»Godmorgen ROOOOOSKILDE! Det her er ikke en helt almindelig mandag eftermiddag – det er eddermaneme dejligt vejr. Har I fået en øl?«

Sådan starter folk-sangerinden Gurli koncerten på Rising-scenen i hjertet af Bycenter Vest klokken14:00 mandag eftermiddag.

Det er tredje dag på festivalen og pisstøvet har for alvor lagt sig på de omkringliggende pavilloner og på de mange fremmødte festivalgængere, der er kommet for at høre en melankolsk og personlig tone fra Gurli Octavia.

Solen skinner fra en skyfri himmel, øllene er lunkne – sådan som de skal være – og folk-popmusikken spæder godt til den gode eftermiddagsstemning, hvor alle mulige typer af mennesker er dukket op foran scenen.

28-årige Buster Kristensen spejler sig i Gurlis skygge på den tipi telt-lignende scene i sin nedknappede, sorte skjorte, med sit opsatte, mørke hår og med et bredt smil på læben. Han skuer ud over menneskemængden, mens han mestrer at synge kor og spille guitar samtidig. Ligesom han mestrer at studere Historie og Kommunikation på RUC samt pendle til og fra Aarhus flere gange om ugen for at øve og dyrke sin musikalske karriere.

»Kombinationen var på grænsen til umulig«

I november sidste år fik Buster Kristensen og bandet en glædelig nyhed. Roskilde Festival hev fat i dem, da Gurli Octavis vibrerende vokal, der tegner sangene skarpt op, gjorde sig godt bemærket. Det var dog en hemmelighed som først måtte spredes fire måneder senere, nemlig i marts.

»Det var mega fedt, da vi kunne sige det i marts, men allerede der begyndte nerverne også, og det hårde arbejde fulgte med. Vi øvede og øvede, og når vi ikke gjorde, så snakkede vi om, at vi skulle øve. Vi øvede altså hver dag i en måned op til den her koncert,« fortæller Buster begejstret på en bænk i backstage-området bag Rising, hvor han allerede har knappet den første, kolde øl op.

Med en hæs ømhed og et kraftfuldt udbrud lukker og slukker Gurli koncerten med ordene »TUUUSIND TAK.« Publikum får råbt et højlydt »I LIIIGE MÅDE« tilbage, mens de klapper og jubler af et band, der udstrålede en kollektivt smittende glæde over at spille musik sammen.

Tilbage i backstage, hvor massagebænkene, loungemøblerne og de uvant rene toiletter danner fundamentet for et område, hvor kun en eksklusiv del af festivalgængerne kan opholde sig, beskriver Buster den næsten umulige kombination af musikken og studiet, som han har valgt at berige sit liv med i perioden op til Roskilde Festival.

»Det er mega svært. Det er grænsende til umuligt – eller, for mig er det svært, da vi øver i Aarhus. Jeg skal jo frem og tilbage hele tiden, da jeg både skal øve og passe mit studie. Det svære er, at jeg ikke altid kan give mig selv 100 procent i hverken det ene eller det andet. Når man øver, så tænker man jo kun på det, og når man sidder med projektet, så fylder det.«

Faglige og musikalske kompetencer kan supplere hinanden

Eftermiddagssolens stråler borer sig ned fra himlen og efterlader en smeltende hede, der er svær at undslippe. Buster tager endnu en tår af øllen og slår fast, at det normalt vist godt kan lade sig gøre at kombinere studiet med en tidskrævende hobby.

»Normalt er der virkelig god balance mellem mit studie og min musik. Men det her er en koncert på Roskilde. Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var 12 år gammel. Derfor endte jeg også med at passe musikken mere end mit projekt i den her omgang, men jeg har bare haft nogle skidegode studiekammerater, som godt kunne forstå mig og var okay med det.«

Under koncerten var der plads til flere passager med deciderede guitarsoloer, som Buster tog sig af i flotteste stil. Der var også plads til både korsangerinde, bas, klaver og trommer på Rising, som gav sangerinden opbakning til at komme helt ud over scenekanten og ramme publikum med en vokal, der kunne kurere enhver form for tømmermænd.

En kødrand af mennesker stimler stadig sammen foran Rising. Selv om Gurli Octavia har forladt scenen med en seks mand høj live-besætning bestående af tre kvinder og tre mænd, har menneskemængden altså ikke forladt det støvede græstæppe.

Backstage er knap så støvet. Det bunder nok i, at underlaget er flis, og at området er helt overdækket. Buster klemmer stadig sin hånd rundt om øllen, mens han fortæller, hvor vigtigt det er, at han har fået musikken og studiet til at supplere hinanden.

»Det her gruppearbejde på RUC tager jeg i hvert fald med mig ind i musikkens verden, da man bliver nødt til at sige tingene lige ud – faktisk både i mit band og på universitet,« siger han med bestemthed i stemmen og understreger, at det er vigtigt, at man vil begge dele lige meget, for ellers kan ingen af delene lade sig gøre.

»Jeg ville hade, hvis jeg kun skulle spille musik, og jeg ville nok også være træt af det den anden vej rundt. Den her blanding fungerer rigtig fint for mig.«