‘Nyuddannet RUC’er: Jeg frygtede ledigheden’ 
Artikel l 22.03.2018

Nyuddannet RUC’er: Jeg frygtede ledigheden

A
Aktuelt
Artikel l 22.03.2018
4 min
Som nyuddannet kan det være svært at se frem til en tilværelse som arbejdsløs efter endt studie. Alligevel er det en realitet for omtrent 35 procent af de dimitterede kandidater fra Roskilde Universitet. RUC Paper har talt med den tidligere studerende Anniina Heikkilä og karrierekonsulent Trein Møller om en hverdag som ledig og effektiv jobsøgning.

Skrevet af

Mille Redanz

Skribent

Dette semester byder på en ny gruppe af kandidatstuderende, der skal til at sætte den sidste brik i deres studie i form af specialeaflevering. For mange er det en lettelse. Men for en stor del af de dimitterede RUC-kandidater venter der også en usikker tid med arbejdsløshed.

Omtrent 35 procent af det samlede antal af nyuddannede kandidatstuderende fra Roskilde Universitet står uden job det første år. Det viser en undersøgelse fra 2015, som er udarbejdet af DAMVAD.

RUC’s dimittendledighed bekymrede også den tidligere studerende Annina Heikkilä. Annina, som er fra Finland, afleverede efter to års studier på Roskilde Universitet sit speciale i kandidatfaget Social Entrepreneurship and Management i juli 2017.

For selvom hun var træt af at studere, så frygtede hun også at gå i stå som ledig.

”Jeg var meget bange for at være ledig. For jeg er meget ambitiøs, så jeg havde det ikke godt med at være mærket som ledig. Det var utrolig vigtigt for mig ikke at falde i den fælde, hvor man går rundt som ledig i et år,” fortæller Anniina Heikkilä.

 

En jobåbenbaring

Heldigvis var Anniina Heikkilä en af de dimitterede fra RUC, som fik job inden for et år. For efter fire måneder med jobsøgning, hvor hun både søgte opslåede stillinger og sendte uopfordrede ansøgninger ud til forskellige virksomheder og NGO’er, skete der endelig en jobåbenbaring.

Det var en dansk software-virksomhed, der tilbød Anniina Heikkilä et job, som firmaets ansvarshavende for det finske marked.

Virksomheden søgte ikke oprindeligt en kollega med den samme uddannelse som Anniina Heikkilä, men de var meget interesserede i hende på grund af hendes finske baggrund, fortæller hun.

Men selvom Anniina Heikkilä havde held med at søge bredt i forhold til sin uddannelse, så er man som nyuddannet akademiker ikke garanteret succes med den metode, mener karrierekonsulent i Dansk Magisterforening Trein Møller:

”Hvorvidt man får job handler ikke nødvendigvis om volumen af antallet af ansøgninger. Nogle gange er det også vigtigt, at man går ind og søger meget specifikt og modulerer sine ansøgninger efter det job, man ønsker at søge,” fortæller Trein Møller.

Men hun forstår også, hvorfor man som ledig hurtigt ryger i den fælde, hvor man sender et stort antal standardansøgninger ud i håb om, at bare én virksomhed vender tilbage med et svar.

I stedet råder hun nyuddannede akademikere til at gå ind og søge mere specifikt og forberede sig bedst muligt, inden man sender en ansøgning til drømmejobbet.

”For at få succes med sin jobsøgning kræver det i høj grad, at man ved, hvad man har lært og hvilke erfaringer, man har opnået. For det er først, når man selv er klar over hvilke kompetencer, man besidder, at man kan kommunikere det videre til den arbejdsgiver, man ønsker at søge job hos,” siger hun.

Hvad skal du tænke over, når du søger en opslået stilling eller sender en uopfordret ansøgning?

En ansøgning til opslået stilling: Hvis du søger en stilling, som en arbejdsplads har slået op, så skal du vide, at arbejdsgiverne har en meget klar idé om hvilke kompetencer, de leder efter hos deres kommende kollega. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at fremhæve netop de kompetencer, som de søger.

En uopfordret ansøgning: Sender du en uopfordret jobansøgning, så er det en god idé at målrette den som et salgsbrev, hvor du tilbyder arbejdsgiveren at løse bestemte typer af opgaver, som du mener, de ellers ikke får løst. Denne type ansøgning skal være langt mere konkret, fordi du skal sælge dem en arbejdskraft, de ikke vidste, de havde brug for.

Jobbet stod ikke skrevet i fremtidsplanerne

Det stod langt fra skrevet i Anniina Heikkiläs fremtidsplaner, at hun skulle arbejde for en stor software-virksomhed. Hun vidste med det samme, at det ikke var drømmejobbet for hende; men hun takkede ja, fordi hun så jobtilbuddet som en mulighed for at komme videre.

For hende var det vigtigt at optjene noget erfaring, inden hun begyndte at arbejde sig tættere på drømmejobbet som medarbejder i en NGO eller social virksomhed.

Og det kan være en god idé at tænke over sin egen erfaring, mener Trein Møller. Hun påpeger, at erfaring er et stærkt kort at have på hånden, når man begynder at søge job. Derfor anbefaler hun også, at man starter med at opbygge sit erfaringsgrundlag tidligt, hvis man som studerende ønsker at forebygge langtidsledighed.

Det er derfor en god idé at skaffe sig et studierelevant job i studietiden, mener Trein Møller.

”Det er ikke altid ligetil at få et job, når man ikke kender til arbejdsmarkedet. Så derfor er det en rigtig god idé at starte tidligt med et studierelevant job. For det er først igennem et arbejde i praksis, at man ved, hvad det vil sige at befinde sig på en arbejdsplads inden for et specifikt område,” fortæller Trein Møller.

Anniina Heikkilä havde ikke et studierelevant job under sin uddannelse, så hun kan godt nikke genkendende til problematikken. Hun føler sig dog stadig heldig, fordi hun gennem sit studie havde mulighed for specialisere sig i det, hun virkelig brænder for. Og det, tror hun, kommer til at være en fordel i hendes fremtidige jobsøgning.

”Gennem mine projekter på RUC fandt jeg ud af, hvad jeg gerne vil specialisere mig inden for, og jeg fik mulighed for at prøve det af. Mange af mine projekter tager udgangspunkt i en bestemt problematik, som en NGO eller social virksomhed har oplevet. På den måde fik jeg faktisk igennem mit studie en del erfaring med det område, som jeg ønsker at arbejde inden for,” fortæller hun.

Men når Anniina Heikkilä i dag tænker tilbage på sin korte tid som ledig og jobsøgende, så mener hun ikke, at der sket de store forandringer i hendes liv efter, at hun har fået arbejde. Hendes frygt for, at ledigheden skulle få hende til at gå i stå, holdt ikke stik. Dog er hun glad for, at hendes nye arbejde har givet hende mere struktur i hverdagen, mere erfaring på CV’et og et lidt større plusbeløb på kontoen.