcasten er fortalt af Mille Astrup, der sprang fra den sidste optagelsesprøve på filmskolen, hvor hun ellers altid havde drømt om at komme ind for at blive producent. Hun åbner podcasten med ordene:

Herefter følger vi hende over seks afsnit, hvor hun jagter mulige løsninger ved at snakke med eksperter, der måske kan hjælpe Mille på vej. En af dem er klinisk psykolog Mette Bratlann, der til daglig har mange unge klienter med symptomer, der minder om Milles.

”Kernen i det er, at man skifter solsystem på mange måder i 20erne. Altså at 20erne jo bliver et vadested imellem den opvækst, man har haft, og så at skulle leve et selvstændigt liv, hvor man ikke orienterer sig imod det centrum, der var i ens opvækstfamilie, men man faktisk skal placere det centrum selv. Og det, tror jeg, kan fylde rigtig mange med en kæmpestor tvivl,” siger Mette Bratlann indledningsvist i tredje afsnit af podcasten.

Det gode liv er at være lykkelig

Mette Bratlann mener, at der er kommet nye dogmer for, hvad det vil sige at leve et godt liv.

“Før i tiden lærte unge, at når de bliver voksne, skal de overgå til mere langsigtede mål. Og meget tyder på, at denne generation ikke er særlig godt trænet i det. Hvis man i 60erne spurgte den gængse dansker, hvad der karakteriserer det gode liv, ville de fleste nok nævne ord som: Arbejdsomhed, loyalitet og flittighed. Eller måske at være god ved andre. I dag tror jeg flere vil sige: At være lykkelig, men de vil straks spekulere i: Hvordan bliver jeg det?” siger hun.

Det har altid været nødvendigt at tage ansvar for sit eget liv. Det, der har ændret sig over de sidste 60-70 år er, at man før i tiden havde en overgang fra at være barn til voksen. I dag går man fra barn til ung og til voksen, og reglerne har ændret sig.

“Før i tiden dikterede samfundet, hvad du skulle gøre. Folk giftede sig meget tidligere, og du skulle tage din klasse på dig. Hvis du var fra en arbejderfamilie, skulle du gå ud og selv blive en arbejder.”

I dag findes der prævention, aborter og p-piller og lange videregående uddannelser med SU til alle, der gør, at unge kan udsætte den del af voksenlivet. Samtidig er der et væld af muligheder foran næsen på alle, som hver enkelt skal tage stilling til, fremhæver hun. Det er et kæmpe ansvar, hvor unge skal træffe et valg uden reelt at have nogen erfaringer i bagagen for at vælge rigtigt.

“Nu skal du have været kloden rundt, en masse parforhold igennem, og du skal have opbygget et erhvervsmæssigt brugbart CV. Det var ikke et krav, der lå til vores bedsteforældre og det, de unge navigerer efter, er: Hvad har du mest lyst til?” siger Mette Bratlann.

Er et fag i livskundskab løsningen?

Derfor foreslår Martin D. Munk at danske unge burde have et ekstra fag i skolen helt fra de unge år – et fag i livskundskab.

”Der er elementer af det i dansk og i religionskundskab og andre steder, men unge mangler et livskundskabsfag, hvor man i bund og grund introduceres til at være menneske, og hvad de grundlæggende valg i livet handler om,” siger Martin D. Munk og pointerer:

”Hvis du skal vælge helt rigtigt, skal du kende din egen grundfrekvens, og det kræver, at man virkelig trænes i at tænke over det i en tidlig alder. Nogle kommer på højskole og finder noget af deres livskundskab der, men for mange mangler det her fra en tidlig alder.”

Lars Ulriksen er professor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet. Han har forsket i studerendes frafald og er helt enig med Martin D. Munk i, at den historiske udvikling fra 60erne og op har skabt en dobbelthed, hvor de studerende på den ene side er friere end nogensinde, men at det samtidig har tvunget et ansvar ned over skuldrene på de unge, som har gjort dem rådvilde med alle de muligheder, der står på hylderne. Det frie valg er dog ikke lige for alle.

”Frisættelsen er både reel og en illusion. Alle har ikke mulighed for at vælge eller blive til alt, selv om det ser sådan ud, og det forstærker problemet, fordi strukturelle barrierer som social arv kommer til at ligne sociale utilstrækkeligheder,” siger Lars Ulriksen.

Han er uenig i, at et fag i livskundskab fra de unge år er løsningen.

”Det er altid en god idé at udbrede livskundskab, men jeg tror ikke, det har betydning for hvilken uddannelse, de unge vælger. Der er nogle andre ting, som spiller ind,” siger Lars Ulriksen.

Mange studerende træffer valget om deres uddannelse relativt kort tid før de sender ansøgningen. Og han tror ikke på, at et fag i livskundskab vil ændre på det.

”For lidt over 15 år siden valgte regeringen at prioritere vejledning ret højt med en ny vejledningsreform. Siden har man ganske vist skåret i vejledningen og valgt at målrette den mod de studerende, der er i fare for at falde ud af undervisningssystemet, men en del af de unge, som så ikke får vejledning, er jo nogle af dem, som har brug for noget at overveje deres valg med.”

Uddannelsesvejledning er afgørende

Bjarke T. Hartkopf er også skeptisk over for et fag i livskundskab.

”Jeg vil mene, der er andre perspektiver, der er mere oplagte at tage fat i. De unge tager i ret vid udstrækning sabbatår, inden de begynder. Vi kan godt blive enige om, at det altid er godt at tænke sig om, men jeg er skeptisk over for, om man skal og kan systematisere eftertænksomhed,” siger han og tilføjer:

”Mange kan opleve den udfordring, at man ikke kan tænke sig frem til, hvad der er det rigtige valg, for man kan ikke vide, hvordan man selv vil passe ind på en specifik uddannelse.”

Så hvad skal man gøre i stedet?

Ifølge Bjarke T. Hartkopf og Lars Ulriksen er det helt afgørende at styrke uddannelsesvejledningen og give så meget indblik i, hvad uddannelsen handler om, som overhovedet muligt. Og så viser al erfaring, at lange vejlednings- og informationsindsatser har langt bedre effekt end enkeltindsatser på en eller få dage.

Hjemmesiden Uddannelseszoom, som er en underside til Uddannelsesguiden (ug.dk) er ifølge Bjarke T. Hartkopf et virkelig godt eksempel på et nyere tiltag, hvor studerende kan sammenligne uddannelser og blive klogere på, hvad uddannelsen indeholder, hvad man kan blive med den uddannelse i ryggen, hvad lønnen er og meget mere.

SE OGSÅ hjemmesiden Uddannelseszoom https://ug.dk/vaerktoej/uddannelseszoom/#!/

RUC har særligt tilbud til udsatte studerende

Bjarke T. Hartkopf peger desuden også på optagesystemet som et oplagt værktøj, der kan være med til at mindske frafaldet. Stadig flere uddannelser arbejder da også med mere målrettede samtaler som en del af optagelsesprocessen – blandt andet på SDU, hvor man har skruet op for den del i 2017.

På Roskilde Universitet har man grundlæggende de samme udfordringer med frafald som på andre universiteter, fortæller Helle Lausen, specialkonsulent i Studie- og Karrierevejledningen. Hun har jævnligt samtaler med studerende, der overvejer deres fremtid, og på RUC er der over flere år blevet samlet data om studerende, der falder fra.

Hun fremhæver Åbent Hus-arrangementer som første indsatsområde, fordi det også handler om, at fremtidige studerende tager velinformerede og reflekterede uddannelsesvalg. Derudover betyder studiestarten meget, men ligeså vigtigt er det, at de studerende har det godt på studiet og i studiemiljøet.

”Vi har på tværs af RUC fået meget mere fokus på, hvordan de studerende trives. Både ved studiestart og undervejs i studierne. Vi vil gerne væk fra, at alt kun handler om at præstere og få gode karakterer. Der skal også være plads til at fejle. Og så vil vi gerne inspirere de studerende til et mind-set, hvor de tør gå ud af deres safe zone og bidrage til gruppen, selv om man ikke er på sikker grund,” siger Helle Lausen.

Studievejledningen oprettede i 2017 også en særlig vejledning for de studerende, der er sårbare og har det svært psykisk eller fysisk. Et tilbud til de studerende, som har brug for et mere håndholdt forløb.

”Her forsøger vi at give dem mere tid og vejlede dem individuelt, så de ikke bare falder fra, men får øjnene op for, at det er muligt at komme igennem en uddannelse, selv om de eksempelvis kæmper med angst eller depression.”

Nøglen er at forstå, at ingen er perfekte

Ifølge Mette Bratlann er det netop en del af nøglen at modarbejde tendensen med, at kun 12-taller er godt nok. Unge er nødt til at forstå, at det er en del af livet at fejle, og at ingen kan præstere perfekt hele tiden.

”Det handler om at legalisere, at ikke alle føler sig sikker på sig selv. Lige nu eksisterer der det her billede af, at 20erne er det vildeste årti, hvor man kører i en karrusel af fester. Men sådan er virkeligheden ikke. Det er helt afgørende, at de unge begynder at snakke sammen om, at det her er svært, og at det er ok at føle sig usikker,” siger Mette Bratlann.

Indsigt inden uddannelsen og vejledning undervejs er vigtige elementer, noget andet er at opleve uddannelsen i virkeligheden. Ifølge Lars Ulriksen er løsningen ikke at indføre flere forløb, hvor unge prøver en uddannelse af i en uge.

”Tag engelsk i gymnasiet. Det svarer langt fra til engelsk på universitetet, så hvis gymnasieelever skal få en fornemmelse af, hvordan engelsk er anderledes, og hvad det vanskelige ved faget er, kræver det mere end en uge. Det vigtige er ikke at præsentere en pseudovirkelighed. Det er nødvendigt for de unge at få præsenteret kompleksiteten og udfordringerne i faget over tid.”

Grundlæggende er vejledning vigtigt, men det er ifølge Lars Ulriksen umuligt at forhindre, at nogle vælger noget andet end det, de tror, de gør.

”Man kan prøve at formidle et indtryk af, hvad en uddannelse vil føre til, og hvordan det vil være, men man kan ikke forhindre, at nogle bliver nødt til at vælge om.”

Emil vidste først efter to år, at retningen var gal

En af dem, der har valgt om, fordi han troede, han valgte noget andet, end han gjorde, er Emil Outzen. Han er 25 år og formand for Studenterrådet i Aarhus. Han blev færdig med en bachelor i Marketing and Management Communication i 2015 på Aarhus Universitet, inden han begyndte på en bachelor i økonomi. Dermed ville statistikker liste ham som en studerende, der har dobbeltuddannet sig. Men for ham var det et omvalg.

”Hvis uddannelsesloftet havde været der (det blev først vedtaget i december 2016, red.) var jeg nok droppet ud og havde skiftet studie, inden jeg gjorde min kommunikationsbachelor færdig.”

Han fandt først selv ud af, at uddannelsen i Marketing and Management Communication ikke var noget for ham efter at have gået på uddannelsen i to år, og han er enig i, at det ville have været meget svært at nå frem til den pointe, inden han begyndte på uddannelsen. Samtidig er det for ham mærkeligt at tale om dobbeltuddannelse, for han kan bestemt bruge elementer fra sin tidligere uddannelse.

”Uddannelse er bare aldrig skidt, og kommunikation er en ret grundlæggende ting. Der er vildt mange redskaber fra min gamle uddannelse, som har gjort det lettere at læse økonomi. Jeg synes i høj grad, der er et samspil imellem de to uddannelser, som gør, at jeg har noget med i bagagen, som mine medstuderende ikke har,” siger Emil Outzen.

Fag i livskundskab ville ikke have ændret Mikkels valg

Mikkel Skotting sad ganske vist i et kontorlandskab hos Nykredit, kiggede sig omkring og blev overbevist om, at han ikke skulle lave film og reklamer resten af sit liv. Derfor skiftede han til medicinstudiet.

I den forstand minder han om alle de andre, men reelt skiller han sig ud. Mikkel vidste allerede fra barnsben, at han ville læse film- og medievidenskab. Han traf ikke beslutningen i sidste øjeblik.

”Jeg tror, jeg skiller mig lidt ud. Jeg har altid tænkt: Jeg skal bare være filminstruktør, og så gik jeg hårdt efter det. Dermed har jeg ikke følt mig helt så rodløs, som mange andre har. Det virker jo absurd, når jeg taler om, at jeg skiftede uddannelse, men jeg har været ret målrettet.”

Han tror ikke, at et fag i livskundskab ville have ændret på hans valg.

”Det kan sagtens være en god ide for mange, men i mit tilfælde var det ikke. Film var min drøm, og det lå fast helt fra barnsben, så jeg var nok bare blevet bekræftet i det valg. Det var først, da jeg fik prøvet det af, at jeg så, det ikke var mig. Det handler om at finde ud af, hvordan det egentlig er at være politimand. Og hvordan det er at være revisor. Det kunne jeg ikke have tænkt mig til.”