Hvis man vil vide, hvad nogen påtænker at bruge en bevilling til, er ansøgningen, der udløste midlerne, et godt sted at starte. Men her er ikke meget hjælp at hente, hvis man vil undersøge, hvordan RUC vil bruge de 20 millioner kroner, universitetet den 4. januar blev tildelt af Uddannelses- og Forskningsministeriet til at udvikle og afprøve virtuelle undervisningsteknologier.
Bevillingen er blevet givet som et såkaldt ekstraordinært tilskud, og det ekstraordinære består blandt andet i, at RUC aldrig har ansøgt om pengene. RUC har siden oktober indgået i et konsortium om virtuelle teknologier med SDU, DTU, AU, AAU og KU, oplyser rektor Hanne Leth Andersen.
”Det projekt ved jeg, at ministeriet har fulgt med interesse. Så der ligger ikke en ansøgning fra RUC, men ministeriet har haft en viden om, at vi arbejder med VR”, siger hun.
Hanne Leth Andersen talte første gang med ministeriet om den ekstraordinære bevilling kort før jul, og der fik hun at vide, at RUC er udvalgt som modtager af bevillingen, fordi universitetet er kendt for sin læringsprofil, sin tværfaglige tilgang og et kritisk blik på teknologi.
”Vi er for eksempel meget bevidste om, at det aldrig er særlig godt bevist, at det faktisk virker at inddrage teknologi i undervisningen, samtidig med at vi har fokus på nye pædagogiske metoder og viden. Det giver os gode muligheder for at etablere et testmiljø, hvor man samtidig laver kritisk følgeforskning”, siger hun.
Bevillingen løber i to år, og der er ikke yderligere bindinger fra ministeriets side i forhold til, hvordan pengene skal bruges. Her knap to måneder efter, pengene blev tildelt, er der endnu ikke taget nogen beslutning om, hvordan midlerne skal bruges eller fordeles.
I første omgang er der nedsat en styregruppe bestående af rektor, prorektor Peter Kjær og fire institutledere, der nu går i gang med arbejdet med at formulere en samlet plan for projektet, inden pengene bliver fordelt. På et møde i morgen, fredag, skal et konkret forslag til projektoganisering tales igennem. Herefter skal stillingen som projektleder besættes.
”Efter nogle hårde tider kunne det være fristende at uddele pengene i små portioner til alle vores forskere, der arbejder med VR, men blandt andet på anbefaling af Akademisk Råd har vi besluttet at lave et samlet projekt, der forhåbentlig kan sætte RUC på landkortet som et videncenter på området”, siger Hanne Leth Andersen.
På den måde håber rektoren, at de 20 millioner kroner kan blive et afsæt til at tiltrække yderligere ekstern finansiering, inden RUC fra 2020 selv skal finansiere indsatsen, som Hanne Leth Andersen forventer fortsætter.
”Følgeforskningen vil køre i mere end to år, og vi håber også at kunne sætte gang i nogle ph.d.-forløb, der som minimum bliver toårige. Ved at samle projektet håber vi at kunne give det så meget profil, at det bliver lettere at skaffe yderligere midler til det”, siger hun.