Med det samme, jeg kommer ind ad døren, bliver et grønt blad i form af Enhedslisten klimaplan stukket i min hånd med ordene ”Her er lidt godnat-læsning.” Deltagerne ser glade ud over at have et fysisk bevis på klimahandling i hånden. Jeg mærker en følelse af en grøn begejstringsbølge, der skyller ind over lokalet og efterlader deltagerne i en håbefuld stemning.

Ingen tid skal gå til spilde, for Den Grønne Studenterbevægelse Roskilde og UngEnergi Roskilde har lagt op til en konstruktiv og lærerig eftermiddag, hvor tre forskellige verdener mødes for at diskutere det brændende emne klima. Den sidste forsker bliver afbrudt af et ”Tiden er gået”, og stafetten bliver sendt videre til Enhedslisten, der får 15 minutters fritale om deres klimaplan. De fokuserer blandt andet på fællesskabets løsning på klimaproblemerne.

»Det er en fælles opgave at få omlagt vores samfund til at være bæredygtigt,« siger Pernille Skipper, og disse ord går også rent ind hos en af deltagerne til arrangementet.

Medlem af UngEnergi Roskilde, Vibeke Christensen, kan ikke lade være med at tegne et hjerte med ordene ’Pernille’ inden i:

»Jeg blev stor fan af hendes ord, da hun understregede, at løsningen på klimaproblemerne er en kombination af, hvad vi som individer gør, og hvad vi kollektivt kan gøre,« fortæller hun bagefter om debatten.

Politikerne slår ørerne ud

Efter en kort pause rykker alle fremad mod panelet. Jeg sidder og føler mig som en del af den inderste klima-kerne i godt selskab med kompetente klimaforskere.

Pernille Skipper mener, at det har stor betydning, når studerende tropper op på slotspladser og råber ad deres lungers fulde kraft; at det er deres fremtid, det handler om. Det får snakken på Christiansborg til at handle om klima.

»I et demokrati har man en salgsvare, og det er ens stemme, som man skal prøve at sælge til højeste pris til politikerne,« siger Pernille Skipper og tilføjer, at klimaaktivisme rykker. Derfor opfordrer hun også til, at man skal melde sig ind i Den Grønne Studenterbevægelse og andre klimaorganisationer.

Med Pernille Skippers ord forlader jeg arrangementet og en energisk, klimaentusiastisk energi.

Et tilfældigt togmøde

Nede på Trekroner Stations perron står Pernille Skipper og venter på toget mod København. Perronen er proppet med mennesker, der passer sig selv, og da jeg går op ad trappen, øjner jeg muligheden for at få en dybdegående snak med Pernille Skipper. I det øjeblik, jeg veksler ord med hende, ankommer toget, men samtalen forsætter. Alle maser på for at komme ind i toget og finde en hurtig plads.

Der sidder jeg side om side med Enhedslistens formand til en snak om noget så vigtigt som klimaet, mens alle andre i togvognen lydløst sidder med podcast eller musik i ørene. Vores snak falder først på afgifter på flyene, der hovedsageligt vil ramme den velhavende del af befolkningen hårdest.

Samtalen bliver afbrudt af en kontrollør. Vi roder begge med vores pung for at finde vores togkort frem.

Pernille Skipper fortsætter samtalen. Hun syntes ikke, det er fair, at det udelukkende er helt almindelige mennesker, der skal løfte størstedelen af klimabyrden, når der er andre, der forbruger og sviner mere. I stedet skal der skabes en grøn samfundskontrakt. Hvor vi på den ene side lover, at vi gør, hvad vi kan som individer, mens vi på den anden side også får et fællesskab, der løfter den strukturelle del af opgaven:

»Det skal gøres muligt at få omlagt til en grøn hverdag, uden at man får slået bunden ud af budgettet.«

Penge fra toppen af samfundet

Mens jeg befinder mig på min daglige togstrækning fra Roskilde Universitet til København, som består af et landskab med skiftende grønne og grå farver, falder vores snak passende på den offentlige kollektive trafik.

En løsning, fremfører jeg, for at gøre den offentlige kollektive trafik mere attraktiv for billister, kan være at privatisere det hele. Derved opstår der konkurrence til for eksempel at indføre en billigere togbillet eller optimere togskinnerne.

Men Pernille Skipper mener det stik modsatte. I hendes optik har konkurrencen sine begrænsninger, da der hos privatselskaber altid eksisterer en præmis om, at man skal tjene penge. Derfor flytter privatmarkedet hen, hvor der er penge, som ikke nødvendigvis er i yderområderne af Danmark.

»Stigning i bilafgiften kommer ikke til at ramme helt almindelige mennesker på pengepungen. Heller ikke, hvis de bliver i en benzinbil. Hvis du tjener mange penge, og kører i benzinbil, bliver du derimod ikke kompenseret,« siger hun og tilføjer, at jo færre penge du har, jo højere grøn check får du.

På den måde mener hun, at der sørges for, at dem, som har en lav- og middelindkomst, ikke får færre penge mellem hænderne, selvom de har en benzinbil, mens dem, der har mange penge, ikke bliver kompenseret via den grønne check, selvom de forsat har en benzinbil. Samtidig fremhæver hun vigtigheden i, at elbilen gøres mere attraktiv end benzinbilen. Det vil Enhedslisten opnå ved at give et tilskud på op mod 100.000 danske kroner til de første 250.000 elbils købere.

Toget ankommer til perronen, vi rejser os op fra togsædet og bevæger os ud af perronen, mens snakken stadig går om elbiler.

Før vi skilles, når Pernille Skipper lige at tilføje, at hendes og Enhedslistens klimaplan går ud over dem, som sviner mest:

»Hårdt sat op, straffes de rigeste, hvis de ikke bliver grønnere, og almindelige familier bliver belønnet, hvis de bliver grønnere.«