‘Det første møde med Internettet: Forsker fra RUC bag dokumentarfilm på CPH:DOX’ 
Artikel l 21.03.2019

Det første møde med Internettet: Forsker fra RUC bag dokumentarfilm på CPH:DOX

A
Aktuelt
Artikel l 21.03.2019
2 min
Filmen ”The open Window” følger to unge piger fra et fattigt kvarter i New Delhi, der gennem internettet får åbnet et vindue til en helt ny verden af idéer, muligheder og perspektiver.

Skrevet af

Mette Rolan-Kjærsgaard

Chefredaktør

Det giver dem en helt anden opfattelse af deres uddannelse, sig selv og verden. Men hvad sker der, når vinduet lukkes?

Mens Indien er på vej mod at give hele sin omfangsrige befolkning adgang til nettet, bliver Deepa og Jaya – to nysgerrige og lærelystne unge piger fra et fattigt nabolag i New Delhi – introduceret til internettet for første gang som en del af et ”learning lab” på deres skole. En oplevelse, der åbner for et helt nyt univers og giver dem en ny måde at opfatte sig selv og verden på. Det er en dannelsesrejse, der står i skærende kontrast til den virkelighed, de lever i.

 

 

Dokumentaristen Phie Ambo sagde efter at have set råklippet til The Open Window:

”Pigerne oplever tydeligvis en port til en anden virkelighed åbne sig på internettet, der giver dem håb om selv at kunne forme deres liv i en positiv retning. For mig er The Open Window et eksklusivt flash back til dengang internettet repræsenterede en eksplosion af ny viden, der som en ledestjerne som kunne føre mennesker ud af fastlåste sociale klasser. Det er et vigtigt dokument, der minder os i vesten om det positive potentiale i fri vidensdeling i en tid, hvor mange er optagede af slagsiden af internettet og demokratisering af viden. Filmen er et kærkomment indblik i, hvordan viden og læring nødvendigvis må være den positive kraft, der kan ændre et menneskes liv.”

»Det er en film, der handler om, hvad der sker i det her møde med internettet. Det, vi alle sammen engang drømte om, det kunne være. Men som også står i kontrast til den virkelighed, de to piger lever i. En dag kommer de for eksempel hjem og opdager, at deres hus i løbet af dagen er blevet revet ned af myndighederne, der har besluttet at bygge en vej gennem det slumkvarter, de bor i,« fortæller dokumentarist og ph.d. i filosofi fra RUC, Alfred Birkegaard Hansted.

Da forløbet pludselig er lukningstruet, bliver de nødt til at overveje, hvad det vil betyde for dem ikke længere at have adgang til internettet. Deepa og Jayas fortælling sætter fokus på internettets transformative potentiale i forhold til familie, kultur, samfund og os selv. Den Nobel-prisvindende professor i uddannelsesteknologi, Sugata Mitra, der besøgte sidste års CPH:DOX, medvirker desuden i filmen og ridser Indiens teknologiske fremtid op.

 

Millioner af nye online brugere hver måned

Filmen er en videreudvikling af Alfred Birkegaard Hansteds og Katja Gry Carlsens dokumentar fra 2014. Dengang var filmen en del af hans ph.d. i filosofi på RUC og delvist støttet af Roskilde Universitet. De to amerikanske undervisere, fotografer samt globetrottere Daniel Oxenhandler og William Sloan boede i Inden, da de så filmen og blev inspireret af budskabet om collaboration – en tanke, der er gennemgående for de fablab værksteder, der åbner overalt i Indien. Og med ”School in the Cloud”-projektet, som filmens narrativ er bygget op omkring. Filmen er på den måde i sig selv en stor ”collaboration,” og holdet bag er internationalt. Ideen bag er opstået i Danmark, den er filmet i Indien og redigeret i Colorado, USA.

Dokumentarens ærinde er at dokumentere det teknologiske skifte, som Indien lige nu er midt i. Fra den digitale revolution, som udspiller sig i landets enorme metropoler, til fjerne landsbyer i sumpområder, der stadig stort set er uden nogen form for digital teknologi. Hver måned kommer millioner af nye brugere online, og forskellige offentlige og private initiativer søger at udvide internettet så hurtigt som muligt. De to medvirkende i filmen, Jaya og Deepa, indgik i ”School in the Cloud”, som er et globalt eksperiment i selvorganiseret læring, der blandt andet hjælper statsdrevne (men set med danske øjne meget ressourcefattige) skoler med supplerende undervisning drevet af et globalt mentorkorps over Skype.

Dokumentarfilmen ”The Open Window” bliver vist på Københavns store dokumentarfilmfestival CPH:DOX’s store scene på Charlottenborg søndag den 31. marts kl. 12. Vind billetter her

Til visningen vil film- og forskerholdet bag filmen indgå i en diskussion med Roskilde Universitets rektor, Hanne Leth Andersen, om, hvordan dokumentarfilm kan tænkes ind i forskning og skabe grundlag for nye og ambitiøse samarbejder.

“The Open Window” er en fortsættelse af dokumentarfilmen “Collaboration – On the Edge of a New Paradigme?”  (Alfred Birkegaard & Katja Gry Carlsen 2014) som Roskilde Universitet støttede i 2014. Dokumentaren, der er set af over 100.000 mennesker globalt, er blevet vist på syv filmfestivaler.

Katja Gry Carlsen står i dag bag Thirdroom på RUC, hvor ideerne for vidensformidling og collaboration fra den oprindelige film bliver videreført. Thirdroom er i dag et levende projektværksted på RUC, som bl.a. arbejder med nye kreative måder at skabe og kommunikere projektarbejde og forskning på. I kan møde Katja i Thirdroom LiveLab som ligger ovenpå FabLAB i hus 4 eller på nettet, se ruc-thirdroom.dk

Alfred Birkegaard Hansted er dokumentarist, filosof og arbejder med humanistisk funderet innovation i Novozymes. Desuden er Alfred medstifter af Thirdroom og ekstern lektor på IMT på RUC. Han har en akademisk baggrund fra KU, Berkekey University og RUC, dertil har han gået på fotokunstskolen Fatamorgana.